Jeg fandt noget der var værd at kæmpe for

FORTALT AF LAURIER SAUMUR

VINTERLUFTEN var kold, frisk og klar. Hestene prustede, og slæderne knirkede på de ujævne skovningsstier der snoede sig ud og ind mellem granerne. Selv når vi fældede træerne og læssede stammerne på slæderne, takkede jeg den Gud som havde skabt denne vidunderlige jord.

Sådan var mine tanker en typisk vinterdag da jeg som teenager arbejdede på min faders farm i de bølgende Gatineaubjerge i det vestlige Quebec. Livet var hårdt, men sundt. Jeg tilhørte en søskendeflok på fjorten, og vor fransk-canadiske familie var katolsk.

Den katolske kirke dominerede livet i vort lille fransktalende samfund, som den også gjorde alle andre steder i Quebec. Jeg gik regelmæssigt til messe, deltog i nadveren og var med til andre katolske handlinger. Men selv om jeg ønskede at tjene Gud, syntes jeg at der manglede noget.

Undervisning og uddannelse sorterede dengang ikke under staten, men under den katolske kirke. Og kirken søgte at begrænse undervisningen for således at gøre det lettere for præsterne at dominere det jævne folk. Derfor var mange analfabeter, deriblandt min egen fader og to af mine brødre. Denne holdning til undervisning, samt mangelen på bøger og biblioteker, gjorde mig utilfreds — jeg tørstede efter kundskab.

I 1939 rejste jeg, i en alder af atten år, til Montreal for at få mere undervisning. Endelig — biblioteker, bøger! Ofte læste jeg næsten hele natten. Det førte til at jeg lærte om den frygtelige katolske inkvisition. Jeg begyndte at se kirken i et andet lys.

Gennem en slægtning blev jeg ikke desto mindre tilknyttet Katolsk Aktion. Det var en politisk gruppe der hældede til fascismen og nærede stærke antisemitiske følelser. Under ledelse af præster holdt den møder i katolske kirker. Bevægelsens budskab var ganske enkelt: ’Hitler er ikke så slem. Det er jøderne og de engelsk talende protestanter der undertrykker os franske katolikker.’ Da jeg hørte at man pønsede på voldsomheder blev jeg betænkelig, og snart meldte jeg mig ud af Katolsk Aktion.

Min broders fængsling hjælper mig

I foråret 1943 viste en ven i Montreal mig en avisartikel og sagde: „Den handler om en mand med samme efternavn som dit. Er det en slægtning?“

Jeg læste artiklen. Forbavset udbrød jeg: „En slægtning — mon ikke! Det er min egen broder, Hector!“ Jeg havde ikke hørt fra ham i årevis Ifølge avisen var han netop blevet idømt tre måneders fængsel i Timmins, Ontario, fordi han var et af Jehovas vidner.

„Hvem er Jehovas vidner?“ spurgte jeg. „Jeg har aldrig hørt om dem.“

Min ven svarede: „Det er en religiøs bevægelse der er blevet forbudt af regeringen.“a

Jeg blev endnu mere forbavset. En religiøs bevægelse? Hector var den mest irreligiøse i hele familien! Jeg skrev til ham for at finde ud af hvad der var sket.

Som svar sendte han mig en bibel og nogle af Jehovas Vidners brochurer. Det var den første bibel jeg nogen sinde havde set. Præsterne sagde nemlig altid: „Du skal ikke læse i Bibelen — det vil gøre dig skør!“ Derfor tog jeg godtroende min bibel med hen til en præst for at finde ud af om den var autentisk. Under påskud af at ville undersøge den for mig tog han imod den, og nægtede så at give mig den tilbage.

Brochurerne vakte imidlertid min interesse i en sådan grad at jeg anskaffede mig en anden fransk bibel i en katolsk boghandel. Videbegærligt begyndte jeg at læse. To gange i løbet af det følgende år læste jeg hele Bibelen igennem. Især fandt jeg det spændende at læse om Jesu liv og apostlenes missionsarbejde.

Senere i 1943 flyttede jeg fra Montreal til Timmins for at få mere at vide om Jehovas Vidner, og også for at lære noget engelsk. Dér studerede jeg sammen med vidnerne, men fortsatte også med at komme i den katolske kirke. Med sognepræsten og biskoppen drøftede jeg forskellige læresætninger, som for eksempel om helvede, treenigheden og sjælens udødelighed. En dag spurgte biskoppen mig hvorfra jeg havde de argumenter jeg fremførte. „Fra Jehovas Vidner,“ svarede jeg. Da sagde han: „Jeg har ikke tid til at tale mere med Dem.“

Den næste søndag var jeg, stadig som en pligtopfyldende katolik, i kirke, hvor jeg hørte sognepræsten rette et heftigt angreb mod Jehovas Vidner. Hans grove fordømmelser og falske beskyldninger virkede frastødende på mig. Jeg havde fået nok; jeg forlod den katolske kirke for aldrig mere at vende tilbage. Snart tog jeg min beslutning. Jeg havde fundet sandheden, og jeg var fast besluttet på at bruge mit liv til at kæmpe for den, ligesom Kristi første disciple havde gjort. Den 1. juli 1944 lod jeg mig døbe som et symbol på min indvielse til at tjene Jehova Gud.

Quebec bliver en slagmark

Vanskelighederne voksede i Quebec. Den indflydelsesrige kombination af den katolske kirke og dens politiske forbundsfælle, premierminister Maurice Duplessis, chikanerede og arresterede Jehovas vidner når som helst der var lejlighed til det. I juni 1945 begyndte jeg som heltidsforkynder i Montreal, en storby i Quebec. Den allerførste gang jeg forkyndte fra dør til dør, blev jeg arresteret. Dette var blot en begyndelse.

Slaget i Quebec var i gang, og sikken et slag! Premierminister Duplessis lovede at jage Jehovas vidner ud af provinsen; han erklærede „en nådeløs krig mod Jehovas Vidner“. Hele den verdslige magt var stillet op imod os. Et blindt fjendskab fejede hen over provinsen. Personligt blev jeg arresteret over hundrede gange.

En fremtrædende canadisk avis omtalte forfølgelsen som ’inkvisitionen der er vendt tilbage’, og skrev: „Forfølgelsen af den religiøse sekt der kaldes Jehovas Vidner, som nu foregår i provinsen Quebec med begejstret officiel og juridisk billigelse, har taget en vending som tyder på at inkvisitionen er vendt tilbage til fransk Canada.“ — Toronto-avisen Globe & Mail, 19. december 1946.

Når jeg besøgte folk for at tale med dem om Bibelen, blev jeg ofte mødt med de seneste beskyldninger som de havde hørt af sognepræsten eller læst i de franske aviser. Det var ikke usædvanligt at blive arresteret to eller tre gange på én dag, og så fulgte de evigt tilbagevendende og endeløse møder i retten. Dette gik især ud over familieforsørgerne, som mistede mange arbejdsdage og undertiden også deres arbejde. Men hvis myndighederne ikke havde hørt om Jehovas vidners udholdenhed, skulle de i hvert fald få førstehåndsbeviser.

For at undgå at familiefædre blev arresteret benyttede jeg en særlig afledningsmanøvre. Når der kom en politibil, gik jeg altid direkte hen til den for at komme i snak med betjentene. På den måde fik de familieforsørgere der forkyndte i nærheden, en chance for at komme væk. Naturligvis betød det at jeg selv blev arresteret endnu flere gange.

To gange i september 1945 var der frygtelige optøjer i Châteauguay, en lille by vest for Montreal. Katolske pøbelsværme gik til angreb på Jehovas vidner som holdt møder i private hjem, mens politiet blot stod og så til. Jeg blev slået og sparket. En fra pøbelsværmen kom også til skade — han slog mig så hårdt i baghovedet at han brækkede sit håndled. Jeg var blå og sort over det hele, og i nogle dage kunne jeg kun gå med møje og besvær.

Vi kæmpede for at skaffe penge til kaution så vi kunne forblive på fri fod. Vi kæmpede for at holde stand under den strøm af falske anklager vi mødte ved dørene, for til sidst at kunne komme med nogle få venlige bemærkninger og derved nedbryde fordommene. Vi kæmpede for at undgå pøbelsværme. Vi kæmpede for at beskytte familieoverhoveder mod at blive arresteret. Vi kæmpede for at holde ånden oppe hos vore kristne brødre og søstre. Vi kæmpede for at leje mødelokaler — ejerne var blevet skræmte af ’heksejagten’. Vi kæmpede for at vore børn ikke skulle blive bortvist fra skolerne. Vi kæmpede for at give hjemmeundervisning til dem der var blevet bortvist. Vi kæmpede for at begrave vore døde, hvilket præsterne i nogle tilfælde søgte at hindre.

Det var ikke let at være et af Jehovas vidner dengang, men det var trosstyrkende. Det var en vidunderlig tro, kærlighed og beslutsomhed der blev udvist af alle! De erfarede det samme som apostelen Paulus, der angående sine prøvelser sagde: „Herren . . . indgød mig kraft, for at forkyndelsen kunne blive fuldført gennem mig.“ — 2 Tim. 4:17.

Vi blev virkelig hjulpet og opmuntret mange gange, og ofte på uventede måder. Snart havde jeg den velsignelse at lede toogtyve bibelstudier. Et af dem var usædvanligt.

Da jeg stod på et gadehjørne og tilbød Vagttårnet og Vågn op! kom en dame hen til mig. Hun kunne ikke læse, så bladene var ikke til nogen nytte for hende, men jeg fik hendes adresse og vi aftalte et genbesøg. Der blev straks påbegyndt et bibelstudium, og det blev holdt to eller tre gange om ugen. Ikke blot tilegnede hun sig ivrigt Bibelens sandheder — hun lærte også at læse. Til trods for den voldsomme forfølgelse blev Laura Chabot, som hun hed, et tappert vidne for Jehova, og det har hun nu været i over tredive år. I årenes løb har hun holdt bibelstudier med omkring femogfyrre mennesker der nu er Jehovas vidner.

Byen Quebec — en ny arbejdsmark

Dengang udførte Jehovas vidner ikke nogen organiseret forkyndelse i byen Quebec, provinsens hovedstad. Hen imod slutningen af 1945 var vi derfor fem som blev sendt til denne by. Atmosfæren var meget anderledes end i verdensbyen Montreal.

I Quebec dominerede kirken fuldstændig; overalt så man præster i ornat. Selve luften syntes at være tung af frygt og undertrykkelse. Den katolske kardinal og den diktatoriske Duplessis boede begge her. Ville vi finde noget lyttende øre i denne katolicismens højborg?

I begyndelsen var folk i byen meget venlige og tog godt imod os når vi besøgte dem fra hus til hus. I løbet af den første måned spredte min makker, John How, og jeg hver over hundrede bøger, blade og brochurer. Da der blev arrangeret et møde hos en interesseret dame, var der ti familiemedlemmer til stede. Vores lange drøftelse var livlig og meget åbenhjertig. Selv om de var katolikker af navn, brød de sig i virkeligheden ikke om kirken. Inden jeg gik uddelte jeg en hel mappefuld læsestof, deriblandt adskillige eksemplarer af bogen Fjender. Alphonse Beaudet, en broder til værtinden, modtog en af disse bøger.

Få dage senere var der en som henvendte sig til mig på gaden. Det var den samme, Alphonse Beaudet. „Kunne jeg gå med når du besøger nogle for at drøfte Bibelen med dem?“ spurgte han.

„Ja, hvorfor ikke?“ svarede jeg. På vejen fortalte han mig hvad der var sket.

Efter mit besøg hos hans familie den foregående søndag aften var han gået hjem og havde læst hele natten i bogen Fjender. I tre dage var han opslugt af den. Da han var færdig samlede han alle de religiøse billeder, krucifikser og statuer han havde i sit hus sammen, bar dem udenfor og ødelagde dem for øjnene af sine katolske naboer. Men det var ikke alt.

Derefter gik han til biskoppen og bad om at få sit navn slettet af kirkens medlemsfortegnelse. Så kom han og søgte efter mig. I dag, over tredive år senere, underviser Alphonse stadig i Bibelen i byen Quebec, og hans enestående nidkærhed og gudhengivenhed har hjulpet mange til at tjene Jehova Gud trofast.

Der blev snart oprettet en lille menighed i Quebec, og vi begyndte at holde regelmæssige menighedsmøder. Men de fredelige forhold varede ikke ved. Inden længe begyndte præsterne at lægge os for had, både fra prædikestolen og gennem den katolske presse. En række arrestationer og domfældelser fulgte.

Den lokale dommer, Jean Mercier, meddelte at politiet var blevet instrueret om „på stående fod at arrestere enhver som vides at være et Jehovas vidne eller som mistænkes derfor“. Pludselig var forfølgelsen i det gamle Quebec nyhedsstof i hele landet. Dette gav bagslag i resten af Canada, hvor man var forarget over at en dommer, som skulle være upartisk, kunne være så uretfærdig.

I løbet af 1946 og 1947 var der så mange stævninger, retssager, ankesager og domfældelser i byen Quebec at pressen kaldte det „stævningeslaget“. Jeg tilbragte alt i alt fire måneder i fængsel, anklaget for at „forstyrre freden“, for „omførsel af varer uden tilladelse“, og så videre.

Jeg blev indbudt til den niende klasse på bibelskolen Gilead, men jeg var stadig i fængsel da vi skulle indskrives i februar 1947. Heldigvis blev jeg løsladt mod kaution så jeg lige netop kunne nå at komme med på skolen. Men før semesteret var forbi afslog Canadas højesteret min appel, og løsladelsen blev annulleret.

Bedrøvet måtte jeg forlade det vidunderlige kristne fællesskab på Gilead og vende tilbage til fængselet i Quebec. Skolens forstander sendte mine eksamensopgaver til fængselet, hvor jeg besvarede spørgsmålene og sendte besvarelserne tilbage til bedømmelse. På den måde kunne jeg følge undervisningen til ende, selv om jeg ikke kunne komme til afslutningshøjtideligheden.

Til tider lønnede det sig endog at være i fængsel. I fængselsgården var jeg ofte i stand til at holde bibelske foredrag for så mange som tyve fanger. En af dem blev senere et Jehovas vidne.

En ny opgave

I efteråret 1947 fik jeg en ny opgave. Jeg blev rejsende tilsynsførende for Jehovas Vidner, det der nu kaldes kredstilsynsmand. Jeg tjente i provinsen Quebec, hvor der kun var én kreds med omkring en halv snes menigheder, hvoraf de fleste var meget små.

Ved møderne var der ofte blot en gruppe heltidsforkyndere og en nyinteresseret eller to til stede. Da jeg blev sendt ud for at opmuntre pionererne, som heltidsforkynderne kaldes, virkede deres standhaftighed under modstanden meget styrkende på mig. I 1949 giftede jeg mig med Yvette Ouellette, en trofast pioner i Montreal, og hun ledsagede mig i kredsarbejdet.

Den første gruppe jeg besøgte som kredstilsynsmand fandtes i Ste. Germaine Station i bjergene syd for byen Quebec. Den bestod af én familie — Aime Boucher, hans kone og deres tre børn. Det var fattige, ydmyge og kærlige folk der boede på en lille farm, hvis stenede jord ikke gav meget udbytte. Broder Boucher hentede mig på stationen i en tohjulet arbejdsvogn der blev trukket af et par stude. Til trods for de vanskelige forhold var Aime Boucher en modig mand og et meget nidkært vidne.

Sejre i højesteret

I 1950 blev de første fem store sejre vundet af Jehovas Vidner i Canadas højesteret. Den første sejr var i Aime Bouchers sag. Den gunstige kendelse var et afgørende gennembrud mod den verdslig-religiøse undertrykkelse i Quebec.

Jehova svækkede yderligere fjendens angreb ved at bringe en af mine egne sager for den canadiske højesteret. Det gunstige udfald af denne prøvesag i oktober 1953 førte til sejre i 1100 andre sager hvor det samme princip om religionsfrihed var det afgørende spørgsmål. Dette indledte en ny æra for den sande tilbedelse af Jehova i Quebec, en æra med styrkelse og fremgang.

Selv om sejrene i retssalene forbedrede vor situation rent juridisk, skulle der stadig meget til for at overvinde den frygt og de fordomme der var blevet skabt hos folk. Nogle husejere var stadig væk bange for at leje deres bygninger ud til Jehovas Vidner. Så gav en venlig politibetjent mig et brev med politiets brevhoved hvori han fastslog at Jehovas Vidner var en lovlig organisation og at man frit kunne leje lokaler ud til os. Efter dette begyndte protestantiske og katolske skolekommissioner at stille deres bygninger til rådighed for vore kredsstævner.

Gunstig reaktion på forkyndelsen af Riget

Efter tolv års tjeneste i Quebec blev jeg i 1957 bedt om at betjene hele Østcanada som områdetilsynsmand. Min opgave blev da at besøge og betjene kredse af Jehovas vidner og holde foredrag ved deres kredsstævner. Derefter tjente jeg i tre år som områdetilsynsmand i Britisk Colombia i Vestcanada.

Men kærligheden til Quebec mistede jeg ikke. Faktisk havde jeg så travlt med at tilskynde brødrene til at rejse til Quebec, hvor behovet for Rigets forkyndere var større, at jeg fik øgenavnet „rottefængeren fra Quebec“. Mange af dem jeg talte med vestpå flyttede til Quebec, lærte fransk, og gør nu et stort arbejde med at opbygge Jehovas folks menigheder dér.

I 1969 vendte Yvette og jeg tilbage til Quebec, hvor jeg var områdetilsynsmand indtil 1972. Da krævede familieforpligtelser at vi bosatte os i Montreal, hvor vi nu har tjent som specialpionerer i fire år. I løbet af denne tid er femogfyrre mennesker som vi har haft bibelstudium med, blevet døbt som Jehovas vidner.

I 1974 havde jeg den forret at rejse til St. Pierre og Miquelon, nogle små franske øer i Nordatlanten, for at påbegynde Jehovas Vidners arbejde dér. Præsterne fandt ud af at jeg kom, og meddelte det i radioen for at advare deres sognebørn. Men meddelelsen fik ikke den tilsigtede virkning. Mange bød mig hjerteligt velkommen. „Åh, hr. Saumur, vi har hørt om Dem. Kom indenfor.“

På ganske få uger påbegyndte jeg otte bibelstudier og skabte grundlag for yderligere virksomhed. Da jeg rejste blev to missionærer fra Frankrig sendt dertil for at fortsætte med at udbrede den gode nyhed om Guds rige.

Det var en enestående oplevelse da jeg i 1975 mødte nogle indflydelsesrige medlemmer af et lille fransk kirkesamfund der talte omkring 1500 medlemmer, og som hed „La Mission de l’Esprit Saint“ (Helligåndsmissionen). Efter at jeg havde haft en lang drøftelse med en af disse mænd, spurgte han om han og nogle venner kunne komme og besøge mig. „Naturligvis“, svarede jeg. Få dage efter kom han sammen med nogle andre medlemmer og deres koner — fyrre i alt!

Efterhånden nedlagde de deres kirke, lukkede deres skole, og alle deres „tjenere“ trådte tilbage. Derefter sagde de til deres medlemmer at de skulle begynde at studere sammen med Jehovas vidner. Pludselig ønskede tusind mennesker et bibelstudium!

I løbet af to måneder spredte jeg 1300 bibelstudiebøger til dem. Mange af studierne ophørte senere, men henved et hundrede fra dette tidligere kirkesamfund er blevet døbt som Jehovas vidner, og andre fire hundrede enten studerer eller overværer møderne i en rigssal. Flere vil lade sig døbe inden længe.

Jeg må sige at disse mere end tredive år i heltidstjenesten har været velsignelsesrige. Der har været problemer, men Jehova har støttet os og hjulpet os til at overvinde alle forhindringer. Bibelen har ret når den til Guds tjenere siger: „Intet våben, der smedes mod dig, skal du’.“ — Es. 54:17.

Dette har virkelig vist sig at være sandt i Quebec. Hvor der kun var 356 som forkyndte Guds rige i 1945, er der nu over 8000. De otte Quebecmenigheder fra 1945 er blevet til 149. Den ene lille kreds er blevet til ti kredse. Ødemarken blomstrer i sandhed frodigt som rosen. (Es. 35:2) Når jeg ser tilbage på disse spændende år kunne jeg ikke tænke mig dem anderledes. Det har været, og er stadig, en forret at kæmpe for den sande tilbedelse.

[Fodnote]

[Illustration på side 153]

Fortælleren og hans kone i dag

[Illustration på side 155]

Kunne hverken læse eller skrive, men har nu undervist mange i Bibelens sandheder