Var den første verdenskrig begyndelsen til enden? — 3. del

Dette er sidste del af vor beretning om den første verdenskrig og dens virkninger. I 2. del berettede vi hvordan konflikten bredte sig og blev til en verdenskrig. Efter en lang udmattelseskrig lykkedes det omsider for de allierede at tvinge centralmagterne til kapitulation. Var fredens tid nu endelig kommet?

„DA KLOKKEN var omkring elleve om formiddagen — lidt før eller lidt efter, det vidste vi ikke, og det gjorde heller ingen forskel — da blev kanonerne endelig tavse,“ fortæller Daniel Morgan, som er veteran fra den første verdenskrig. „Det var som om alt var gået i stå, selv jordens omdrejning. Det var en sørgelig stilhed, dødens stilhed! Det var til at blive vanvittig af. Der var noget forkert ved det hele. Stilheden var værre end krigslarmen.“

I hele Europa gik mægtige krigsmaskiner i stå den 11. november 1918. Mange soldater fandt dog ikke megen fred, selv efter krigens ophør. Der skulle gå måneder eller år før de grufulde mindelser om død, lemlæstelse og angstfyldte skrig ikke længere hjemsøgte dem.

Men i byer som London og Paris brød jubelen løs da klokken slog elleve. Man omfavnede hinanden, selv fremmede, og dansede parvis i gaderne. Mange års afsavn og trængsler syntes nu at forsvinde i glædesrusen over freden.

Selv i det slagne Tyskland fandt mange noget at glæde sig over: kejserens tilbagetræden. ’Nu er vi i det mindste befriet for vore krigsgale ledere!’ tænkte de. Kun de færreste af dem forestillede sig hvor bitre nederlagets frugter ville blive.

Krigens efterveer

Krigen havde ændret samfundet i bund og grund. Tyskland havde ikke alene mistet sine oversøiske kolonier, men også territorier i Europa. Kejseren var gået i landflygtighed. Østrig-Ungarn, hvis magt engang var så vidtstrakt, var nu udstykket i mange mindre stater. Kejserslægten Habsburg havde mistet sit herredømme. Østrigs allierede, Det osmanniske Rige (Tyrkiet), havde også mistet sin magt. Revolutionen i Rusland mundede ud i Sovjetunionens fødsel — en stat hvis styrke verden snart skulle lære at kende.

I Europa kastede endeløse rækker af hvide kors dystre skygger ud over det smukke landskab — 9 millioner soldater og over 12 millioner civile var begravet som ofre for krigen. Og som om dette ikke var nok, stødte der endnu en ulykke til — en pest, den spanske syge, fejede hen over Europa og kostede yderligere millioner af mennesker livet.

Bibellæsere indså hvor præcis Åbenbaringsbogens profeti havde været når den talte om krig efterfulgt af „en dødbringende plage“. (Åbenbaringen 6:4, 8) Andre var dog mere optaget af udsigten til en verden uden krig. Som kommentar til våbenstilstanden hedder det i bogen A Political and Cultural History of Modern Europe: „Der blev indgået en formel fredsaftale, men dette blev ikke indledningen til et tusindårsrige . . . Når vi i dag ser tilbage på det tyvende århundredes to første årtier, ser vi at verdenskrigen — dens forudsætninger, dens forløb og dens umiddelbare følger — markerede afslutningen på én historisk epoke og begyndelsen til en ny. Den gav os et Europa der var anderledes, en verden der var anderledes, både politisk, økonomisk og intellektuelt.“

„En verden der var anderledes“ — på hvilken måde?

Fredsforsøg

Den 8. januar 1918, flere måneder før krigens afslutning, havde USAs præsident, Woodrow Wilson, offentliggjort sine berømte „fjorten punkter“, hvori han fremsatte sine forslag til sikring af verdensfreden. Wilson håbede at man ved hjælp af et „Folkenes Forbund“ kunne gøre ende på imperialismen og garantere alle nationer uafhængighed og ukrænkelighed. Wilsons forslag blev til et grunddokument ved den fredskonference hvortil man trådte sammen i Versailles den 18. januar 1919. De andre lande på den sejrende side havde imidlertid deres egne forestillinger angående freden.

De var besluttede på at Tyskland skulle straffes så hårdt som muligt. De pålagde tyskerne en tårnhøj skadeserstatning og stramme restriktioner, i et forsøg på én gang for alle at forhindre Tyskland i at få indflydelse på verdensskuepladsen. Det tyske folk dirrede af harme over fredsbetingelserne. Det begyndte at vente på en lejlighed til at tage hævn over Europa for disse krav.

Wilsons idé om et Folkeforbund blev imidlertid accepteret. Dog kom hverken USA eller Tyskland med blandt de 42 stifterlande. Ifølge historikeren Gerhard Schulz fik Folkeforbundet „en anderledes skikkelse end den tilsigtede, og det medførte at der opstod en tilsyneladende uoverstigelig kløft mellem de nationer der havde kæmpet mod hinanden i verdenskrigen. Ud fra dette kom der ikke umiddelbart nogen fred, men en ny strid der videreførte krigens fjendtligheder“.

Det nye fredsorgans magtesløshed viste sig kun alt for hurtigt. I oktober 1935 gik Italien til angreb på Etiopien og havde fuldført sin erobring i maj 1936. Folkeforbundet var ude af stand til at gribe ind. Det kunne heller ikke bremse den borgerkrig der snart efter brød ud i Spanien. Og i 1939 udbrød den anden verdenskrig. Fra asken af denne krig rejste der sig en ny „fredsorganisation“. Dens navn, De forenede Nationer, var som en parodi på den sande tilstand i verden. Også dette organ er kommet sørgeligt til kort.

Hvorfor mennesker ikke kan indføre fred

Mennesker har desværre kun lært alt for lidt af den første verdenskrig. Hos de stormagter der i dag kappes om verdensherredømmet, findes nøjagtig den samme fortærende ærgerrighed som den der tændte verdensbranden i 1914. Verdenslederne i dag går i deres forgængeres fodspor; de bruger deres landes kostbare ressourcer til dyrt militært udstyr, lægger omhyggelige planer for udkæmpelsen af en atomkrig, og overvejer endda om ikke det kan betale sig at slå først. Det maner dem ikke til eftertanke at en hel måneds forhandlinger ikke kunne hindre den første verdenskrigs udbrud, mens den skæbnesvangre beslutning om brugen af kernevåben skal træffes i løbet af få minutter!

De højlydte krav om atomnedrustning eller total afrustning har indtil nu ikke båret frugt. Indbyggerne i kernevåbnenes verden kan tilsyneladende kun klamre sig til det spinkle håb at verdens ledende mænd for en gangs skyld vil opføre sig ansvarsbevidst — hvilket historien ikke giver os megen grund til at håbe. For eksempel siger professor Gerhard Schulz: „Ægte fred forudsætter at der er fuldstændig enighed om hvad det er der forårsager krig, og at disse årsager bliver fuldstændig fjernet; de gamle politiske og økonomiske strukturer må erstattes af nye som ikke er behæftet med de elementer der vides at fremkalde krig. Vi ved imidlertid også at dette nærmer sig det utopiske princip, for det er udtryk for en tilstand der i øjeblikket er meget langt fra at være en realitet.“

Usandsynligheden af at mennesker vil kunne indføre fred understreges yderligere af Bibelens ord i Jakob 4:1, 2: „Hvorfra stammer krige og hvorfra stridigheder iblandt jer? Stammer de ikke herfra: fra jeres trang til sanselige nydelser som fører krig i jeres lemmer? I ønsker, og dog får I ikke. I bliver ved med at myrde og begære, og dog kan I ikke opnå noget. I bliver ved med at strides og kriges.“ Ja, lige så længe mennesker drives af dette selviske begær vil freden glide dem af hænde.

Var det begyndelsen til enden?

Vil det sige at menneskeheden er dømt til at lide atomdøden? Selv de mest håbefulde optimister må stille sig selv dette spørgsmål. Bibellæsere kan imidlertid sige med sikkerhed at menneskeheden ikke vil uddø. De der i begyndelsen af dette århundrede kendte Bibelen, var ikke forbavsede over at begivenhederne udviklede sig til den krig der brød ud i 1914. De vidste at Bibelens profetier klart og tydeligt havde forudsagt en verdenskrig. — Se Mattæus 24:6-8; Åbenbaringen 6:1-4.

De vidste også at det aldrig har været Guds hensigt at mennesket skulle styre sig selv. En kærlig Gud ville aldrig kunne acceptere de frygtelige følger som menneskers selvstyre har medført. Det er som profeten Jeremias skrev: „Jeg ved, [Jehova], at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed.“ — Jeremias 10:23.

Imidlertid har Gud tilladt at menneskene i en periode fik lov at styre sig selv, for at behovet for et retfærdigt styre fra himmelen kunne blive åbenbart. De der fordomsfrit har betragtet historiens forløb og set hvordan mennesker er kommet til kort og hvordan verdensforholdene ser ud i dag, er ikke spor i tvivl om at behovet for at Gud overtager herredømmet er desperat. Guds rige vil snart „knuse og tilintetgøre“ alle jordiske regeringer og dem der holder fast ved dem. (Daniel 2:44) Men „en stor skare“ vil overleve og få lov til at leve under Guds riges styre på en paradisisk jord, hvor der ikke længere er nogen krig. (Åbenbaringen 7:14-17; Esajas 2:4) Jehovas vidner søger i dag at berede sig på livet under denne regering.

Hvad vil du gøre? Ved at studere Bibelen kan du komme til større forståelse af Guds løfte og lære hvordan du kan tage standpunkt for Guds herredømme. Hvis du derimod håber at menneskene på egen hånd vil finde en løsning på det dilemma de i dag står i, kan du vælge at se bort fra alt det som historien har lært os, og sætte dit liv og din fremtid ind på menneskers styre.

[Illustrationer på side 13]

Hverken Folkeforbundet eller De forenede Nationer har kunnet forhindre krigene og de endeløse rækker af grave

FOLKEFORBUNDET

DE FORENEDE NATIONER