Hvordan jeg fik at vide at jeg havde kræft

EN DAG i maj 1987 tog jeg 8. juni-nummeret af Vågn op! (på dansk 8. juli 1987) og satte mig til at læse rubrikken „Fra vore læsere“. Jeg lagde straks mærke til et brev fra Japan. Det lød:

„Vi vil gerne takke jer for artiklerne om kræft. (8. oktober og 22. oktober 1986) Sidste år fik vores datter, der ikke havde været syg en eneste dag i 16 år, konstateret tuberkulose, hvorefter hun blev indlagt på hospitalet i seks måneder. Da alle tuberkelbaciller var forsvundet blev hun udskrevet.“

’Utroligt!’ tænkte jeg. ’Den pige har været igennem nøjagtig det samme som jeg.’ Jeg læste videre:

„Måneden efter fik vi at vide at hun havde kræft i skjoldbruskkirtelen og at sygdommen havde bredt sig til hendes lunger. Hun fik med det samme bortopereret sin skjoldbruskkirtel og de omliggende lymfekirtler, ligesom hun fik fjernet et stykke af lungerne. I øjeblikket får hun koboltbehandlinger.“

Jeg havde været igennem den samme operation. Jeg begyndte at ane uråd. ’Kunne det være mig de hentydede til?’ tænkte jeg. ’Men jeg har da ikke kræft, vel?’ Med bankende hjerte lod jeg øjnene glide ned over resten af brevet:

„Operationen gik godt, og hun lever nu en normal tilværelse. Men som forældre tænker vi hele tiden på hvad vi kan gøre for at hjælpe vores datter, og vi er bekymrede for hende. Jeres artikler trøstede os, og vi fik atter fred i sindet. De indeholdt gode råd om hvordan vi kan opmuntre vores datter i fremtiden. — H. K., Japan.“

Det var fars initialer! Ville det sige at denne pige var mig? Jeg skyndte mig ind til mor. „Nå, kunne du godt se at det handlede om dig?“ sagde hun smilende mens hun intenst forsøgte at læse mit ansigtsudtryk. Sådan fik jeg at vide at jeg havde kræft.

Hvorfor ikke før?

I Japan er der ikke tradition for at man fortæller det til en patient hvis vedkommende har fået konstateret kræft. Lægerne bad mine forældre samarbejde på dette punkt. Mor ville gerne underrette mig, men far var imod det. Han var bange for at jeg ville blive slået helt ud, og tøvede derfor. Mine forældre vaklede altså imellem at tale eller at tie om min sygdom.

Så blev der bragt en serie artikler om kræft i Vågn op! for 8. og 22. oktober 1986. Efter at have læst dem besluttede mine forældre at de ved en passende lejlighed ville fortælle mig om min sygdom. Først skrev far imidlertid et takkebrev for artiklerne til Vagttårnsselskabet i Japan. Da brevet blev bragt i Vågn op! følte mine forældre at det var Jehova, Bibelens Gud, der stod bag. Det var en nænsom måde at fortælle mig på at jeg havde kræft, eftersom overraskelsen over at se fars brev umiddelbart overskyggede alle andre følelser.

Jeg var ikke bange, for jeg troede helt og fuldt på det Bibelen lærer om de dødes tilstand. Den siger at „de døde ved slet ingen ting“. (Prædikeren 9:5) Jeg stolede også på Bibelens løfte om at „alle de der er i mindegravene“ vil få en opstandelse. — Johannes 5:28, 29.

Derimod kunne tanken om hvor ensomme mine forældre ville være mens de ventede på min opstandelse gøre mig nedslået. Jeg er nemlig deres eneste barn. ’Men Jehova vil bestemt holde mine forældre oppe i de ensomme år,’ tænkte jeg og slog tanken ud af hovedet.

På hospitalet

I april 1985, kun to år før jeg læste det nummer af Vågn op! som indeholdt fars brev, blev jeg optaget på gymnasiet. Dengang var jeg kun 15 år. Efter at have været til helbredsundersøgelse fik jeg i maj måned en seddel hvorpå der stod: „Bronchiektasier — grundig undersøgelse påkrævet.“

Skønt jeg ikke følte mig syg, blev jeg lidt ængstelig da jeg så det lange ord. Jeg havde aldrig før fejlet noget alvorligt, og alle betragtede mig som en sund og rask pige. Alligevel skulle jeg underkastes en grundig undersøgelse på det lokale sygehus. Her fik jeg konstateret tuberkulose og blev indlagt øjeblikkelig.

Det var ikke rart at ligge på tuberkuloseafdelingen. I seks måneder måtte ingen andre end mine forældre komme på besøg. Breve fra kristne venner og båndoptagelser af de kristne møder styrkede og hjalp mig til at bekæmpe mit mismod. Desuden forhindrede min læsning af Vagttårnsselskabets publikationer mig i at blive alt for selvoptaget i mine tanker. Først og fremmest var det dog mit personlige forhold til Gud der gjorde at jeg kunne bevare en positiv indstilling.

Min beslutning om at tjene Gud

Mine forældre begyndte at studere Bibelen da jeg var fire måneder, og de opdragede mig til at anerkende Bibelen som sand. Efterhånden som jeg blev ældre opdyrkede jeg et personligt forhold til Gud og gjorde troen til min egen. Jeg indviede mig til Jehova og symboliserede min indvielse ved vanddåben den 4. december 1982. Dengang var jeg 13 år.

I oktober 1985 blev jeg udskrevet efter næsten seks måneder på hospitalet. For første gang i mit liv opdagede jeg hvor herligt det er at kunne være ude i den friske luft. For at vise min værdsættelse besluttede jeg at stille mig til rådighed i heltidstjenesten som hjælpepioner for et stykke tid. Både i november og december brugte jeg 60 timer i tjenesten. Men i december fik jeg meddelelse om at jeg måtte indlægges på ny for at gennemgå en operation i skjoldbruskkirtelen. Den blotte tanke om at skulle være spærret inde fik mig til at græde.

Blodspørgsmålet

I Guds ord får kristne besked på ’at afholde sig fra blod’, og som en indviet tjener for Jehova ønskede jeg at gøre alt for at behage ham. (Apostelgerninger 15:29) Derfor talte jeg med lægen og forklarede hvorfor jeg ikke ønskede at tage imod blodtransfusion. Han respekterede mit standpunkt og sagde at jeg ikke skulle være bekymret.

Dagen før operationen blev jeg imidlertid ført ind i et lokale hvor der var over et dusin læger som ventede på mig. Disse kirurger, som jeg aldrig før havde mødt, skulle være til stede under operationen. Mit hjerte begyndte at dunke da jeg stod over for alle disse akademikere.

„Vi vil gerne tale med dig om operationen i morgen,“ indledte den ansvarshavende læge. „Vi skal foretage et indgreb i dine lunger og din skjoldbruskkirtel. Med hensyn til din holdning til blodtransfusion: Er du helt sikker på at du ønsker at vi skal gøre som du har sagt, også selv om der skulle opstå en nødsituation?“

„Ja, helt sikker,“ svarede jeg, mens lægerne lyttede opmærksomt. „Jeg beder jer gøre som jeg har sagt.“

Derefter begyndte nogle at stille forskellige spørgsmål, deriblandt: „Hvorfor vil du ikke gå med til blodtransfusion?“ og: „Er det din egen overbevisning?“ Alle lyttede respektfuldt mens jeg svarede. Min første nervøsitet fortog sig efterhånden som jeg forklarede hvorfor jeg anerkendte Guds syn på blodet. Jeg understregede at det skyldtes min personlige forståelse af Guds lov — og ikke pres fra mine forældre — at jeg ville opereres uden brug af blod. Lægerne sagde venligt at de ville respektere min holdning og at jeg ikke skulle være nervøs, for de ville forberede sig godt på operationen.

Operation og koboltbehandlinger

Under operationen åbnede de min hals for at fjerne skjoldbruskkirtelen, lymfekirtlerne samt noget af lungerne. Lægerne opdagede imidlertid at det som de først havde diagnosticeret som tuberkulose, i virkeligheden var kræftceller som havde bredt sig fra skjoldbruskkirtelen. Men det fik jeg intet at vide om.

Eftersom lægerne havde ramt mit stemmebånd under operationen advarede de mine forældre om at jeg for at få stemmen tilbage måske måtte igennem endnu en operation. Lægerne og mine forældre var derfor lettede da jeg kom til bevidsthed igen og de hørte mig spørge: „I har ikke brugt blod, vel?“

Takket være lægernes omhyggelige indsats var operationen gået godt, og jeg havde bevaret min kristne samvittighed ren. Lægerne sagde imidlertid til mine forældre: ’Måske har hun kun fire år tilbage at leve i. Måske vil hun allerede dø i løbet af et år. Når det lakker mod enden vil hun få svært ved at trække vejret og vil dø under store lidelser. Fra nu af vil hun konstant tabe sig uanset hvor meget hun spiser. Det må I være forberedt på.’ Selvfølgelig vidste jeg intet om disse dystre forudsigelser. Men mine forældre var chokerede og dybt bedrøvede.

Efter operationen i januar 1986 blev jeg i februar og igen i november samme år indlagt til koboltbehandlinger. Den behandlende læge var iført beskyttelsesforklæde og handsker. Han tog to kapsler op fra en lille rund metalbeholder og bad mig synke dem. Kapslerne indeholdt et radioaktivt materiale som skulle virke indvortes. Eftersom jeg på denne måde kom til at udsende stråling, måtte jeg efter hver behandling tilbringe en uge i enrum. Bortset fra når sygeplejerskerne bragte mig mad, var jeg afskåret fra al kontakt med omverdenen.

Jeg må sige at jeg var overrasket over de omhyggelige sikkerhedsforanstaltninger og den grundighed hvormed behandlingerne blev foretaget. Men som det er skik i Japan fik jeg ikke det mindste at vide om at jeg havde kræft.

Eftersom stuen var bygget halvvejs under jorden og var strålebeskyttet, var det ikke meget jeg kunne se gennem ruderne. Men det varmede om hjertet når mine åndelige brødre og søstre kom på besøg og vinkede til mig! Jeg mærkede deres kærlighed, og det holdt mig oppe under isolationen.

Jeg når mit livsmål

Under koboltbehandlingerne var der en sygeplejerske som spurgte hvordan jeg kunne bevare humøret. Jeg fortalte at mit studium af Bibelen gav mig fred i sindet. (Salme 41:3) Samtalen vakte hendes interesse, og hun begyndte at studere Bibelen.

Jeg har altid fundet stor glæde ved at fortælle andre om Gud. Så lige fra jeg var lille har jeg haft som mål at blive heltidstjener. For at nå dette mål måtte jeg lære at finde den rette balance mellem skolearbejdet og tjenesten og hensynet til min sygdom. Hvor var jeg glad da jeg blev udnævnt til almindelig pioner straks efter at være gået ud af skolen i marts 1988!

Selvfølgelig er min sygdom ikke fuldstændig kureret. Skønt jeg ikke lige for tiden føler mig særlig sløj, må jeg fra tid til anden igennem forskellige undersøgelser. Men selv på hospitalet har jeg haft lejlighed til at fortælle læger, sygeplejersker og medpatienter om det håb om evigt liv i en ny verden som Gud stiller menneskene i udsigt. — Åbenbaringen 21:3, 4.

Engang sagde en fra sygehuspersonalet til mine forældre: „Med den tilstand hendes lunger er i skulle hun hive og gispe efter vejret, have smerter under vejrtrækningen og blot sidde i et hjørne med hænderne i skødet. Men Rie farer omkring. Det er ikke til at forstå. Er det jeres tro der gør hende så glad og aktiv?“

Ja, der er en hemmelighed som holder mig oppe så jeg ikke mister modet. Det er mit forhold til Jehova Gud. Han giver mig styrke så jeg ikke bukker under for min sygdom. (Filipperne 4:13) Selv om jeg er angrebet af kræft bevarer jeg min fred i sindet og mister ikke håbet. Naturligvis vil jeg gerne blive i live indtil Jehova skaber den nye verden hvor „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ (Esajas 33:24) Men uanset hvad der sker, og uanset om jeg skulle miste livet, vil Jehova huske mig, hvis ellers jeg fortsætter med at gøre hans vilje. — Fortalt af Rie Kinoshita.

[Illustration på side 23]

Jeg har været heltidstjener siden marts 1988