Sandheden resocialiserer en forbryder

„En indbrudstyv der var blevet løsladt før udstået straf, begik 500 indbrud på syv måneder. En voldtægtsmand der havde fået eftergivet fire af ti års fængselsstraf, voldtog og myrdede en kvinde. En prøveløsladt drabsmand brød ind i to huse og myrdede tre mennesker.“ — Reader’s Digest, november 1990.

„Næsten 63 procent af dem der blev løsladt fra statsfængslerne, blev arresteret for en grov lovovertrædelse inden for tre år, meddeler justitsministeriet i en undersøgelse der offentliggøres i dag.“ — The New York Times, 3. april 1989.

„Det ideal at fængselet er et sted hvor forbrydere resocialiseres, holder ganske enkelt ikke stik. Fængslerne er en mellemting mellem ’pakhuse’ og ’forbryderskoler’.“ — Torontoavisen Sunday Star, 20. marts 1988.

Inspektøren ved fængselet Rikers Island i New York City siger: „En dreng på nitten kommer måske hertil fordi han har været udkigsmand ved et røveri. Men når han kommer ud herfra, bliver han ikke udkigsmand ved næste røveri. Så bliver han den der trykker på aftrækkeren.“ — Bladet New York, 23. april 1990.

„Fængselsportene er nærmest blevet svingdøre: Næsten to tredjedele af alle dømte bliver arresteret igen mindre end tre år efter at de er blevet sat på fri fod.“ — Tidsskriftet Time, 29. maj 1989.

DER er intet nyt i ovenstående. Det er en kendt sag at fængselsophold ikke resocialiserer kriminelle. Men det gør sandheden. Et eksempel på dette er Ron Pryor.

Ron begynder dagen med at læse et skriftsted fra Bibelen sammen med sin kone, Arlynn. Hans ægteskab er præget af fred og kærlighed. Hjemmet er rent og ordentligt. Deres to sønner var mønsterelever i skolen — ingen stoffer, alkohol eller problemer. De er i mellemtiden flyttet hjemmefra og er beskæftiget med kristen virksomhed. Ron og Arlynn har travlt med deres frivillige kristne arbejde i lokalsamfundet — en indholdsrig og opofrende tilværelse.

Men i 1970 sad Ron Pryor varetægtsfængslet for mord. Han blev kendt skyldig og indsat til afsoning i et statsfængsel. Det var kulminationen på en lang forbryderbane der jævnlig havde bragt ham i fængsel. Men lad Ron selv berette:

„Den første ’frihedsstraf’ jeg husker var en sele der var bundet til tørresnoren med en line. Da jeg var tre-fire år, havde jeg tilsyneladende vandreblod i årerne. Jeg strejfede ofte omkring i nabolaget, fór vild, blev samlet op af politiet og kørt hjem. Til sidst sagde mor til mig at hvis jeg ikke holdt op, ville hun ringe til et børnehjem og få mig hentet og låst inde. Jeg sad ude i gården og græd mens jeg ventede på at blive afhentet. Der kom ingen; men fra da af tøjrede mor mig til tørresnoren.

Under opvæksten kom jeg ustandselig i klammeri, og jeg vænnede mig til altid at klare mig med vold. Jeg var forvirret, frustreret og følte mig uønsket. Jeg havde ingen fornemmelse af ret og uret og lod mig altid lede af mine følelser, ikke af fornuften. I skolen blev jeg kun rykket op fordi lærerne var lettede over at blive fri for mig. Jeg gik ud af skolen i syvende klasse og stak af hjemmefra. Jeg kom i dårligt selskab, og i overensstemmelse med Bibelens advarsel førte det mig ud i større problemer. — 1 Korinther 15:33.

Snart afløstes min barndoms tørresnor af opdragelseshjem. Men jeg blev ikke spor opdragen af at være der. Flere gange stak jeg af og blev fanget igen. Under min flugt fra et hjem i Virginia stjal jeg en bil og blev arresteret. Da jeg i retten blev anklaget for biltyveri, fandt jeg ud af at det var dommer Jenkins’ bil jeg havde stjålet! Jeg var kun 16, men blev erklæret uforbederlig og dømt som voksenforbryder. Det indbragte mig to års fængsel.

Da jeg var i tyverne fik jeg mig en motorcykel. Det gav mig en berusende magtfornemmelse, men det var ikke nok. Jeg sluttede mig til Pagans (Hedningerne) — en motorcykelbande der altid var ude på ballade og som aldrig forsømte en anledning til at slås. Det var lige mig!

Siden blev jeg lastbilchauffør og kørte med landbrugsprodukter fra Florida. Jeg var ikke længere med i motorcykelbanden, men på vej gennem Virginia stødte jeg på nogle af dens medlemmer. Vi holdt et drikkegilde og tog narkotika. Et slagsmål udartede sig, og under påvirkning af alkohol og stoffer skød og dræbte jeg en mand. Atter en frugt af dårligt selskab! Jeg blev forhørt af to kriminalbetjente og tilstod drab. Det var i 1970.

Under varetægtsfængslingen var jeg stadig en umedgørlig ballademager. For eksempel fik man om morgenen normalt udleveret en ekstra kop kaffe til senere, men da jeg en morgen holdt min anden kop hen under den kande som en betroet fange kom forbi med, sagde han: ’Ikke mere.’ Jeg opfattede det sådan at han havde tiltænkt en anden kaffen, så jeg sagde: ’Du mangler nok kaffe her til morgen?’ Han svarede: ’Nemlig,’ hvorpå jeg slyngede min kaffe i hovedet på ham med ordene: ’Så kan du få min tilbage.’ Jeg endte i enecelle.

Så travede jeg rundt i dette 2,5 gange 3 meter store ’hul’ uden vinduer. For første gang i mit liv begyndte jeg at tænke mig om. Spørgsmålene myldrede frem. ’Hvorfor forkludrer jeg hele tiden tilværelsen? Hvorfor kommer jeg ustandselig i fængsel? Hvorfor er jeg i dette hul? Hvorfor lever jeg? Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?’ Jeg blev ved med at spørge hvorfor, men fandt ingen svar. Så sagde jeg ved mig selv: ’Nu har jeg løbet linen ud. Der er ingen udvej — medmindre der da findes en Gud, en Gud der ser mig, véd at jeg er til og forstår mig — det som jeg bestemt ikke selv gør! Gud, hvis du findes, hvis du er opmærksom på mig, hvis der er noget jeg kan stille op — giv mig bare et eller andet vink!’

Der lå en bibel i cellen, og jeg tænkte: ’Det er da en begyndelse.’ Jeg gav mig i kast med den. Jeg kan ikke huske hvad jeg læste, kun at jeg ikke forstod det. I løbet af en uge var jeg tilbage i et celleafsnit og blev anbragt i en ledig tomandscelle. To dage efter fik jeg selskab. Jeg var netop i gang med min møjsommelige bibellæsning. Min cellekammerat så det og spurgte: ’Kunne du tænke dig at forstå Bibelen?’ ’Ja!’ ’Så skal jeg få fat i en bog du vil få gavn af.’ Han havde engang studeret med Jehovas vidner og satte sig nu i forbindelse med en forkynder. Snart gav han mig en bog med titlen Sandheden der fører til evigt liv. Det var i juli 1970.

Jeg gik i gang med den og læste den fra ende til anden. Jeg forstod ikke det hele, men det lød fornuftigt. Jehovas vidner kom og studerede med mig, og jeg begyndte at få svar på alle mine spørgsmål fra enecellen. For første gang fik jeg et begreb om ret og uret. Jo mere åndelig føde jeg satte til livs, desto mere lignede jeg ’dem som gennem brugen har fået deres opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret’. (Hebræerne 5:14) Min samvittighed begyndte at røre på sig, at vågne op!

Denne pludselige forståelse af Bibelen vendte fuldstændig op og ned på min indstilling. Jeg havde læst bogen på 24 timer, og fra den ene dag til den anden foretog jeg en kovending. Jeg var opsat på at give mine medfanger del i det jeg lærte, og jeg troede at alle ville blive lige så henrykte som jeg. Det blev de ikke. Jeg havde været svær at omgås før, men nu var jeg — utroligt nok — til endnu større irritation! Men efterhånden som forkynderne fortsatte deres studium med mig, blev jeg mere taktfuld i min forkyndelse.

Jeg gjorde store forandringer og blev på to måneder en betroet fange. Jeg fik endda udgangstilladelse — noget ellers uhørt i betragtning af mit ry og generalieblad. Bibelens principper forandrede mig. Sandhedens vand fra Guds ord virkede rensende ligesom på apostlenes tid. Om Bibelens evne til at bringe overtrædere på fode siges der i Første Korintherbrev 6:9-11:

’Ved I ikke at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Bliv ikke vildledt. Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd, eller tyve eller havesyge eller drankere eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige. Og dog er det sådan nogle af jer har været. Men I er blevet vasket rene.’

Så kom jeg for retten. Jeg fik 20 års fængsel for mord. I 1971 blev jeg sendt til et maksimalt sikret fængsel, og her videreførte jeg mit studium med Jehovas vidner. Min adfærd var fuldstændig forandret. Snart blev jeg en betroet fange og fik udgangstilladelser. Under en udgang spurgte jeg den broder jeg boede hos: ’Hvad hindrer mig i at blive døbt?’ Han spurgte i den lokale menighed og fik svaret: ’Intet.’ En tidlig aftenstund i 1973 blev jeg derfor døbt i en dam på en nærliggende gård. Jeg bad da jeg steg ned i vandet, ligesom Jesus gjorde da Johannes Døber sænkede ham ned i Jordanfloden.

Derefter gjorde jeg hurtigt åndelige fremskridt. Jeg tilmeldte mig den teokratiske skole i den lokale menighed — naturligvis uden at være til stede ved møderne. Jeg indtalte mine opgaver på bånd. De blev afspillet i menigheden, og skoletjeneren sendte så vejledning til mig. I fængselet blev der desuden holdt ugentlige møder hvor andre indsatte var velkomne.

Hele tiden føjede jeg nye skriftsteder til min bibelkundskab. Det gav mig fodfæste sådan at jeg kunne komme ud af det moralske morads jeg størstedelen af mit liv havde befundet mig i, lige til jeg erfarede den forvandling apostelen Paulus omtalte i Kolossenserbrevet 3:9, 10: ’Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.’

I 1978 kom min tredje benådningsansøgning til vurdering. To gange havde jeg fået afslag på grund af min grove kriminalitet, men denne gang modtog udvalget cirka 300 breve fra Jehovas vidner og andre der bevidnede den forandring der var foregået med mig.

Med udsigt til at komme på fri fod overvejede jeg ægteskab. Arlynn, en enke med to drenge, var et Jehovas vidne som havde skrevet til mig og besøgt mig i fængselet. Nu forelskede vi os i hinanden. Jeg blev løsladt den 1. februar 1978, og den 25. giftede vi os. Nu kan vi se tilbage på 13 års lykkeligt ægteskab. Begge vore sønner er aktive Jehovas vidner. Den ene er gift, og den anden arbejder på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn i New York.

Mine bønner er blevet besvaret. Jeg er taknemmelig for at mine åndelige brødre og søstre har været så hjælpsomme mod mig. Jeg står i gæld til den lykkelige Gud, Jehova, for al min lykke. — 1 Timoteus 1:11.

Men min fortid gnaver indimellem. Jeg ser med afsky tilbage på min nedværdigende adfærd. Jeg har mange gange bedt Jehova tilgive mig, og det føler jeg at han har. Jeg håber også på overbærenhed fra dem jeg har gjort uret. Især håber jeg at Jehova vil genopvække den mand jeg dræbte, så han får mulighed for at leve evigt i det paradis Gud opretter på jorden. Det vil gøre min glæde fuldstændig.“

[Tekstcitat på side 11]

Det var dommer Jenkins’ bil jeg havde stjålet!

[Tekstcitat på side 12]

Der lå en bibel i enecellen. Jeg begyndte at læse i den

[Tekstcitat på side 12]

Jeg fik 20 års fængsel for mord

[Illustration på side 13]

Ron Pryor og hans kone, Arlynn, i dag