Kristne igen for Jerusalems højeste domstol

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ISRAEL

JESU LIV stod på spil da han blev stillet for Sanhedrinet, Jerusalems højeste domstol. Trods dette pres repræsenterede han frygtløst Guds rige. (Mattæus 26:57-68) Blot nogle uger efter Jesu rettergang blev hans nærmeste disciple stillet for den samme domstol. Dér aflagde de et magtfuldt vidnesbyrd om Guds rige og dets udnævnte Konge. — Apostelgerninger 4:5-21.

Nogle dage senere, da apostlene igen blev ført frem for Sanhedrinet, tog begivenhederne en uventet drejning. På trods af et enormt gruppepres trådte Gamaliel, et af Sanhedrinets højt respekterede medlemmer, frem og talte til forsvar for Jesu disciple. Resultatet af denne uventede indgriben var at apostlene blev sat fri. — Apostelgerninger 5:27-42.

Disse retsmøder var en opfyldelse af Jesu ord i Mattæus 10:16-18: „Se, jeg sender jer som får ud blandt ulve . . . De vil overgive jer til lokale domstole . . . I vil blive slæbt for landshøvdinger og konger for min skyld, til et vidnesbyrd for dem og nationerne.“ Skønt Jesu disciple ofte blev misforstået, blev de kendt i hele Israel. Tusinder af jøder i det første århundrede tog imod Jesu budskab. (Apostelgerninger 4:4; 6:7) Alt dette var et resultat af Jesu jødiske disciples nidkære forkyndelse, samt deres frygtløse optræden i retten.

I vor tids Israel kender relativt få til Jehovas Vidner, som tæller færre end 500 ud af en befolkning på cirka 5 millioner. I 1993 blev der imidlertid i en sag med et ungt Jehovas vidne ikke blot sat fokus på Jehovas vidners aktivitet, men også på den historiske sammenhæng der er mellem fordom og forfølgelse — noget som både Jehovas vidner og jøder har måttet føle.

Hvordan begyndte striden?

Ariel Feldman, en 17-årig jødisk-russisk immigrant, bosat i Haifa i Israel, var en mønsterelev og vellidt af både kammerater og lærere på skolen.

På grund af en uformel samtale på gaden under Golfkrigen begyndte Ariel og hans familie at studere Bibelen med Jehovas vidner. Ariel foretog en grundig undersøgelse og sammenlignede de jødiske læresætninger med de bibelske forklaringer han fik af Jehovas vidner. Ariel var seriøs og gjorde hurtigt fremskridt i studiet af Bibelen, og han var den første i sin familie der blev døbt som et af Jehovas vidner.

Dette udgjorde ikke noget problem for ham i hans studier. Senere besluttede skolen imidlertid at man som et forsøg skulle lade militærtræning indgå i undervisningen. Instruktørerne skulle være soldater og undervisningen omfatte opøvelse i kampstillinger og kampteknikker. Ariel følte at han som et af Jehovas vidner ville gå imod sin bibeloplærte samvittighed og sit neutrale standpunkt ved at tage del i denne undervisning, og derfor forsøgte han at forklare sit standpunkt for skoleinspektøren. (Esajas 2:2-4) Han forklarede respektfuldt at han ikke kunne handle imod sin tro, men at han gerne ville tage del i andre skoleaktiviteter i disse timer.

Skoleinspektøren havde tidligere været forstående over for ham, men nu besluttede hun at denne anmodning var mere end hun kunne tillade. Hun stillede ham et ultimatum: Enten måtte han deltage i militærtræningen eller også ville han blive bortvist fra skolen. Ariel kunne ikke gå imod sin samvittighed. Den 31. januar 1993, blot nogle få måneder før den afsluttende eksamen, blev han formelt bortvist fra skolen uden alternative tilbud.

Forsvar fra en uventet kilde

Ariel henvendte sig til Foreningen for Borgerrettigheder i Israel. De ville gerne føre hans sag og tilbød gratis juridisk bistand. I vor tid er den jødiske stat Israel demokratisk opbygget. Skønt den israelske uafhængighedserklæring ikke har en lov der garanterer den enkeltes rettigheder, anerkender den religions- og trosfrihed. Der var ikke juridisk præcedens i Israel for bortvisning fra skoler af religiøse grunde.

Aviserne begyndte at interessere sig for sagen. Ariel fulgte det juridiske råd han havde fået om ikke at give interviews til journalister, idet han foretrak at få sin sag afgjort i retssalen frem for i den offentlige menings ’retssal’. Skoleinspektøren var imidlertid hurtig til i et interview at retfærdiggøre sin handling. I avisen Hadashot for 9. februar 1993 gav hun ikke blot udtryk for at elevens religiøse standpunkt var i opposition til staten Israel og alle der elsker Israel, men benyttede også lejligheden til at tale imod Jehovas Vidners organisation idet hun sagde: „Deres metoder er fordækte, beskidte og unfair. De sender fangarme ud og nærmest indfanger de svage.“

Mange israelere kunne se at inspektørens synspunkter bundede i fordom. Tom Segev, en israelsk journalist og historiker som har beskæftiget sig meget med Holokaust, følte sig især oprørt over interviewet. Det mindede ham om en holdning der prægede nogle i Nazityskland, som, på grund af falske anklager mod jøderne, lod deres fordom komme til udtryk gennem en af de største forbrydelser i menneskehedens historie. Ifølge Segev lå faren for staten Israel ikke i den unge elevs standpunkt, men snarere i den intolerance som skoleinspektøren udviste. Segev skrev en artikel som forsvarede Jehovas vidners rettigheder. (Se rammen på side 15.)

I kølvandet på Segevs artikel gav andre deres besyv med. En indbygger i Jerusalem havde som jøde været i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig, og i et brev til udgiveren skrev han om Jehovas vidners gode adfærd. De havde siddet i samme lejr som han fordi de havde nægtet at tjene i den tyske hær.

Eftersom Ariel ikke ville give interviews, henvendte journalisterne sig til andre af menighedens medlemmer som, skønt de ikke specifikt kommenterede Ariels sag, var glade for at kunne give oplysninger om Jehovas Vidners tro og virke i Israel. Dette førte til nogle gode artikler i den israelske presse, samt et radiointerview med en af de lokale ældste. Mange hørte for første gang om Jehovas Vidner på grund af denne uventede bevågenhed.

Sagen behandlet i Jerusalem

Den afdeling af Foreningen for Borgerrettigheder der havde til huse i Haifa, forsøgte gentagne gange at argumentere med skoleinspektøren, skolekommissionen og undervisningsministeriet i Jerusalem. Det gav dog ikke noget tilfredsstillende resultat. Den 11. marts 1993 blev der på vegne af Ariel Feldman indgivet begæring til højesteret i Jerusalem.

Den 15. marts 1993 blev sat som dato for en forundersøgelse i sagen. Advokater fra Foreningen for Borgerrettigheder i Israel repræsenterede Ariel i sagen mod skolekommissionen, skoleinspektøren og Haifa kommune. Tre israelske højesteretsdommere behandlede forundersøgelsen i sagen.

Statsadvokaten fremholdt spørgsmålet som en sag der ville underminere skolens autoritet hvis eleven kunne „diktere“ hvad han ville eller ikke ville undervises i. De anbefalede at retten bakkede deres beslutning op om at eleven aldrig måtte vende tilbage til skolen.

Borgerretsforkæmpernes advokater var af den mening at sagen drejede sig om en krænkelse af de grundlæggende rettigheder til tros- og religionsfrihed ved den måde hvorpå skolens ledelse havde tacklet situationen. Dommerne stillede spørgsmål om Jehovas Vidners holdninger for at kunne forstå baggrunden for elevens standpunkt. I den skriftlige begæring havde de også modtaget meget materiale om lignende sager rundt om i verden hvor andre højesteretsinstanser havde afsagt domme i Jehovas Vidners favør.

I deres sammenfatning fastslog dommerne at begge parter kæmpede for et princip. Men som sagen stod nu, ville det være eleven der led størst skade. Dommerne udtrykte skepsis over for den måde som skoleinspektøren og skolekommissionen havde behandlet situationen på, og de fik ti dage til at udfærdige en skriftlig forklaring. Retten afsagde en foreløbig kendelse om at Ariel Feldman skulle genoptages på skolen for resten af skoleåret og at han ikke måtte hindres i at tage sin afsluttende eksamen.

Nogle dage før den sidste forundersøgelse, som skulle finde sted den 11. maj 1993, lod skolekommissionen sagen mod Ariel Feldman falde. Det førte til at den sidste forundersøgelse blev aflyst og at der ikke blev afsagt dom angående de fundamentale spørgsmål i sagen — hvilket betyder at der ikke blev dannet noget juridisk præcedens. Spørgsmålet er altså åbent for juridisk debat, men Jehovas vidner værdsætter den fornuftige holdning som de israelske højesteretsdommere indtog.

Hvad har vi lært?

Helt fra Jesu tid og frem til i dag er Jehovas vidner blevet mødt med modstand og fordom, og det har ført dem til mange landes øverste domstole. Disse sager har vist sig at være ’et vidnesbyrd for nationerne’. (Mattæus 10:18) Jehova kan gøre sit navn kendt, selv i de lande hvor der kun er få af hans tjenere. Og ligesom i det første århundrede, hvor Gamaliel, det højt respekterede medlem af Sanhedrinet, greb ind, kan Gud i dag støtte sit folk gennem uventede kilder.

[Ramme på side 15]

„Hvad en skoleinspektør ved om Jehovas Vidner“

(Uddrag af Tom Segevs artikel i Ha’aretz for 12. februar 1993)

„I en nation der har alt, findes der også nogle israelske Jehovas vidner. De er ret få, og det eneste mange ved om dem er at de i Israel, ligesom i andre lande, forsøger at få tilhængere, både gennem det skrevne og det talte ord. På en eller anden måde kom de i kontakt med eleven fra Hugim-skolen. Eftersom han tog bevægelsens læresætninger til sig, nægtede han at tage del i den fysiske militærtræning i skolen. Skoleinspektøren ville ikke fritage ham for denne oplæring. Hvis jeg har forstået hende ret, ser hun ham som en trussel mod den fremtidige zionisme. I denne uge sagde hun til mig: ’Vi er en zionistisk skole, og vi lærer børnene loyalitet over for staten og nationen.’ . . .

Rina Shmueli, der er fra borgerretsforeningen i Haifa, forsøgte at overtale skoleinspektøren til at anerkende elevens ret til at adlyde sin samvittighed og fritage ham fra den militære træning; det ville have været en god lektion i tolerance og demokrati. Men hun var ubøjelig. Hun mener at vi har at gøre med en farlig sekt der får medlemmer ved at vildlede folk. . . .

Dette mindede mig om noget ubehageligt. Så jeg ringede til skoleinspektøren og spurgte hende hvad hun kendte til Jehovas Vidner. Hun sagde at hun ikke vidste meget om dem, men at hun havde hørt at de også var aktive i andre lande; hun havde selv truffet dem i Canada og Tyskland. Jeg spurgte om hun vidste hvad man havde gjort ved dem i Tyskland. Hun svarede: ’Nej, det ved jeg ikke, og jeg har heller ikke lyst til at vide det.’

Måske er der et bibliotek på Hugim-skolen, og det kan være at der i biblioteket findes et eksemplar af bogen The Encyclopedia of the Holocaust, redigeret af Israel Gutman. Hvis ikke de har bogen burde de købe den. Under overskriften ’Alvorlige bibelstudenter’ vil skoleinspektøren kunne læse at nazisterne sendte Jehovas vidner i koncentrationslejre.“