Jeg har nydt gavn af Guds omsorg
OM MORGENEN den 18. maj 1963 vågnede jeg og var gladere end sædvanlig. Det var begyndelsen til en smuk, varm og solrig dag. Men lad mig fortælle lidt om mig selv inden jeg forklarer hvorfor netop denne dag var speciel.
Jeg er født den 20. maj 1932 i Philadelphia i Pennsylvanien, USA, som den yngste af familiens fire piger. Min mor døde da jeg var to år, og min far giftede sig igen da jeg var fem. Med tiden fik jeg seks brødre og søstre. Vi var baptister, og på et tidspunkt overvejede jeg at blive søndagsskolelærer.
Jeg er født med kronisk leddegigt (reumatoid artritis), og det gav mig en vanskelig barndom. Da jeg var ni år fortalte en læge mig at det med årene ville blive værre. Desværre viste hans forudsigelse sig at holde stik. Som 14-årig var jeg ikke længere i stand til at gå. Med tiden blev mine hænder, fødder og ben fuldstændig deforme, og mine hofteled var smertende og stive. Mine fingre blev så deforme at jeg havde svært ved at skrive eller bare at samle ting op. På grund af min tilstand kunne jeg fra da af ikke gå i skole.
Som 14-årig blev jeg indlagt på hospitalet, og jeg nød opholdet fordi sygeplejerskerne lod mig hjælpe til med nogle småting. Men efterhånden kunne jeg ikke sidde oprejst ved egen kraft. Lægerne sagde til mine forældre at der ikke var noget at gøre, og jeg blev derfor udskrevet efter tre måneder.
I de næste to år, til jeg blev 16, lå jeg faktisk i sengen hele tiden. Jeg modtog nogen hjemmeundervisning, men så forværredes min tilstand. Jeg fik et sår på højre ankel samt gigtfeber som krævede at jeg måtte indlægges igen. Under hospitalsopholdet fyldte jeg 17 år. Endnu engang var jeg indlagt i tre måneder, og da jeg kom hjem igen var jeg ikke længere berettiget til at modtage hjemmeundervisning.
Da jeg var omkring 20 år følte jeg mig meget ulykkelig og græd meget af tiden. Jeg var overbevist om at der fandtes en Gud, og mange gange bad jeg ham om at hjælpe mig.
Et håb for fremtiden
Mens jeg lå på Philadelphia General Hospital for at få min ankel behandlet, delte jeg stue med en ung pige der hed Miriam Kellum. Vi blev veninder. Når Miriams søster Catherine Miles kom på besøg, fortalte hun mig noget ud fra Bibelen. Efter at jeg var blevet udskrevet fra hospitalet lykkedes det mig på en eller anden måde at bevare kontakten med Catherine, som var et af Jehovas vidner.
Min stedmor kunne desværre ikke lide mig, og som 25-årig flyttede jeg ind hos en af mine storesøstre. Tilfældigvis kom Catherine til at bo i et hus lige om hjørnet. Jeg ringede til hende, og hun begyndte at studere Bibelen med mig ved hjælp af bogen Gud Maa Være Sanddru. Det var en stor glæde at få at vide at jeg ikke altid skulle være krøbling, og at al ondskab på et tidspunkt ville blive fjernet. (Ordsprogene 2:21, 22; Esajas 35:5, 6) Disse sandheder, foruden opstandelseshåbet og udsigten til at jeg ville få min mor at se igen, tiltalte mig. — Apostelgerninger 24:15.
Jeg begyndte straks at overvære Jehovas Vidners møder. Catherines mand bar mig ind i deres bil og vi kørte sammen til rigssalen. Ved møderne blev jeg opmuntret af den kærlighed der blev vist mig.
Problemer
Sørgeligt nok lod min søster og hendes mand sig separere, og det betød at jeg igen måtte bo hos min far og stedmor. Eftersom min stedmor var meget imod Jehovas vidner, var jeg i årene mellem 1958 og 1963 nødt til at studere Bibelen i det skjulte. Hun tillod ingen Jehovas vidner at komme i hjemmet. Jeg studerede derfor med forskellige forkyndere over telefonen eller når jeg var indlagt på hospitalet.
Et andet problem var at min stedmor til tider nægtede at give mig mad og at vaske mig. I en periode på otte måneder fik jeg for eksempel ikke vasket mit hår. Hun læste også al min post før jeg fik den udleveret. Jehovas omsorg svigtede dog ikke, for min bror gav mig lov til at bruge hans postadresse. Denne ordning bevirkede at Pat Smith, en kristen søster som jeg skrev sammen med, kunne holde forbindelsen ved lige med mig og opmuntre mig ud fra Bibelen. Min bror smuglede hendes breve ind til mig; jeg besvarede dem, og han smuglede mine breve ud.
I 1963 måtte jeg igen indlægges, og Pat Smith fortsatte studiet med mig på hospitalet. En dag spurgte hun mig: „Kunne du tænke dig at blive døbt ved vores kredsstævne?“
„Ja!“ svarede jeg.
Jeg var på genoptræningsafdelingen og fik lov til at få en dag fri. Den dag der var kredsstævne kom Pat og nogle andre forkyndere og hentede mig. For at jeg kunne blive døbt måtte brødrene løfte mig op over en skillevæg og sænke mig ned i vandet . Nu var jeg en af Jehovas tjenere. Det var den 18. maj 1963, en dag jeg aldrig vil glemme.
Ind og ud af plejehjem
I november skulle jeg forlade hospitalet. Jeg ønskede ikke at tage hjem, for jeg vidste at min tjeneste for Jehova ville blive begrænset hvis jeg gjorde det. Jeg fik det derfor ordnet sådan at jeg kunne flytte ind på et plejehjem. Herfra kunne jeg deltage i forkyndelsen ved at skrive breve til folk som forkynderne havde svært ved at træffe hjemme når de gik fra hus til hus. Jeg læste også dødsannoncerne i avisen og skrev trøstende skriftsteder fra Bibelen til de afdødes slægtninge.
I maj 1964 flyttede jeg til New York for at bo hos min ældste søster og hendes mand. Han gav mig min første kørestol, og jeg begyndte at overvære møderne. Det var en stor glæde for mig at holde min første elevopgave på den teokratiske skole.
I begyndelsen af 1965 spurgte nogle venner fra Philadelphia om jeg havde lyst til at besøge dem i to uger. Mens jeg var dér skrev min søster og sagde jeg ikke kunne komme tilbage og bo hos dem, men at jeg måtte blive der hvor jeg var. Jeg fik det ordnet sådan at jeg igen kunne flytte ind på et plejehjem. Mens jeg boede på plejehjemmet fortsatte jeg med at overvære møderne og at forkynde for folk ved at skrive breve. Det var i den periode det lykkedes mig at udvide min tjeneste så jeg kunne være det der i dag kaldes hjælpepioner.
Brødrenes kærlige omsorg
Endnu en tilkendegivelse af Jehovas omsorg var den hjælp jeg modtog fra en af Jehovas Vidners menigheder i Philadelphia. De hentede mig til de kristne møder og skaffede desuden alt hvad jeg havde brug for i min stillesiddende forkyndelse.
I 1970 viste Jehova endnu en gang sin omsorg da det blev arrangeret at jeg kunne flytte ind hos Maude Washington, en kristen søster der var pensioneret sygeplejerske. Selv om hun på det tidspunkt var omkring 70 år, passede hun mig med glæde i de efterfølgende to år indtil hendes kræfter begyndte at svigte.
Mens jeg boede hos Maude gjorde brødrene i Ridge-menigheden i Philadelphia en ihærdig indsats for at sikre sig at jeg kunne overvære alle møderne. Det krævede at de bar mig tre etager ned og op, tre gange om ugen. Jeg er meget taknemmelig for den trofaste indsats disse brødre ydede for at hjælpe mig med at komme til møderne.
I 1972, da søster Washington ikke længere kunne passe mig, besluttede jeg at få min egen lejlighed. Denne forandring ville ikke have været mulig uden den selvopofrende hjælp og kærlighed jeg modtog fra kristne søstre i Ridge-menigheden. De lavede mad til mig, vaskede mig og sørgede for at mine personlige behov blev dækket. Andre gik på indkøb for mig og tog sig af de nødvendige ærinder.
Tidligt hver morgen kom søstrene for at give mig mad og klæde mig på. Efter at de havde hjulpet mig over i kørestolen, kørte de mig hen til mit skrivebord i et lille hjørne af lejligheden, lige ved et vindue. Her sad jeg og tog del i forkyndelsen ved at bruge telefonen og skrive breve. Jeg kaldte dette område af min lejlighed for ’paradishjørnet’ — jeg havde nemlig dekoreret det med mange teokratiske billeder. Jeg anvendte hele dagen i denne tjeneste indtil der om aftenen kom én og lagde mig i seng.
I 1974 krævede min helbredstilstand at jeg kom på hospitalet. Her prøvede lægerne at presse mig til at modtage en blodtransfusion. En uge senere var min tilstand blevet bedre, og to læger kom på stuegang. „Åh, jeg husker godt jer to, I prøvede at overtale mig til at modtage blod,“ sagde jeg til dem.
„Ja,“ svarede de, „men vi vidste godt at det ikke ville lykkes“. Jeg havde lejlighed til at fortælle lægerne at Bibelen lover der vil finde en opstandelse sted og at jorden vil blive omdannet til et paradis. — Salme 37:29; Johannes 5:28, 29.
I de første ti år hvor jeg boede alene, havde jeg kunnet overvære de kristne møder. Jeg svigtede aldrig medmindre jeg var syg. Hvis vejret var dårligt lagde brødrene og søstrene et tæppe om mine ben og dækkede dem til, så jeg ikke blev våd. En gang imellem fik jeg besøg af en rejsende tilsynsmand. Under besøget ’ledsagede’ han mig på et bibelstudium som jeg ledede over telefonen. Disse stunder nød jeg meget.
Min tilstand forværres
I 1982 var jeg nået dertil hvor jeg ikke længere kunne stå ud af sengen. Jeg kunne ikke overvære møderne, som jeg ellers havde gjort i 17 år, eller være med i hjælpepionertjenesten. Det gjorde mig meget nedtrykt, og jeg græd tit. Men Jehovas omsorg var tydelig — kristne ældste tilrettelagde det sådan at jeg kunne have en menighedsbogstudiegruppe i min lille lejlighed. Jeg er stadig meget taknemmelig for denne ordning.
Da jeg måtte blive i sengen hele dagen og ikke kunne komme hen og sidde ved mit skrivebord, begyndte jeg at øve mig i at skrive på et stykke papir som jeg lagde på brystkassen. I begyndelsen var min skrift utydelig, men med megen øvelse begyndte den at blive læselig. I en periode kunne jeg igen aflægge et vidnesbyrd ved at skrive breve, og det var til stor glæde for mig. Ulykkeligvis er min tilstand blevet værre og jeg kan ikke længere deltage i denne gren af tjenesten.
Til trods for at jeg siden 1982 ikke har kunnet være fysisk til stede ved områdestævnerne, prøver jeg at komme i stævnehumør når de afholdes. En kristen søster kommer med et reversmærke som hun sætter fast på min natkjole. Jeg finder også en fjernsynskanal hvor de viser en baseballkamp fra Veteran-stadionet i Philadelphia og tænker på hvor jeg plejede at sidde under stævnet. Der er som regel en der optager stævneprogrammet så jeg bagefter kan få det hele på bånd.
Jeg giver ikke op
Selv om jeg ikke kan gøre så meget i forkyndelsen som tidligere, er jeg stadig opmærksom på lejligheder til at fortælle andre om Bibelens sandheder. Det har været en stor glæde for mig at være hjælpepioner og at hjælpe adskillige interesserede med at studere Bibelen. Det har ikke været nemt at leve alene i de sidste 22 år, men jeg har nydt min frihed til at tjene Jehova uden at blive hindret, hvilket ikke havde været muligt hvis jeg var blevet boende hos min familie.
Jeg har også set behovet for at arbejde målrettet på at ændre min personlighed. Til tider har min tale ikke været „med ynde“ når jeg har fortalt dem der hjalp mig hvad de skulle gøre. (Kolossenserne 4:6) Jeg beder fortsat Jehova om hjælp til at kunne forbedre mig på dette punkt. Jeg er meget taknemmelig for den tålmodige og overbærende ånd der er blevet vist mig af dem der i årenes løb kærligt har hjulpet mig. Deres omsorg er en velsignelse som jeg gerne vil sige dem og Jehova tak for.
Til trods for at jeg i årevis ikke fysisk har kunnet overvære møderne — jeg har ikke været uden for min lejlighed i al den tid, bortset fra en enkelt gang hvor jeg måtte på hospitalet — er jeg stadig glad og lykkelig. Jeg må dog indrømme at jeg en gang imellem bliver deprimeret, men Jehova hjælper mig til at komme over det. Nu nyder jeg at kunne lytte til møderne via en telefonforbindelse til rigssalen. Da jeg tillidsfuldt har stolet på Jehova gennem bønnen, har jeg aldrig følt mig alene. Jeg har virkelig nydt gavn af Jehovas omsorg. — Fortalt af Celeste Jones.
[Illustration på side 24]
Her fra mit ’paradishjørne’ deltog jeg i forkyndelsen