Hvad skete der egentlig med apacherne?

OM HVEM er det blevet sagt at han havde „verdens mest barske ansigt“? Og hvem var kendt for sit mod og sin beslutsomhed? Begge udtalelser refererer til den sidste apachehøvding der overgav sig til den amerikanske hær. Han blev cirka 80 år gammel og døde i 1909 i Oklahoma, angiveligt som medlem af den hollandsk-reformerte kirke. Hans navn var Goyathlay (udtales Goyahkla), bedre kendt som Geronimo, den sidste store apachehøvding.

Navnet Geronimo fik han antagelig efter at mexicanske soldater anråbte „Sankt“ Hieronymus (Jerónimo) da Goyathlay angreb dem. Omkring år 1850 blev 25 apachekvinder og -børn der lå lejret ved Janos i Mexico, dræbt af mexicanske soldater. Blandt dem var Geronimos mor, hans unge kone og tre børn. Det siges at „Geronimo resten af sit liv hadede alle mexicanere“. Drevet af hævntørst blev han en af de mest frygtede apachehøvdinger.

Men hvad ved vi om apacheindianerne, der i Hollywoodfilm ofte skildres som skurke? Eksisterer de stadig? Hvordan klarer de sig i så fald, og hvordan tegner deres fremtid sig?

„Menneskeracens tigre“

Apacherne (hvis navn øjensynlig kommer af apachu, et ord på zuni der betyder „fjende“) var kendt for at være frygtløse og dygtige krigere. Den berømte general George Crook, som kæmpede mod indianerne, kaldte dem for „menneskeracens tigre“. Én kilde oplyser imidlertid at „alle apachestammerne tilsammen ikke på noget tidspunkt efter år 1500 oversteg seks tusind indianere“. En snes krigere kunne til gengæld holde en hel hær i skak i guerillakrig!

En apachekilde siger dog: „I modsætning til de udbredte forestillinger som spanierne, mexicanerne og amerikanerne skabte, var apacherne ikke krigeriske og blodtørstige vildmænd. Vi drog kun på plyndringstogter i tider med fødevareknaphed. Krigsførelse blev ikke ført på må og få, men var i regelen veltilrettelagte hævnaktioner for at gengælde de uretfærdigheder der var blevet begået imod os.“ Og uretfærdigheder var der mange af.

En udstilling i San Carlos Apache Kulturcenter i Peridot, Arizona, forklarer apachernes historie fra deres synspunkt: „Da de fremmede kom til området, udløste det fjendtligheder og medførte forandringer. De nyankomne havde kun lidt respekt for vores stærke tilknytning til jorden. I et forsøg på at beskytte apachernes traditioner og kultur førte vore forfædre mange vellykkede krige mod spanske, mexicanske og amerikanske soldater og indbyggere. Til sidst måtte vore bedsteforældre og oldeforældre dog vige for overmagten samt den moderne teknologi og acceptere den amerikanske regerings krav. Vi blev tvunget til at opgive vores nomadetilværelse og bo i reservater.“ Udtrykket ’tvunget til at bo i reservater’ vækker stærke følelser hos cirka en halv million indianere (ud af mere end to millioner) fra 554 stammer i USA og 633 grupper i Canada der lever i reservater. Apacherne tæller omkring 50.000.a

Overlevelse i tidligere århundreder

De fleste eksperter i indianernes historie accepterer teorien om at de oprindelige stammer vandrede fra Asien over Beringstrædet og langsomt bredte sig mod syd og øst. Sprogforskere forbinder apachernes sprog med det der tales af de athapaskisktalende folkeslag i Alaska og Canada. Thomas Mails skriver: „Indianernes ankomst til Sydvestamerika anslås i dag at være sket mellem år 1000 og 1500 e.v.t. Blandt antropologer hersker der stadig nogen uenighed om den rute de fulgte, og om hvor lang tid folkevandringen strakte sig over.“ — The People Called Apache.

I tidligere århundreder overlevede apacherne ofte ved at udplyndre deres spansk-mexicanske naboer. Thomas Mails skriver: „Disse plyndringstogter fandt sted i næsten to hundrede år, fra cirka år 1690 til omkring år 1870. Det er ikke så overraskende eftersom Mexico viste sig at være et veritabelt overflødighedshorn af nødvendige forsyninger.“

Hvem var de første til at praktisere skalpering?

De stadige konflikter mellem Mexico og apacherne resulterede i at regeringen i den mexicanske stat Sonora „genoptog den gamle spanske skik“ med at udlove dusør for skalpe. Spanierne var dog ikke ene om at praktisere skalpering — briterne og franskmændene havde fulgt denne skik i tidligere tider.

Mexicanerne skalperede folk for at få udbetalt en dusør, og nogle gange gik de ikke så højt op i om skalpen var fra en apache eller ej. I 1835 blev der i Mexico vedtaget en lov om udbetalingen af dusører for skalpe. Ifølge denne lov kunne man få 100 pesos for skalpen af en indianerkriger. To år senere blev der desuden udlovet en dusør på 50 pesos for en indianerkvindes skalp og 25 pesos for et barns. Dan Thrapp skriver i sin bog The Conquest of Apacheria: „Denne politik havde ganske enkelt til hensigt at udrydde apacherne, hvilket viser at folkedrab var en udbredt praksis og ikke noget som kun et enkelt land havde fundet på.“ Han fortsætter: „Apacherne anvendte ikke selv skalpering.“ Thomas Mails siger imidlertid at chiricahua-indianerne skalperede folk, men „på grund af deres frygt for døden og spøgelser“ hørte det til sjældenhederne. Han tilføjer: „Skalpering blev kun foretaget som en hævnakt efter at mexicanerne var begyndt at bruge denne taktik.“

Thrapp siger at minearbejdere „ofte slog sig sammen . . . for at drive jagt på indianere. Hvis de fangede dem, dræbte de alle mændene og undertiden også kvinderne og børnene. Indianerne gjorde naturligvis det samme mod de hvide og mod andre stammer.“

Ifølge Charles Lummis var det efterhånden nået dertil at staten Arizona havde økonomisk fordel af krigen mod apacherne, da „apachekrigene betød at staten fik udbetalt over 2 millioner dollars årligt af USA’s krigsministerium“. Thrapp siger: „Der var magtfulde og skruppelløse folk som ikke havde interesse i at der blev sluttet fred med apacherne. Hvis der blev fred, ville den stadige strøm af økonomiske midler til militæret nemlig høre op.“

Var reservater løsningen?

Uophørlige sammenstød mellem de nyankomne kolonister og de indfødte apacher førte til at forbundsregeringen spærrede indianerne inde i reservater — ofte golde landområder som de måtte forsøge at klare sig på. Reservater til apacherne blev oprettet i 1871-72.

Fra 1872 til 1876 havde chiricahua-apacherne deres eget reservat. Disse nomader følte sig indespærrede. Til trods for at der var over en million hektarer til mellem 400 og 600 mennesker, var dette hovedsagelig ufrugtbare område ikke stort nok til at de kunne brødføde sig selv ved at gå på jagt og samle det de havde brug for. Regeringen måtte levere fødevarer hver 15. dag for at afværge hungersnød.

Ikke desto mindre mente de hvide nybyggere at jorden i det særskilte chiricahua-reservat gik til spilde, og at apacherne burde samles i ét reservat. Nybyggernes modvilje voksede efter at den respekterede høvding, Cochise, døde i 1874. De manglede et påskud til at fordrive chiricahua-apacherne fra reservatet. Hvad skete der senere? „Påskuddet fik de i 1876. To chiricahua-indianere havde dræbt to mænd der ulovligt solgte whisky, men som havde nægtet at sælge mere til indianerne. I stedet for at arrestere de mistænkte ankom [regerings]agenten fra San Carlos-reservatet med bevæbnede mænd for at eskortere chiricahua [stammen] til San Carlos. Chiricahua-reservatet blev lukket.“

Indianerne havde dog stadig lov til at bevæge sig frit omkring uden for reservatets grænser. Det var en politik som kolonisterne ikke brød sig om. „Regeringen efterkom nybyggernes krav og flyttede san carlos-, white mountain-, cibecue- og tontoapacherne, foruden utallige grupper bestående af chiricahua-apachere, til San Carlos-reservatet.“ — Creation’s Journey — Native American Identity and Belief.

På et tidspunkt blev tusinder af yavapai-, chiricahua- og vestapacher holdt i forvaring på reservatet. Dette førte til spændinger og mistænksomhed, da der i mange år havde hersket fjendskab mellem nogle af disse stammer. Hvordan reagerede indianerne over for de begrænsninger de var blevet underlagt? Apacherne svarer: „Eftersom vi måtte opgive vores traditionelle livsform, var vi fysisk, følelsesmæssigt og åndeligt underernærede. Vi var blevet berøvet vores frihed.“

I 1885 lykkedes det en gruppe chiricahua-indianere anført af den berømte hærfører Geronimo at slippe ud af reservatet og flygte til Mexico. De blev forfulgt af en hær på 5000 soldater og 400 spejdere under ledelse af general Nelson Miles der alle som én forsøgte at opspore gruppen, som på det tidspunkt var reduceret til 16 krigere, 12 kvinder og 6 børn.

Til sidst, den 4. september 1886, overgav Geronimo sig. Han var villig til at vende tilbage til San Carlos-reservatet, men sådan skulle det ikke gå. Han fik at vide at apacherne fra reservatet var blevet sendt østover til Florida som fanger, og at han ville få samme skæbne. På apache svarede han: „Łahn dádzaayú nahikai łeh niʹ nyelíí k’ehge,“ som betyder: „Engang kunne vi bevæge os frit omkring som vinden.“ Den stolte og listige Geromino var nu fange og kunne ikke længere bevæge sig frit omkring som vinden.

Senere fik han lov til at flytte til den vestlige del af landet, nemlig til Fort Sill i Oklahoma, hvor han døde i 1909. Som så mange andre indianerhøvdinger måtte Geronimo finde sig i de trange og ugunstige forhold der var i fængsler og reservater.

Hvilke problemer står apacherne over for i dag?

Apacherne har i dag flere reservater i Arizona og New Mexico. Vågn op! har besøgt San Carlos-reservatet og interviewet adskillige apachehøvdinger. Her følger en beretning om besøget.

Kort efter at vi på en varm, tør dag i maj var kommet ind i reservatet, blev vi gæstfrit modtaget af Harrison Talgo og hans kone. Harrison Talgo, en høj, veltalende mand med et stort overskæg, er medlem af San Carlos’ stammeråd. Vi spurgte ham: „Hvilke problemer står apacherne i dag over for?“

„Vi er ved at miste vores traditionelle værdinormer. Fjernsynet har øvet en meget skadelig indflydelse, især på vore unge. De lærer for eksempel ikke at tale vores eget sprog. Et andet problem er arbejdsløshed, som i nogle områder er helt oppe på 60 procent. Vi har ganske vist spilleetablissementerne, men de har ikke skabt arbejdspladser til ret mange af os. Der er også det negative aspekt at mange fra vore egne rækker spiller for de penge de har fået i bistandshjælp, og som skulle have været brugt til mad og husleje.“

Da Harrison blev spurgt om hvilke helbredsproblemer stammen havde, tøvede han ikke med at svare: „Diabetes. Over 20 procent er diabetikere. I nogle områder er antallet over 50 procent.“ Han indrømmer at et andet stort problem er alkohol, som, siden den hvide mand indførte det for 100 år siden, er blevet en svøbe. „Vort folk er også begyndt at blive offer for stofmisbrug.“ Vejskilte i reservatet er et talende vidnesbyrd om disse problemer. På nogle af dem står der: „Lad ædruelighed styre dit liv — vær stoffri.“ På et andet står der: „Bevar dit land. Bevar dit helbred. Ødelæg ikke vore rigdomme.“

Vi spurgte om stammen var blevet berørt af aids. Med tydelig afsky svarede han: „Faren består i homoseksualitet, som langsomt er ved at vinde indpas i reservatet. Fjernsynet og den hvide mands laster virker nedbrydende på nogle af vore unge.“

Vi spurgte om forholdene i reservatet havde ændret sig i de senere år. Harrison svarede: „I 1950’erne stod religion øverst på listen over det folk prioriterede højest, og som øvede størst indflydelse på dem. Dernæst kom familien, uddannelse, gruppepres og fjernsyn. I dag er prioriteterne byttet om; tv øver den stærkeste påvirkning. Gruppepres ligger på andenpladsen. Apacherne presses til at opgive deres sæder og skikke og i stedet følge strømningerne i den amerikanske livsstil. Uddannelse ligger stadig på tredjepladsen. Mange apacher benytter mulighederne for at få en uddannelse enten på college eller på en af de mange skoler der er blevet oprettet i reservatet.“

„Hvad med påvirkningen fra familien?“

„Familien ligger desværre på en fjerdeplads, og religionen på sidstepladsen — og dét uanset om det er vores traditionelle religion eller den hvide mands religion.“

„Hvordan ser du på kristenhedens trossamfund?“

„Vi bryder os ikke om at kirkerne prøver at få vort folk til at forlade den traditionelle tro.b Lutheranerne og katolikkerne har haft missionsstationer her i mere end 100 år. Der findes også grupper af pinsevenner som har en vis følelsesmæssig appel.

Det er vigtigt at vi gennem familien bevarer vores kulturelle identitet og genindfører brugen af apachesproget, som på nuværende tidspunkt er ved at uddø.“

Apachernes økonomiske fremgang

Vi besøgte en anden apacheautoritet, som talte fortrøstningsfuldt om San Carlos-reservatets økonomiske udvikling. Han forklarede dog at det ikke var let at få folk til at investere penge i nye projekter der. Et positivt tiltag er dog indgåelsen af en aftale med et større telefonselskab om at oprette et telekommunikationsselskab i San Carlos. Projektet, som finansieres af The Rural Economic Association, vil skabe flere arbejdspladser til apacherne og udvide og forbedre reservatets nødtørftige telefonsystem.

Denne repræsentant talte også med stolthed i stemmen om et dialysecenter der snart vil blive oprettet på reservatets hospital, som vil muliggøre en bedre og hurtigere behandling af patienter. Han viste os derefter planerne for saneringen af forretningskvarteret i San Carlos, hvilket snart skulle sættes i værk. Han så lyst på fremtiden, men understregede samtidig at bedre uddannelse var vejen frem. ’Uddannelse betyder højere lønninger, som igen fører til en bedre levestandard.’

Apachekvinderne er kendt for deres kurvefletning. Ifølge en turistfører er „jagt, fiskeri, kvægdrift, tømmerhugst, minedrift, fritidsaktiviteter og turisme“ lokalsamfundets hovedindtægtskilder.

Trods ugunstige forhold prøver apacherne at holde trit med udviklingen i resten af verden. De ønsker, ligesom de fleste andre, retfærdighed, respekt og en anstændig tilværelse.

En verden hvor der vil råde sand retfærdighed

Jehovas vidner besøger apacherne for at fortælle dem om den nye verden som Jehova Gud har lovet at indføre på jorden, og som beskrives så smukt i Esajas’ Bog i Bibelen: „For se, jeg skaber nye himle og en ny jord; og det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet. Og de skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De skal ikke slide til ingen nytte.“ — Esajas 65:17, 21, 23; 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1-4.

Den tid er her snart hvor Jehova Gud vil rense verden for al selviskhed og fordærv samt misbrug af vores klode. (Se Mattæus, kapitel 24; Markus, kapitel 13; Lukas, kapitel 21.) Folk af alle nationer, deriblandt de indfødte amerikanere, kan nu „velsigne sig“ ved at vende sig til den sande Gud, Jehova, gennem Kristus Jesus. (1 Mosebog 22:17, 18) Jehovas vidner tilbyder vederlagsfrit at komme og studere Bibelen med de sagtmodige der ønsker at leve på en renset jord, og som er villige til at adlyde Gud. — Salme 37:11, 19.

[Fodnoter]

[Kort/illustration på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

NORDAMERIKA

Område forstørret til højre

Apache-reservater

ARIZONA

NEW MEXICO

Jicarilla

Fort Apache (White Mountain)

San Carlos

Mescalero

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 13]

Geronimo

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Arizona Historical Society/Tucson, AHS#78167

[Illustrationer på side 16]

Harrison Talgo, et stammerådsmedlem

[Illustrationer på side 17]

Høvding Cochise blev begravet i sit chiricahua-tilholdssted

Beboerne i reservatet kan nu modtage satellit-tv

[Illustration på side 18]

Ved en apaches begravelse lægger slægtninge sten rundt om graven. Båndene betegner de fire verdenshjørner