At opdrage syv sønner — en udfordring og en velsignelse

Fortalt af Bert og Margaret Dickman

Jeg er født i 1927 i Omaha i Nebraska, USA, men voksede op i South Dakota. Jeg husker mine drengeår i den svære tid under den store depression (1929-42). Mor lavede tit sultesuppe, som hun kaldte det. Hun kom lidt fedt på den varme pande, tilsatte noget vand, og så kunne vi dyppe brødet i dét. Mange familier havde det svært dengang.

MIN FAMILIE var ikke religiøs. Dertil havde den set alt for meget hykleri inden for de lokale protestantiske trossamfund. Min egen holdning var præget af mine to år i hæren under den anden verdenskrig. Det var i den periode jeg fik smag for alkohol og spil.

Under en orlov gik jeg ud for at more mig på et dansested, og der mødte jeg Margaret Schlaht, som var af tysk-ukrainsk afstamning. Vi blev forelskede i hinanden, og efter at være kommet sammen i tre måneder giftede vi os. Det var i 1946. I løbet af otte år fik vi syv sønner, og vi lærte af egen erfaring hvilken udfordring det er at være forældre.

I 1951 kom jeg ud for en ulykke på savværket som nær havde kostet mig min venstre underarm. Jeg var indlagt i to år og fik transplanteret både hud og knogle. I mellemtiden måtte Margaret holde skansen alene med ansvaret for fem drenge. Takket være hjælp fra venner og bekendte klarede hun sig igennem denne svære periode. Mens jeg lå på hospitalet, havde jeg masser af tid til at tænke over meningen med livet. Jeg forsøgte at læse Bibelen, men forstod ikke meget af det jeg læste.

Kort tid efter min udskrivelse flyttede vi til Opportunity, en lille by i staten Washington, og jeg begyndte i byggebranchen sammen med min svoger. Men nu vil jeg lade Margaret fortælle sin version af historien.

Jeg havde forrygende travlt

Jeg voksede op på en gård hvor vi dyrkede korn, havde lidt malkekvæg og konserverede frugt og grøntsager. Jeg havde en høj arbejdsmoral, som udrustede mig til de udfordringer jeg senere skulle møde, og det var ikke så få. Vi klarede os bedre igennem depressionen end flertallet, da vi i det mindste altid havde mad.

Jeg gik i søndagsskole en gang imellem, men mine forældre havde ikke tid til at beskæftige sig med religion. Bert og jeg giftede os da vi var 19. Vi blev ikke viet i en kirke. Der blev bare afholdt en enkel ceremoni i mine forældres opholdsstue, hvor en præst fra den kongregationalistiske kirke forrettede vielsen. I løbet af nogle få år fødte jeg syv drenge — Richard, Dan, Doug, Gary, Michael, Ken og til sidst, i 1954, Scott. En hel flok.

Da vi var flyttet til Opportunity, var der en dag en dame som bankede på for at tale med os om Bibelen. Jeg spurgte hende om hun troede på et brændende helvede, et lærepunkt jeg fandt meget skræmmende. Til min lettelse forklarede hun at helvedeslæren ikke er bibelsk, og at læren om sjælens udødelighed heller ikke findes i Bibelen. Jeg havde hele mit liv været skrækslagen for at dø og kunne ikke få læren om helvede til at stemme med at der fandtes en kærlig Gud. Jeg besluttede mig for at jeg aldrig ville lære mine børn den slags usandheder.

I 1955 begyndte jeg at studere Bibelen ved hjælp af bogen „Gud Maa Være Sanddru.“ a Som man kunne forvente, begyndte prædikanten i pinsekirken netop på det tidspunkt at vise mig interesse. Han ville redde mig fra Jehovas Vidner, men han begik en stor fejl. Han begyndte at prædike for mig om helvedes flammer. Han sendte endda tre damer fra sin menighed som prøvede at tale mig fra at studere med Jehovas vidner.

I denne periode sad Bert altid inde i opholdsstuen og lyttede til det der foregik under mit bibelstudium. Senere begyndte han at læse Ny Verden-Oversættelsen af De kristne græske Skrifter, og lidt efter lidt begyndte tingene at falde på plads for ham. Han havde skifteholdsarbejde og fik fri ved midnat. Når han kom hjem, var jeg selvfølgelig gået i seng. En nat sneg jeg mig ned ad trappen og så at han i al hemmelighed læste i mine bøger. Jeg listede tilbage til sengen og glædede mig over at han selv var gået i gang med at undersøge sagen. Til sidst begyndte han også at studere Bibelen, og i 1956 blev vi døbt som Jehovas vidner.

Efter at have fået syv sønner i løbet af otte år var det en udfordring for mig at tage mig af alle de daglige gøremål med at give dem mad, sørge for deres tøj og samtidig prøve at holde huset rent og pænt. Drengene lærte at tage deres tørn. Jeg har tit i spøg sagt at jeg ikke havde en opvaskemaskine — jeg havde syv! Alle tog del i det nødvendige rutinearbejde. Bert var selvfølgelig en stor hjælp. Han var konsekvent i sin opdragelse og de husregler han opstillede, men snakkede samtidig godt med drengene. De havde respekt for ham, men de var ikke bange for ham. Bert forsømte aldrig at undervise vores drenge, og de husker med glæde tilbage på hans forklaringer om „blomsterne og bierne“.

I 1966 tog vores ældste søn, Richard, af sted for at arbejde som frivillig på Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn i New York. For mig var det lidt af en prøvelse at se den første forlade reden. Det skar mig i hjertet at se den tomme plads ved bordet hver dag. Men jeg var glad for at Richard fik oplæring og erfaring.

Nu vil jeg lade Bert fortsætte historien.

Opdragelse efter de bibelske principper

Margaret og jeg blev døbt ved et stævne i Spokane i Washington. Nu stod vi over for den udfordring det var at skulle opdrage drengene efter de bibelske principper — på den gammeldags måde, så at sige. Jeg tolererede ikke løgn eller dobbeltmoral, og det vidste de. Vi lærte dem at Jehova fortjener det allerbedste.

På grund af vores nære indbyrdes forhold, og fordi vi foretog os så mange ting sammen som familie, vidste drengene imidlertid også at de kunne stole på mig. Vi kørte til stranden, tog på skovtur i bjergene og spillede baseball. Vi havde en have og forskellige dyr, og drengene hjalp til med det der skulle gøres. De lærte både at arbejde og at lege. Vi prøvede at bevare ligevægten i de ting vi foretog os.

En teokratisk oplevelse

Hele familien overværede de kristne møder i rigssalen, og vi havde et regelmæssigt familiebibelstudium. I 1957 overværede vi et af Jehovas Vidners stævner i Seattle i Washington. Under programmet efterlyste man familier som havde mulighed for at flytte ud hvor der var et større behov for forkyndere af den gode nyhed. Den idé tiltalte vores familie, og vi begyndte at planlægge flytningen. Først tog vi til Missouri i 1958 og senere til Mississippi i 1959.

I 1958 fik vi vores første store teokratiske oplevelse. Jeg byggede en campingvogn som vi hægtede bag på en gammel trepersoners, sekscylindret DeSoto fra 1947. Samme år (1958) tog vi alle sammen til New York i denne bil for at overvære et internationalt stævne. Vi kørte østpå fra Spokane, tilbragte flere uger på landevejen og camperede undervejs indtil vi nåede New York på østkysten — en afstand på mere end 4200 kilometer. Drengene mindes med glæde den rejse som en tur hvor vi havde det sjovt og brugte tiden godt.

Tugtet af en kage

Ved dette stævne fik vi bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis.b Sammen med Bibelen blev den bog grundlaget for vores ugentlige familiestudium. Alle drengene lærte at læse tidligt. Efter skoletid tilbragte Margaret nogen tid sammen med dem, hvor hun lyttede til deres oplæsning fra Bibelen. Fjernsynet fik ikke lov til at dominere deres tankegang.

Der var disciplin og respekt i familien. Engang havde Margaret bagt en stor kage — en af hendes specialiteter. Den aften bestod menuen blandt andet af gulerødder. Vi opfordrede altid drengene til i det mindste at smage på de grøntsager vi fik at spise. Doug brød sig ikke om gulerødder. Han fik at vide at han ikke ville få kage medmindre han først spiste sine gulerødder. Alligevel ville han ikke spise op. Margaret sagde: „Hvis du ikke spiser dine gulerødder, får hunden din kage.“ Doug troede nok ikke at hun mente det alvorligt før han så Blackie nedsvælge hans lækre kage. Det lærte både han og de andre drenge noget af. Som forældre mente vi hvad vi sagde.

Et herligt liv

Margaret og jeg lod os lede af Jesu udtalelse i Mattæus 6:33: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ Vi prøvede som familie at sætte Rigets interesser først. Vi var glade for at gå ud i forkyndelsen sammen, og drengene skiftedes til at følges med mig fra hus til hus. De havde hver deres egen taske, bibel og litteratur. Vi roste dem for hvert lille fremskridt de gjorde. Margaret gav dem tit et stort knus, og vi sørgede hele tiden for at vise dem vores kærlighed. Vi havde altid tid til vores drenge. Det var et herligt liv!

Efterhånden som drengene voksede op, gav vi dem ansvaret for at hente nogle til møderne, lukke rigssalen op og varetage andre pligter. De lærte at sætte pris på rigssalen og betragte den som deres tilbedelsessted, og de var glade for at være med til at vedligeholde den.

Vi opfordrede drengene til selv at udtale sig ved møderne. De fremholdt deres korte elevopgaver på Den Teokratiske Skole, hvor de efterhånden blev oplært som talere. Den femte af vores sønner, Michael, brød sig ikke om at tale til et publikum og havde det svært på talerstolen. Når han var nået halvvejs i sit foredrag, begyndte han at græde af frustration over at han ikke kunne gennemføre det. Han kom dog over det med tiden, og i dag — efter at være blevet gift — tjener han som rejsende tilsynsmand der besøger forskellige menigheder og holder foredrag flere gange om ugen. Sikken en forandring!

Drengenes syn på vores opdragelse

En skribent fra Vågn op! har kontaktet Michael for at høre hvilken virkning det har haft på ham at blive opdraget på den gammeldags facon. „Vi betragtede fars opdragelse som kærlig. Jeg kan huske at jeg som teenager havde fået arbejde på en radiostation. Jeg ville gerne have mig en bil så jeg kunne tage pionertjenesten op. Lederen af radiostationen tilbød mig sin todørs Ford Mustang med kaleche, en sporty bil der var meget populær blandt unge. Jeg ønskede mig virkelig den bil, selv om den ikke var særlig praktisk hvis jeg skulle have nogen med i tjenesten. Med bævende hjerte gik jeg til far for at få lov til at købe den. Da jeg fortalte ham om tilbudet, sagde han: ’Lad os tale om det.’ Jeg vidste hvad det betød. Han ræsonnerede med mig og fik mig til at se fordelene ved en mere praktisk bil. Jeg købte en firedørs sedan, og efter at have tilbagelagt over 160.000 kilometer med den i forbindelse med forkyndelsen kunne jeg kun sige: ’Også denne gang havde far ret.’

Det omflakkende liv vi førte da vi var drenge — fra Washington til Missouri og senere til Mississippi — var spændende. Vi nød det. Selv om vi alle ni måtte bo i en campingvogn på 2,5 gange 11 meter i et helt år, havde vi det bare skønt. Vi lærte at organisere tingene og komme godt ud af det med hinanden selv om det var trangt med pladsen. Selvfølgelig legede vi tit udendørs.

En anden ting jeg husker og stadig værdsætter, var den måde hvorpå far ledede drøftelsen af dagsteksten med os. I 1966 overværede han en skole for ældste på Kingdom Farm i South Lansing i staten New York, og der så han hvordan betelfamilien hver dag forberedte sig på at give kommentarer til dagsteksten. Han indførte den samme ordning i vores familie. Vi syv drenge fik hver især tildelt en morgen hvor vi skulle fortælle hvad vi havde fundet frem. Vi beklagede os af og til, men vi lærte at studere og at udtrykke os. Og den slags gode vaner kan man have gavn af hele livet.

Jeg var imponeret over de ofre far og mor bragte for vores skyld. Da tiden kom hvor mine to ældre brødre Richard og Dan kunne have tjent penge til familien, tilskyndede vores forældre dem i stedet til at tage til Brooklyn i New York for at arbejde som frivillige ved Vagttårnsselskabets hovedkontor. Vores forældre sparede også penge op for at give fire af os mulighed for at flyve til New York og se hovedkontoret. Det gjorde et stort indtryk på mig, og det forøgede vores værdsættelse af Jehovas organisation.

Men lad mig nu give far ordet igen.“

Vi led også nederlag

Som enhver anden familie kom vi også ud for problemer og nederlag. Da drengene blev så gamle at de begyndte at interessere sig for piger, måtte jeg advare dem mod at kaste sig ud i et ægteskab med den første den bedste. Der blev også altid sørget for en passende anstandsdame. Vi så gerne at drengene fik lidt livserfaring før de valgte en ægtefælle for livet. Af og til var der gråd, i perioder også hjertesorg, men i det lange løb erkendte drengene visdommen i Bibelens vejledning — især med hensyn til at gifte sig „i Herren“. — 1 Korinther 7:39.

Vores yngste søn, Scott, gav os nogle bekymringer. Han kom i dårligt selskab på sin arbejdsplads, og til sidst blev han udstødt af menigheden. Det var et hårdt slag for os alle, men vi respekterede de ældstes afgørelse. Scott måtte af bitter erfaring lære at den bedste livsform er den man får ved at tjene Jehova.

Vi opgav aldrig håbet om at Scott ville vende tilbage. Efter fem år blev han til vores store glæde genoptaget i menigheden. Set i bakspejlet siger han: „En ting der hjalp mig meget i den periode hvor jeg var udstødt, var bevidstheden om at min familie, trods den meget begrænsede kontakt vi havde med hinanden, stadig elskede mig.“ Scott gjorde fortsat fremskridt og har virket som ældste i de sidste otte år.

En anden sorg der har ramt os, er at en af vores sønnesønner som er i tyverne, blev udstødt i 1998. Men vi trøster os med at Jehovas tugt kan resultere i en positiv forandring.

En stor forandring

I 1978 var alle vores drenge flyttet hjemmefra. I årenes løb havde jeg fået en del erfaring vedrørende anlæg til opvarmning, ventilation og aircondition. I 1980 blev Margaret og jeg meget overraskende indbudt til at tjene ved Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn i ni måneder. Nu er der gået 18 år, og vi er der stadig!

Vi føler at vi er blevet rigt velsignet. Det har ikke altid været let at opdrage drengene på den gammeldags måde efter Bibelens principper, men det har lønnet sig i vores tilfælde. På nuværende tidspunkt er fem af dem menighedsældste, og én er rejsende tilsynsmand. Vi har tyve børnebørn og fire oldebørn, og de fleste af dem er i sandheden og tjener Jehova trofast.

Vi har erfaret sandheden i salmistens udtalelse: „Se! Sønner er en arv fra Jehova, moderlivets frugt en belønning. Som pile i den vældige krigers hånd, sådan er sønner man får i sin ungdom.“ — Salme 127:3, 4.

[Fodnoter]

[Illustration på side 20, 21]

Billedet til venstre: Fotograferet med vores sønner og svigerdøtre ved vores guldbryllup i 1996. Til højre: Med vores børnebørn