Fængsler i krise

„At opføre flere fængsler for at fjerne kriminalitet vil svare til at anlægge flere begravelsespladser for at fjerne en dødbringende sygdom.“ — Robert Gangi, der arbejder inden for fængselsvæsenet.

I EN VERDEN hvor man prøver på at få de barske realiteter til at se bedre ud, kaldes et fængsel ikke altid et fængsel, men for eksempel en „døgninstitution“ hvor der tilbydes „uddannelse“ og „socialrådgivning“. Og mange foretrækker ordet „indsat“ i stedet for et nedværdigende ord som „fange“. Et kig bag facaden viser dog at fængslerne i dag står over for alvorlige problemer. Der er for eksempel skyhøje omkostninger ved at holde lovovertrædere bag tremmer. Samtidig bliver der en stadig større kløft mellem straffens formål og dens faktiske resultater.

Nogle betvivler at fængslerne har den ønskede virkning. De bemærker at kriminaliteten i mange lande ikke er faldet væsentligt, skønt antallet af indsatte globalt er steget markant til over 8 millioner. Og salget af narkotika på gaden giver stadig anledning til alvorlig bekymring, selv om en stor del af de fængslede netop sidder inde for narkokriminalitet.

Ikke desto mindre er fængsling den straf mange går ind for. De føler at retfærdigheden sker fyldest når den der har forbrudt sig mod loven, kommer i fængsel. Denne iver efter at få kriminelle bag tremmer har en journalist kaldt „bur-dem-inde-manien“.

Der er fire hovedformål med at sætte lovbrydere i fængsel: (1) at straffe de kriminelle, (2) at beskytte samfundet, (3) at forebygge fremtidige forbrydelser og (4) at resocialisere kriminelle og lære dem at være lovlydige borgere der efter løsladelsen kan bidrage med noget til samfundet. Lad os se om fængslerne opfylder disse krav.