Apostlenes Gerninger

16 Så kom han til Derʹbe og også til Lyʹstra.+ Og se, dér var der en discipel ved navn Timoʹteus,+ søn af en troende jødisk kvinde, men med en græsk fader, 2 og han havde et godt omdømme hos brødrene i Lyʹstra og Ikoʹnium. 3 Paulus udtrykte ønske om at denne rejste med ham ud, og han tog ham og omskar+ ham af hensyn til jøderne der var på de steder, for alle og enhver vidste at hans fader var græker. 4 Som de nu rejste gennem byerne, overgav de dem der var der, de bestemmelser at overholde som var blevet vedtaget af apostlene og de ældste* der var i Jerusalem.+ 5 Så blev menighederne da fortsat styrket i troen,+ og de voksede i tal fra dag til dag.

6 Endvidere rejste de gennem Fryʹgien og Galaʹtiens land,+ da* den hellige ånd forbød dem at tale ordet i [provinsen] Asien. 7 Og da de kom ned til Myʹsien forsøgte de at rejse til Bityʹnien,+ men Jesu ånd tillod dem det ikke. 8 De passerede så Myʹsien og kom ned til Troʹas.+ 9 Og om natten viste et syn+ sig for Paulus: en makedonisk mand stod og bønfaldt ham og sagde: „Kom over til Makedoʹnien og hjælp os.“ 10 Da han havde set det syn, søgte vi straks at komme over til Makedoʹnien,+ idet vi drog den slutning at Gud havde tilkaldt os for at vi skulle forkynde den gode nyhed* for dem.

11 Derfor sejlede vi ud fra Troʹas og kom med lige kurs til Samothraʹke, og den følgende dag til Neaʹpolis 12 og derfra til Filipʹpi,+ en koloni, som er den førende by i Makedoʹniens område.+ Vi blev i denne by og tilbragte nogle dage dér. 13 Og på sabbatsdagen gik vi uden for porten, ud ved en flod, hvor vi mente at der var et bedested; og vi satte os og begyndte at tale med de kvinder som havde samlet sig. 14 Og en kvinde ved navn Lyʹdia, en purpurhandlerske fra byen Tyatiʹra,+ som dyrkede Gud, hørte efter, og Jehova* åbnede hendes hjerte+ helt, så hun gav agt på det Paulus sagde. 15 Da hun og hendes husstand nu blev døbt,+ sagde hun bønfaldende: „Hvis I har bedømt mig til at være trofast mod Jehova,* så tag ind i mit hus og bliv dér.“+ Og hun ligefrem pressede os.+

16 Og det skete mens vi gik til bedestedet at en tjenestepige med en spådomsånd*+ kom os i møde. Hun plejede at skaffe sine herrer en stor fortjeneste+ ved at øve spådomskunst. 17 Denne [pige] blev ved at følge efter Paulus og os, og hun råbte+ med ordene: „Disse mennesker er den højeste Guds trælle og de forkynder jer frelsens vej.“ 18 Dette blev hun ved med at gøre i mange dage. Til sidst blev Paulus træt af det+ og vendte sig om og sagde til ånden: „Jeg befaler dig i Jesu Kristi navn at komme ud af hende.“+ Og den kom ud i selv samme time.+

19 Da hendes herrer nu så at deres håb om fortjeneste var borte,+ greb de fat i Paulus og Siʹlas og trak dem hen på torvet* til lederne,+ 20 og idet de førte dem frem for de øverste i byen sagde de: „Disse mænd, som er jøder, skaber megen uro+ i vor by, 21 og de forkynder skikke+ som det ikke er os tilladt at antage eller følge, da vi er romere.“ 22 Og folkemængden rejste sig samlet imod dem; og de øverste i byen gav, efter at have revet yderklæderne af dem, befaling til at de skulle have stokkeslag.+ 23 Efter at have tilføjet dem mange slag+ kastede de dem i fængsel og pålagde arrestforvareren at bevogte dem sikkert.+ 24 Da han fik en sådan befaling kastede han dem i det inderste fængsel+ og fastgjorde deres fødder i blokken.+

25 Men ved midnat+ var Paulus og Siʹlas i færd med at bede og at prise Gud med sang;+ og fangerne hørte på dem. 26 Pludselig kom der et stort jordskælv så fængselets grundvolde rystedes. Og alle døre åbnedes øjeblikkelig, og alles lænker løstes.+ 27 Da arrestforvareren, som var blevet vækket af sin søvn, så at fængselets døre var åbne, trak han sit sværd og skulle til at gøre det af med sig selv,+ da han forestillede sig at fangerne var flygtet.+ 28 Men Paulus råbte med høj røst idet han sagde: „Gør ikke dig selv fortræd,+ for vi er her alle!“ 29 Så bad han om fakler og sprang ind og kastede sig skælvende ned+ for Paulus og Siʹlas. 30 Og han førte dem ud og sagde: „I herrer, hvad skal jeg gøre+ for at blive frelst?“ 31 De sagde: „Tro på Herren Jesus, og du vil blive frelst,+ du og din husstand.“+ 32 Og de talte Jehovas* ord til ham og alle som var i hans hus.+ 33 Og i den nattetime tog han dem med og badede deres sår; og alle, han selv og de som hørte ham til, blev uden tøven døbt.+ 34 Og han førte dem ind i sit hus og dækkede bord for dem, og han glædede sig usigeligt sammen med hele sin husstand nu da han havde fået tro på Gud.

35 Da det blev dag sendte de øverste i byen+ betjentene hen for at sige: „Løslad de mænd.“ 36 Arrestforvareren meddelte Paulus deres ord: „De øverste har sendt bud om at I kan løslades. Kom derfor nu ud og tag af sted i fred.“ 37 Men Paulus sagde til dem: „Offentligt, uden at vi var dømt, pryglede de os, som er romerske borgere,+ og de kastede os i fængsel; og nu jager de os hemmeligt ud? Bestemt nej! lad dem derimod selv komme og føre os ud.“ 38 Betjentene meddelte så de øverste disse ord. De blev bange da de hørte at mændene var romere.+ 39 Følgelig kom de og bønfaldt dem, og efter at have ført dem ud anmodede de dem om at tage bort fra byen. 40 Og de kom ud af fængselet og gik til Lyʹdias hjem, og da de så brødrene opmuntrede+ de dem og tog så af sted.