Klagesangene*
א [’Aʹlæf]*
1* Hvor er hun kommet til at sidde ensom,+ byen med et talrigt folk!+
Hun er blevet som en enke,+ hun, den folkerige blandt nationerne!+
Hun, en fyrstinde blandt provinserne, er blevet sat til tvangsarbejde!+
ב [Bēth]
2 Om natten græder hun heftigt,+ og tårerne er på hendes kinder.+
Blandt alle sine elskere har hun ingen trøster.+
Alle hendes venner har forrådt hende.+ De er blevet hendes fjender.+
ג [Giʹmæl]
3 Juda er gået i landflygtighed på grund af nøden+ og den megen trældom.+
Hun har taget bolig blandt nationerne.+ Hun har ikke fundet noget hvilested.
Alle hendes forfølgere har indhentet hende midt i trængslerne.+
ד [Daʹlæth]
4 Vejene til Zion sørger, for ingen kommer til festtiden.+
Alle hendes porte er øde;+ hendes præster sukker.+
Hendes jomfruer græmmes, og for hende selv er det bittert.+
ה [He’]
5 Hendes modstandere er blevet overhoved.+ Hendes fjender er ubekymrede.+
For Jehova har voldt hende græmmelse for hendes mange overtrædelsers skyld;+
hendes børn er vandret i fangenskab foran [deres] modstander.+
ו [Waw]
6 Og fra Zions datter drager al hendes pragt ud.+
Hendes fyrster er blevet som hjorte der ikke har fundet græsning;+
og de vandrer uden kraft foran forfølgeren.+
ז [Zaʹjin]
7 [I] sin nøds og sin hjemløsheds dage husker Jerusalem
alle sine kostbare skatte som var til i gamle dage.+
Da hendes folk faldt i modstanderens hænder og hun ingen hjælper havde,+
så modstanderne hende. De lo ad hendes sammenbrud.+
ח [Chēth]
8 Jerusalem har syndet groft.+ Derfor er hun blevet en man afskyr.+
Alle som før ærede hende, behandler hende med foragt,+ for de har set hendes nøgenhed.+
Selv sukker+ hun også og vender ryggen til.
ט [Tēth]
9 Hendes urenhed er på hendes skørter.+ Hun tænkte ikke på sin fremtid+
og styrter derfor ned på en måde så man undres. Der er ingen som trøster hende.+
י [Jōdh]
10 Modstanderen har rakt sin hånd ud mod alle hendes kostbare skatte.+
For hun har set folk fra nationerne gå ind i sin helligdom,+
dem du påbød ikke at gå ind i den menighed* som tilhører dig.
כ [Kaf]
11 Hele hendes folk sukker; de søger efter brød.+
De har givet deres kostbare skatte for at få noget at spise, for at give sjælen* ny styrke.+
Se, Jehova, og betragt [mig] dog, for jeg er blevet en foragtet kvinde.*+
ל [Laʹmædh]
12 Betyder det intet for alle jer som går forbi på vejen? Betragt [mig] og se.+
Er der nogen lidelse som min lidelse, den der med strenghed er tilføjet mig,+
den hvormed Jehova har voldt [mig] græmmelse på sin brændende vredes dag?+
מ [Mem]
13 Fra det høje har han sendt ild i mine knogler,+ og han underkuer dem.
Han har bredt et net ud for mine fødder.+ Han har drevet mig tilbage.
Han har gjort mig til en kvinde der er forladt.* Hele dagen er jeg syg.+
נ [Nun]
14 Han er årvågen med hensyn til mine overtrædelser.+ I hans hånd fletter de sig ind i hinanden.
De er kommet op på min nakke.+ Min kraft er snublet.
Jehova* har givet mig i hænderne på dem jeg ikke kan stå mig imod.+
ס [Saʹmækh]
15 Jehova* forkastede alle mine mægtige i min midte.+
Han indkaldte en forsamling imod mig for at knuse mine unge mænd.+
Jehova* trådte den vinperse+ der var til jomfruen, Judas datter.+
ע [‛Aʹjin]
16 Over dette græder jeg.*+ Mit øje, mit øje løber i vand.+
For den som trøster, som giver min sjæl ny styrke, er langt borte fra mig.
Mine sønner er blevet forladt,+ for fjenden har fået overtaget.+
פ [Pe’]
17 Zion har bredt sine hænder ud.+ Der er ingen som trøster hende.+
Jehova har givet et påbud angående Jakob til hans modstandere som er omkring ham.+
Jerusalem er blevet en man afskyr iblandt dem.+
צ [Tsadhēʹ]
18 Jehova er retfærdig,+ for det er imod hans mund jeg har været opsætsig.+
Hør dog efter, alle I folkeslag, og se min lidelse.
Mine jomfruer og mine unge mænd er gået i fangenskab.+
ק [Qōf]
19 Jeg kaldte på dem som elskede mig.+ De narrede mig.
Mine præster og mine ældste* udåndede i byen,+
mens de søgte efter noget de kunne spise, så de kunne give deres sjæl ny styrke.+
ר [Rēsj]
20 Se, Jehova, for jeg er hårdt trængt. Mine indvolde er i gærende uro.+
Mit hjerte har vendt sig i mit indre,+ for jeg har virkelig været opsætsig.+
Udenfor gjorde sværdet [mig] barnløs.+ Inde i huset er der som døden.+
ש [Sjin]
21 Man har hørt* hvordan jeg sukker.+ Der er ingen som trøster mig.+
Alle mine fjender har hørt om min ulykke.+ De glæder sig, fordi det var dig der forvoldte [den].+
Du vil lade den dag komme som du har udråbt,+ så de kan blive som jeg.+
ת [Taw]
22 Måtte al deres ondskab komme frem for dig, og far frem med strenghed mod dem,+
ligesom du fór frem med strenghed mod mig på grund af alle mine overtrædelser.+
א [’Aʹlæf]
2 Hvor hyller Jehova* i sin vrede Zions datter i skyer!+
Han har kastet Israels hæder+ ned fra himmelen til jorden.+
Og han har ikke husket sin fodskammel+ på sin vredes dag.
ב [Bēth]
2 Jehova* har uden skånsel opslugt alle Jakobs bosteder.+
I sin heftige vrede har han nedrevet Judas datters befæstede byer.+
Han har jævnet [dem] med jorden,+ han har vanhelliget riget+ og dets fyrster.+
ג [Giʹmæl]
3 I glødende vrede har han afhugget hvert horn+ i Israel.
Han har trukket sin højre hånd tilbage over for fjenden;+
og i Jakob bliver han ved med at brænde som en flammende ild der æder om sig.+
ד [Daʹlæth]
4 Han spændte sin bue som [var han] en fjende.+ Hans højre hånd+ gik i stilling
som en modstander,+ hvorpå han dræbte alle som øjet skattede højt.+
I Zions datters telt+ har han udøst sin forbitrelse som ild.+
ה [He’]
5 Jehova* er blevet som en fjende.+ Han har opslugt Israel.+
Han har opslugt alle dets tårnborge;+ han har ødelagt dets befæstede byer.+
Og i Judas datter øger han sorg og klage.+
ו [Waw]
6 Og han krænker sin hytte+ som [hytten] i en have.+ Han har ødelagt sit mødested.
Jehova har ladet festtid+ og sabbat gå i glemme på Zion,
og i sin fordømmende vrede viser han ingen respekt for konge og præst.+
ז [Zaʹjin]
7 Jehova* har forkastet sit alter.+ Han har vraget sin helligdom.+
Han har overgivet dens tårnborges mure i fjendens hånd.+
I Jehovas hus har de opløftet røsten som på festens dag.+
ח [Chēth]
8 Jehova fik i tanke at ødelægge Zions datters mur.+
Han udspændte målesnoren.+ Han trak ikke sin hånd tilbage fra at opsluge.+
Og han får vold og mur til at sørge.+ Sammen er de sygnet hen.
ט [Tēth]
9 Hendes porte+ er sunket i jorden. Han har ødelagt og splintret hendes slåer.
Hendes konge og hendes fyrster er blandt [folk fra] nationerne.+ Der er ingen lov.+
Hendes profeter får heller intet syn fra Jehova.+
י [Jōdh]
10 Zions datters ældste sidder på jorden i tavshed.+
De har kastet støv på deres hoved.+ De har bundet sæk om sig.+
Jerusalems jomfruer har sænket deres hoved til jorden.+
כ [Kaf]
11 Mine øjne svigter på grund af tårer.+ Mine indvolde er i gærende uro.+
Min lever er udgydt på jorden,+ som følge af mit folks datters sammenbrud,+
fordi børn og diende segner på stadens torve.+
ל [Laʹmædh]
12 De blev ved med at sige til deres mødre: „Hvor er der korn og vin?“+
idet de som slagne segnede på byens torve,
idet deres sjæl blev udgydt i deres mødres favn.
מ [Mem]
13 Hvad kan jeg bruge dig som et vidne om? Hvad kan jeg sammenligne dig med, Jerusalems datter?+
Hvad kan jeg sætte som din lige, så jeg kan trøste dig, du jomfru, Zions datter?+
For dit sammenbrud+ er så stort som havet. Hvem kan helbrede dig?+
נ [Nun]
14 Dine profeter har set værdiløse og indholdsløse syner for dig,+
og de har ikke blottet din misgerning for at vende dit fangenskab [til frihed],+
men de har stadig i syner set værdiløse og vildledende budskaber for dig.+
ס [Saʹmækh]
15 Alle som går forbi på vejen har slået hænderne sammen ved [synet af] dig.+
De har fløjtet+ [i undren] og ryster på hovedet+ ad Jerusalems datter:
„Er dette byen hvorom man plejede at sige: ’Fuldendt i skønhed, hele jordens glæde’?“+
פ [Pe’]*
16 Alle dine fjender har åbnet deres mund mod dig.+
De har fløjtet og skærer tænder.+ De sagde: „Vi vil opsluge [hende].*+
Ja, dette er dagen vi har ventet på.+ Vi har nået [den]. Vi har set [den]!“+
ע [‛Aʹjin]*
17 Jehova har gjort hvad han havde i sinde.+ Han har fuldbyrdet sit ord,+
det han gav som påbud fra fortids dage.+ Han har revet ned uden skånsel.+
Og han lader fjenden fryde sig over dig.+ Højt har han løftet dine modstanderes horn.+
צ [Tsadhēʹ]
18 Deres hjerte råbte til Jehova:*+ Zions datters mur,+
lad tårerne strømme ned som en regnflod dag og nat.+
Und dig ikke et blund. Lad ikke dit øje* få ro.
ק [Qōf]
19 Rejs dig! Råb højt om natten ved nattevagternes begyndelse.+
Udøs dit hjerte+ som vand foran Jehovas* ansigt.+
Løft dine hænder til ham+ for dine børns sjæles skyld,
de som segner af sult ved alle gadehjørner.+
ר [Rēsj]
20 Se, Jehova, og betragt+ den som du således fór frem imod med strenghed.
Skal kvinderne spise deres [livs]frugt, de fuldbårne børn,+
ש [Sjin]
21 I gaderne ligger drenge og gamle mænd+ på jorden.+
Mine jomfruer og mine unge mænd er faldet for sværdet.+
Du har dræbt [dem] på din vredes dag.+ Du har slagtet;+ du har ikke vist skånsel.+
ת [Taw]
22 Som på festens dag+ lod du et kald gå ud til mine steder rundt om i udlændigheden.
Og på Jehovas vredes dag var der ingen der undslap eller overlevede;+
dem jeg havde bragt fuldbårne til verden og opfostret, dem udslettede min fjende.+
א [’Aʹlæf]*
3 Jeg er den våbenføre mand som har set nøden+ [forårsaget] af hans heftige vredes kæp.
2 Mig har han ført, og [mig] lader han vandre i mørke og ikke i lys.+
3 Ja, det er mod mig at han dagen lang igen og igen vender sin hånd.+
ב [Bēth]
4 Han har slidt mit kød og min hud op.+ Han har knust mine knogler.+
5 Han har bygget imod mig, så han kunne indeslutte+ [mig] med giftplante+ og besvær.
6 På mørke steder+ har han ladet mig bo som dem der længe har været døde.+
ג [Giʹmæl]
7 Han har spærret mig inde med en mur af sten så jeg ikke kan gå ud.+ Han har gjort mine kobberlænker+ tunge.
8 Desuden, når jeg skriger og råber om hjælp, har han lukket for min bøn.+
9 Han har spærret mine veje med kvadersten.+ Mine stier har han gjort krogede.+
ד [Daʹlæth]
10 Han er for mig som en bjørn der ligger på lur,+ som en løve i skjul.+
11 Mine veje har han bragt i uorden, og han lader mig ligge brak.* Han har ladet mig ligge forladt.+
12 Han har spændt sin bue,+ og han stiller mig op som mål for pilen.+
ה [He’]
13 Han har ladet pilekoggerets sønner trænge ind i mine nyrer.+
14 Jeg er blevet til latter+ for alle som er imod mig,* deres smædesang dagen lang.+
15 Han har mættet mig med det der er bittert.+ Han har fyldt mig med malurt.+
ו [Waw]
16 Og han lader mig knække tænderne på småsten.+ Han har ladet mig krybe sammen i asken.+
17 Ja, du forstøder min sjæl fra freden. Jeg har glemt [hvordan det er] at have det godt.+
18 Og jeg siger: „Min herlighed* er gået til grunde, og det jeg kunne forvente fra Jehova.“+
ז [Zaʹjin]
19 Husk min nød og min hjemløshed,+ malurten og giftplanten.+
20 Din* sjæl vil helt sikkert huske [det] og bøje sig over mig.+
21 Dette vil jeg tage mig til hjerte.+ Derfor bliver jeg ved med at vente.+
ח [Chēth]
22 Det skyldes al Jehovas loyale hengivenhed*+ at vi ikke har mødt vort endeligt,+ for hans barmhjertighed svigter aldrig.+
23 Den er ny hver morgen.+ Stor er din trofasthed.+
24 „Jehova er min andel,“+ har min sjæl sagt, „derfor bliver jeg ved med at vente på ham.“+
ט [Tēth]
25 God er Jehova mod den som håber på ham,+ mod den sjæl som vil søge ham.+
26 Det er godt for en at vente,+ og det i tavshed,+ på frelse fra Jehova.+
27 Det er godt for en våbenfør mand at han bærer åg i sin ungdom.+
י [Jōdh]
28 Lad ham sidde ensom og tie,+ for Han har lagt [åget] på ham.+
29 Lad ham trykke sin mund mod støvet.+ Måske er der håb.+
30 Lad ham vende kinden til den der slår ham.+ Lad ham mættes med forsmædelse.+
כ [Kaf]
31 Jehova* forstøder ikke for altid.+
32 For selv om han har voldt græmmelse,+ vil han også vise barmhjertighed i sin store loyale hengivenhed.+
33 For det er ikke af hjertet han har voldt menneskenes* sønner nød eller volder dem græmmelse.+
ל [Laʹmædh]
34 At man knuser alle jordens fanger+ under sine fødder,+
35 at man bøjer en våbenfør mands ret for den Højestes ansigt,+
36 at man gør et menneske* uret i dets retssag — det billiger Jehova* ikke.+
מ [Mem]
37 Hvem har sagt noget så det skete, [hvis] Jehova* ikke har befalet det?+
38 Fra den Højestes mund kommer ikke [både] ondt og godt.+
39 Hvordan kan et levende menneske,* en våbenfør mand, klage+ over sin synd?+
נ [Nun]
40 Lad os undersøge vore veje og udforske dem,+ og lad os vende om til Jehova.+
41 Lad os løfte vort hjerte såvel som [vore] hænder til Gud* i himmelen:+
42 „Vi har overtrådt [din lov], og vi har været opsætsige.+ Du har ikke tilgivet.+
ס [Saʹmækh]
43 Du har spærret adgangen [til dig] med vrede,+ og du bliver ved med at forfølge os.+ Du har dræbt; du har ikke vist skånsel.+
44 Du har spærret adgangen til dig med en sky,+ så ingen bøn kan gå igennem.+
45 Du gør os til skarn og affald midt iblandt folkeslagene.“+
פ [Pe’]*
46 Alle vore fjender åbnede deres mund imod os.+
47 Rædsel og grube blev vor lod,+ ødelæggelse og sammenbrud.+
48 Med strømme af vand løber mit øje på grund af mit folks datters sammenbrud.+
ע [‛Aʹjin]
51 Mit øje har været strengt ved min sjæl+ på grund af alle min bys døtre.*+
צ [Tsadhēʹ]
52 Mine fjender har visselig jaget mig som en fugl,+ uden grund.+
53 De har bragt mit liv til tavshed i gravens dyb,+ og de blev ved med at kaste sten på mig.
54 Vand strømmede over mit hoved.+ Jeg sagde: „Det er ude med mig!“+
ק [Qōf]
55 Jeg råbte dit navn, Jehova, fra gravens nederste dyb.+
56 Du må høre min røst.+ Skjul ikke dit øre for min [bøn om] lindring, for mit råb om hjælp.+
57 Du var nær den dag jeg kaldte på dig.+ Du sagde: „Vær ikke bange.“+
ר [Rēsj]
58 Du har ført min sjæls sag, Jehova.*+ Du genløste mit liv.+
59 Du har set den uret jeg lider, Jehova.+ Døm i min sag.+
60 Du har set hele deres hævn, alle deres anslag mod mig.+
ש [Sin] eller [Sjin]
61 Du har hørt deres smædeord, Jehova, alle deres anslag mod mig,+
62 deres læber, de som rejser sig mod mig,+ og deres hvisken mod mig dagen lang.+
63 Betragt dem når de sætter sig og når de rejser sig.+ Jeg er deres smædevise.+
ת [Taw]
64 Du vil gøre gengæld mod dem, Jehova, efter deres hænders gerning.+
65 Du vil give dem en hjertets frækhed,+ [give] dem din forbandelse.+
66 Du vil forfølge [dem] i vrede og tilintetgøre dem+ så de ikke mere er under Jehovas himmel.+
א [’Aʹlæf]
ב [Bēth]
2 Zions dyrebare sønner,+ de som blev vejet op med fint guld,*
de er blevet regnet for lerkrukker, værk af en pottemagers hænder!+
ג [Giʹmæl]
3 Selv sjakaler vender yveret til. De giver deres unger die.
Mit folks datter er blevet grusom;+ hun ligner strudsene i ørkenen.+
ד [Daʹlæth]
ה [He’]
5 De som spiste lækkerier, er blevet slået med forfærdelse på gaderne.+
De som blev fostret i skarlagen,+ har måttet omfavne askedynger.+
ו [Waw]
6 Og [straffen for] mit folks datters misgerning er større end [straffen for] Soʹdomas synd,+
[byen] som blev omstyrtet på et øjeblik, og som ingen hænder kom til hjælp.+
ז [Zaʹjin]
7 Hendes nasiræere+ var renere end sne,+ de var hvidere end mælk.
De var helt rødmossede, mere [røde]+ end koraller; deres glans var som safir.+
ח [Chēth]
8 De ser mørkere ud end den sorte farve. De genkendes ikke på gaderne.+
Deres hud er tørret ind på deres knogler.+ Den er blevet tør som træ.
ט [Tēth]
9 Bedre stillet var de som sværdet dræbte+ end de som hungersnøden dræbte,+
for disse hentæres,* gennemborede af mangel på afgrøde fra det åbne land.
י [Jōdh]
10 Med egne hænder har blide kvinder kogt deres børn.+
De tjente dem som trøstens brød under mit folks datters sammenbrud.+
כ [Kaf]
11 Jehova har udtømt sin forbitrelse.+ Han har udøst sin brændende vrede.+
Og han antænder en ild i Zion, som fortærer hendes grundvolde.+
ל [Laʹmædh]
12 Ingen af jordens konger eller nogen af den frugtbare jords* indbyggere havde troet+
at modstanderen og fjenden ville komme ind ad Jerusalems porte.+
מ [Mem]
13 På grund af hendes profeters synder, hendes præsters misgerninger,+
var der nogle i hendes midte som udgød retfærdiges blod.+
נ [Nun]
14 De flakkede om som blinde+ på gaderne.+ De var tilsølede af blod,+
så ingen kunne røre ved deres klæder.+
ס [Saʹmækh]
15 „Fjern jer! Uren!“+ råbte de til dem. „Fjern jer! Fjern jer! Rør [os] ikke!“+
For de blev hjemløse+ og flakkede tilmed om.+ Man sagde blandt nationerne: „De må ikke mere bo her som udlændinge.+
פ [Pe’]
16 Jehovas ansigt har delt dem.+ Han vil ikke mere se på dem.+
Man vil ikke tage hensyn til præsterne.+ Man vil ikke vise de gamle mænd skånsel.“+
ע [‛Aʹjin]
17 Mens vi endnu er til, hentæres vore øjne [af at spejde] forgæves efter hjælp til os.+
I vor spejden spejdede vi efter en nation der ikke kunne frelse.+
צ [Tsadhēʹ]
18 De lurede på vore skridt+ så ingen gik på vore torve.
Vor ende var nær. Vore dage var omme, for vor ende var kommet.+
ק [Qōf]
19 Vore forfølgere var hurtigere end himmelens ørne.+
På bjergene forfulgte de os skarpt.+ I ørkenen lå de på lur efter os.+
ר [Rēsj]
20 Vore næsebors ånde,*+ Jehovas salvede,*+ blev fanget i deres store grav,+
han om hvem vi sagde: „I hans skygge+ vil vi leve blandt nationerne.“+
ש [Sin]
21 Glæd og fryd dig,+ Eʹdoms datter,+ du som bor i landet Uz.+
Også til dig vil bægeret* komme.+ Du vil blive beruset og blotte dig.+
ת [Taw]
22 Din brøde, Zions datter, er til ende.+ Han vil ikke* igen føre dig i landflygtighed.+
Han har vendt sin opmærksomhed mod din brøde, Eʹdoms datter. Han har blottet dine synder.+
5* Husk, Jehova, hvad der er hændt os.+ Betragt og se vor forsmædelse.+
2 Vor arvelod er overgået til fremmede, vore huse til udlændinge.+
3 Faderløse er vi blevet; [vi er] uden fader.+ Vore mødre er som enker.+
4 Vort vand har vi måttet drikke for penge.*+ Vort træ kommer [til os] for betaling.
5 Lige til nakken er vi blevet forfulgt.+ Vi blev udmattede. Man undte os ingen hvile.+
6 Vi har givet hånden+ til Ægypten,+ til Assyrien,+ for at mættes med brød.
7 Det er vore forfædre som har syndet.+ De er ikke mere, og det er os der skal bære deres misgerninger.+
8 Det er tjenere der er blevet herskere over os.+ Ingen river os ud af deres hånd.+
9 Det er med [fare for] vore sjæle at vi henter vort brød,+ på grund af ørkenens sværd.
10 Vor hud er blevet hed som en ovn, på grund af hungerens svien.+
11 Kvinderne* i Zion ydmygede de,+ jomfruerne i Judas byer.
12 Fyrster blev hængt ved deres hånd.+ Selv ikke gamle mænds ansigter blev æret.+
13 Unge mænd bar håndkværn,+ og drenge snublede under brændet [de slæbte].+
14 Gamle mænd er forsvundet fra porten,+ unge mænd fra deres musik.+
15 Vort hjertes glæde er forsvundet. Vor dans er forvandlet til sorg.+
16 Kronen er faldet af vort hoved.+ Ak, ve os, for vi har syndet!+
17 På grund af dette er vort hjerte blevet sygt.+ På grund af disse ting er vore øjne blevet slørede,+
18 på grund af Zions Bjerg som er øde;+ ræve løber om på det.+
19 Du, Jehova, bliver siddende [på tronen] evindelig.+ Din trone består generation efter generation.+
20 Hvordan kan det være at du glemmer os for bestandig,+ at du forlader os en lang række dage?+
21 Bring os tilbage,+ Jehova, til dig, og vi vil villigt komme tilbage. Giv os nye dage som i fortiden.+
22 Dog, du har visselig forkastet os.+ Du er blevet meget harmfuld på os.+
På hebr. har bogen fået navn efter det ord hvormed den begynder. Hebr.: ’Ēkhahʹ, „Hvor . . .!“; gr.: Thrēʹnoi, „Sørgesange; Klagesange“. Vgc(lat.): „Threʹni, det er profeten Jeremias’ klagesange“.
Dette kap. indeholder en klagesang der er opbygget akrostisk efter det hebr. alfabet. Sangen består af 22 strofer el. vers, svarende til alfabetets 22 bogstaver. I alfabetisk orden begynder hver strofe med det hebr. bogstav der er angivet over strofen. Jf. Sl 119:1, fdnr.
I LXX indledes bogen med ordene: „Og det skete, efter at Israel var ført i fangenskab og Jerusalem var lagt øde, at Jeremias sad og græd og klagede med denne klagesang over Jerusalem og sagde.“ Vgmss indleder således: „Og det skete, efter at Israel var ført i fangenskab og Jerusalem lå øde og forladt, at profeten Jeremias sad og græd og klagede med denne klagesang over Jerusalem, og idet han sukkede, nedbrudt i ånden og fyldt af sorg, sagde han.“ T indleder således: „Jeremias, den store præst og profet, sagde.“
„ind i den menighed“. Hebr.: vaqqahalʹ; gr.: eis ekklēsiʹan; lat.: in eccleʹsiam.
„sjælen“. Hebr.: naʹfæsj; lat.: aʹnimam. Se Till. 4A.
Det hebr. ord for „foragtet“ er fem. sing., idet byen taler personificeret som en kvinde.
Jf. v. 11, fdn. til „en foragtet kvinde“.
Et af de 134 steder hvor de jødiske soferim ændrede JHWH til ’Adhonajʹ. Se Till. 1B.
Se v. 14, fdn.
Se v. 14, fdn.
Ordr.: „[er] jeg en grædende kvinde“. Jf. v. 11, fdn. til „en foragtet kvinde“.
El.: „gamle (ældre) mænd“.
„Man (De) har hørt“, MVg; T: „Nationer har hørt“; LXX: „Hør [plur.] dog“; Sy: „Hør“.
Et af de 134 steder hvor de jødiske soferim ændrede JHWH til ’Adhonajʹ. Se Till. 1B.
Se v. 1, fdn.
Se v. 1, fdn.
Se v. 1, fdn.
Denne strofe, der begynder med det hebr. bogstav pe’, kommer før den strofe der begynder med ‛aʹjin. I det hebr. alfabet kommer pe’ efter ‛aʹjin.
„hende“, LXXSy.
I det hebr. alfabet kommer bogstavet ‛aʹjin efter bogstavet saʹmækh.
Se v. 1, fdn.
Ordr.: „dit øjes datter“.
Se v. 1, fdn.
Se v. 1, fdn.
I dette kapitel begynder hver af de tre linjer inden for hver strofe med det samme hebr. bogstav, og stroferne er ordnet i alfabetisk rækkefølge; dog kommer pe’-strofen (v. 46-48) før ‛aʹjin-strofen (v. 49-51).
El.: „han sønderriver (flår) mig“.
„for hele mit folk“, MLXXVg; Sy: „for alle folkeslag“; T: „for alle der spreder mit folk“.
El.: „glans“. Jf. 1Kr 29:11.
„Din“, ændret af soferim til „Min“ i M; en af Soferims Atten Tekstrettelser. Se Till. 2B.
„al . . . loyale hengivenhed“. Hebr.: chasedhēʹ, konstruktform plur. af chæʹsædh.
Et af de 134 steder hvor de jødiske soferim ændrede JHWH til ’Adhonajʹ. Se Till. 1B.
„menneskenes“. Hebr.: ’īsj, sing. men brugt kollektivt.
El.: „et jordisk menneske“. Hebr.: ’adhamʹ.
Se v. 31, fdn.
Se v. 31, fdn.
El.: „et levende jordisk menneske“. Hebr.: ’adhamʹ chaj.
„Gud“. Hebr.: ’El; Vg: „Jehova“.
I det hebr. alfabet kommer pe’ efter ‛aʹjin.
El.: „småbyer“.
Se v. 31, fdn.
El.: „Hvor guldet [hebr.: zahavʹ] bliver dunkelt, hvor det gode guld [hebr.: hakkæʹthæm] forandrer sig!“ Se Job 28:16, 17, fdnr.
El.: „Helligdommens sten“.
„med fint guld“. Hebr.: bappazʹ.
Ordr.: „flyder bort“, åbenbart i overført betydning.
El.: „det frugtbare lands“. Hebr.: thevelʹ; LXX: „den beboede jords“; lat.: orʹbis, „kredsens“, dvs. jordkredsens.
El.: „ånd (vind)“. Hebr.: ruʹach; gr.: pneuʹma; lat.: spiʹritus.
„Jehovas salvede“, M; „den salvede Herre“, LXXBagsterVg. Selve ordet „salvede“ svarer til hebr.: mesjīʹach; gr.: christosʹ; syr.: mesjicheh; lat.: chriʹstus.
„bægeret“, MSyVg; T: „forbandelsens bæger“; LXX: „Jehovas bæger“.
El.: „Ingen vil“.
Dette kap. er ikke ordnet alfabetisk som de fire foregående, men det har dog 22 v. ligesom der er 22 bogstaver i det hebr. alfabet.
El.: „sølv“.
El.: „Hustruerne“.