Ezekiel*

1 Og det var i det tredivte år, i den fjerde [måned], på den femte [dag] i måneden, mens jeg var iblandt de landflygtige+ ved floden Keʹbar:+ himmelen åbnedes+ og jeg fik syner fra Gud* at se.+ 2 På den femte [dag] i måneden — det var det femte år af kong Joʹjakins* landflygtighed+ — 3 kom Jehovas ord+ med al tydelighed til Ezekiel,+ præsten Buʹzis søn, i kaldæernes+ land ved floden Keʹbar, så Jehovas hånd kom over ham dér.+

4 Da så jeg, og se, der var en stormvind*+ som kom fra nord, en stor skymasse+ og flakkende ild,+ og [skyen]* havde et klart lysskær hele vejen rundt, og inde i [ilden]* var der noget som glansen af elektrum,* inde i ilden.+ 5 Og inde i den var der noget der lignede fire levende skabninger,*+ og sådan så de ud: de lignede jordiske mennesker.* 6 Og hver havde fire ansigter,+ og hver af dem fire vinger.+ 7 Og deres fødder var lige, og deres fodsåler var som en kalvs fodsål;+ og de glimtede som glansen af* blankpoleret kobber.+ 8 Og der var menneskehænder* under deres vinger på deres fire sider,+ og de havde [alle] fire deres ansigter og deres vinger.+ 9 Deres vinger føjede sig til hinanden. De vendte sig ikke når de gik; de gik hver især lige frem.+

10 Og hvad angår det deres ansigter lignede, så havde de [alle] fire et menneskeansigt+ med et løveansigt+ til højre,+ og de havde [alle] fire et okseansigt+ til venstre;+ og de havde [alle] fire et ørneansigt.+ 11 Sådan var deres ansigter. Og deres vinger+ var udbredt opefter. Hver især havde to som føjede sig til de andre, og to som dækkede deres legemer.+

12 Og hver af dem gik lige frem.+ Hvor ånden* ville hen, dér gik de.+ De vendte sig ikke når de gik.+ 13 Og hvad angår det de levende skabninger* lignede, så så de ud som brændende gløder af kul.+ Noget der så ud som fakler+ bevægede sig frem og tilbage mellem de levende skabninger, og ilden var lysende, og fra ilden udgik der lyn.+ 14 Og de levende skabninger selv gik og kom tilbage på en måde der så ud som lyn.+

15 Mens jeg så på de levende skabninger, se, da var der et hjul på jorden ved siden af [hver af] de levende skabninger,+ ved hvert af de fire ansigter.+ 16 Hjulenes udseende+ og deres konstruktion var som glansen af krysolit;+ og alle fire lignede hinanden. Og deres udseende og deres konstruktion var som om hvert hjul var inden i* et andet hjul.+ 17 Når de gik, kunne de gå til alle fire sider.*+ De vendte sig ikke når de gik.+ 18 Og deres fælge, ja de havde en højde så de indgød frygt; og deres fælge var fulde af øjne, hele vejen rundt på alle fire.+ 19 Og når de levende skabninger gik, gik hjulene ved siden af dem, og når de levende skabninger løftede sig fra jorden, løftede hjulene sig.+ 20 Hvor som helst ånden ville hen, gik de, idet ånden [ville] derhen; og hjulene løftede sig tæt ved siden af dem, for den levende skabnings ånd var i hjulene. 21 Når de gik, gik disse; og når de stod stille, stod disse stille; og når de løftede sig fra jorden, løftede hjulene sig tæt ved siden af dem, for den levende skabnings ånd var i hjulene.+

22 Og over de levende skabningers hoveder var der noget der lignede en udstrakt flade+ med glans som af frygtindgydende is, udbredt oven over deres hoveder.+ 23 Og under den udstrakte flade var deres vinger lige, den ene mod den anden. De på den ene side havde to vinger som dækkede [deres legemer], og de på den anden side havde to som dækkede deres legemer. 24 Og jeg hørte nu lyden af deres vinger, en lyd som af store vandmasser,+ som lyden af den Almægtige, når de gik, lyden af tumult,+ som lyden af en lejr.+ Når de stod stille, sænkede de deres vinger.

25 Og der lød en stemme oven over den udstrakte flade som var over deres hoved. (Når de stod stille, sænkede de deres vinger.) 26 Og oven over den udstrakte flade som var over deres hoved, var der noget der så ud som safirsten,+ noget som lignede en trone.+ Og på det der lignede en trone, ovenover, på den, var der en som lignede et jordisk menneske af udseende.+ 27 Derpå så jeg, fra det der så ud som hans hofter og opefter, noget som glansen af elektrum,+ noget der så ud som ild indeni, hele vejen rundt;+ og fra det der så ud som hans hofter og nedefter så jeg noget der så ud som ild, og der var et klart lysskær om ham hele vejen rundt. 28 Der var noget der så ud som buen+ der kommer i en skymasse på en dag med regnskyl. Sådan så det klare lysskær ud hele vejen rundt. Det så ud ligesom Jehovas herlighed.+ Da jeg fik [det] at se, faldt jeg på mit ansigt,+ og så hørte jeg stemmen af en der talte.

2 Da sagde han til mig: „Menneskesøn,*+ stå på dine fødder så jeg kan tale med dig.“+ 2 Og der kom ånd i mig så snart han talte til mig,+ og den* fik mig op at stå på mine fødder, og så hørte jeg ham der talte til mig.+

3 Han sagde da til mig: „Menneskesøn, jeg sender dig til Israels sønner,+ til oprørske nationer som har gjort oprør mod mig.+ De og deres forfædre har begået overtrædelser mod mig helt frem til den dag i dag.+ 4 Og [til] sønnerne med hårde ansigter+ og forhærdede hjerter,+ til dem sender jeg dig, og du skal sige til dem: ’Således har den suveræne Herre Jehova* sagt.’ 5 Og de, hvad enten de vil høre+ eller ej+ — for de er et opsætsigt hus+ — ja, de skal vide at en profet har været iblandt dem.+

6 Og du, menneskesøn, vær ikke bange for dem;+ og vær ikke bange for deres ord — de er jo stædige+ og som stikkende torne+ over for dig, og det er mellem skorpioner+ du bor. Vær ikke bange for deres ord,+ og bliv ikke skrækslagen for deres ansigter+ — de er jo et opsætsigt hus.+ 7 Og du skal tale mine ord til dem, uanset om de hører eller ej, for de er opsætsige.+

8 Og du, menneskesøn, hør hvad jeg siger til dig. Bliv ikke opsætsig, som det opsætsige hus.+ Luk din mund op og spis hvad jeg giver dig.“+

9 Da så jeg, og se, en hånd var rakt ud mod mig,+ og se, der var en bogrulle i den.+ 10 Og han bredte den ud foran mig, og der var skrevet i den på forsiden og på bagsiden;+ og der var skrevet klagesange og suk og veråb i den.+

3 Så sagde han til mig: „Menneskesøn, spis hvad du finder. Spis denne rulle,+ og gå hen og tal til Israels hus.“

2 Da åbnede jeg min mund, og han fik mig til at spise denne rulle.+ 3 Og han sagde videre til mig: „Menneskesøn, få din mave til at spise den, så du kan fylde dine indvolde med denne rulle som jeg giver dig.“ Og jeg spiste den så, og den blev sød som honning i min mund.+

4 Og han fortsatte med at sige til mig: „Menneskesøn, tag af sted, gå til Israels hus+ og tal til dem med mine ord. 5 For det er ikke til et folk med et uforståeligt sprog*+ eller et vanskeligt* tungemål+ du sendes, [men] til Israels hus, 6 ikke til talrige folkeslag med uforståelige sprog eller vanskelige tungemål, hvis ord du ikke kan høre [og forstå].+ Hvis det havde været til dem jeg sendte dig, så ville de have hørt på dig.+ 7 Men Israels hus vil ikke høre på dig, for det vil ikke høre på mig;+ alle i Israels hus har nemlig hårde pander og forhærdede hjerter.+ 8 Se, jeg har gjort* dit ansigt lige så hårdt som deres ansigter,+ og din pande lige så hård som deres pander.+ 9 Som diamant,* hårdere end flint,+ har jeg gjort* din pande. Du skal ikke være bange for dem,+ og du skal ikke være skrækslagen for deres ansigter+ — de er jo et opsætsigt hus.“+

10 Og han sagde videre til mig: „Menneskesøn, alle de ord som jeg taler til dig, skal du modtage i dit hjerte+ og høre med dine ører. 11 Og tag af sted, gå til de landflygtige,+ til dit folks sønner, og tal til dem og sig til dem: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt,’ uanset om de hører eller ej.“+

12 Da bar en ånd* mig af sted,+ og jeg hørte bag mig lyden af en vældig brusen:+ „Velsignet være Jehovas herlighed fra hans sted.“+ 13 Og [jeg hørte] lyden af de levende skabningers vinger idet de berørte hinanden,+ og lyden af hjulene lige ved siden af dem,+ og lyden af en vældig brusen. 14 Og ånden bar mig af sted+ og tog mig således bort, så jeg gik med bitterhed i min ånds forbitrelse, og Jehovas hånd var over mig med styrke.+ 15 Så kom jeg til de landflygtige i Tel-Aʹbib, dem som boede+ ved floden Keʹbar,+ og boede* dér hvor de boede; og jeg blev boende dér i syv dage iblandt dem, helt lamslået.+

16 Og da syv dage var omme kom Jehovas ord til mig, og det lød:

17 „Menneskesøn, jeg har gjort dig til vægter* for Israels hus,+ og du skal høre ord fra min mund, og du skal advare dem fra mig.+ 18 Når jeg siger til den ugudelige: ’Du skal visselig dø,’*+ og du ikke advarer ham og taler for at advare den ugudelige mod hans ugudelige vej for at bevare ham i live,+ da skal han dø for sin brøde,+ eftersom han er ugudelig, men hans blod vil jeg kræve af din hånd.+ 19 Men når du har advaret den ugudelige,+ og han ikke vender om fra sin ugudelighed og fra sin ugudelige vej, skal han dø for sin brøde,+ men du vil have udfriet din sjæl.*+ 20 Og når den retfærdige vender om fra sin retfærdighed+ og øver uret og jeg lægger en snublesten foran ham,+ skal han dø fordi du ikke advarede ham. Han vil dø for sin synd,+ og hans retfærdige gerninger som han gjorde, vil ikke blive husket,+ men hans blod vil jeg kræve af din hånd.+ 21 Men når du har advaret den retfærdige, for at denne retfærdige ikke skal synde,+ og han ikke synder, vil han visselig blive i live, fordi han blev advaret,+ og du vil have udfriet din sjæl.“+

22 Da kom Jehovas hånd over mig dér og han sagde til mig: „Rejs dig, gå ud på sletten,+ og dér vil jeg tale med dig.“ 23 Så rejste jeg mig og gik ud på sletten, og se, dér stod Jehovas herlighed,+ den samme herlighed som jeg havde set ved floden Keʹbar,+ og jeg faldt da på mit ansigt.+ 24 Derpå kom ånden i mig+ og fik mig op at stå på mine fødder,+ og han gav sig til at tale med mig og sige til mig:

„Gå hen og luk dig inde i dit hus. 25 Og du, menneskesøn, se, de skal lægge reb omkring dig og binde dig med dem så du ikke kan gå ud iblandt dem.+ 26 Og din tunge skal jeg få til at hænge fast ved din gane,+ og du skal blive stum,+ og du vil ikke være dem en mand* som retleder+ — de er nemlig et opsætsigt+ hus. 27 Men når jeg taler med dig vil jeg åbne din mund, og du skal sige til dem:+ ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt.’ Lad den der hører, høre,+ og lad den der ikke vil, lade være — de er nemlig et opsætsigt hus.+

4 Og du, menneskesøn, tag dig en teglsten og læg den foran dig og indrids en by, Jerusalem, i den.+ 2 Og du skal sætte den under belejring+ og bygge en belejringsmur imod den+ og opkaste* en belejringsvold imod den+ og anlægge lejre imod den og sætte stormbukke imod den hele vejen rundt.+ 3 Og du, tag dig en bageplade af jern og sæt den som en jernmur mellem dig og byen, og du skal rette dit ansigt mod den, og den skal være under belejring, og du skal belejre den. Det er et tegn for Israels hus.+

4 Og du, læg dig på din venstre side og læg Israels hus’ brøde på den.+ I det antal dage du ligger på den [side], bærer du deres brøde. 5 Og jeg skal give dig deres brødes år+ i et antal af tre hundrede og halvfems dage,+ og du skal bære Israels hus’ brøde. 6 Og du skal fuldende dem.

Og anden gang skal du lægge dig på din højre side, og du skal bære Judas hus’ brøde i fyrre dage.+ En dag for et år, en dag for et år, det har jeg givet dig.+ 7 Og du skal rette dit ansigt mod Jerusalems belejring,+ med din arm blottet, og profetere imod den.

8 Og se, jeg skal lægge reb+ omkring dig så du ikke kan vende dig fra den ene side til den anden side, førend du har fuldendt din belejrings dage.

9 Og du, tag dig hvede+ og byg og hestebønner+ og linser+ og hirse og spelt+ og kom det i ét kar og lav dig brød* af det, til det antal dage som du skal ligge på siden; i tre hundrede og halvfems dage skal du spise det.+ 10 Og din mad som du spiser, skal være efter vægt: tyve sekel om dagen.+ Fra tid til anden må du spise af den.

11 Og vand må du kun drikke efter mål, en sjettedel hin.* Fra tid til anden må du drikke.

12 Og du skal spise den som en rund bygkage;+ og du skal bage den på gødningebrændsel af menneskeekskrementer*+ for øjnene af dem.“ 13 Og Jehova sagde videre: „Således kommer Israels sønner til at spise deres brød urent+ blandt de nationer hvortil jeg fordriver dem.“+

14 Da sagde jeg: „Ak, suveræne Herre Jehova, se, min sjæl er ikke besmittet;+ jeg har ikke, fra min ungdom af og til nu, spist noget selvdødt dyr eller noget sønderrevet dyr,+ og intet væmmeligt kød er kommet i min mund.“+

15 Han sagde da til mig: „Se, jeg har i stedet for gødningebrændsel fra mennesker givet dig kvæggødning, og du skal lave dit brød over det.“ 16 Og han sagde videre til mig: „Menneskesøn, se, i Jerusalem brækker jeg stavene til de ringformede brød*+ — og de skal spise brød efter vægt og med ængstelse,+ og det vil være efter mål og med forfærdelse de skal drikke vand+ — 17 for at de kan mangle brød og vand, og de skal se forfærdede på hinanden og rådne op i deres brøde.+

5 Og du, menneskesøn, tag dig et skarpt sværd. Som barberernes ragekniv skal du tage dig det, og du skal lade det gå hen over dit hoved og over dit skæg,+ og du skal tage dig vægtskåle og dele [håret]* i portioner. 2 En tredjedel brænder du i ild inde i byen så snart belejringsdagene er udløbet.+ Og du skal tage den [anden] tredjedel, [som] du slår med sværdet hele vejen rundt om [byen];*+ og den [sidste] tredjedel spreder du for vinden,* og jeg trækker sværdet bag dem.+

3 Og du skal tage et ringe antal deraf og pakke dem stramt ind i dine kappeflige.+ 4 Og af dem igen tager du nogle, og dem skal du kaste ind i ilden og brænde dem i ilden. Derfra* vil en ild gå ud til hele Israels hus.+

5 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Dette er Jerusalem. Midt blandt nationerne har jeg sat det, med lande rundt om det. 6 Så satte det sig op imod mine lovbud med mere ugudelighed end nationerne,+ og mod mine forskrifter mere end landene rundt om det, for mine lovbud forkastede de, og mine forskrifter vandrede de ikke efter.’+

7 Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Fordi I var mere ustyrlige*+ end nationerne som er rundt om jer — mine forskrifter vandrede I ikke efter, og mine lovbud handlede I ikke efter,+ men lovbudene hos de nationer som er rundt om jer, dem handlede I efter, ikke sandt?+ 8 — derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Se, jeg er imod dig,* [du by,] ja, jeg,+ og jeg skal håndhæve [mine] lovbud i din midte, for øjnene af nationerne.+ 9 Og på grund af alle dine vederstyggeligheder skal jeg i dig gøre hvad jeg ikke før har gjort og hvad jeg ikke igen vil gøre mage til.+

10 Derfor vil fædre spise [deres] sønner i din midte,+ og sønner vil spise deres fædre, og jeg vil eksekvere straffedomme i dig og sprede alt hvad der er tilbage af dig for alle vinde.“’*+

11 ’Derfor, så sandt jeg lever,’ lyder den suveræne Herre Jehovas udsagn: ’Visselig, fordi det var min helligdom du besmittede med alle dine afskyeligheder+ og med alle dine vederstyggeligheder,+ så vil det også være mig der griber til kniven,*+ og mit øje vil ikke ynkes,+ og jeg vil heller ikke have medlidenhed.+ 12 En tredjedel af dig vil dø af pest+ og vil hentæres af hungersnød i din midte.+ Og en tredjedel vil falde for sværdet rundt om dig. Og en tredjedel vil jeg sprede for alle vinde,+ og jeg vil trække sværdet bag dem.+ 13 Og min vrede skal udtømmes,+ og jeg vil dulme min forbitrelse på dem+ og trøste mig selv;+ og de skal vide at jeg, Jehova, har talt i overensstemmelse med mit krav om udelt hengivenhed,+ når jeg udtømmer min forbitrelse over dem.

14 Og jeg vil gøre dig* til et øde sted og en skændsel blandt de nationer som er rundt om dig, for øjnene af enhver som drager forbi.+ 15 Og du skal blive en skændsel+ og et mål for spot,+ et advarende eksempel+ og en gru for de nationer som er rundt om dig, når jeg eksekverer straffedomme i dig, i vrede og i forbitrelse og med megen forbitret retledning.+ Jeg, Jehova, har talt.

16 Når jeg sender hungersnødens farlige pile mod dem,+ [pile] som skal tjene til ødelæggelse, [pile] som jeg sender for at ødelægge jer,+ så vil jeg forstærke hungersnøden over jer og brække jeres stave til de ringformede brød.*+ 17 Og jeg vil sende hungersnød og farlige vilddyr over jer,+ og de skal gøre dig barnløs, og pest+ og blod+ vil gå gennem dig, og sværd bringer jeg over dig.+ Jeg, Jehova, har talt.’“

6 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig, og det lød: 2 „Menneskesøn, ret dit ansigt mod Israels bjerge og profetér+ for dem.+ 3 Og du skal sige: ’Israels bjerge, hør den suveræne Herre Jehovas ord:+ Således har den suveræne Herre Jehova sagt til bjergene og højene,+ til bækkene og dalene: „Se, det er mig som bringer et sværd over jer, og jeg vil ødelægge jeres offerhøje.+ 4 Og jeres altre skal lægges øde+ og jeres røgelsesstandere skal knuses, og jeg vil lade jeres slagne falde foran jeres uhumske guder.+ 5 Og jeg vil lægge Israels sønners døde kroppe foran deres uhumske guder, og jeg vil sprede jeres knogler rundt om jeres altre.+ 6 På alle steder hvor I bor+ vil byerne blive afsvedet+ og offerhøjene lagt øde, for at de kan ligge afsvedne+ og jeres altre ligge øde, og de skal knuses,+ og jeres uhumske guder skal fjernes+ og jeres røgelsesstandere omhugges+ og jeres værker udslettes. 7 Og den slagne skal falde iblandt jer,+ og I skal vide at jeg er Jehova.*+

8 Og når det sker, vil jeg lade en rest blive tilbage til jer: dem der undslipper sværdet ude blandt nationerne, når I spredes i landene.+ 9 Og de af jer der undslipper skal huske mig blandt de nationer hvortil de er ført som fanger,+ for jeg er sønderknust over deres utugtige hjerte der har vendt sig fra mig,+ og over deres øjne som utugtigt [ser] efter deres uhumske guder;+ og de skal ledes ved sig selv over det onde de har gjort, ved deres vederstyggeligheder.+ 10 Og de skal vide at jeg er Jehova; det var ikke for ingenting at jeg talte+ om at gøre denne ulykke mod dem.“’+

11 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Slå dine hænder sammen+ og tramp med din fod og sig „ak“ over alle Israels hus’ onde vederstyggeligheder,+ for de vil falde ved sværd,+ ved hungersnød+ og ved pest.+ 12 Den der er langt borte,+ dør af pest; og den der er nærved, falder for sværdet; og den der er ladt tilbage og som er bevaret, vil dø af hungersnød, og jeg vil udtømme min forbitrelse over dem.+ 13 Og I skal vide at jeg er Jehova,+ når deres slagne kommer til at ligge mellem deres uhumske guder+ rundt om deres altre,+ på hver høj bakke,+ på alle bjergenes toppe+ og under hvert frodigt træ+ og under hvert stort træ med tætte grene,+ stedet hvor de har ofret en formildende* duft til alle deres uhumske guder.+ 14 Og jeg vil række min hånd ud mod dem+ og gøre landet til en ødemark, ja et øde sted værre end ørkenen mod Dibʹla,* overalt hvor de bor. Og de skal vide at jeg er Jehova.’“

7 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig, og det lød: 2 „Og du, menneskesøn, således har den suveræne Herre Jehova sagt til Israels jord: ’En ende, enden, er kommet over landets* fire hjørner.*+ 3 Nu er enden over dig,*+ og jeg vil sende min vrede imod dig, og jeg vil dømme dig efter din adfærd+ og bringe alle dine vederstyggeligheder over dig. 4 Og mit øje vil ikke ynkes over dig,+ og jeg vil ikke have medlidenhed, for jeg vil bringe din adfærd over dig, og dine vederstyggeligheder vil være i din midte;+ og I skal vide at jeg er Jehova.’+

5 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’En ulykke, en enestående ulykke, se, den kommer.+ 6 En ende, den skal komme.+ Enden skal komme; den vågner for dig.* Se, den kommer.+ 7 Kransen* skal komme til dig,* du landets* indbygger; tiden vil komme, dagen er nær.+ Der er forvirring, og intet vinperserråb fra bjergene.

8 Nu udøser jeg snart min forbitrelse over dig,+ og jeg vil udtømme min vrede mod dig,+ og jeg vil dømme dig efter din adfærd+ og bringe alle dine vederstyggeligheder over dig. 9 Og mit øje vil ikke ynkes,+ og jeg vil ikke have medlidenhed.+ Efter din adfærd vil jeg bringe [det] over dig, og dine vederstyggeligheder vil være i din midte;+ og I skal vide at det er mig, Jehova, der slår.+

10 Se! Dagen! Se! Den kommer.+ Kransen er kommet frem.+ Staven blomstrer.+ Overmodet spirer.+ 11 Vold har rejst sig som en ugudeligheds stav.+ Der er intet ved dem, og intet ved deres velstand; nej, der er intet ved* dem selv, og der er intet ypperligt* i dem. 12 Tiden er kommet, dagen er indtruffet. Lad ikke den der køber, fryde sig,+ og lad ikke den der sælger, sørge, for den brændende [vrede] er mod hele [landets] folkemængde. 13 For den der sælger, vender ikke tilbage til det der er solgt, selv om deres liv stadig er blandt de levende; for synet gælder hele [landets] folkemængde. Ingen vender tilbage, og ingen* af dem vinder sig sit liv ved sin brøde.

14 Man har blæst i trompeten,+ og alle har gjort sig rede, men der er ingen der går i kamp, for min brændende [vrede] er imod hele dets folkemængde.+ 15 Udenfor er sværdet,+ og indenfor er pesten og hungersnøden.+ Den der er på marken, skal dø for sværdet, og de der er i byen, skal fortæres af hungersnød og pest.+ 16 Og deres undslupne skal undslippe+ og i bjergene blive som dalenes duer+ der alle stønner, hver over sin egen brøde. 17 Alle hænder synker,+ og alle knæ drypper af vand.*+ 18 Og de har bundet sækkelærred om sig,+ og en gysen har dækket dem;+ og alle ansigter er fyldt med skam,+ og alle deres hoveder er raget skaldede.+

19 Deres sølv kaster de på gaderne, og deres guld bliver noget de afskyr. Hverken deres sølv eller deres guld vil kunne udfri dem på Jehovas heftige vredes dag.+ De kan ikke mætte deres sjæle, og de kan ikke fylde deres indvolde [med det], for det er blevet en snublesten som er årsag til deres brøde.+ 20 Og sin smukke prydelse har man gjort til [sin] stolthed; og deres vederstyggelige billeder,+ deres afskyeligheder,+ har de lavet af det.* Af den grund vil jeg gøre det til noget de afskyr.+ 21 Og jeg vil give det i fremmedes hånd som rov og til jordens ugudelige som bytte,+ og de skal vanhellige det.

22 Og jeg vil vende mit ansigt bort fra dem,+ og de vil vanhellige mit skjulte sted,* og røvere skal komme ind i [byen]* og vanhellige den.+

23 Lav lænken,*+ for landet* er fuldt af blodplettet dom,*+ og byen er fuld af vold.+ 24 Og jeg vil lade de værste af nationerne komme,+ og de vil tage deres huse i besiddelse,+ og jeg vil bringe de stærkes stolthed til ophør,+ og deres helligdomme skal vanhelliges.+ 25 Der kommer angst, og de vil søge fred, men der er ingen.+ 26 Der kommer modgang på modgang,+ og der vil være rygte efter rygte, og man søger [forgæves] syner hos profeten,+ og med loven er det slut hos præsten, og med råd fra de ældste.+ 27 Kongen sørger;+ høvdingen klæder sig i trøstesløshed,+ og landets folk* [vrider] deres hænder i forfærdelse. Efter deres adfærd vil jeg handle mod dem,+ og med deres domme vil jeg dømme dem;+ og de skal vide at jeg er Jehova.’“+

8 Og det var i det sjette år, i den sjette [måned], på den femte dag i måneden, da jeg sad i mit hus og Judas ældste* sad foran mig,+ at den suveræne Herre Jehovas hånd faldt på mig dér.+ 2 Og jeg så, og se, noget der af udseende lignede ild;+ fra det der så ud som hans hofter og nedefter var der ild,+ og fra hans hofter og opefter var der noget der så ud som et lysskær, som glansen af elektrum.*+ 3 Så rakte han ligesom en hånd frem+ og tog mig ved en tot af mit hovedhår, og en ånd*+ løftede mig op mellem jorden og himmelen og bragte mig i syner fra Gud til Jerusalem,+ til indgangen til den indre port+ der vender mod nord, dér hvor skinsygesymbolet der ægger til skinsyge har sin plads.+ 4 Og se, dér var Israels Guds* herlighed,+ der så ud som det [syn] jeg havde set på sletten.

5 Da sagde han til mig: „Menneskesøn, løft nu dine øjne i retning mod nord.“ Så løftede jeg mine øjne i retning mod nord, og se, nord for alterporten,* ved indgangen, var der dette skinsygesymbol.*+ 6 Og han sagde videre til mig: „Menneskesøn, ser du hvad de gør? Det er så store vederstyggeligheder Israels hus øver her,+ at [jeg må] fjerne [mig] langt fra min helligdom.+ Og du skal endda få endnu større vederstyggeligheder at se.“

7 Så bragte han mig hen til indgangen til forgården, og jeg så, og se, der var et hul i muren. 8 Så sagde han til mig: „Menneskesøn, bryd nu gennem muren.“+ Jeg gav mig da til at bryde gennem muren, og se, der var en indgang. 9 Han sagde videre til mig: „Gå ind og se de onde vederstyggeligheder som de øver her.“+ 10 Så gik jeg ind og så, og se, der var alle slags afbildninger+ af krybdyr og ækle dyr,+ og alle Israels hus’ uhumske guder,+ indristet hele vejen rundt om på muren. 11 Og halvfjerds mænd*+ af Israels hus’ ældste, med Sjaʹfans+ søn Ja’azanʹja* stående iblandt dem, stod foran dem, hver med sit røgelseskar i hånden, og røgelsesskyens vellugt steg op.+ 12 Så sagde han til mig: „Har du set, menneskesøn, hvad Israels hus’ ældste øver i mørket,+ i de inderste kamre hvor hver har sit afgudsbillede? De siger nemlig: ’Jehova ser os ikke.*+ Jehova har forladt landet.’“*

13 Og han sagde videre til mig: „Du skal endda se endnu større vederstyggeligheder som de øver.“+ 14 Så bragte han mig hen til den portindgang til Jehovas hus som vender mod nord, og se, dér sad der kvinder og græd over [guden] Tamʹmuz.*

15 Og han sagde videre til mig: „Har du set [dette], menneskesøn? Du skal endda få endnu større vederstyggeligheder+ at se end disse.“ 16 Så bragte han mig til den inderste forgård i Jehovas hus,+ og se, ved indgangen til Jehovas tempel, mellem forhallen og alteret,+ var der omkring femogtyve mænd*+ med ryggen til Jehovas tempel*+ og ansigtet mod øst, og de bøjede sig mod øst, for solen.+

17 Og han sagde videre til mig: „Har du set [dette], menneskesøn? Er det for let for Judas hus at øve de vederstyggeligheder som de har øvet her, siden de må fylde landet* med vold+ og igen må krænke mig? Og se, de rækker skuddet* frem til min næse.* 18 Så vil jeg også gribe ind med forbitrelse.+ Mit øje vil ikke ynkes, og jeg vil ikke have medlidenhed.+ Og de skal råbe i mine ører med høj røst, men jeg hører dem ikke.“+

9 Så råbte han i mit påhør med høj røst og sagde: „Lad dem der skal hjemsøge byen træde frem, hver med sit ødelæggelsesvåben i hånden!“

2 Og se, seks mænd* kom ad vejen fra den øvre port+ der vender mod nord, hver med sit slagvåben i hånden; og én mand,* som var midt iblandt dem, var klædt i linned,+ med en sekretærs skrivesæt ved hoften; og de kom ind og stillede sig ved siden af kobberalteret.+

3 Og Israels Guds*+ herlighed løftede sig op fra keruberne*+ som den havde været over, [og flyttede sig] til husets dørtærskel,+ hvorpå han råbte til manden* der var klædt i linned+ [og] som havde en sekretærs skrivesæt ved hoften. 4 Og Jehova sagde til ham: „Gå midt igennem byen, midt igennem Jerusalem, og sæt et mærke* i panden på de mænd der sukker og stønner+ over alle de vederstyggeligheder der øves i dens midte.“+

5 Og til de andre sagde han i mit påhør: „Gå efter ham gennem byen og slå ned. Lad ikke dit øje ynkes, og hav ikke medlidenhed.+ 6 Gamle mænd, unge mænd og jomfruer og små børn og kvinder+ skal I dræbe, så de udryddes. Men ingen mand på hvem mærket er, må I komme nær,+ og begynd ved min helligdom.“+ Så begyndte de med de gamle mænd* der var foran huset.+ 7 Og han sagde videre til dem: „Gør huset urent og fyld forgårdene med de slagne.+ Gå videre!“ Og de gik videre og slog ned i byen.

8 Og det var mens de slog ned og jeg var ladt tilbage, at jeg faldt på mit ansigt+ og skreg og sagde: „Ak,+ suveræne Herre Jehova! Udrydder du alle der er tilbage af Israel, idet du udøser din forbitrelse over Jerusalem?“+

9 Så sagde han til mig: „Israels og Judas hus’+ brøde er meget, meget stor,+ og landet er fyldt med udgydt blod*+ og byen er fuld af lovbrud;+ de siger nemlig: ’Jehova har forladt landet,*+ og Jehova ser intet.’*+ 10 Også for mig gælder det, at mit øje ikke vil ynkes+ og jeg ikke vil have medlidenhed.+ Deres adfærd vil jeg bringe over deres eget hoved.“+

11 Og se, manden* der var klædt i linned [og] som havde et skrivesæt ved hoften, bragte bud tilbage og sagde: „Jeg har gjort som du bød mig.“+

10 Da så jeg, og se, på den udstrakte flade+ som var over kerubernes hoveder, var der noget som safirsten,+ noget der af udseende lignede en trone;+ det viste sig over dem. 2 Derpå talte han til manden der var klædt i linned+ og sagde: „Gå ind i hjulværket,+ ind under keruberne,* og fyld hænderne med glødende kul+ fra stedet mellem keruberne, og strø [dem] ud over byen.“+ Så gik han derind for øjnene af mig.

3 Og keruberne stod til højre for huset da manden* gik derind, og skyen fyldte den indre forgård.+ 4 Så hævede Jehovas herlighed+ sig op fra keruberne [og flyttede sig] hen til husets dørtærskel, og huset fyldtes af skyen,+ og forgården var fuld af Jehovas herligheds klare lys. 5 Og lyden af kerubernes vinger+ hørtes helt ud i den ydre forgård, som lyden af Gud den Almægtige* når han taler.+

6 Da han nu bød manden der var klædt i linned, idet han sagde: „Tag ild inde fra hjulværket mellem keruberne,“ så gik denne ind og stillede sig ved siden af hjulet. 7 Derpå rakte den [ene] kerub sin hånd ud fra keruberne til ilden+ der var mellem keruberne+ og tog [af den] og lagde [den] i hænderne på ham der var klædt i linned,+ og han tog [den] og gik ud. 8 Og man så at keruberne havde ligesom en menneskehånd* under deres vinger.+

9 Derpå så jeg, og se, der var fire hjul ved siden af keruberne, ét hjul ved én kerub, ét hjul ved en anden kerub,+ og hjulenes udseende var som glansen af en krysolitsten. 10 Og af udseende lignede alle fire hinanden; det var som om hvert hjul var inden i* et andet hjul.+ 11 Når de gik, kunne de gå til alle fire sider.* De vendte sig ikke* når de gik, for de gik efter det sted som hovedet var vendt mod. De vendte sig ikke* når de gik.+ 12 Og hele deres legeme og deres rygge og deres hænder og deres vinger og hjulene var fulde af øjne hele vejen rundt.+ Alle fire havde deres hjul. 13 Til hjulene, til dem blev der i mit påhør råbt: „Hjulværk!“

14 Og hver havde fire ansigter.+ Det første ansigt var et kerubansigt, og det andet ansigt var et menneskeansigt,*+ og det tredje var et løveansigt, og det fjerde var et ørneansigt.+

15 Og keruberne hævede sig op+ — det var den samme levende skabning jeg havde set ved floden Keʹbar+ — 16 og når keruberne gik, gik hjulene ved siden af dem;+ og når keruberne løftede vingerne for at hæve sig op fra jorden, selv da vendte hjulene sig ikke* fra dem.+ 17 Når de stod stille, stod disse [også] stille; og når de hævede sig op,+ hævede de sig op med dem, for den levende skabnings* ånd var i dem.+

18 Så gik Jehovas herlighed+ bort fra husets dørtærskel og stillede sig over keruberne.+ 19 Derpå løftede keruberne vingerne og hævede sig op fra jorden+ for øjnene af mig. Når de gik, var hjulene tæt ved siden af dem; og de stillede sig ved den østlige portindgang til Jehovas hus, og Israels Guds herlighed var oven over dem.

20 Dette var den levende skabning+ som jeg havde set under Israels Gud* ved floden Keʹbar,+ og jeg blev således klar over at de var keruber. 21 De fire havde hver fire ansigter+ og hver fire vinger, og noget der lignede menneskehænder* var under deres vinger. 22 Og deres ansigter lignede de ansigter som jeg havde set ved floden Keʹbar; de så ud som dem.+ De gik hver især lige frem.+

11 Da løftede en ånd+ mig og bragte mig til den østlige port i Jehovas hus, den der vender mod øst,+ og se, i indgangen til porten var der femogtyve mænd,*+ og iblandt dem så jeg Ja’azanʹja, Azʹzurs søn, og Pelatʹja,* Benaʹjas* søn, fyrster over folket.+ 2 Så sagde han* til mig: „Menneskesøn, det er de mænd* som udtænker ondskab og lægger onde råd op mod denne by;+ 3 de siger: ’Er tiden til at bygge huse ikke nær?+ [Byen]* er gryden,+ og vi er kødet.’

4 Profetér derfor imod dem. Profetér, menneskesøn!“+

5 Da faldt Jehovas ånd* på mig,+ og han sagde videre til mig: „Sig: ’Således har Jehova sagt:+ „I har ret i det I siger, I der hører til Israels hus; og med hensyn til det der stiger op i jeres ånd* — jeg kender den.*+ 6 I har ladet jeres slagne i denne by blive mange, og I har fyldt dens gader med slagne.“’“+ 7 „Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Jeres slagne som I har lagt inde i [byen],* de er kødet,+ og den er gryden;+ og jer vil man føre ud* af den.’“+

8 „’I frygter sværdet,+ og jeg lader sværdet komme over jer,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.+ 9 ’Og jeg vil føre jer ud af den og give jer i fremmedes hånd+ og eksekvere straffedomme over jer.+ 10 Ved sværdet skal I falde.+ Ved Israels grænse*+ vil jeg dømme jer; og I skal vide at jeg er Jehova.+ 11 [Byen] skal ikke være en gryde+ for jer, og I skal ikke* være kødet i den. Ved Israels grænse* vil jeg dømme jer, 12 og I skal vide at jeg er Jehova, for I vandrede ikke efter mine forordninger og I handlede ikke efter mine lovbud,+ men efter de lovbud som nationerne rundt om jer har, handlede I.’“+

13 Og det skete mens jeg profeterede, at Pelatʹja, Benaʹjas* søn, døde;+ da faldt jeg på mit ansigt og råbte med høj røst+ og sagde: „Ak, suveræne Herre Jehova!+ er du ved at gøre ende på dem der er tilbage af Israel?“+

14 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 15 „Menneskesøn, dine brødre,+ ja, dine brødre, de mænd* du har ret og pligt til at være genløser for, ja, hele Israels hus, dem alle, det er til dem Jerusalems indbyggere har sagt: ’Hold jer borte fra Jehova. Os tilhører det; landet er givet [os] i eje;’+ 16 sig derfor: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Skønt jeg har ført dem langt bort blandt nationerne, og skønt jeg har spredt dem i landene,+ vil jeg dog en kort tid* være dem en helligdom i de lande de er kommet til.“’+

17 Sig derfor: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Jeg vil også samle jer fra folkeslagene og føre jer sammen fra de lande som I er blevet spredt i, og jeg vil give jer Israels jord.+ 18 Og de skal komme dertil og fjerne alle dets afskyeligheder og alle dets vederstyggeligheder fra det.+ 19 Og jeg vil give dem ét hjerte,+ og jeg giver en ny ånd i deres* indre;+ og jeg vil fjerne stenhjertet fra deres kød+ og give dem et kødhjerte,+ 20 så de kan vandre efter mine forskrifter og holde mine lovbud og handle efter dem;+ og de skal være mit folk+ og jeg vil være deres Gud.“’+

21 ’„Men de hvis hjerte vandrer efter deres afskyeligheder og deres vederstyggeligheder,*+ over deres hoved vil jeg bringe deres egen adfærd,“ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.’“+

22 Så løftede keruberne+ deres vinger, og hjulene var tæt ved siden af dem,+ og Israels Guds herlighed+ var oven over dem.+ 23 Og Jehovas herlighed+ steg op over byens midte og stillede sig over det bjerg+ der er øst for byen.+ 24 Og en ånd+ løftede mig op+ og bragte mig i synet [jeg fik] ved Guds ånd* til Kaldæʹa, til det landflygtige folk;+ og det syn jeg havde set, steg derpå op fra mig. 25 Så talte jeg til det landflygtige folk om alt det Jehova havde ladet mig se.+

12 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 2 „Menneskesøn, du bor midt i et opsætsigt hus,+ hvor de har øjne at se med, men dog ikke ser,+ ører at høre med, men dog ikke hører,+ for de er et opsætsigt hus.+ 3 Men du, menneskesøn, lav dig en oppakning med henblik på landflygtighed og gå i landflygtighed ved dag, for øjnene af dem, ja, du skal gå i landflygtighed, fra dit eget sted til et andet sted, for øjnene af dem. Måske ser de, skønt* de er et opsætsigt hus.+ 4 Og din oppakning, der er som en oppakning med henblik på landflygtighed, skal du bringe ud ved dag, for øjnene af dem, og selv skal du gå ud om aftenen, for øjnene af dem, som nogle der føres bort i landflygtighed.+

5 Bryd dig et hul gennem muren for øjnene af dem, og bring [oppakningen] ud gennem det.+ 6 Du skal bære [den] på skulderen for øjnene af dem. Mens det er mørkt skal du bringe [den] ud. Du skal dække dit ansigt så du ikke kan se jorden, for jeg har gjort dig til et varsel+ for Israels hus.“+

7 Så gjorde jeg sådan som jeg havde fået påbudt.+ Min oppakning bragte jeg ud ved dag, som en oppakning med henblik på landflygtighed; og om aftenen brød jeg mig et hul gennem muren med hånden. Mens det var mørkt bragte jeg [oppakningen] ud. Jeg bar [den] på skulderen, for øjnene af dem.

8 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig om morgenen og lød: 9 „Menneskesøn, sagde de af Israels hus, det opsætsige hus,+ ikke til dig: ’Hvad laver du?’ 10 Sig til dem: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Det gælder selve høvdingen,+ dette budskab om Jerusalem og hele Israels hus, som er i deres midte.“’

11 Sig: ’Jeg er et varsel for jer.+ Sådan som jeg har gjort, således skal der gøres med dem. I landflygtighed, i fangenskab skal de gå.+ 12 Og høvdingen som er i deres midte, skal bære [oppakningen] på skulderen mens det er mørkt og gå ud; de vil bryde gennem muren for at bringe [oppakningen] ud gennem den.+ Sit ansigt vil han dække, så han ikke med egne øjne ser jorden.’ 13 Og jeg vil brede mit net ud over ham, ja, han skal fanges i mit fangegarn;+ og jeg vil bringe ham til Babylon,* til kaldæernes land,+ men det får han dog ikke at se; og dér skal han dø.+ 14 Og alle som er omkring ham, hans hjælpere og alle hans hærafdelinger, vil jeg sprede for alle vinde;*+ og jeg trækker sværdet bag dem.+ 15 Og de skal vide at jeg er Jehova, når jeg spreder dem blandt nationerne og strør dem ud i landene.+ 16 Og jeg vil lade nogle få* af dem blive tilbage efter sværdet,+ efter hungersnøden og efter pesten, for at de kan berette om alle deres vederstyggeligheder+ blandt de nationer som de kommer til;+ og de skal vide at jeg er Jehova.“

17 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 18 „Menneskesøn, med skælven skal du spise dit brød, og med uro og med ængstelse skal du drikke dit vand.+ 19 Og du skal sige til landets folk:* ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt om Jerusalems indbyggere på Israels jord:*+ „Med ængstelse skal de spise deres brød, og med forfærdelse skal de drikke deres vand, for deres land lægges øde [og tømmes] for det der fylder det,+ på grund af den vold der øves af alle som bor der.+ 20 Og de beboede byer vil blive afsvedet,+ og landet vil blive en ødemark,+ og I skal vide at jeg er Jehova.“’“+

21 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 22 „Menneskesøn, hvad er det for et mundheld I har på Israels jord+ når I siger: ’Dagene trækker ud,+ og hvert syn glipper’?+ 23 Sig derfor til dem: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Jeg vil bringe dette mundheld til ophør, og man skal ikke mere bruge det mundheld i Israel.“’+ Men sig til dem: ’Dagene er kommet nær,+ også hvad hvert syn siger.’ 24 For der vil ikke mere forekomme noget som helst usandt syn+ eller nogen tvetydig* spådom inden for Israels hus.+ 25 ’„For jeg, Jehova, siger det ord jeg vil sige, og det vil blive udført.+ [Tiden] vil ikke længere blive skudt ud,+ for i jeres dage,+ du opsætsige hus, vil jeg sige et ord og også udføre det,“ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.’“

26 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 27 „Menneskesøn, se, Israels hus siger: ’Det syn han ser, rækker mange dage frem, og han profeterer om tider der ligger langt borte.’+ 28 Sig derfor til dem: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „’[Tiden] vil ikke længere blive skudt ud for nogen som helst af mine ord.+ Hvad jeg siger — det vil blive udført,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“’“+

13 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 2 „Menneskesøn, profetér om Israels profeter som profeterer,+ og sig til dem der profeterer efter deres eget hjerte:+ ’Hør Jehovas ord.+ 3 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Ve de uforstandige+ profeter som vandrer efter deres egen ånd,*+ når de intet har set!+ 4 Dine profeter, Israel, er som ræve på øde steder.+ 5 I vil ikke gå op i bruddene i muren,+ og I vil ikke bygge en stenmur+ om Israels hus for at holde stand i krigen på Jehovas dag.“+ 6 „De har set et usandt syn og en løgnagtig spådom,+ de som siger: ’Jehovas udsagn lyder,’ skønt Jehova ikke har sendt dem; og dog venter de at få [deres] ord opfyldt.+ 7 Er det ikke et usandt syn I så, og en løgnagtig spådom I fremsagde, da I sagde: ’Jehovas udsagn lyder,’ skønt jeg intet havde udtalt?“’+

8 ’Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: „’Fordi I har talt usandt og set løgn, derfor, se, er jeg imod jer,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“ 9 Og min hånd er imod de profeter som ser usandt og spår løgn.+ De skal ikke forblive i mit folks fortrolige kreds,+ og de skal ikke indskrives i Israels hus’ register,*+ og de skal ikke komme til Israels jord;+ og I* skal vide at jeg er den suveræne Herre Jehova,+ 10 fordi, ja, fordi de har vildledt mit folk ved at sige: „Der er fred,“ når der ikke er fred,+ og der er nogen som bygger en skillemur, og forgæves+ er der andre som pudser den med hvidtekalk.’+

11 Sig til dem der pudser den med hvidtekalk at den vil falde. Der kommer en rivende skylregn, og I haglsten vil falde,* og en vældig stormvind* vil bryde igennem.+ 12 Og se, muren skal falde. Vil der så ikke blive sagt til jer: ’Hvor er pudset som I pudsede med?’+

13 Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Ja, jeg vil i min forbitrelse lade en vældig stormvind bryde igennem, og ved min vrede kommer der en rivende skylregn, og ved [min] forbitrelse kommer der haglsten for at udslette.+ 14 Og jeg vil rive den mur ned som I har pudset med hvidtekalk og jævne den med jorden, og dens grundvold skal blottes.+ Og [byen]* skal falde, og I møder jeres endeligt i dens midte, og I skal vide at jeg er Jehova.’+

15 ’Og jeg vil udtømme min forbitrelse over muren og over dem der pudser den med hvidtekalk, og jeg siger til jer: „Muren er der ikke mere, og de der pudser den er der ikke mere,+ 16 nemlig de af Israels profeter som profeterer for Jerusalem og ser syner for det om fred,+ når der ikke er fred,“’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.+

17 Og du, menneskesøn, ret dit ansigt+ mod dit folks døtre, dem der er profetinder+ efter deres eget hjerte,+ og profetér imod dem. 18 Og du skal sige: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Ve de kvinder der syr bånd til alle albuer* og laver slør til hoveder [på folk] af enhver højde for at jage sjæle!*+ Er det mit folks sjæle I jager, mens I bevarer jeres egne sjæle i live? 19 Og vil I vanhellige mig over for mit folk for nogle håndfulde byg og nogle bidder brød,+ for at bringe død over sjæle der ikke burde dø,+ og for at bevare sjæle i live der ikke burde leve, ved at I lyver for mit folk, der hører efter løgn?“’+

20 Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Se, jeg er imod jeres bånd som I jager sjæle med som var de flyvende [fugle], og jeg vil rive dem af jeres arme og slippe de sjæle løs* som I jager, sjæle* som var de flyvende [fugle].+ 21 Og jeg vil rive jeres slør af og udfri mit folk af jeres hånd, og de skal ikke mere være i jeres hånd som fanget bytte; og I skal vide at jeg er Jehova.+ 22 Fordi I med løgn+ har gjort den retfærdiges hjerte nedslået, skønt jeg ikke selv har voldt ham smerte, og fordi I har styrket den ugudeliges hænder+ så han ikke vendte om fra sin onde vej, så jeg kunne bevare ham i live,+ 23 derfor skal I ikke fortsat se usande syner+ og ikke længere drive spådom;+ og jeg vil udfri mit folk af jeres hånd,+ og I skal vide at jeg er Jehova.’“+

14 Så kom der nogle mænd* af Israels ældste til mig og satte sig foran mig.+ 2 Da kom Jehovas ord til mig, og det lød: 3 „Menneskesøn, disse mænd har lukket deres uhumske guder ind i deres hjerte, og den snublesten der er årsag til deres brøde, har de sat op foran deres ansigt.+ Skal jeg overhovedet lade mig rådspørge af dem?+ 4 Tal derfor med dem og sig til dem: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Enhver mand* af Israels hus som lukker sine uhumske guder+ ind i sit hjerte, og som anbringer selve den snublesten der er årsag til hans brøde, foran sit ansigt, og så kommer til profeten, af ham vil jeg, Jehova, lade mig bevæge til at svare i sagen i overensstemmelse med mængden af hans uhumske guder,+ 5 for at gribe Israels hus ved deres hjerte,+ da de har skilt sig fra mig som følge af alle deres uhumske guder.“’+

6 Sig derfor til Israels hus: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Vend om og vend jer fra jeres uhumske guder,+ og vend jeres ansigt bort fra alle jeres vederstyggeligheder;+ 7 for enhver mand af Israels hus eller af de fastboende udlændinge der holder til i Israel, som skiller sig ud og ikke følger mig,+ og som lukker sine uhumske guder ind i sit hjerte, og som anbringer selve den snublesten der er årsag til hans brøde, foran sit ansigt, og så kommer til profeten for at hente sig råd hos mig,+ af ham vil jeg, Jehova, lade mig bevæge til selv at give et svar. 8 Ja, jeg vil rette mit ansigt mod den mand*+ og gøre ham til et tegn+ og et mundheld,+ og jeg vil udrydde ham af mit folks midte;+ og I skal vide at jeg er Jehova.“’+

9 ’Og hvis profeten bliver narret så han taler et ord, er det mig, Jehova, der har narret den profet;+ og jeg vil række min hånd ud imod ham og tilintetgøre ham af mit folk Israels midte.+ 10 Og de skal bære deres brøde+ — spørgerens brøde er som profetens brøde+ — 11 for at Israels hus ikke mere skal fare vild så de ikke følger mig,+ og ikke mere besmitte sig med alle deres overtrædelser. Nej, de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud,’* lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“+

12 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 13 „Menneskesøn, hvis et land synder mod mig ved at handle troløst,+ så vil jeg række min hånd ud imod det og brække staven til de ringformede brød*+ for det og sende hungersnød over det+ og udrydde mennesker og husdyr af det.“+ 14 „’Og var disse tre mænd,* Noa,+ Daniel+ og Job,+ i dets midte, ville kun de udfri deres sjæl, på grund af deres retfærdighed,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“+

15 „’Eller hvis jeg lod farlige vilddyr gå igennem landet,+ og de gjorde det folketomt,*+ og det blev en ødemark hvor ingen færdedes på grund af vilde dyr,+ 16 [og] disse tre mænd var i dets midte, så ville de, så sandt jeg lever,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’hverken udfri sønner eller døtre; kun de alene ville blive udfriet, men landet ville blive en ødemark.’“+

17 „’Eller hvis jeg lod sværdet komme over det land+ og sagde: „Lad sværdet gå gennem landet,“ og jeg udryddede mennesker* og husdyr af det,+ 18 og disse tre mænd var i dets midte,+ så ville de, så sandt jeg lever,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’hverken udfri sønner eller døtre, men kun de alene ville blive udfriet.’“+

19 „’Eller hvis jeg sendte* pest over det land+ og udøste min forbitrelse over det med blod,+ for at udrydde mennesker og husdyr af det, 20 og Noa,+ Daniel+ og Job+ var i dets midte,+ så ville de, så sandt jeg lever,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’hverken udfri søn eller datter; kun de ville udfri deres sjæl på grund af deres retfærdighed.’“+

21 „For således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Således [går det] når jeg sender mine fire slemme straffedomme+ — sværd og hungersnød og farlige vilddyr og pest+ — over Jerusalem for at udrydde mennesker og husdyr af det.+ 22 Men se, en undsluppen flok vil dog blive ladt tilbage i det, de som føres bort,+ sønner og døtre, se, dér er de! De kommer ud til jer, og I skal se deres adfærd og deres gerninger.+ Og I skal trøstes over den ulykke som jeg har ladet komme over Jerusalem, ja, alt det jeg har ladet komme over det.’“

23 „’Og de skal trøste jer, når I ser deres adfærd og deres gerninger; og I skal vide at det ikke var uden grund at jeg gjorde alt det jeg måtte gøre imod* det,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“+

15 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 2 „Menneskesøn, på hvilken måde er vintræet+ anderledes end ethvert andet træ, skuddet der står blandt skovens træer? 3 Tager man træ fra det for at lave noget af det? Eller tager man en knage fra det til at hænge et eller andet redskab på? 4 Se, det overgives til ilden som brændsel.+ Ilden fortærer begge ender af det, og det midterste af det svides.+ Duer det til noget? 5 Se, da det var helt, kunne man ikke lave noget af det. Hvor meget mindre kan man da lave noget af det når ilden har fortæret det og det er blevet svedet!“+

6 „Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Ligesom vintræet blandt skovens træer, som jeg har overgivet til ilden som brændsel, sådan har jeg overgivet Jerusalems indbyggere.+ 7 Og jeg har rettet* mit ansigt imod dem.+ De kom ud af ilden, men ilden vil dog fortære dem.+ Og I skal vide at jeg er Jehova, når jeg retter mit ansigt imod dem.’“+

8 „’Og jeg vil gøre landet til en ødemark,+ fordi de har handlet troløst,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

16 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 2 „Menneskesøn, gør Jerusalem bekendt+ med dets vederstyggeligheder.+ 3 Og du skal sige: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt til Jerusalem: „Stedet for din oprindelse og din fødsel var kana’anæernes land.+ Din fader var amorit+ og din moder var hetit.+ 4 Og angående din fødsel, så blev din navlestreng ikke skåret over den dag du blev født,+ og du blev ikke vasket ren i vand, og du blev overhovedet ikke gnedet med salt, og du blev slet ikke svøbt ind. 5 Intet øje ynkedes over dig så man gjorde bare én af disse ting for dig, af medfølelse med dig,+ men du blev kastet ud på markens flade, for man havde afsky for din sjæl den dag du blev født.

6 Og jeg kom forbi dig og så dig sprælle i dit blod, og jeg sagde da til dig dér i dit blod: ’Lev!’+ Ja, jeg sagde til dig dér i dit blod: ’Lev!’ 7 Jeg gjorde dig til en vældig mængde* som det der spirer på marken, så du voksede op og blev stor+ og fremtrådte med de skønneste smykker:+ brysterne var fuldt udviklede og dit hår var vokset langt, men du var nøgen og bar.“’*

8 ’Og jeg kom forbi dig og så dig, og se, din tid var inde, tiden til elskov.+ Så bredte jeg min kappeflig ud over dig+ og dækkede din nøgenhed og aflagde en ed over for dig og gik ind i en pagt med dig,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’og så blev du min.+ 9 Derefter vaskede jeg dig med vand+ og skyllede blodet af dig og indgned dig med olie.+ 10 Så klædte jeg dig i en broderet dragt+ og gav dig sælskindssko+ på og hyllede dig i fint linned+ og dækkede dig med kostbart stof. 11 Jeg pyntede dig endvidere med smykker og satte armbånd+ på dine håndled og en kæde om din hals.+ 12 Desuden satte jeg en ring i din næse+ og ørenringe i dine ører+ og en smuk krone på dit hoved.+ 13 Og du fortsatte med at pynte dig med guld og sølv, og din klædning var fint linned og kostbart stof og en broderet dragt.+ Du spiste fint mel og honning og olie,+ og du blev meget, meget smuk og blev egnet til at få kongelig værdighed.’“+

14 „’Så kom dit navn ud blandt nationerne på grund af din skønhed, for den var fuldendt som følge af min pragt som jeg havde lagt på dig,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

15 „’Men du gav dig til at stole på din skønhed+ og blev utugtig på grund af dit navn+ og udøste dine utugtige gerninger over enhver som kom forbi;+ [din skønhed]* blev hans. 16 Så tog du nogle af dine klæder og lavede dig brogede offerhøje,+ og du bedrev utugt på dem+ — noget sådant går ikke an, og det burde ikke ske.* 17 Så tog du dine smukke ting, af mit guld og af mit sølv, som jeg havde givet dig,+ og du lavede dig mandsbilleder+ og bedrev utugt med dem.*+ 18 Så tog du dine broderede klæder og tildækkede dem; og min olie og min røgelse+ satte du hen foran dem. 19 Og mit brød som jeg havde givet dig — fint mel og olie og honning som jeg havde ladet dig spise+ — det satte du frem for dem som en formildende* duft,+ og det blev ved med at ske,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

20 „’Så tog du dine sønner og dine døtre som du havde født mig,+ og du bragte dem som slagtofre til [afguderne],* til at fortæres+ — var det ikke nok med dine utugtige gerninger? 21 Nej, du slagtede mine sønner,*+ og ved at lade dem gå gennem [ilden] gav du dem til [afguderne].+ 22 Og med alle dine vederstyggeligheder og dine utugtige gerninger huskede du ikke din ungdoms dage da du var nøgen og bar; sprællende i dit blod lå du der.+ 23 Og efter al din ondskab („ve, ve dig,“+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova), 24 byggede du dig en høj* og lavede dig en forhøjning på hvert torv.+ 25 Ved hvert gadehjørne byggede du din forhøjning,+ og du gjorde din skønhed til noget afskyeligt+ og spredte dine ben for enhver der kom forbi,+ og gjorde dine utugtige gerninger talrige.+ 26 Så bedrev du utugt med Ægyptens sønner,+ dine naboer hvis kød* er stort,+ og du blev ved med at øge din utugt for at krænke mig. 27 Og se, jeg vil række min hånd ud imod dig+ og skære ned på din retmæssige andel+ og overgive dig til de kvinder med [grådig] sjæl+ som hader dig,+ filistrenes døtre,+ der skammer sig over din skamløse adfærd.+

28 Så bedrev du utugt med Assyriens sønner fordi du ikke var blevet mæt,+ ja, du blev ved med at bedrive utugt med dem, og du blev dog ikke mæt. 29 Du øgede så din utugt til at omfatte Kaʹna’ans land,+ Kaldæʹa,+ og blev heller ikke mæt af dette. 30 Åh, hvor jeg er fuld af forbitrelse+ imod dig,’* lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’over at du gør alle disse ting, en magtsyg, utugtig kvindes+ værk. 31 Da du byggede din høj ved hvert gadehjørne og lavede din forhøjning på hvert torv, var du dog ikke som en skøge, idet du forsmåede skøgelønnen. 32 En kvinde der begår ægteskabsbrud,* tager fremmede i stedet for sin egen mand.+ 33 Til alle skøger plejer man at give en gave,+ men du, derimod, giver selv gaver til alle dine elskere,+ og du bestikker dem til at komme til dig fra alle kanter til dine utugtige gerninger.+ 34 Ja, med dig forholder det sig modsat af hvordan det er med andre kvinder, med hensyn til dine utugtige gerninger, for på din måde er der ikke bedrevet utugt, da det er dig der har givet skøgeløn, mens der ingen skøgeløn er givet til dig, og således er det modsat.’

35 Derfor, du skøge,+ hør Jehovas ord.+ 36 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Fordi din vellyst* er udgydt+ og dine kønsdele+ er blottede ved dine utugtige gerninger over for dine elskere+ og over for alle dine vederstyggelige, uhumske guder,+ sammen med blodet af dine sønner som du gav dem,+ 37 derfor, se, samler jeg alle dine elskere som du var til behag, og alle dem du elskede, sammen med alle dem du hadede, ja, jeg vil samle dem mod dig fra alle kanter og blotte dine kønsdele for dem, og de skal se dine kønsdele helt.+

38 Og jeg vil dømme dig som de kvinder dømmes der begår ægteskabsbrud+ og udgyder blod,+ og jeg vil give dig forbitrelsens og skinsygens blod.+ 39 Og jeg vil overgive dig i deres hånd, og de skal nedrive din høj,+ og dine forhøjninger skal brydes ned,+ og de skal tage dine klæder af dig+ og tage dine smukke ting+ og efterlade dig nøgen og bar. 40 Og de skal føre en forsamling op imod dig+ og stene dig+ og slå dig ihjel med deres sværd.+ 41 Og de skal brænde dine huse med ild+ og eksekvere straffedomme over dig for øjnene af mange kvinder;+ og jeg vil få dig til at høre op med at være utugtig,+ og desuden skal du ikke mere give skøgeløn. 42 Og jeg vil dulme min forbitrelse på dig,+ og min skinsyge skal vige fra dig;+ og jeg vil falde til ro og ikke mere føle mig krænket.’

43 ’Fordi du ikke huskede din ungdoms dage+ men ophidsede mig med alt dette,+ se, så vil jeg til gengæld lade din adfærd komme over [dit eget] hoved,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’og du skal ikke øve skamløshed ved siden af alle dine vederstyggeligheder.

44 Se, alle som bruger mundheld+ mod dig, vil bruge dette mundheld og sige: „Som moderen er, således er hendes datter.“+ 45 Du er din moders datter;+ hun afskyede sin mand+ og sine sønner. Og du er dine søstres søster, de som afskyede deres mænd og deres sønner. Jeres moder var hetit,+ og jeres fader var amorit.’“+

46 „’Og din storesøster er Samaʹria+ med dens småbyer,*+ som bor til venstre for dig; og din lillesøster, som bor til højre for dig, er Soʹdoma+ med dens småbyer.+ 47 Men du vandrede ikke helt på deres veje, og du handlede ikke helt efter deres vederstyggeligheder:+ Efter en meget kort tid handlede du mere ødelæggende end de på alle dine veje.+ 48 Så sandt jeg lever,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’din søster Soʹdoma, den og dens småbyer, har ikke handlet sådan som du har gjort, du og dine småbyer.+ 49 Se, dette var din søster Soʹdomas brøde: stolthed,+ brød i overflod+ og ubekymret+ ro var blevet den og dens småbyer+ til del, mens den ikke styrkede den nødstedtes+ og fattiges hånd.+ 50 Og de* blev ved med at være hovmodige+ og at øve hvad der var vederstyggeligt for mit ansigt,+ og endelig fjernede jeg dem, sådan som jeg anså [det for passende].*+

51 Og Samaʹria+ har ikke syndet halvt så meget som du har syndet, og du blev ved med at øge dine vederstyggeligheder mere end de, så du fik dine søstre til at se retfærdige ud, med alle dine vederstyggeligheder som du øvede.+ 52 Da bær også du din ydmygelse, du som har talt dine søstres sag. På grund af dine synder, hvormed du har handlet mere afskyeligt end de, er de mere retfærdige end du.+ Bliv da skamfuld, også du, og bær din ydmygelse, idet du får dine søstre til at se retfærdige ud.’

53 ’Og jeg vil lade deres fangne, Soʹdomas og dens småbyers fangne, og Samaʹrias og dens småbyers fangne, vende tilbage;+ og jeg vil også lade dine fangne vende tilbage* i deres midte,+ 54 så du kommer til at bære din ydmygelse+ og bliver ydmyget som følge af alt hvad du har gjort, idet du var en trøst for dem.+ 55 Og dine søstre, Soʹdoma og dens småbyer, skal vende tilbage til deres tidligere tilstand, og Samaʹria og dens småbyer skal vende tilbage til deres tidligere tilstand, og du selv og dine egne småbyer skal vende tilbage til jeres tidligere tilstand.+ 56 Og din søster Soʹdoma hørte man ikke om fra din mund på din stoltheds dag,+ 57 før din ondskab blev afsløret,+ som dengang forsmædelse kom fra Aʹrams*+ døtre og alle deromkring, filistrenes+ døtre, de som fra alle sider behandler dig med foragt.+ 58 Din skamløshed+ og dine vederstyggeligheder må du selv bære,’+ lyder Jehovas udsagn.“

59 „For således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Ja, jeg vil gøre med dig sådan som du har gjort,+ fordi du har ringeagtet eden ved at bryde [min] pagt.*+ 60 Men jeg vil huske min pagt med dig i din ungdoms dage,+ og jeg vil oprette en varig pagt for dig.+ 61 Og du skal huske din adfærd+ og føle dig ydmyget når du modtager dine søstre, dem der er ældre end du og dem der er yngre end du, og jeg vil give dig dem som døtre,+ men ikke som følge af din pagt.’+

62 ’Og jeg vil oprette min pagt med dig,+ og du skal vide at jeg er Jehova, 63 for at du kan huske det og blive skamfuld+ og ikke mere vil kunne åbne munden+ på grund af din ydmygelse, når jeg skaffer dig soning+ for alt hvad du har gjort,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

17 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 2 „Menneskesøn, fremsæt en gåde+ og fremfør en lignelse* for Israels hus.+ 3 Og du skal sige: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Den store ørn+ med store vinger,+ lange svingfjer [og] fyldig fjerdragt som var broget, kom til Libanon+ og tog toppen+ af cederen.+ 4 Den plukkede det øverste af dens spæde skud af og bragte det til Kaʹna’ans land;+ den satte det i købmændenes by. 5 Endvidere tog den af landets sæd+ og lagde den i en sædemark. Den satte den som en pilekvist, som et piletræ ved rigeligt vand.+ 6 Så spirede den og blev et vintræ der bredte sig, af lav vækst,+ tilbøjeligt til at vende sit løv indad; og der kom efterhånden rødder under det. Således blev det til et vintræ og frembragte skud og udsendte grene.+

7 Og der var en anden stor ørn+ med store vinger og mange fjer,+ og se, dette samme vintræ strakte hungrende sine rødder ud imod den.+ Og det rakte sit løv ud imod den for at [den skulle] vande det, borte fra de bed hvor det var plantet.+ 8 Det var allerede plantet om i en god mark ved rigeligt vand,+ for at det skulle frembringe grene og bære frugt, for at det skulle blive et majestætisk vintræ.“’

9 Sig: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Vil det lykkes for det?+ Vil man ikke rykke dets rødder op+ og gøre dets frugt skællet? Og skal alle dets friskplukkede spirer ikke blive tørre?+ Det vil blive tørt. Der skal hverken en stor arm eller mange folk til at løfte det fra sine rødder. 10 Og se, det er plantet om, men vil det lykkes for det? Vil det ikke tørre helt ud, som når østenvinden rammer det?+ I de bed hvor det spirede frem, vil det tørre ud.“’“+

11 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 12 „Sig dog til det opsætsige hus:+ ’Ved I ikke hvad dette betyder?’ Sig: ’Se, Babylons* konge kom til Jerusalem og tog dets konge og dets fyrster+ og bragte dem til sig i Babylon.+ 13 Endvidere tog han en af det kongelige afkom+ og sluttede* en pagt med ham og tog ham i ed;+ men landets ledende mænd førte han bort,+ 14 for at riget skulle holdes nede,+ ude af stand til at hæve sig op, så det* kunne bestå ved at holde hans pagt.+ 15 Men han gjorde oprør+ mod ham ved at sende sine sendebud til Ægypten, for at det skulle give ham heste og mange folk.+ Vil det lykkes for ham? Vil han undslippe, han som gør dette og som har brudt pagten? Ja, skal han undslippe?’+

16 ’„Så sandt jeg lever,“+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, „på det sted hvor den konge er som gjorde ham til konge, hvis ed han ringeagtede+ og hvis pagt han brød, hos ham, i Babylons midte, skal han dø.+ 17 Og selv med en stor kampstyrke og med en talrig forsamling kan Farao ikke gøre noget for ham i krigen,+ ved at opkaste en belejringsvold og ved at bygge en belejringsmur for at udrydde mange sjæle.+ 18 Nej, han ringeagtede eden+ ved at bryde pagten, og se, han havde givet sin hånd [derpå]+ og har dog gjort alt dette. Han vil ikke undslippe.“’+

19 ’Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Så sandt jeg lever, visselig, jeg lader min ed som han har ringeagtet+ og min pagt som han har brudt, komme over hans hoved. 20 Og jeg vil brede mit net ud over ham, og han skal fanges i mit fangegarn;+ og jeg vil bringe ham til Babylon, og dér vil jeg indlede et retsopgør med ham for den troløshed som han har vist mig.+ 21 Og alle flygtningene fra alle hans hærafdelinger skal falde for sværdet, og de som bliver tilbage skal spredes for alle vinde.*+ Og I skal vide at jeg, Jehova, har talt.“’+

22 ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Jeg vil også selv tage noget af cederens høje top og sætte [den];+ fra det øverste af dens kviste plukker jeg en spæd kvist,+ og jeg vil selv plante den på et højt og knejsende bjerg.+ 23 På Israels høje bjerg planter jeg den,+ og den skal bære grene og frembringe frugt+ og blive en majestætisk ceder.+ Og under den skal hver fugl, hver vinget skabning, bo; de skal bo i dens løvs skygge.+ 24 Og alle markens træer skal vide at jeg, Jehova,+ har fornedret det høje træ+ og ophøjet det lave træ,+ har udtørret det endnu friske træ+ og fået det tørre træ til at blomstre. Jeg, Jehova, har talt og handlet.“’“+

18 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 2 „Hvad betyder det for jer at I bruger dette ordsprog på Israels jord og siger: ’Det er fædrene der spiser sure druer, men det er sønnernes tænder der bliver ømme’?*+

3 ’Så sandt jeg lever,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’det skal ikke mere være sådan at I bruger dette ordsprog i Israel. 4 Se, alle sjælene* tilhører mig.+ Såvel faderens sjæl+ som sønnens sjæl — de tilhører mig.+ Den sjæl der synder,+ den skal dø.*+

5 Men i det tilfælde at en mand* er retfærdig og har øvet ret og retfærdighed+ — 6 han har ikke spist [offermåltid]+ på bjergene+ og har ikke løftet sine øjne til Israels hus’ uhumske guder,+ og han har ikke besmittet sin næstes hustru+ og vil ikke nærme sig en kvinde i [tiden for] hendes urenhed,+ 7 og han vil ikke behandle nogen dårligt;+ han giver sit pant for en gæld tilbage;+ han begår ikke røveri;+ den sultne giver han sit brød+ og den nøgne dækker han med en klædning;+ 8 han låner ikke ud mod rente+ og tager ikke åger;+ han holder sin hånd fra uret;+ han øver sand ret mand og mand imellem;+ 9 efter mine forskrifter vandrer han,+ og mine lovbud har han holdt for at øve sandhed:+ han er retfærdig+ — han skal visselig leve,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.

10 ’Men er han blevet fader til en søn der er røver,+ som udgyder blod+ og har gjort hvad der ligner en af disse ting* 11 (mens han selv ikke har gjort nogen af disse ting) idet han også har spist [offermåltid] på bjergene+ og har besmittet sin næstes hustru,+ 12 har behandlet den nødstedte og fattige dårligt,+ har begået røverier,+ ikke har villet give et pant tilbage,+ og har løftet sine øjne til de uhumske guder,+ har øvet en vederstyggelighed,+ 13 har lånt ud mod rente+ og taget åger:+ han skal visselig ikke leve. Alle disse vederstyggeligheder har han øvet.+ Han skal visselig lide døden. Hans blod skal komme over ham selv.+

14 Men se, han er blevet fader til en søn som ser alle de synder som hans fader har gjort, ja, han ser* dem og gør ikke efter dem.+ 15 Han har ikke spist [offermåltid] på bjergene og har ikke løftet sine øjne til Israels hus’ uhumske guder;+ han har ikke besmittet sin næstes hustru,+ 16 og han har ikke behandlet nogen* dårligt,+ ikke taget pant+ og ikke begået røveri;+ den sultne har han givet sit brød,+ og den nøgne har han dækket med en klædning;+ 17 han har holdt sin hånd fra den nødstedte* og har ikke taget rente+ eller åger;+ han har handlet efter mine lovbud;+ han har vandret efter mine forskrifter:+ han skal ikke dø for sin faders brøde.+ Han skal visselig leve.+ 18 Hans fader, derimod, skal dø for sin brøde,+ fordi han øvede udbytning,+ begik røveri mod en broder+ og gjorde hvad der ikke er godt i sit folks midte.+

19 Og I vil sige: „Hvordan kan det være at sønnen ikke skal bære noget af faderens brøde?“+ Når sønnen har øvet ret og retfærdighed,+ har holdt alle mine forskrifter og fortsat handler efter dem,+ skal han visselig leve.+ 20 Den sjæl der synder, den skal dø.*+ En søn skal ikke bære noget af faderens brøde, og en fader skal ikke bære noget af sønnens brøde.+ Den retfærdiges egen retfærdighed kommer over ham selv,+ og den ugudeliges egen ugudelighed kommer over ham selv.+

21 Men i det tilfælde at en ugudelig vender om fra alle de synder som han har begået+ og holder alle mine forskrifter og øver ret og retfærdighed,+ skal han visselig leve. Han skal ikke dø.+ 22 Ingen af de overtrædelser som han har begået, vil blive husket [til ugunst] for ham.+ Ved den retfærdighed som han har øvet, skal han leve.’+

23 ’Skulle jeg på nogen måde finde behag i den ugudeliges død?’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova; ’mon ikke i at han vender om fra sine veje, så han må leve?’+

24 ’Men når den retfærdige vender om fra sin retfærdighed og øver uret,+ handler og lever efter alle de vederstyggeligheder som den ugudelige øver,+ vil ingen af alle de retfærdige gerninger som han har gjort, blive husket.+ For den troløshed han har vist og for den synd han har begået skal han dø.+

25 Og I vil sige: „Jehovas* vej er ikke rigtig.“+ Hør da, Israels hus. Er min vej ikke rigtig?+ Er det ikke jeres veje der ikke er rigtige?+

26 Når en retfærdig vender om fra sin retfærdighed og øver uret+ og dør på grund af dem, er det for den uret han har øvet, han dør.+

27 Og når en ugudelig vender om fra den ugudelighed som han har begået og derpå øver ret og retfærdighed,+ vil han bevare sin sjæl i live.+ 28 Når han ser* det+ og vender om fra alle de overtrædelser han har begået,+ skal han visselig leve. Han skal ikke dø.+

29 Og Israels hus vil sige: „Jehovas* vej er ikke rigtig.“+ Er det mine veje der ikke er rigtige, Israels hus?+ Er det ikke jeres veje som ikke er rigtige?’+

30 ’Derfor, Israels hus, vil jeg dømme enhver af jer efter hans veje,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.+ ’Vend om, ja, omvend jer fra alle jeres overtrædelser,+ og lad intet blive en snublesten til brøde for jer.+ 31 Kast alle de overtrædelser som I har begået, af jer,+ og få jer et nyt hjerte+ og en ny ånd,+ for hvorfor vil I dø,+ Israels hus?’

32 ’For jeg finder ikke behag i nogens død,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova. ’Omvend jer derfor og lev.’“+

19 „Og du, istem en klagesang+ om Israels høvdinger+ 2 og sig: ’Hvad var din moder? En løvinde blandt løver!*+ Hun lå blandt unge løver med manke. Hun opfostrede sine unger.

3 Således lod hun én af sine unger vokse op.+ Den blev en ung løve med manke, og den lærte at sønderrive et bytte.+ Den åd endog mennesker.* 4 Og nationer hørte om den. Den blev fanget i deres faldgrube, og de førte den ved hjælp af kroge* til Ægyptens land.+

5 Da hun så at hun havde ventet [forgæves], at hendes håb var svundet, tog hun en anden af sine unger.+ Hun gjorde den til en ung løve med manke. 6 Og den vandrede om blandt løver. Den blev en ung løve med manke. Og den lærte at sønderrive et bytte.+ Den åd endog mennesker.+ 7 Og den kendte dets* tårnborge,* og den hærgede deres byer,+ så landet og hvad der fyldte det blev lagt øde ved lyden af dens brølen.+ 8 Nationerne rundt om fra provinserne stillede derpå op* imod den+ og bredte deres net ud over den.+ Den blev fanget i deres faldgrube.+ 9 Så satte de den ved hjælp af kroge* i et bur og førte den til Babylons* konge.+ De førte den dertil ved hjælp af fangegarn, for at dens røst ikke mere skulle høres på Israels bjerge.+

10 Din moder+ var som et vintræ i dit blod,*+ plantet ved vand. Det bar frugt og var fuldt af grene som følge af det rigelige vand.+ 11 Og de blev til stærke stave for det, til sceptre for herskere.+ Og dets vækst blev høj blandt grene, og det blev synligt på grund af sin højde, på grund af sit rigelige løv.+ 12 Men så blev det rykket op i forbitrelse.+ Det blev kastet til jorden, og østenvinden udtørrede dets frugt.+ Dets stærke stav blev revet af og tørrede ud.+ Ild fortærede den.+ 13 Og nu er det plantet i ørkenen,+ i et tørt og tørstigt land.+ 14 Og der udgik ild fra [dets] stav.+ Den fortærede dets skud, dets frugt, og så var der ingen stærk stav på det, intet herskerscepter.+

Dette er en klagesang, og en klagesang bliver det.’“+

20 Da der nu, i det syvende år, i den femte [måned], på den tiende [dag] i måneden, kom mænd fra Israels ældste for at rådspørge Jehova,+ og de satte sig foran mig,+ 2 kom Jehovas ord til mig, og det lød: 3 „Menneskesøn, tal med Israels ældste og sig til dem: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Er det for at rådspørge mig at I kommer?+ ’Så sandt jeg lever, jeg vil ikke lade mig rådspørge af* jer,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“’

4 Vil du dømme dem? Vil du dømme [dem], menneskesøn?+ Lad dem få kendskab til deres forfædres vederstyggeligheder.+ 5 Og du skal sige til dem: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „På den dag jeg udvalgte Israel,+ løftede jeg også min hånd+ [og aflagde ed] over for Jakobs hus’ afkom+ og gav mig til kende for dem i Ægyptens land.+ Ja, jeg løftede min hånd [og aflagde ed] over for dem og sagde: ’Jeg er Jehova jeres Gud.’*+ 6 På den dag løftede jeg min hånd+ [og aflagde ed] over for dem på at føre dem ud af Ægyptens land til et land jeg havde udspejdet for dem, et der flød med mælk og honning,+ et der var en pryd for alle lande.+ 7 Så sagde jeg til dem: ’Enhver af jer skal kaste sine øjnes afskyeligheder bort,+ og I skal ikke lade jer besmitte af Ægyptens uhumske guder.+ Jeg er Jehova jeres Gud.’+

8 Så satte de sig op imod mig,+ og de ville ikke høre på mig. De kastede ikke hver især deres øjnes afskyeligheder bort, og de forlod ikke Ægyptens uhumske guder,+ og så sagde jeg at jeg ville udøse min forbitrelse over dem og udtømme min vrede over dem midt i Ægyptens land.+ 9 Men for mit navns skyld handlede jeg [anderledes], for at [det] ikke skulle vanhelliges for øjnene af de nationer som de var iblandt,+ for hvis øjne jeg havde givet mig til kende for dem for at føre dem ud af Ægyptens land.+ 10 Altså førte jeg dem ud af Ægyptens land og bragte dem ud i ørkenen.+

11 Derpå gav jeg dem mine forskrifter,+ og jeg gjorde dem bekendt med mine lovbud;+ for det menneske* der handler efter dem, skal leve ved dem.+ 12 Og jeg gav dem også mine sabbatter,+ for at de skulle være et tegn mellem mig og dem,+ så de kunne vide at jeg er Jehova som helliger dem.*

13 Men Israels hus satte sig op imod mig i ørkenen.+ De vandrede ikke efter mine forskrifter,+ og de forkastede mine lovbud,+ skønt det menneske der følger dem, skal leve ved dem;+ og mine sabbatter vanhelligede de groft.+ Da sagde jeg at jeg ville udøse min forbitrelse over dem i ørkenen for at udslette dem.+ 14 Men for mit navns skyld handlede jeg [anderledes], for at [det] ikke skulle vanhelliges for øjnene af de nationer for hvis øjne jeg havde ført dem ud.+ 15 Og jeg havde endda løftet min hånd [og aflagt ed] over for dem i ørkenen+ på ikke at føre dem ind i det land jeg havde givet [dem], et der flød med mælk og honning,+ et der var en pryd for alle lande,+ 16 fordi de forkastede mine lovbud og ikke vandrede efter mine forskrifter men vanhelligede mine sabbatter, for det var deres uhumske guder deres hjerte gik efter.+

17 Men mit øje ynkedes over dem så jeg ikke bragte ødelæggelse over dem,+ og jeg gjorde ikke ende på dem i ørkenen. 18 Så sagde jeg til deres sønner i ørkenen:+ ’Gå ikke efter jeres forfædres forordninger+ og hold ikke deres lovbud+ og besmit jer ikke med deres uhumske guder.+ 19 Jeg er Jehova jeres Gud.*+ Gå efter mine forskrifter+ og hold mine lovbud*+ og følg dem.+ 20 Og I skal hellige mine sabbatter,+ og de skal tjene som et tegn mellem mig og jer, så I kan vide at jeg er Jehova jeres Gud.’+

21 Derpå satte sønnerne sig op imod mig.+ De vandrede ikke efter mine forskrifter, og de holdt ikke mine lovbud ved at følge dem, skønt det menneske* der følger dem, skal leve ved dem.+ De vanhelligede mine sabbatter.+ Da sagde jeg at jeg ville udøse min forbitrelse over dem og udtømme min vrede over dem i ørkenen.+ 22 Men jeg trak min hånd tilbage,+ og for mit navns skyld handlede jeg [anderledes], for at [det] ikke skulle blive vanhelliget for øjnene af de nationer for hvis øjne jeg havde ført dem ud.+ 23 Og jeg havde endda løftet min hånd [og aflagt ed] over for dem i ørkenen+ på at sprede dem blandt nationerne og strø dem ud i landene,+ 24 fordi de ikke fulgte mine lovbud+ men forkastede mine forskrifter+ og vanhelligede mine sabbatter,+ og fordi deres øjne fulgte deres forfædres uhumske guder.+ 25 Og jeg lod dem også få* forordninger der ikke var gode, og lovbud som de ikke kunne leve ved.+ 26 Og jeg lod dem blive besmittet* af deres gaver, når [de] lod hvert barn som åbnede moders liv gå gennem [ilden],+ for at jeg kunne lægge dem øde, for at de kunne vide at jeg er Jehova.“’+

27 Tal derfor til Israels hus, menneskesøn, og sig til dem:+ ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „I dette har jeres forfædre yderligere spottet mig, når de handlede troløst mod mig:+ 28 Da jeg førte dem ind i det land+ som jeg havde løftet min hånd [og aflagt ed] på at ville give dem,+ da udså de sig hver høj bakke+ og hvert træ med tætte grene, og dér bragte de deres slagtofre,+ og dér gav de deres krænkende offergaver, og dér kom de med deres formildende* dufte,+ og dér udgød de deres drikofre.+ 29 Så sagde jeg til dem: ’Hvad betyder den offerhøj som I går hen til, siden den kaldes Offerhøj* den dag i dag?’“’+

30 Sig derfor til Israels hus: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Besmitter I jer ikke på samme måde som jeres forfædre,+ og går I ikke efter deres afskyeligheder idet I bedriver utugt med dem?+ 31 Og når I frembærer jeres gaver ved at lade jeres sønner gå gennem ilden,+ besmitter I jer så ikke den dag i dag for alle jeres uhumske guder?+ Og så skulle jeg lade mig rådspørge af jer, Israels hus?“’+

’Så sandt jeg lever,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’jeg vil ikke lade mig rådspørge af jer.+ 32 Og det som kommer op i jeres ånd+ skal visselig ikke ske,+ idet I siger: „Vi vil være som nationerne, som slægterne i landene,+ og tjene træ og sten.“’“+

33 „’Så sandt jeg lever,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’med stærk hånd og med udrakt arm+ og med udøst forbitrelse vil jeg herske som konge over jer.+ 34 Og jeg vil føre jer ud fra folkeslagene, og jeg vil samle jer fra de lande som I er spredt i, med stærk hånd og med udrakt arm og med udøst forbitrelse.+ 35 Og jeg vil føre jer ud i folkeslagenes ørken+ og indlede et retsopgør med jer dér, ansigt til ansigt.+

36 Ligesom jeg havde et retsopgør med jeres forfædre i ørkenen ved Ægyptens land,+ sådan indleder jeg et retsopgør med jer,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova. 37 ’Og jeg vil lade jer gå under staven+ og føre jer ind i pagtens bånd.+ 38 Og jeg vil rense jer for oprørerne og dem der begår overtrædelser mod mig;+ jeg fører dem ud fra deres udlændigheds land, men de skal ikke komme ind på Israels jord;+ og I skal vide at jeg er Jehova.’+

39 Og I, Israels hus, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Hver enkelt af jer skal blot gå hen og tjene sine egne uhumske guder.+ Og derefter, hvis I ikke hører på mig, da vil I ikke mere vanhellige mit hellige navn med jeres gaver og med jeres uhumske guder.’+

40 ’For på mit hellige bjerg, på Israels høje bjerg,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’dér skal de tjene mig, hele Israels hus, alle i landet.+ Dér vil jeg vise dem velvilje, og dér vil jeg spørge efter jeres bidrag og førstegrøden af jeres gaver blandt alle jeres hellige ting.+ 41 På grund af den formildende duft vil jeg vise jer velvilje+ når jeg fører jer ud fra folkeslagene og samler jer fra de lande som I er spredt i,+ og jeg vil blive helliget ved jer for øjnene af nationerne.’+

42 ’Og I skal vide at jeg er Jehova+ når jeg fører jer ind på Israels jord,+ ind i det land som jeg løftede min hånd [og aflagde ed] på at ville give jeres forfædre. 43 Og dér skal I huske jeres adfærd og alle jeres gerninger+ hvormed I besmittede jer,+ og I skal føle lede ved jeres egne ansigter på grund af alt det onde som I har gjort.+ 44 Og I skal vide at jeg er Jehova+ når jeg for mit navns skyld handler [anderledes] mod jer,+ ikke efter jeres onde adfærd eller efter jeres fordærvede gerninger,+ Israels hus,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

45* Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 46 „Menneskesøn, vend dit ansigt+ i sydlig retning* og prædik+ mod syden* og profetér mod skoven i området mod syd.* 47 Og du skal sige til skoven mod syd: ’Hør Jehovas ord. Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Se, jeg sætter ild på dig,+ og den skal fortære ethvert friskt træ og ethvert tørt træ i dig.+ Den flammende ild vil ikke blive slukket,+ og alle ansigter fra syd til nord vil blive svedet af den.+ 48 Og alt kød skal se at det er mig, Jehova, der har tændt den; den skal ikke slukkes.“’“+

49 Så sagde jeg: „Ak, suveræne Herre Jehova! De siger om mig: ’Taler han ikke i lignelser?’“+

21* Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 2 „Menneskesøn, ret dit ansigt mod Jerusalem og prædik+ mod helligdommene+ og profetér mod Israels jord.+ 3 Og du skal sige til Israels jord: ’Således har Jehova sagt: „Se, jeg er imod dig,+ og jeg vil trække mit sværd ud af dets skede+ og udrydde den retfærdige og den ugudelige af dig.+ 4 For at jeg kan udrydde den retfærdige og den ugudelige af dig, derfor vil mit sværd fare ud af dets skede mod alt kød fra syd til nord.+ 5 Og alt kød skal vide at det er mig, Jehova, som har trukket mit sværd ud af dets skede.+ Det skal ikke mere vende tilbage.“’+

6 Og du, menneskesøn, suk med hofter der er ved at bryde sammen.*+ Du skal sukke med bitterhed for øjnene af dem.+ 7 Og hvis de siger til dig: ’Hvorfor sukker du?’+ så må du svare: ’Over et budskab.’+ For det skal komme,+ og hvert hjerte skal smelte+ og alle hænder skal synke og hver ånd skal blive svag og alle knæ vil dryppe af vand.*+ ’Se, det kommer+ og det sker,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

8 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 9 „Menneskesøn, profetér og sig: ’Således har Jehova* sagt: „Sig: ’Et sværd, et sværd!+ Det er blevet hvæsset,+ og det er også poleret. 10 For at udføre en slagtning er det blevet hvæsset; for at det kan lyne* er det blevet poleret.’“’“+

„Eller skal vi glæde os?“+

„’Forkaster det min søns+ scepter,+ som [det forkaster] hvert træ?+

11 Og man afleverer det til at blive poleret, til at blive ført med hånden. Sværdet — det er blevet hvæsset, og det er blevet poleret, for at det kan blive givet i en dræbers hånd.+

12 Skrig og hyl,+ menneskesøn, for det er imod mit folk;+ det er imod alle Israels høvdinger.+ De er kastet for sværdet sammen med mit folk.+ Slå dig derfor på hoften.+ 13 For en udslettelse har fundet sted,+ og hvad om det også forkaster scepteret?+ Dette* vil ikke fortsat bestå,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.

14 Og du, menneskesøn, profetér og slå hånd mod hånd,+ og ’Et sværd!’ skal gentages tre gange.+ Det er det sværd der dræber. Det er det sværd der dræber den store, det som omkredser dem.+ 15 For at hjertet må smelte+ og der må være mange der snubler i alle deres porte,+ vil jeg udføre en slagtning med det sværd. Ak, det er behandlet så det kan lyne,* slebet så det kan slagte.+ 16 Vis at du er skarp;*+ gå til højre! Indtag din stilling; gå til venstre! [Gå] hvorhen din æg end rettes. 17 Og jeg vil også slå hånd mod hånd,+ og jeg vil dulme min forbitrelse.+ Jeg, Jehova, har talt.“

18 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 19 „Og du, menneskesøn, afsæt dig to veje som Babylons* konges sværd kan gå ad.+ De skal begge udgå fra ét land, og udhug* en vejviser;*+ udhug den ved begyndelsen af vejen til byen. 20 Du skal afsætte en vej som sværdet kan gå ad til Rabʹba+ i Amʹmons sønner[s land], og [en] til Juda, til det befæstede Jerusalem.+ 21 For Babylons konge er standset op ved korsvejen,* ved begyndelsen af de to veje, for at ty til spådom.+ Han har rystet pilene. Han har spurgt teʹrafimstatuetterne;*+ han har set på leveren. 22 I hans højre hånd er spådommen: Jerusalem, for at opstille stormbukke,+ åbne munden med mord,* opløfte røsten med krigsråb,+ opstille stormbukke mod porte, opkaste belejringsvold, bygge belejringsmur.+ 23 Men det er for dem, i deres øjne, som en usand spådom+ — de som er edsforbundne med dem;+ men han minder om [deres] brøde+ for at [de skal] fanges.+

24 Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Fordi I selv minder om jeres brøde ved at jeres overtrædelser blottes så jeres synder kan ses i alle jeres gerninger, ja, fordi man bliver mindet om jer,+ gribes I med hånden.’+

25 Og du, du dødeligt sårede, Israels ugudelige høvding,+ hvis dag er kommet på det tidspunkt da brøden er endelig,+ 26 således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Fjern turbanen, løft kronen af.+ Dette* skal ikke mere være det samme.*+ Gør det lave højt,+ gør det høje lavt.+ 27 En ruin, en ruin, en ruin* gør jeg det* til.+ Heller ikke dette* skal blive [nogens], før han kommer som har retten til det,+ og ham vil jeg give [det].’*+

28 Og du, menneskesøn, profetér og sig: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt om Amʹmons sønner og om deres smæden.’ Og du skal sige: ’Et sværd, et sværd er draget, til slagtning, poleret så det kan fortære,* så det kan lyne,+ 29 fordi [man] i et syn har set usandhed for dig,* fordi [man] har spået løgn for dig,+ for at lægge dig om halsen på de dræbte, de ugudelige hvis dag er kommet på det tidspunkt da brøden er endelig.+ 30 Lad [det] vende tilbage til sin skede. På det sted hvor du blev skabt, i landet for din oprindelse,+ vil jeg dømme dig. 31 Og jeg vil udøse min fordømmelse over dig. Min heftige vredes ild vil jeg blæse mod dig,+ og jeg vil give dig i dumme mænds hånd, mestre i ødelæggelse.+ 32 Du skal blive til føde for ilden.+ Dit blod vil være midt i landet. Du vil ikke blive husket, for jeg, Jehova, har talt.’“+

22 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 2 „Og du, menneskesøn, vil du dømme,+ vil du dømme den blodskyldige by*+ og gøre den bekendt med alle dens vederstyggeligheder?+ 3 Da skal du sige: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Du by der udgyder blod+ i din midte til din tid kommer,+ og som har lavet uhumske guder hos dig for at blive uren,+ 4 du er blevet skyldig ved dit blod som du har udgydt,+ og du er blevet uren ved dine uhumske guder som du har lavet dig.+ Og du bringer dine dage nær, og du når dine år. Derfor vil jeg gøre dig til en [by] nationerne smæder, til en [by] alle lande håner.+ 5 De der er nærved og de der er fjernt fra dig vil håne dig, du med det urene navn [og] den store forvirring.+ 6 Se! Israels høvdinger+ er i dig, hver [i tillid] til sin arm, for at udgyde blod.+ 7 Man behandler fader og moder med foragt i dig.+ Man udbytter den fastboende udlænding i din midte.+ Man behandler den faderløse dreng og enken dårligt i dig.“’“+

8 „’Mine helligdomme har du ringeagtet, og mine sabbatter har du vanhelliget.+ 9 Der er bagvaskere* i dig, for at udgyde blod;+ og de har spist [offermåltid] hos dig på bjergene.+ De har øvet skamløshed i din midte.+ 10 En faders nøgenhed har man blottet i dig;+ en kvinde som er uren ved sin menstruation har man ydmyget i dig.+ 11 Og en mand har handlet vederstyggeligt med sin næstes hustru,+ og en mand har skamløst skændet sin egen svigerdatter;+ og en mand har i dig ydmyget sin søster, sin egen faders datter.+ 12 Man har taget imod bestikkelse i dig for at udgyde blod.+ Du har taget rente+ og åger,+ og med vold skaffer du dig uærlig vinding+ fra dine medmennesker ved udbytning,+ og mig har du glemt,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.

13 ’Og se, jeg slog hænderne sammen+ over den uærlige vinding som du har skaffet dig,+ og over de blodige gerninger som har fundet sted* i din midte.+ 14 Vil dit hjerte kunne holde stand,+ eller dine hænder være stærke nok i de dage da jeg griber ind mod dig?+ Jeg, Jehova, har talt og vil gribe ind.+ 15 Og jeg vil sprede dig blandt nationerne og strø dig ud i landene,+ og jeg vil fjerne* din urenhed* fra dig.+ 16 Ja, du skal vanhelliges ved dig selv for øjnene af nationerne, og du skal vide at jeg er Jehova.’“+

17 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 18 „Menneskesøn, Israels hus er for mig blevet som afskummede slagger.+ Alle er de som kobber og tin og jern og bly inde i en ovn. Som afskummede sølvslagger er de blevet.+

19 Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Fordi I alle er blevet som afskummede slagger,+ derfor, se, samler jeg jer inde i Jerusalem.+ 20 Som man samler sølv og kobber og jern+ og bly og tin inde i en ovn for at blæse ild på det+ og smelte det,+ sådan vil jeg samle [jer] i min vrede og i min forbitrelse, og jeg vil blæse* og få jer til at smelte. 21 Ja, jeg vil samle jer sammen og blæse min heftige vredes ild på jer,+ og I skal smelte inde i den.*+ 22 Som når man smelter sølv inde i en ovn, sådan vil I blive smeltet inde i den; og I skal vide at jeg, Jehova, har udøst min forbitrelse over jer.’“+

23 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 24 „Menneskesøn, sig til det: ’Du er et land som ikke er blevet renset, som ikke har fået regn på fordømmelsens dag.+ 25 Der er en sammensværgelse af dets profeter i dets midte;+ [de er] som brølende løver der sønderriver bytte.+ Sjæle fortærer de.+ Værdier og kostbarheder bliver de ved med at tage.+ De har gjort dets enker talrige i dets midte.+ 26 Dets præster har krænket min lov,+ og de bliver ved med at vanhellige mine helligdomme.+ De gør ikke forskel på helligt og ikke-helligt,*+ og [grænsen] mellem urent og rent har de ikke gjort kendt,+ og de har skjult deres øjne for mine sabbatter,+ og jeg vanhelliges i deres midte.+ 27 Dets fyrster i dets midte er som ulve der sønderriver bytte, ved at udgyde blod,+ ved at udrydde sjæle* for at opnå uærlig vinding.+ 28 Og dets profeter har pudset over med hvidtekalk for dem,+ idet de i syner har set usandhed+ og spået løgn for dem+ og sagt: „Således har den suveræne Herre Jehova sagt,“ når Jehova ikke har talt. 29 Selv folket i landet har øvet udbytning+ og røveri,+ og den nødstedte og fattige har de behandlet dårligt,+ og den fastboende udlænding har de udbyttet uden ret.’+

30 ’Da søgte jeg iblandt dem efter en mand* som ville bygge en stenmur+ og stille sig i brechen+ foran mig til værn for landet, for at [jeg] ikke skulle ødelægge det;+ men jeg fandt ingen. 31 Jeg vil derfor udøse min fordømmelse+ over dem. Med min heftige vredes ild vil jeg udslette dem.+ Jeg vil bringe deres adfærd over deres eget hoved,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

23 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig+ og lød: 2 „Menneskesøn, der var to kvinder, døtre af én og samme moder.+ 3 Og de gav sig til at bedrive utugt i Ægypten.+ I deres ungdom bedrev de utugt.+ Dér blev deres bryster klemt,+ og dér blev deres jomfrubarm krammet. 4 Og deres navne var Ohoʹla,* den ældste,* og Ohoʹliba,* hendes søster. Derpå blev de mine+ og fødte sønner og døtre.+ Og hvad deres navne angår, så er Ohoʹla Samaʹria+ og Ohoʹliba Jerusalem.+

5 Men Ohoʹla bedrev utugt,+ skønt hun var underlagt mig, og hun blev ved med at være optændt af begær efter sine elskere,+ efter assyrerne,+ som stod [hende] nær, 6 landshøvdinger, klædt i blåt, og landsfogeder — eftertragtelsesværdige unge mænd alle sammen, et rytteri der rider på heste. 7 Og hun blev ved med at skænke dem sin utugt, Assyriens bedste sønner alle sammen; og hun besmittede sig med alle dem hun var optændt af begær efter, med deres uhumske guder.+ 8 Og sin utugt fra Ægypten forlod hun ikke; de havde jo ligget hos hende i hendes ungdom, og de havde krammet hendes jomfrubarm og var blevet ved med at udøse deres utugt over hende.+ 9 Derfor overgav jeg hende i hendes elskeres hånd,+ i Assyriens sønners hånd, dem hun var optændt af begær efter.+ 10 Det var dem der blottede hendes nøgenhed.+ De tog hendes sønner og hendes døtre,+ og hende selv dræbte de med sværdet. Og hun blev berygtet* blandt kvinder, og straffedomme fuldbyrdede man over hende.

11 Og hendes søster Ohoʹliba så [det],+ men hun var mere fordærvet i sit begær end hun og [værre] i sin utugt end søsteren i hendes utugt.*+ 12 Hun var optændt af begær efter Assyriens sønner,+ landshøvdinger og landsfogeder som stod [hende] nær, klædt med fuldkommen smag, et rytteri der rider på heste — eftertragtelsesværdige unge mænd alle sammen.+ 13 Og jeg så at hun havde besmittet sig; begge havde samme adfærd.+ 14 Og hun blev ved med at øge sin utugt; og hun så mænd indristet i muren,+ billeder+ af kaldæere tegnet i cinnober,+ 15 med bælter+ spændt om deres hofter, med hængeturbaner på deres hoveder, alle sammen af udseende som vognkæmpere,* lignende Babylons* sønner, kaldæere hvad fødeland angår, 16 og hun blev optændt af begær efter dem, da hendes øjne så dem,+ og hun sendte bud til dem i Kaldæʹa.+ 17 Så kom Babylons sønner til hende, til elskovslejet, og de besmittede hende med deres utugt;+ og hun fortsatte med at blive besmittet af dem, og så vendte hendes sjæl sig fra dem i væmmelse.

18 Men hun fortsatte med at blotte sin utugt og at blotte sin nøgenhed,+ så min sjæl i væmmelse vendte sig fra hende, ligesom min sjæl i væmmelse havde vendt sig fra hendes søster.+ 19 Og hun blev ved med at øge sin utugt,+ idet hun huskede sin ungdoms dage+ da hun bedrev utugt i Ægyptens land.+ 20 Og hun var fortsat optændt af begær, som medhustruer er det når de tilhører en mand hvis kød* er som æselhingstes kød og hvis kønsorgan er som hingstes kønsorgan.+ 21 Og du vendte stadig din opmærksomhed mod din ungdoms skamløshed da din barm blev krammet fra [du var i] Ægypten,+ for din ungdoms brysters skyld.*+

22 Derfor, Ohoʹliba, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Se, jeg opvækker dine elskere imod dig,+ dem som din sjæl i væmmelse har vendt sig fra, og jeg vil føre dem imod dig fra alle sider,+ 23 Babylons sønner+ og alle kaldæerne,+ Peʹkod+ og Sjoʹa og Koʹa, alle Assyriens sønner sammen med dem, eftertragtelsesværdige unge mænd, landshøvdinger og landsfogeder alle sammen, vognkæmpere* og tilkaldte [rådgivere], alle sammen ridende på heste. 24 Og de skal komme imod dig med rummel* af stridsvogne og hjul,+ og med en samling af folkeslag, med stort skjold og lille skjold og hjelm. De vil stille op imod dig hele vejen rundt, og jeg vil overlade dommen til dem, og de skal dømme dig med deres domme.+ 25 Og jeg vil rette min nidkærhed imod dig,+ og de skal gribe ind imod dig i forbitrelse.+ Din næse og dine ører fjerner de, og det der er tilbage af dig skal falde for sværdet. Dine sønner og dine døtre+ tager de,+ og det der er tilbage af dig vil blive fortæret af ild.+ 26 Og de skal tage dine klæder af dig+ og tage dine smukke ting.+ 27 Og jeg vil fjerne skamløsheden fra dig,+ og din utugt som du havde med fra Ægyptens land;+ og du skal ikke løfte dine øjne til dem, og Ægypten skal du ikke huske mere.’

28 For således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Se, jeg giver dig i hænderne på dem du hader, i hænderne på dem din sjæl i væmmelse har vendt sig fra.+ 29 Og de skal gribe ind imod dig i had og tage al [frugten af] dit slid og efterlade dig nøgen og bar;*+ og din utugts nøgenhed, ja, din skamløshed og din utugt, skal blottes.+ 30 Dette vil man gøre* ved dig fordi du i din utugt gik efter nationerne,+ fordi du besmittede dig med deres uhumske guder.+ 31 Du har vandret på din søsters vej,+ og jeg skal give hendes bæger i din hånd.’+

32 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Din søsters bæger skal du drikke, det dybe og brede.+ Du bliver til latter og spot, idet [bægeret] rummer meget.+ 33 Du fyldes med beruselse og sorg, med forfærdelsens og ødelæggelsens bæger, din søster Samaʹrias bæger. 34 Og du skal drikke det og tømme [det]+ og gnave på skårene af det og sønderrive dine bryster.+ „For jeg har talt,“ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.’

35 Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Fordi du har glemt mig+ og kaster mig bag din ryg,+ derfor skal du også selv bære din skamløshed og din utugt.’“

36 Og Jehova fortsatte med at sige til mig: „Menneskesøn, vil du dømme+ Ohoʹla og Ohoʹliba?+ Så meddel dem deres vederstyggeligheder.+ 37 For de har begået ægteskabsbrud,+ og der er blod på deres hænder,+ ja, med deres uhumske guder har de begået ægteskabsbrud,+ og til føde for dem* har de desuden ladet deres sønner, som de har født mig, gå gennem [ilden].+ 38 Ydermere har de gjort dette mod mig: De har på samme dag besmittet+ min helligdom,+ og de har vanhelliget mine sabbatter.+ 39 Ja, når de slagtede deres sønner til deres uhumske guder,+ kom de på samme dag i min helligdom for at vanhellige den,+ og se, dette er hvad de gjorde inde i mit hus.+ 40 Ja, de sendte til og med bud til mændene* der kom langt borte fra, som der var sendt et sendebud til,+ og se, de kom,+ dem du havde badet dig for,+ sminket dine øjne for+ og pyntet dig med smykker for.+ 41 Og du satte dig på et herligt leje,+ med et dækket bord foran det,+ og du havde sat min røgelse+ og min olie på det.+ 42 Og lyden af en sorgløs folkemængde [hørtes] hos hende,+ og til mændene fra menneskemængden* bragte man drankere+ ind fra ørkenen, og de satte armbånd på kvindernes håndled* og smukke kroner på deres hoveder.+

43 Da sagde jeg om hende der var slidt op af ægteskabsbrud:+ ’Nu fortsætter hun med at bedrive sin utugt, ja, hun.’+ 44 Og de blev ved med at komme til hende som man kommer til en utugtig kvinde; sådan kom de til Ohoʹla og til Ohoʹliba, de skamløse kvinder.+ 45 Men retfærdige+ mænd vil dømme hende* som man dømmer kvinder der begår ægteskabsbrud+ og som man dømmer kvinder der udgyder blod;+ for ægteskabsbrydersker, det er de, og der er blod på deres hænder.+

46 For således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’En forsamling vil blive ført op imod dem,+ og de vil blive gjort* til noget skrækkeligt og til rov.+ 47 Og forsamlingen skal stene dem,+ og de vil hugge dem ned med deres sværd. De vil dræbe deres sønner og deres døtre,+ og de vil brænde deres huse med ild.+ 48 Og jeg får skamløsheden+ fjernet fra landet,+ og alle kvinder må lade sig tugte så de ikke handler efter jeres* skamløshed.+ 49 Ja, de skal bringe jeres skamløshed over jer,+ og jeres uhumske guders synder må I bære; og I skal vide at jeg er den suveræne Herre Jehova.’“+

24 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig i det niende år, i den tiende måned, på den tiende [dag] i måneden, og lød: 2 „Menneskesøn, notér dig navnet på dagen, netop denne dag. Babylons konge har på netop denne dag kastet sig over Jerusalem.+ 3 Og fremfør en lignelse* om det opsætsige hus+ og sig om dem:

’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Sæt gryden over; sæt [den] over, og hæld også vand i den.+ 4 Saml stykker i den,+ ethvert godt stykke, kølle og bov; fyld [den] med de bedste ben. 5 Tag de bedste får;+ og læg desuden brændestykkerne* i en kreds under den. Kog dens stykker;* benene skal også koges ud i den.“’“+

6 „Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Ve den blodskyldige by,*+ gryden hvis rust er i den, og hvis rust ikke er gået af den. Tag stykke efter stykke op af den;+ der må ikke kastes lod derom.+ 7 For dens udgydte blod er i dens midte.+ Den lod det løbe ud på en lysende, nøgen klippegrund. Den udgød det ikke på jorden for at dække det med støv.+ 8 For at få forbitrelsen frem,+ for at tage hævn, lod jeg dens blod løbe ud på en lysende, nøgen klippegrund, så det ikke blev dækket til.’+

9 Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Ve den blodskyldige by!+ Også jeg vil gøre bålet stort.+ 10 Gør brændestykkerne talrige. Tænd ilden. Kog kødet mørt. Og tøm suppen ud,* så benene bliver rygende varme. 11 Stil den* tom på dens gløder, så den bliver så varm at dens kobber ophedes og dens urenhed smeltes i den.+ Lad dens rust blive fortæret.+ 12 Anstrengelser! Det trætter, men det meste af dens rust går ikke af den.+ Ind i ilden med dens rust!’

13 ’Der var skamløshed i din* urenhed.+ Derfor måtte jeg rense dig, men du blev ikke ren for din urenhed.+ Du bliver ikke ren igen før jeg har dulmet min forbitrelse på dig.+ 14 Jeg, Jehova, har talt.+ Det skal komme,+ og jeg vil gribe ind. Jeg lader ikke være,+ og jeg ynkes ikke+ eller fortryder.+ Efter din adfærd og efter dine gerninger skal de* dømme dig,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

15 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 16 „Menneskesøn, se, den som du* skatter højt+ tager jeg fra dig med en dødelig plage,+ og du må ikke slå dig for brystet, og du må ikke græde, og dine tårer må ikke løbe.+ 17 Støn i stilhed.* Hold ikke sorg over de døde.+ Bind din hovedbeklædning på dig,+ og tag dine sandaler på fødderne.+ Og du må ikke tildække overskægget,*+ og du må ikke spise folkets brød.“+

18 Om morgenen talte jeg så til folket, og om aftenen døde min hustru. Næste morgen gjorde jeg da sådan som jeg havde fået påbud om. 19 Og folket blev ved med at sige til mig: „Vil du ikke fortælle os hvad disse ting betyder for os, det du gør?“+ 20 Så sagde jeg til dem: „Jehovas ord er kommet til mig og lyder: 21 ’Sig til Israels hus: „Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Se, jeg vanhelliger min helligdom,+ jeres styrkes stolthed,+ det som I* skatter højt+ og som jeres sjæl drages mod; og jeres sønner og jeres døtre som I lod blive tilbage — de skal falde for sværdet.+ 22 Og I skal gøre sådan som jeg har gjort. Overskægget* skal I ikke tildække,+ og folkets brød skal I ikke spise.+ 23 Og jeres hovedbeklædning skal I have på hovedet, og jeres sandaler på fødderne. I skal ikke slå jer selv [af sorg], og I skal ikke græde,+ men I skal rådne op i jeres misgerninger,+ og I skal stønne over for hinanden.+ 24 Og Ezekiel er blevet et varsel for jer.+ I skal gøre nøjagtig som han har gjort. Når det kommer,+ da skal I vide at jeg er den suveræne Herre Jehova.’“’“+

25 „Og du, menneskesøn, mon der ikke, på den dag da jeg fratager dem deres fæstning, det smukke de glæder sig over, det som de skatter højt+ og det som deres sjæl længes efter, deres sønner og deres døtre,+ mon der ikke 26 på den dag kommer en undsluppen til dig for at lade [dine] ører høre derom?+ 27 På den dag åbnes din mund over for den undslupne,+ og du vil tale og ikke være stum længere;+ og du skal være et varsel for dem,+ og de skal vide at jeg er Jehova.“+

25 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 2 „Menneskesøn, ret dit ansigt mod Amʹmons sønner og profetér imod dem.+ 3 Og du skal sige om Amʹmons sønner: ’Hør den suveræne Herre Jehovas ord. Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Fordi du* har sagt: ’Ha!’ mod min helligdom fordi den blev vanhelliget, og mod Israels jord fordi den blev lagt øde, og mod Judas hus fordi de gik i landflygtighed,+ 4 derfor, se, giver jeg dig i eje til Østens sønner,*+ og de vil opstille deres indhegnede lejre i dig og anbringe deres boliger i dig. De vil spise din frugt, og de vil drikke din mælk.+ 5 Og jeg vil gøre Rabʹba+ til græsgang for kameler, og Amʹmons sønner til hvilested for småkvæg;+ og I skal vide at jeg er Jehova.“’“+

6 „For således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Fordi du* klappede i hænderne+ og trampede med fødderne og frydede dig med al den foragt du har i din sjæl, over Israels jord,+ 7 derfor, se, har jeg rakt min hånd ud imod dig,+ og jeg vil give dig som rov til nationerne; og jeg vil udrydde dig af folkeslagene og udslette dig af landene.+ Jeg tilintetgør dig,+ og du skal vide at jeg er Jehova.’

8 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Fordi Moʹab+ og Seʹir+ har sagt: „Se, Judas hus er som alle de andre nationer,“+ 9 derfor, se, lægger jeg Moʹabs skråning åben, fra byerne, fra dets byer i dets grænseområde, landets pryd, Bet-Jeʹsjimot,+ Baʹal-Meʹon+ og Kirjataʹjim,+ 10 for Østens sønner*+ — foruden Amʹmons sønner;+ og jeg vil give [dem] det i eje, for at man ikke skal huske+ Amʹmons sønner* blandt nationerne. 11 Og i Moʹab vil jeg eksekvere straffedomme;+ og de skal vide at jeg er Jehova.’+

12 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Fordi Eʹdom greb ind ved at tage hævn over Judas hus og blev ved med at gøre stor uret og at hævne sig på dem,+ 13 derfor har den suveræne Herre Jehova sagt således: „Jeg vil også række min hånd ud imod Eʹdom+ og udrydde mennesker* og husdyr af det,+ og jeg vil gøre det til et øde sted fra Teʹman+ og til Deʹdan.+ De skal falde for sværdet. 14 ’Og jeg vil bringe min hævn over Eʹdom ved mit folk Israels hånd;+ og de skal handle i Eʹdom i overensstemmelse med min vrede og i overensstemmelse med min forbitrelse; og de skal lære min hævn at kende,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“’

15 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Fordi filistrene greb ind med hævn+ og blev ved med at tage hævn med foragt i sjælen,* for med varigt fjendskab+ at ødelægge,+ 16 derfor har den suveræne Herre Jehova sagt således: „Se, jeg rækker min hånd ud imod filistrene,+ og jeg vil udrydde keretitterne*+ og udslette resten af [dem der bor langs] kysten ved havet.+ 17 Og jeg vil gribe ind mod dem med store hævnakter, med megen forbitret retledning;+ og de skal vide at jeg er Jehova, når jeg bringer min hævn over dem.“’“+

26 Derpå var det i det ellevte år, på den første [dag] i måneden, at Jehovas ord kom til mig og lød: 2 „Menneskesøn, fordi Tyʹrus+ har sagt imod Jerusalem:+ ’Ha! Den er brudt,+ folkeslagenes dør!*+ Man vender sig til mig. Jeg vil blive fyldt; den er blevet afsvedet,’+ 3 derfor har den suveræne Herre Jehova sagt således: ’Se, jeg er imod dig, Tyʹrus, og jeg vil føre mange nationer op imod dig,+ ligesom havet fører sine bølger op.+ 4 Og de skal ødelægge Tyʹrus’ mure+ og rive dets tårne ned,+ og jeg vil feje støvet væk fra det og gøre det til en lysende, nøgen klippe. 5 Det vil blive en tørreplads for vod+ midt i havet.’+

’For jeg har talt,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’og det skal blive til rov for nationerne. 6 Og småbyerne som det har* på marken — ved sværdet vil [indbyggerne] blive dræbt, og folk* skal vide at jeg er Jehova.’+

7 For således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Se, jeg bringer Nebukadreʹzar, Babylons* konge, kongers konge,+ nordfra+ imod Tyʹrus, med heste+ og stridsvogne+ og rytteri og en forsamling,+ ja, et talrigt folk. 8 [Befolkningen i] småbyerne som du har* på marken vil han dræbe med sværdet, og han skal anlægge en belejringsmur imod dig og opkaste en belejringsvold imod dig+ og rejse et stort skjold imod dig; 9 og sin belejringsmaskines stød vil han rette imod dine mure, og dine tårne bryder han ned med sine sværd. 10 Fordi hans heste er en vældig flok, vil støvet fra dem dække dig.+ Ved lyden af rytteri og hjul og stridsvogne vil dine mure ryste når han kommer ind gennem dine porte, som når man trænger ind i en by [hvis forsvar er] gennembrudt. 11 Med sine hestes hove nedtræder han alle dine gader.+ Dit folk vil han dræbe med sværdet, og dine stærke støtter styrter* til jorden. 12 Og de skal tage dine forråd som bytte+ og dine handelsvarer som rov+ og rive dine mure ned og nedbryde dine dejlige huse. Og dine sten og dit træværk og dit støv vil de kaste i vandet.’

13 ’Og jeg vil få larmen af dine sange til at høre op,+ og lyden af dine lyrer vil ikke blive hørt mere.+ 14 Og jeg vil gøre dig til en lysende, nøgen klippe.+ En tørreplads for vod vil du blive.+ Du vil aldrig blive bygget igen, for jeg, Jehova, har talt,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.+

15 Således har den suveræne Herre Jehova sagt til Tyʹrus: ’Ved lyden af dit fald, når de slagne stønner, når man dræber løs i din midte, vil øerne* da ikke ryste?+ 16 Jo, alle havets høvdinger skal stige ned fra deres troner+ og fjerne deres ærmeløse overklædninger, og de vil tage deres broderede klæder af. De vil klæde sig i skælven. De vil sætte sig på jorden,+ og de skal skælve hvert øjeblik+ og stirre forbløffede på dig. 17 Og de skal istemme en klagesang om dig+ og sige til dig:

„Hvor er du dog ødelagt, du der fik dine indbyggere fra havene*+ — den lovpriste by som blev stærk på havet,+ den og dens indbyggere, der indgød rædsel for dem i alle [jordens]* beboere! 18 Nu vil øerne skælve på dagen for dit fald. Og øerne som er i havet skal forfærdes som følge af din bortgang.“’+

19 For således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Når jeg gør dig til en afsvedet by, som byerne der ikke er beboet, når [jeg] bringer havdybet* op over dig, og de store vandmasser dækker dig,+ 20 så vil jeg lade dig stige ned sammen med dem der stiger ned i graven, ned til fortidens folk,+ og jeg vil lade dig bo i landet dybest nede,+ der er som ældgamle afsvedne steder, sammen med dem der farer ned i graven,+ for at du ikke skal blive beboet; men jeg vil give prydelse til de levendes land.+

21 Jeg vil gøre dig til pludselige rædsler,+ og så er du ikke mere til; og man vil søge efter dig,+ men man vil aldrig mere finde dig,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

27 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 2 „Og du, menneskesøn, istem en klagesang om Tyʹrus+ 3 og sig til Tyʹrus:

’Du som bor ved adgangene til havet,+ du som for folkeslagene driver handel på mange øer,+ således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Tyʹrus, du har selv sagt: ’Jeg er fuldendt i skønhed.’+ 4 I hjertet af det åbne hav er dine områder.+ De der har bygget dig har gjort din skønhed fuldendt.+ 5 Af enebærtræ fra Seʹnir*+ har man formet alle plankerne til dig. Man tog en ceder fra Libanon+ for at lave en mast på dig. 6 Af vældige træer fra Baʹsan lavede man dine årer. Din forstavn* lavede man med elfenben i cyprestræ* fra Kitʹtims øer.+ 7 Det var broget linned fra Ægypten+ der var spændt ud som dit sejl. Blåt garn+ og purpurfarvet uld+ fra Eliʹsjas+ øer var dit solsejl.

8 Ziʹdons+ og Arʹvads+ indbyggere roede for dig. Dine kyndige+ folk,* Tyʹrus, var hos dig; de var dine sømænd.+ 9 Geʹbals+ ældste* og dets kyndige folk var hos dig som dem der tætter dine fuger.*+ Alle havets skibe og deres matroser var hos dig for at bytte varer. 10 Folk fra Persien,+ Lud+ og Put+ var i din kampstyrke, var dine stridsmænd. Skjold og hjelm hængte de hos dig.+ De gav dig pragt. 11 Arʹvads+ sønner og din kampstyrke var på dine mure hele vejen rundt, og der var tapre mænd* i dine tårne. De hængte deres rundskjolde på dine mure hele vejen rundt.+ De gjorde din skønhed fuldendt.

12 Tarʹsis+ var din handelspartner fordi [du havde] en mængde af alle slags ting af værdi.+ For [dets] sølv, jern, tin og bly blev dine handelsvarer givet i bytte.*+ 13 Jaʹvan,+ Tuʹbal+ og Meʹsjek+ drev handel med dig. For menneskesjæle*+ og kobberting blev dine varer givet i bytte.* 14 Fra Togarʹmas+ hus var der arbejdsheste og stridsheste og muldyr, [som] dine handelsvarer blev givet i bytte [for]. 15 Deʹdans*+ sønner drev handel med dig; mange øer tjente dig som handelspartnere;* elfenbenshorn+ og ibenholt bragte de dig tilbage som gave.* 16 Eʹdom* var din handelspartner fordi [du havde] så mange forarbejdede ting. For turkis,+ purpurfarvet uld og broget stof og fint linned og koraller og rubiner blev dine handelsvarer givet i bytte.

17 Juda og Israels land drev handel med dig. For hvede+ fra Minʹnit+ og kager* og honning+ og olie og balsam+ blev dine varer givet i bytte.+

18 Damaskus+ var din handelspartner i forbindelse med dine mange forarbejdede ting, fordi [du havde] en mængde af alle slags ting af værdi, med vin+ fra Helʹbon og gyldenbrun uld. 19 Veʹdan og Jaʹvan fra Uʹzal — de gav [varer] i bytte for dine handelsvarer. Smedet jern, kassia og kalmus+ fik du i bytte for dine varer. 20 Deʹdan+ drev handel med dig med klæde af vævet stof til ridetæpper. 21 Araberne+ og alle høvdingerne fra Keʹdar+ tjente dig som handelspartnere.* Med lam og væddere og bukke+ — med dem var de dine handelspartnere. 22 Handelsmændene fra Saʹba+ og Raʹema+ drev handel med dig; for de fineste af alle slags balsamolier og for alle slags kostbare sten og guld blev dine handelsvarer givet i bytte.+ 23 Kaʹran+ og Kanʹne og Eʹden+ — handelsmændene fra Saʹba+ — Asʹsur+ [og] Kilʹmad drev handel med dig. 24 De drev handel med dig med pragtklæder, med kapper af blåt og broget stof og med tæpper af materiale i to farver, med tvundet og fastsnoet reb, på dit marked.

25 Tarsisskibene+ var dine karavaner med byttevarer, og du blev fyldt og blev meget herlig i hjertet af det åbne hav.+

26 De der ror for dig har bragt dig ud på det store vand.+ Østenstormen har knust dig i hjertet af det åbne hav.+ 27 Dine værdifulde ting og dine handelsvarer,+ dine byttevarer,+ dine matroser og dine sømænd,+ de der tætter dine fuger,*+ og de der bytter varer for dig, og alle dine stridsmænd,+ som er hos dig og i hele din forsamling, som er i din midte — de falder i det åbne havs hjerte på dagen for dit fald.+

28 Ved lyden af dine sømænds nødskrig ryster det åbne land.+ 29 Og alle der fører en åre, matroser, alle sømænd på havet, stiger ned fra deres skibe; de går i land.+ 30 De lader deres røst lyde over dig og skriger bittert.+ Og de kommer støv på deres hoveder.+ De vælter sig i asken.+ 31 Og de skal rage [sig] skaldede for dig+ og binde sækkelærred om sig+ og græde over dig i sjælens bitterhed+ med bitter klage. 32 Og i deres jamren skal de istemme en klagesang over dig og synge klagende om dig:+

’Hvem er som Tyʹrus,+ som den der er bragt til tavshed midt i havet?+ 33 Når dine handelsvarer+ kom ind fra det åbne hav,+ mættede du mange folkeslag.+ Med dine mange værdifulde ting og dine byttevarer gjorde du jordens konger rige.+ 34 Nu er du knust* af det åbne hav, i vandenes dybder.+ Dine byttevarer og hele din forsamling+ — de er faldet i din midte. 35 Alle indbyggerne på øerne+ skal stirre forbløffede på dig, og deres konger skal gyse af forfærdelse.+ Ansigter er fortrukne.+ 36 Købmænd blandt folkeslagene skal fløjte [undrende] ad dig.+ Du bliver til pludselige rædsler, og borte er du for stedse.’“’“+

28 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 2 „Menneskesøn, sig til Tyʹrus’ fører: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt:

„Fordi dit hjerte er blevet hovmodigt+ og du siger: ’Jeg er en gud.*+ På et gudesæde* har jeg sat mig,+ i det åbne havs hjerte,’+ skønt du kun er et jordisk menneske*+ og ikke en gud,+ og du bliver ved med at gøre dit hjerte til et gudehjerte — 3 se, du er visere end Daniel.+ Der er ingen hemmeligheder som er for vanskelige for dig.+ 4 Ved din visdom og ved din forstand har du samlet dig velstand, og du samler guld og sølv i dine forrådshuse.+ 5 Ved din megen visdom,+ ved dine handelsvarer,+ har du gjort din velstand stor,+ og dit hjerte blev efterhånden hovmodigt på grund af din velstand — “’+

6 ’Derfor har den suveræne Herre Jehova sagt således: „Fordi du gør dit hjerte til et gudehjerte,+ 7 derfor, se, bringer jeg fremmede ind over dig,+ nationernes tyranner,+ og de skal trække deres sværd mod din visdoms skønhed og vanhellige din strålende pragt.+ 8 De bringer dig ned i graven,+ og du skal dø den slagnes død i det åbne havs hjerte.+ 9 Vil du virkelig sige: ’Jeg er en gud,’ over for den der dræber dig,+ skønt du kun er et jordisk menneske og ikke en gud+ i deres hånd som vanhelliger dig?“’

10 ’Du skal dø de uomskårnes død ved fremmedes hånd,+ for jeg har talt,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

11 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 12 „Menneskesøn, istem en klagesang om Tyʹrus’ konge+ og sig til ham: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt:

Du besegler et mønster, er fuld af visdom+ og fuldendt i skønhed.+ 13 I Eʹden, Guds* have,* var du.+ Alle slags kostbare sten var din klædning, rubin, topas og jaspis; krysolit,* onyks+ og jade; safir, turkis+ og smaragd; dine indfatninger og dine spænder på dig var kunsthåndværk i guld. På den dag du blev skabt, var de gjort rede. 14 Du var* den salvede, skærmende kerub,* og jeg indsatte* dig.* På Guds* hellige bjerg var du.+ Du vandrede omkring midt iblandt ildsten. 15 Du var uangribelig i din adfærd fra den dag du skabtes+ indtil der blev fundet uretfærdighed hos dig.+

16 På grund af dine mange handelsvarer+ fyldtes dit indre* med vold, og du gav dig til at synde.+ Men jeg vil fjerne dig som vanhellig fra Guds* bjerg, og jeg vil udrydde dig,+ du skærmende kerub,* af ildstenenes midte.

17 Dit hjerte blev hovmodigt på grund af din skønhed.+ Du ødelagde din visdom på grund af din strålende pragt.+ Jeg vil kaste dig til jorden.+ Jeg vil lægge dig foran konger, så [de kan] se på dig.+

18 Som følge af dine mange misgerninger,+ på grund af uretten i forbindelse med dine handelsvarer,+ har du vanhelliget* dine helligdomme. Og jeg lader en ild udgå fra din midte. Den skal fortære dig.+ Og jeg gør dig til aske på jorden for øjnene af alle dem som ser dig.+ 19 Alle som kender dig blandt folkeslagene skal stirre forbløffede på dig.+ Du bliver til pludselige rædsler, og borte er du for stedse.“’“+

20 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 21 „Menneskesøn, ret dit ansigt mod Ziʹdon+ og profetér imod det. 22 Og du skal sige: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Se, jeg er imod dig,+ Ziʹdon, og jeg skal vinde mig ære i din midte;+ og folk skal vide at jeg er Jehova, når jeg eksekverer straffedomme+ i den og jeg helliges i den.+ 23 Og jeg vil sende pest ind i den og [udgyde] blod på dens gader.+ Og den slagne skal falde i dens midte for det sværd der kommer imod den fra alle sider;+ og folk skal vide at jeg er Jehova.+ 24 Og for Israels hus skal der ikke mere være en ondartet brod+ eller smertende torn fra nogen af dem rundt om, dem som nu behandler dem med foragt; og folk skal vide at jeg er den suveræne Herre Jehova.“’

25 ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Når jeg samler Israels hus fra folkeslagene som de har været spredt iblandt,+ vil jeg også blive helliget blandt dem i nationernes øjne.+ Og de skal bo på deres jord,+ den jeg gav til min tjener, til Jakob.+ 26 Og de skal bo trygt på den+ og bygge huse+ og plante vingårde,+ og de skal bo trygt+ når jeg eksekverer straffedomme over alle som behandler dem med foragt rundt om dem;+ og de skal vide at jeg er Jehova deres Gud.“’“*

29 I det tiende år, i den tiende [måned], på den tolvte [dag] i måneden, kom Jehovas ord til mig og lød: 2 „Menneskesøn, ret dit ansigt imod Farao, Ægyptens konge,+ og profetér imod ham og imod hele Ægypten.+ 3 Tal og sig: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Se, jeg er imod dig, Farao, Ægyptens konge+ — det store havuhyre+ som ligger udstrakt midt i sine Nilkanaler+ og som har sagt: ’Min Nilflod tilhører mig, og jeg har lavet [den] til mig selv.’+ 4 Og jeg vil sætte kroge* i dine kæber+ og få fiskene i dine Nilkanaler til at hænge fast i dine skæl. Og jeg vil trække dig op af dine Nilkanaler sammen med alle fiskene i dine Nilkanaler som hænger fast i dine skæl. 5 Og jeg vil lade dig ligge i ørkenen, du og alle fiskene fra dine Nilkanaler.+ Du vil falde på markens flade.+ Du vil ikke blive samlet op eller samlet sammen. Jeg vil give dig til føde for jordens vilde dyr og for himmelens flyvende skabninger.+ 6 Og alle Ægyptens indbyggere skal vide at jeg er Jehova,+ fordi de* som stok for Israels hus har været en rørkæp.+ 7 Når de greb fat om dig med hånden,* knækkede du+ og kløvede hele deres skulder.* Og når de støttede sig til dig, brækkede du+ og fik lænderne på dem alle til at ryste.“*+

8 Derfor har den suveræne Herre Jehova sagt således: „Se, jeg lader et sværd komme over dig,+ og jeg vil udrydde mennesker og husdyr af dig.+ 9 Og Ægyptens land skal blive en ødemark og et øde sted;+ og de skal vide at jeg er Jehova, fordi han har sagt: ’Nilfloden tilhører mig, og jeg har selv lavet [den].’+ 10 Derfor, se, er jeg imod dig og imod dine Nilkanaler,+ og jeg vil gøre Ægyptens land til øde steder, et tørt land, en ødemark,+ fra Migʹdol+ til Syeʹne*+ og til Ætiopiens* grænse. 11 Intet menneskes fod skal gå gennem det,+ og intet husdyrs fod skal gå gennem det,+ og i fyrre år vil det ikke være beboet.+ 12 Og jeg vil gøre Ægyptens land til en ødemark midt blandt øde lande;+ og dets byer vil blive en ødemark midt blandt afsvedne byer i fyrre år;+ og jeg vil sprede ægypterne blandt nationerne og strø dem ud i landene.“+

13 For således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Ved udløbet af fyrre år+ vil jeg samle ægypterne fra de folkeslag som de er blevet spredt iblandt,+ 14 og jeg vil lade Ægyptens fangne vende tilbage; og jeg vil lade dem vende tilbage til Paʹtros’+ land, til landet for deres oprindelse, og dér skal de blive et ubetydeligt rige. 15 Det vil blive mere ubetydeligt end de [andre] riger, og det vil ikke mere hæve sig op over de [andre] nationer,+ og jeg vil gøre dem så fåtallige at de ikke kan underkue de [andre] nationer.+ 16 Og det skal ikke mere være Israels hus’ fortrøstning+ og minde [mig] om [deres] brøde når de vender sig til dem.+ Og de skal vide at jeg er den suveræne Herre Jehova.“’“

17 Derpå var det i det syvogtyvende år, i den første [måned], på den første [dag] i måneden, at Jehovas ord kom til mig og lød: 18 „Menneskesøn, Nebukadreʹzar,+ Babylons* konge, har ladet sin kampstyrke udføre et stort arbejde imod Tyʹrus.+ Hvert hoved blev slidt skaldet og hver skulder blev slidt nøgen.+ Men nogen belønning+ fra Tyʹrus var der ikke til ham og hans kampstyrke for arbejdet han havde udført imod det.

19 Derfor har den suveræne Herre Jehova sagt således: ’Se, jeg giver Ægyptens land+ til Nebukadreʹzar, Babylons konge, og han skal bære dets velstand bort og gøre det til et stort bytte+ og gøre det til et stort rov; og det skal være belønningen til hans kampstyrke.’

20 ’Som løn for arbejdet han har udført imod det, har jeg givet ham Ægyptens land, for de gjorde det for mig,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.

21 På den dag lader jeg et horn skyde op for Israels hus,+ og jeg giver dig mulighed for at åbne munden midt iblandt dem;+ og de skal vide at jeg er Jehova.“

30 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 2 „Menneskesøn, profetér og sig:+ ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „I skal hyle: ’Ak, hvilken dag!’+ 3 For en dag er nær, ja, en dag der tilhører Jehova er nær.+ En dag med skyer,+ en fastsat tid for nationerne vil det være.+ 4 Og et sværd skal komme mod Ægypten,+ og der skal være strenge veer for Ætiopien,* når den slagne falder i Ægypten og man tager dets velstand, og dets grundvolde rives ned.+ 5 Ætiopien+ og Put+ og Lud og hele den blandede flok*+ og Kub og sønnerne af pagtens land — sammen med dem skal de falde for sværdet.“’+

6 Således har Jehova sagt: ’De som støtter Ægypten skal også falde, og dets styrkes stolthed skal gå ned.’+

’Fra Migʹdol+ til Syeʹne,*+ dér skal de falde for sværdet,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova. 7 ’Og de skal lægges øde midt iblandt øde lande, og dets byer vil befinde sig midt iblandt afsvedne byer.+ 8 Og de skal vide at jeg er Jehova, når jeg sætter ild på Ægypten, og alle dets hjælpere knuses.+ 9 På den dag vil sendebud udgå fra mig på skibene,* for at få det selvsikre Ætiopien til at skælve.+ Og strenge veer skal der være for dem på Ægyptens dag, for, se, den kommer.’+

10 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Ja, jeg fjerner Ægyptens folkemængde ved Nebukadreʹzars, Babylons konges, hånd.+ 11 Han og hans folk sammen med ham, nationernes tyranner,+ føres ind for at ødelægge landet. Og de skal trække deres sværd imod Ægypten og fylde landet med slagne.+ 12 Og jeg vil gøre Nilkanalerne+ til tør grund og prisgive landet til onde mennesker,+ og jeg vil lægge landet og det der fylder det, øde ved fremmedes hånd.+ Jeg, Jehova, har talt.’+

13 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Jeg vil også udrydde de uhumske guder+ og fjerne afguderne fra Nof,*+ og der vil ikke mere være nogen høvding i Ægyptens land; og jeg vil sætte frygt i Ægyptens land.+ 14 Og jeg vil lægge Paʹtros+ øde og sætte ild på Zoʹan+ og eksekvere straffedomme i No.*+ 15 Og jeg vil udøse min forbitrelse+ over Sin,* Ægyptens fæstning, og udrydde Nos folkemængde.+ 16 Ja, jeg vil sætte ild på Ægypten. Sin vil helt sikkert få strenge veer, og [forsvaret af] No vil blive gennembrudt; og hvad Nof angår — der er fjender om dagen! 17 De unge mænd i On*+ og Pibeʹset falder for sværdet, og [byerne] selv går i fangenskab. 18 Og i Takpanʹkes+ skal dagen formørkes, når jeg dér bryder Ægyptens ågstænger.+ Og dets styrkes stolthed vil blive bragt til ophør i det.+ Skyer vil dække det,+ og dets småbyer* går i fangenskab.+ 19 Ja, jeg eksekverer straffedomme i Ægypten;+ og de skal vide at jeg er Jehova.’“

20 Derpå var det i det ellevte år, i den første [måned], på den syvende [dag] i måneden, at Jehovas ord kom til mig og lød: 21 „Menneskesøn, jeg skal brække armen på Farao, Ægyptens konge,+ og se, man skal ikke forbinde den og lade den finde lægedom, lægge bandage på og binde den op,+ så den kan blive stærk nok til at gribe sværdet.“

22 „Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Se, jeg er imod Farao, Ægyptens konge,+ og jeg brækker armene på ham,+ den der er stærk og den der er brækket,+ og jeg får sværdet til at falde ud af hans hånd.+ 23 Og jeg spreder ægypterne blandt nationerne og strør dem ud i landene.+ 24 Og jeg styrker Babylons konges arme+ og giver ham mit sværd i hånden,+ men jeg brækker armene på Farao, og som en dødeligt såret skal han stønne højt for hans ansigt.+ 25 Ja, jeg vil styrke Babylons konges arme, men Faraos arme skal synke; og de skal vide at jeg er Jehova, når jeg giver Babylons konge mit sværd i hånden og han rækker det ud mod Ægyptens land.+ 26 Og jeg vil sprede ægypterne blandt nationerne og strø dem ud i landene;+ og de skal vide at jeg er Jehova.’“

31 Og det var i det ellevte år, i den tredje [måned], på den første [dag] i måneden, at Jehovas ord kom til mig og lød: 2 „Menneskesøn, sig til Farao, Ægyptens konge, og til hans folkemængde:+

’Hvem ligner du i din storhed? 3 Se, en assyrer,* en ceder på Libanon,+ med smukke grene,+ ja, med et tæt grenværk der giver skygge, og høj af vækst+ så dens top er imellem skyerne.*+ 4 Vand gjorde den stor;+ det våde dyb* gjorde den høj. Med sine* floder løb det omkring det sted hvor den var plantet; men med sine render sendte det [vand] ud til alle markens [andre] træer. 5 Af den grund blev den højere i sin vækst end alle markens [andre] træer.+

Og dens grene blev stadig flere, og dens kviste blev stadig længere, fordi der var meget vand i dens vandløb.*+ 6 I dens grene byggede alle himmelens flyvende skabninger reder,+ og under dens kviste fødte alle markens vilde dyr [deres unger],+ og i dens skygge boede alle de folkerige nationer. 7 Og den blev smuk i sin storhed,+ i sit løvhangs længde, for dens rod stod ved meget vand. 8 [De andre] cedre i Guds have*+ kunne ikke måle sig med den. Ingen enebærtræer lignede den hvad dens grene angik. Og ingen platantræer havde kviste som den. Intet [andet] træ i Guds have lignede den i dens skønhed.+ 9 Jeg gjorde den smuk med dens meget løv,+ og alle [de andre] af Eʹdens* træer som var i den [sande] Guds* have, misundte den.’+

10 Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Fordi du* blev høj af vækst — og den satte sin top op imellem skyerne*+ og dens hjerte blev stolt på grund af dens højde,+ 11 så vil jeg give den i nationernes voldsherres hånd.+ Han vil ubetinget gribe ind imod den. På grund af dens ugudelighed vil jeg drive den ud.+ 12 Og fremmede, nationernes tyranner, vil hugge den om, og man vil lade den ligge på bjergene; og i alle dalene skal dens løv falde, og dens kviste vil ligge knækkede i alle jordens bække.+ Og alle jordens folkeslag vil stige ned fra dens skygge, og de vil forlade den.+ 13 På dens faldne stamme vil alle himmelens flyvende skabninger tage bolig, og ved dens kviste skal alle markens vilde dyr være,+ 14 for at ingen træer [der står] ved vand skal blive høje i deres vækst eller sætte deres top op imellem skyerne, og for at ingen der drikker vand skal stille sig op imod dem i deres højde, for de skal alle overgives til døden,+ til landet dybest nede,+ midt iblandt menneskesønnerne,* til dem der går ned i graven.’

15 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’På den dag den går ned til Sheʹol, skal jeg sørge for at der holdes sorg.+ For dens skyld vil jeg tildække det våde dyb, så jeg kan holde igen på dets floder, og de mange vande kan tilbageholdes; og for dens skyld hyller jeg Libanon i mørke, og for dens skyld vil alle markens træer sygne hen. 16 Ved lyden af dens fald skal jeg få nationer til at ryste, når jeg bringer den ned til Sheʹol sammen med dem der går ned i graven;+ og i landet dybest nede vil alle Eʹdens* træer,+ Libanons ypperste og bedste, alle der drikker vand, blive trøstet.+ 17 Sammen med den er også de gået ned til Sheʹol,*+ til dem der er dræbt med sværd, og dem der som dens afkom* har boet i dens skygge midt iblandt nationerne.’+

18 ’Hvem ligner du således i herlighed+ og storhed blandt Eʹdens træer?+ Dog skal du bringes ned til landet dybest nede, sammen med Eʹdens* træer.+ Midt iblandt uomskårne skal du ligge hos dem der er dræbt med sværd. Dette er Farao og hele hans folkemængde,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

32 Og det var i det tolvte år, i den tolvte måned, på den første [dag] i måneden, at Jehovas ord kom til mig og lød: 2 „Menneskesøn, istem en klagesang om Farao, Ægyptens konge, og sig til ham: ’Som en ungløve med manke blandt nationerne er du bragt til tavshed.+

Og du var som søuhyret i havene,+ og du prustede i dine floder* og mudrede op i vandene med dine fødder og forplumrede deres floder.’

3 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Nu vil jeg brede mit net ud over dig+ ved hjælp af en forsamling af mange folkeslag, og de* skal trække dig op med mit vod.+ 4 Og jeg vil lade dig ligge på jorden. Jeg kaster dig på åben mark.+ Og jeg vil få alle himmelens flyvende skabninger til at slå sig ned på dig, og jeg vil lade de vilde dyr på hele jorden æde sig mætte på dig.+ 5 Og jeg vil lægge dit kød på bjergene og fylde dalene med affaldet* fra dig.+ 6 Og jeg vil vande jorden med det der flyder fra dig, med dit blod,+ helt op til bjergene; og bækkene vil blive fulde af dig.’

7 ’Og når du udslukkes, vil jeg dække himmelen og formørke dens stjerner. Solen dækker jeg med skyer, og månen vil ikke lade sit lys skinne.+ 8 Alle de lysende lysgivere på himmelen vil jeg formørke for din skyld, og jeg sender mørke over dit land,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.

9 ’Og jeg vil forurolige mange folkeslags hjerte når jeg fører fangerne* fra dig ud iblandt nationerne til lande du ikke kender.+ 10 Og jeg vil få mange folkeslag til at forfærdes over dig,+ og deres konger vil gyse af forfærdelse over dig, når jeg svinger mit sværd for deres ansigter,+ og de skal skælve hvert øjeblik, hver for sin egen sjæl, på dagen for dit fald.’+

11 For således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Babylons konges sværd vil komme over dig.+ 12 Jeg lader din folkemængde falde for de vældige krigeres sværd; nationernes tyranner er de alle;+ og de skal hærge Ægyptens stolthed, og hele dets folkemængde skal tilintetgøres.+ 13 Og jeg vil udrydde alle dets husdyr fra [græsgangene] ved de mange vande,+ og intet menneskes fod skal mere mudre op i dem,+ og heller intet husdyrs klove skal mudre op i dem.’

14 ’Til den tid vil jeg gøre deres vande klare, og deres floder lader jeg flyde som olie,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.

15 ’Når jeg gør Ægyptens land til en ødemark og landet er lagt øde, [tømt] for det som fyldte det,+ når jeg slår alle indbyggerne i det ned, så skal de vide at jeg er Jehova.+

16 Dette er en klagesang, og man skal synge den klagende. Også nationernes døtre skal klagende synge den; de vil klagende synge+ den over Ægypten og over hele dets folkemængde,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

17 Og det var i det tolvte år,* på den femtende [dag] i måneden, at Jehovas ord kom til mig og lød: 18 „Menneskesøn, klag over Ægyptens folkemængde og lad den fare ned,+ den og de majestætiske nationers døtre, til landet dybest nede,+ sammen med dem der farer ned i graven.+

19 ’Hvem er du lifligere end?+ Far ned og læg dig hos de uomskårne!’+

20 ’Midt iblandt dem der er dræbt med sværd vil de falde.+ [Til] sværd er det overgivet. Slæb det og hele dets folkemængde bort.

21 De ledende blandt de vældige krigere vil fra Sheʹols midte tale om ham og hans hjælpere:+ De skal fare ned,+ lægge sig som uomskårne, dræbt med sværd. 22 Dér er Assyrien og hele dets forsamling.+ Hans gravsteder er rundt om ham. Alle er de dræbt, faldet for sværdet.+ 23 For dets gravsteder er anbragt inderst i graven,+ og dets forsamling er rundt om dets gravsted, alle er de dræbt, faldet for sværdet, fordi de spredte rædsel i de levendes land.

24 Dér er Eʹlam+ og hele dets folkemængde rundt om dets gravsted, alle er de dræbt, faldet for sværdet, de der uomskårne fór ned til landet dybest nede, de som spredte rædsel om sig i de levendes land; og de skal bære deres ydmygelse sammen med dem der farer ned i graven.+ 25 Midt iblandt dræbte har man redt et leje+ til det, midt i hele dets folkemængde. Dets gravsteder er rundt om det. Alle er uomskårne, dræbt med sværd,+ fordi de spredte rædsel om sig i de levendes land; og de skal bære deres ydmygelse sammen med dem der farer ned i graven. Midt iblandt dræbte er han* lagt.

26 Dér er Meʹsjek+ [og] Tuʹbal+ og hele dets folkemængde. Dets gravsteder er rundt om ham. Alle er uomskårne, gennemborede med sværd, fordi de spredte rædsel om sig i de levendes land. 27 Og skulle de ikke* ligge hos de vældige krigere,+ som er faldet af de uomskårne, som er faret ned til Sheʹol med deres krigsvåben, og hvis sværd man lægger under deres hoveder, og hvis misgerninger er over deres knogler?+ For de vældige krigere var en rædsel i de levendes land.+ 28 Og du,* midt iblandt uomskårne vil du blive knust, og du lægger dig hos dem der er dræbt med sværd.

29 Dér er Eʹdom,+ dets konger og alle dets høvdinger, som i deres styrke blev lagt hos dem der er dræbt med sværd;+ selv de vil lægge sig hos uomskårne+ og hos dem der farer ned i graven.

30 Dér er stammehøvdingerne fra nord, alle sammen, og alle zidonierne,+ som er faret ned sammen med de dræbte, beskæmmede skønt de spredte rædsel med deres styrke. Og de vil lægge sig uomskårne hos dem der er dræbt med sværd, og de vil bære deres ydmygelse sammen med dem der farer ned i graven.+

31 Det er dem Farao skal se, og han skal trøstes over hele sin folkemængde.+ Farao og hele hans kampstyrke vil blive dræbt med sværd,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.

32 ’For han* spredte rædsel om sig* i de levendes land,+ og han skal lægges midt iblandt de uomskårne, hos dem der er dræbt med sværd, ja, Farao og hele hans folkemængde,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

33 Og Jehovas ord kom fortsat til mig og lød: 2 „Menneskesøn, tal til dit folks sønner+ og sig til dem:

’Når jeg bringer sværdet over et land,+ og landets folk,* alle som én, tager en mand* og gør ham til deres vægter,*+ 3 og han så ser sværdet komme over landet og blæser i hornet* og advarer folket,+ 4 og den der hører det, nok hører hornets lyd men ikke lader sig advare,+ og sværdet kommer og tager ham bort, da vil hans blod komme over hans eget hoved.+ 5 Han hørte hornets lyd, men han lod sig ikke advare. Hans blod vil komme over ham selv. Men havde han ladet sig advare, ville hans sjæl* være undsluppet.+

6 Hvis vægteren, derimod, ser sværdet komme og ikke blæser i hornet,+ og folket ikke får nogen advarsel, og sværdet kommer og tager sjælen fra dem, tages den bort for sin egen brøde,+ men dens blod vil jeg kræve af vægterens* hånd.’+

7 Og du, menneskesøn, jeg har gjort dig til vægter for Israels hus,+ og du skal høre et ord fra min mund, og du skal advare dem fra mig.+ 8 Når jeg siger til den ugudelige: ’Du ugudelige, du skal visselig dø!’+ og du så ikke taler for at advare den ugudelige mod hans vej,+ da skal han, da han er ugudelig, dø for sin brøde,+ men hans blod vil jeg kræve af din hånd. 9 Men når du har advaret den ugudelige mod hans vej, for at [han skal] vende om fra den, og han så ikke vender om fra sin vej, skal han dø for sin brøde,+ men du vil have udfriet din sjæl.*+

10 Men du, menneskesøn, sig til Israels hus: ’Således siger I: „Da vore overtrædelser og vore synder er over os og vi rådner op under dem,+ hvordan skal vi da kunne blive i live?“’+ 11 Sig til dem: ’„Så sandt jeg lever,“ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, „jeg finder ikke behag i den ugudeliges død,+ men i at den ugudelige vender om fra sin vej+ og bliver i live.+ Vend om, vend om fra jeres onde veje,+ for hvorfor vil I dø, Israels hus?“’+

12 Og du, menneskesøn, sig til dit folks sønner: ’Den retfærdiges retfærdighed vil ikke udfri ham på den dag han overtræder.+ Og den ugudeliges ugudelighed vil ikke få ham til at snuble på den dag han vender om fra sin ugudelighed.+ Og den retfærdige vil ikke kunne blive i live ved [sin retfærdighed]* på den dag han synder.+ 13 Når jeg siger til den retfærdige: „Du skal visselig blive i live,“ og han så stoler på sin egen retfærdighed og øver uret,+ vil ingen af hans retfærdige gerninger blive husket, men for den uret som han har øvet, for den skal han dø.+

14 Og når jeg siger til den ugudelige: „Du skal visselig dø,“+ og han så vender om fra sin synd+ og øver ret og retfærdighed,+ 15 [og] han, den ugudelige, giver pant tilbage,+ tilbagebetaler de ting han har taget ved røveri,+ [ja,] vandrer efter livets forskrifter ved ikke at øve uret,+ så skal han visselig blive i live.+ Han skal ikke dø. 16 Ingen af de synder som han har begået, vil blive husket [og tilregnet] ham.+ Ret og retfærdighed har han øvet. Han skal visselig blive i live.’+

17 Imidlertid siger dit folks sønner: ’Jehovas* vej er ikke rigtig;’+ men det er deres vej som ikke er rigtig.

18 Når en retfærdig vender om fra sin retfærdighed og øver uret, da skal han dø på grund af dette.+ 19 Og når den ugudelige vender om fra sin ugudelighed og øver ret og retfærdighed, er det på grund af dette han vil blive i live.+

20 Dog siger I: ’Jehovas* vej er ikke rigtig.’+ Jeg vil dømme jer, Israels hus, hver især efter jeres veje.“+

21 Så var det i det tolvte år af vor landflygtighed, i den tiende [måned], på den femte dag i måneden, at en der var undsluppet fra Jerusalem kom+ til mig og sagde: „Byen er besejret!“+

22 Og Jehovas hånd var kommet over mig om aftenen før den undslupne kom,+ og Han åbnede min mund før [denne] kom til mig om morgenen, og min mund var åbnet og jeg var ikke længere stum.+

23 Da kom Jehovas ord til mig og lød: 24 „Menneskesøn, disse øde [byers]*+ indbyggere siger om Israels jord: ’Abraham var kun én, og dog tog han landet i eje.+ Og vi er mange; landet er givet os i eje.’+

25 Sig derfor til dem: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „I spiser [kød] med blodet i,*+ og I løfter jeres øjne mod jeres uhumske guder,+ og I udgyder blod.+ Og I skulle eje landet?+ 26 I stoler* på jeres sværd.+ I* øver noget vederstyggeligt,+ og I skænder hver især jeres næstes hustru.+ Og I skulle eje landet?“’+

27 Således skal du sige til dem: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Så sandt jeg lever skal de der er i de øde [byer]* falde for sværdet;+ og den der er i det åbne land vil jeg give som føde til vilde dyr;+ og de der er i borgene og i hulerne+ skal dø af pest. 28 Og jeg gør landet til en ødemark,+ ja, et øde sted, og dets styrkes stolthed vil blive bragt til ophør,+ og Israels bjerge vil blive lagt øde,+ så ingen færdes der. 29 Og de skal vide at jeg er Jehova, når jeg gør landet til en ødemark,+ ja, et øde sted, på grund af alle deres vederstyggeligheder som de har øvet.“’+

30 Og du, menneskesøn, dit folks sønner taler med hinanden om dig langs murene og i husenes indgange,+ og den ene taler med den anden, hver med sin broder, og siger: ’Kom dog og hør hvad det er for et ord der er udgået fra Jehova.’+ 31 Og de vil komme til dig, som et folk kommer, og de vil sætte sig foran dig som mit folk,+ og de vil høre dine ord; men de vil ikke handle efter dem,+ for med deres mund udtrykker de begær, [og] deres hjerte går efter uærlig vinding.+ 32 Og se, du er for dem som en der synger kærlighedssange, som en der har en smuk stemme og som spiller godt på et strengeinstrument.+ Og de vil høre dine ord, men ingen af dem handler efter dem.+ 33 Men når det kommer — se, det kommer+ — da skal de vide at en profet har været i deres midte.“+

34 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 2 „Menneskesøn, profetér mod Israels hyrder. Profetér og sig til dem, til hyrderne: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Ve Israels hyrder,+ som er hyrder for* sig selv!+ Er det ikke hjorden som hyrderne burde være hyrder for?+ 3 Fedtet spiser I,+ og med ulden klæder I jer. Det fede+ dyr slagter I.+ [Men] hjorden* er I ikke hyrder for. 4 De svage har I ikke styrket,+ og det syge [dyr] har I ikke helbredt, og det sårede har I ikke forbundet, og det fordrevne har I ikke ført tilbage, og det bortkomne* har I ikke søgt efter,+ men strengt har I rådet over dem, ja, tyrannisk.+ 5 Så spredtes de fordi der ingen hyrde var,+ ja, de blev til føde for hvert vildt dyr på marken og spredtes.+ 6 Mine får* farer vild på alle bjergene og på hver høj bakke;+ ja, mine får+ er blevet spredt over hele jordens flade, og ingen spørger efter dem og ingen søger efter dem.

7 Derfor, I hyrder, hør Jehovas ord: 8 ’„Så sandt jeg lever,“ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, „visselig, fordi mine får blev til rov og mine får er til føde for alle markens vilde dyr, fordi der ingen hyrde er, og mine hyrder ikke spørger efter mine får, men hyrderne er hyrder for sig selv,+ mens de ikke er hyrder for mine får,“’ 9 derfor, I hyrder, hør Jehovas ord. 10 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Se, jeg er imod hyrderne,+ og jeg vil kræve mine får af deres hånd og lade dem ophøre med at være hyrder for* fårene,+ og hyrderne skal ikke mere være hyrder for sig selv;+ og jeg vil udfri mine får af deres mund, og de skal ikke blive til føde for dem.’“+

11 For således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Se, jeg vil selv spørge efter mine får og sørge for dem.+ 12 Som en hyrde sørger for sin flok+ på den dag han er iblandt sine spredte får,+ sådan vil jeg sørge for mine får; og jeg vil udfri dem fra alle de steder hvortil de blev spredt på dagen med skyer og tykt mulm.+ 13 Og jeg vil føre dem ud fra folkeslagene+ og samle dem fra landene og føre dem til deres jord+ og være hyrde for dem på Israels bjerge, ved bækkene og på alle de beboede steder i landet.+ 14 På et sted med god græsning vil jeg være hyrde for dem, og på Israels høje bjerge skal deres græsgang være.+ Dér vil de lægge sig på en god græsgang,+ og på et sted med fed græsning skal de græsse, på Israels bjerge.“

15 „Jeg vil selv være hyrde for mine får,*+ og jeg vil selv sørge for at de kan lægge sig,“+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova. 16 „Det bortkomne [dyr]* vil jeg søge efter,+ og det fordrevne vil jeg føre tilbage, og det sårede vil jeg forbinde og det syge vil jeg styrke, men det fede+ og det stærke vil jeg tilintetgøre. Jeg vil være hyrde for det* med dom.“*+

17 Og I, mine får, således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Se, jeg dømmer mellem får og får,* mellem væddere og bukke.+ 18 Er det ikke nok for jer at I græsser på den bedste græsgang,*+ siden I nedtræder resten af jeres gode græsgange med jeres fødder, eller at I drikker det klare vand,* siden I forplumrer det der er tilbage med jeres fødder? 19 Og mine får, skulle de græsse på det der er trådt ned af jeres fødder, og skulle de drikke af det der er forplumret af jeres fødder?“

20 Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt til dem: „Se, jeg vil selv dømme mellem de fede får og de magre får,* 21 fordi I skubber med side og skulder og stanger alle de svage med jeres horn, indtil I har spredt dem [og jaget dem] ud.+ 22 Og jeg vil frelse mine får,* og de skal ikke længere være til rov;+ og jeg vil dømme mellem får og får.* 23 Og jeg vil sætte én hyrde over dem,+ og han skal være hyrde for* dem, nemlig min tjener David.+ Han skal være hyrde for dem, ja, han skal være deres hyrde.+ 24 Og jeg, Jehova, skal være deres Gud,*+ og min tjener David [skal være] høvding* midt iblandt dem.+ Jeg, Jehova, har talt.

25 Og jeg vil slutte* en fredspagt med dem,+ og jeg vil udrydde de farlige vilddyr af landet,+ og de skal bo trygt i ørkenen og sove i skovene.+ 26 Og jeg vil gøre dem og min højs omgivelser til en velsignelse,+ og jeg vil lade skylregnen falde til tiden. Velsignelsens skylregn skal det være.+ 27 Og markens træer skal give deres frugt,+ og landet giver sin afgrøde,+ og de skal være trygge på deres jord.+ Og de skal vide at jeg er Jehova, når jeg bryder deres ågstænger+ og udfrier dem af deres hånd der bruger dem som trælle.+ 28 Og de skal ikke mere blive til rov for nationerne,+ og jordens vilde dyr skal ikke fortære dem, men de skal bo trygt, og ingen får [dem] til at skælve.+

29 Og jeg vil sætte en plantning for dem, en der gør [dem] berømte,*+ og de skal ikke mere bortrives af hungersnød i landet,+ og de skal ikke mere bære ydmygelsen fra nationerne.+ 30 ’Og de skal vide at jeg, Jehova deres Gud, er med dem+ og at de er mit folk, Israels hus,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“’+

31 ’Og I,* mine får,*+ min græsgangs hjord, I* er jordiske mennesker.* Jeg er jeres Gud,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

35 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 2 „Menneskesøn, ret dit ansigt+ mod Seʹirs bjergland+ og profetér imod det+ 3 og sig til det: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Se, jeg er imod dig, du Seʹirs bjergland,+ og jeg vil række min hånd ud imod dig+ og gøre dig til en ødemark, ja, et øde sted.+ 4 Dine byer lægger jeg øde, og selv bliver du en ødemark;+ og du skal vide at jeg er Jehova,+ 5 fordi du har næret et varigt fjendskab+ og gav Israels sønner i sværdets vold*+ på deres undergangs tid,+ på den tid da [deres] brøde var endelig.“’*+

6 ’Derfor, så sandt jeg lever,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’til blod vil jeg gøre dig, og blod vil forfølge dig.+ Visselig, blod har du hadet, og blod skal* forfølge dig.+ 7 Og jeg vil gøre Seʹirs bjergland til en ødemark, ja, et øde sted,+ og jeg vil udrydde den der drager igennem og den der vender tilbage, af det.+ 8 Og jeg vil fylde dets bjerge med dets dræbte; [på] dine høje og [i] dine dale og alle dine bække, dér vil de der er dræbt med sværd falde.+ 9 Jeg vil gøre dig til varige ødemarker, og dine byer skal ikke bebos;+ og I skal vide at jeg er Jehova.’+

10 Fordi du sagde: ’Disse to nationer og disse to lande — de skal blive mine, og vi vil tage dem i eje,’+ skønt Jehova var der,+ 11 ’derfor, så sandt jeg lever,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’vil jeg handle efter den vrede og efter den skinsyge som du har vist som følge af dine hadefulde følelser mod dem;+ og jeg vil gøre mig selv kendt iblandt dem,* når jeg dømmer dig.+ 12 Og du skal vide at jeg, Jehova, har hørt alle de respektløse ord som du har sagt om Israels bjerge+ da du sagde: „De* er blevet lagt øde. De er givet til os som føde.“+ 13 Og I gjorde jer store imod mig med jeres mund,*+ og I brugte mange ord imod mig.+ Jeg har selv hørt [dem].’+

14 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Samtidig med at hele jorden fryder sig, gør jeg dig til en ødemark. 15 Ligesom du frydede dig over Israels hus’ arvelod da den blev lagt øde, således vil jeg gøre imod dig.+ Du skal blive en ødemark, du Seʹirs bjergland, ja, hele Eʹdom, alt sammen;+ og de skal vide at jeg er Jehova.’“+

36 „Og du, menneskesøn, profetér om Israels bjerge og sig: ’Israels bjerge,+ hør Jehovas ord. 2 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Fordi fjenden sagde om jer:+ ’Ha! Selv offerhøjene fra gammel tid+ er blevet vor ejendom!’“’+

3 — derfor skal du profetere og sige: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Fordi, ja, fordi [de] har lagt [jer] øde+ og snappet efter jer fra alle sider,+ for at I kunne blive resten af nationernes ejendom,+ og fordi I er kommet på [folks] læber [og] tunge+ og der tales dårligt om jer blandt folk,+ 4 derfor, I Israels bjerge,+ hør den suveræne Herre Jehovas ord! Således har den suveræne Herre Jehova sagt til bjergene og højene, til bækkene og dalene og til de øde steder der er lagt øde+ og til de forladte byer der er blevet til rov og til spot for resten af de nationer der er rundt om;+ 5 derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Visselig, i min nidkærheds ild+ vil jeg tale imod resten af nationerne og imod hele Eʹdom,+ dem som gav mit land i eje til sig selv, med al hjertets fryd,+ med sjælens foragt,+ for dets græsgangs og for rovets skyld.’“’+

6 Profetér derfor om Israels jord og sig til bjergene og højene, til bækkene og dalene: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Se! I min nidkærhed og i min forbitrelse må jeg tale, fordi I har båret ydmygelsen fra nationerne.“’+

7 Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Jeg har løftet min hånd [og aflagt ed] på+ at nationerne som er rundt om jer, selv skal bære deres ydmygelse.+ 8 Og I, Israels bjerge, skal lade jeres grene skyde frem, og I skal bære jeres frugt til mit folk Israel,+ for de er lige ved at komme hjem.+ 9 For se, jeg er med jer og jeg vil vende mig om til jer,+ og I skal dyrkes og tilsås.+ 10 Og jeg gør mennesker* talrige på jer, hele Israels hus, det hele,+ og byerne skal bebos,+ og de øde steder skal genopbygges.+ 11 Ja, jeg gør mennesker og dyr talrige på jer,+ og de skal blive talrige og frugtbare, og jeg vil lade jer blive beboet som I var førhen,+ og jeg vil gøre [jer] mere godt end i jeres første tid;+ og I skal vide at jeg er Jehova.+ 12 Og jeg vil lade mennesker vandre på jer, ja, mit folk Israel, og de skal tage jer* i eje,+ og I skal blive deres arvelod,+ og I skal ikke mere gøre dem barnløse.’“+

13 „Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Fordi nogle siger til jer: „Du er [et land] der fortærer* mennesker og som har gjort dine nationer barnløse,“’+ 14 ’derfor skal du ikke mere fortære mennesker,+ og du skal ikke mere gøre dine nationer barnløse,’*+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova. 15 ’Og jeg vil ikke længere lade dig høre nationernes ydmygende tale,+ og folkeslagenes smæden skal du ikke mere bære,+ og du skal ikke igen få dine nationer til at snuble,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

16 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 17 „Menneskesøn, Israels hus boede på deres jord, og de gjorde den uren ved deres adfærd og ved deres gerninger.+ Som menstruationsurenhed blev deres adfærd for mig.+ 18 Så udøste jeg min forbitrelse over dem på grund af det blod som de havde udøst over landet,+ som de havde gjort urent med deres uhumske guder,+ 19 og jeg spredte dem blandt nationerne, og de blev strøet ud i landene.+ Efter deres adfærd og efter deres gerninger dømte jeg dem.+ 20 Så kom de* til de nationer de nu kom til, og man* vanhelligede mit hellige navn+ idet der blev sagt om dem: ’Dette er Jehovas folk, og de er draget ud fra hans land.’+ 21 Men jeg vil have medfølelse med mit hellige navn, det som Israels hus har vanæret blandt de nationer som de kom til.“+

22 „Derfor, sig til Israels hus: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Det er ikke for jeres skyld jeg gør [det], Israels hus, men for mit hellige navns skyld, det som I har vanæret blandt de nationer som I kom til.“’+ 23 ’Og jeg vil hellige* mit store navn,+ som er blevet vanhelliget blandt nationerne, det som I vanhelligede midt iblandt dem; og nationerne skal vide at jeg er Jehova,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’når jeg helliges iblandt jer for deres øjne.+ 24 Og jeg vil hente jer fra nationerne og samle jer sammen fra alle landene og føre jer til jeres egen jord.+ 25 Og jeg vil stænke rent vand på jer, og I skal blive rene;+ jeg vil rense jer for alle jeres urenheder+ og for alle jeres uhumske guder.+ 26 Og jeg vil give jer et nyt hjerte,+ og en ny ånd giver jeg i jeres indre,+ og jeg vil tage stenhjertet ud af jeres kød og give jer et kødhjerte.+ 27 Og min ånd vil jeg indgive i jeres indre,+ og jeg vil udvirke at I vandrer efter mine forordninger+ og holder og følger mine lovbud.+ 28 Og I skal bo i det land som jeg gav jeres forfædre,+ og I skal være mit folk og jeg vil være jeres Gud.’*+

29 ’Og jeg vil frelse jer fra alle jeres urenheder+ og kalde kornet frem og forøge det, og jeg lader ikke nogen hungersnød komme over jer.+ 30 Og jeg vil forøge træernes frugt og markens afgrøde, for at I ikke mere skal tage imod hungersnødens skændsel blandt nationerne.+ 31 Og I skal huske jeres dårlige adfærd og jeres gerninger som ikke var gode,+ og I skal føle lede ved jer selv på grund af jeres misgerninger og på grund af jeres vederstyggeligheder.+ 32 Det er ikke for jeres skyld jeg gør [det],’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’det skal I vide. Føl beskæmmelse og ydmygelse på grund af jeres adfærd, Israels hus.’+

33 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’På den dag jeg renser jer for alle jeres misgerninger, vil jeg også lade byerne blive beboet,+ og de øde steder skal genopbygges.+ 34 Og det øde land skal dyrkes, i stedet for at være en ødemark for øjnene af enhver der drager forbi.+ 35 Og man skal sige: „Dette land som var lagt øde, er blevet som Eʹdens have,*+ og byerne som lå i ruiner og var ødelagte og revet ned, er befæstede; de er blevet beboet.“+ 36 Og de nationer som er tilbage rundt om jer, skal vide at jeg, Jehova, har genopbygget det der var revet ned;+ jeg har beplantet det der var lagt øde. Jeg, Jehova, har talt og jeg har grebet ind.’+

37 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Yderligere vil jeg lade mig søge af Israels hus for at gøre dette for dem:+ Jeg vil gøre dem talrige som en hjord af mennesker.*+ 38 Som en hjord af hellige, som Jerusalems hjord ved dens festtider,+ således vil byerne der lå i ruiner, blive fulde af hjorde af mennesker;+ og man skal vide at jeg er Jehova.’“

37 Jehovas hånd var over mig,+ og ved Jehovas ånd* førte han mig ud+ og satte mig ned midt på sletten, og den var fuld af knogler.+ 2 Og han lod mig gå hele vejen rundt om dem, og se, der var en stor mængde på slettens flade, og se, de var meget tørre.+ 3 Så sagde han til mig: „Menneskesøn, kan disse knogler blive levende?“ Dertil sagde jeg: „Suveræne Herre Jehova, du ved det.“+ 4 Da sagde han til mig: „Profetér over disse knogler og sig til dem: ’I tørre knogler, hør Jehovas ord:

5 Således har den suveræne Herre Jehova sagt til disse knogler: „Se, jeg bringer ånde* ind i jer og I skal blive levende.+ 6 Ja, jeg vil sætte sener på jer og komme kød på jer, og jeg vil trække hud over jer og indgive jer ånde, og I skal blive levende;+ og I skal vide at jeg er Jehova.“’“+

7 Og jeg profeterede sådan som jeg havde fået påbudt.+ Og der hørtes en lyd så snart jeg profeterede, ja, hør, en skramlen, og knoglerne rykkede sammen, [hver] knogle til sin knogle. 8 Og jeg så, og se, der kom sener og kød på dem, og så blev der trukket hud over dem. Men der var ingen ånde i dem.

9 Så sagde han til mig: „Profetér for vinden.* Profetér, menneskesøn, og sig til vinden: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Kom, du vind, fra de fire vinde, og blæs på disse dræbte+ så de kan blive levende.“’“+

10 Og jeg profeterede sådan som han havde påbudt mig, og da kom der ånde i dem, og så blev de levende og rejste sig på deres fødder,+ en meget, meget stor styrke.

11 Og han fortsatte med at sige til mig: „Menneskesøn, disse knogler er hele Israels hus.+ Hør, de siger: ’Vore knogler er tørret ud og vort håb er forsvundet.+ Det er ude med os.’ 12 Derfor, profetér og sig til dem: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Se, jeg åbner jeres grave,+ og jeg vil føre jer op af jeres grave, mit folk, og føre jer til Israels jord.+ 13 Og I skal vide at jeg er Jehova, når jeg åbner jeres grave og når jeg fører jer op af jeres grave, mit folk.“’+ 14 ’Og jeg vil indgive min ånd* i jer, og I skal blive levende,+ og jeg vil bosætte jer på jeres jord; og I skal vide at jeg, Jehova, har talt og grebet ind,’ lyder Jehovas udsagn.“+

15 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 16 „Og du, menneskesøn, tag dig et stykke træ+ og skriv på det: ’For Juda og for Israels sønner, hans partnere.’*+ Og tag et andet stykke træ og skriv på det: ’For Josef — Eʹfraims stykke træ+ — og hele Israels hus, hans partnere.’+ 17 Og sæt dem sammen til ét stykke træ, så de bliver til ét i din hånd.+ 18 Og når så dit folks sønner siger til dig: ’Vil du ikke fortælle os hvad dette betyder for dig?’+ 19 så sig til dem: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Se, jeg tager Josefs stykke træ, som er i Eʹfraims hånd, og Israels stammer, hans partnere, og jeg vil sætte dem på det [andet], det vil sige* Judas stykke træ, og jeg gør dem dermed til ét stykke træ,+ så de bliver ét i min hånd.“’ 20 Og træstykkerne som du skriver på, skal være i din hånd for deres øjne.+

21 Og sig til dem: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Se, jeg henter Israels sønner fra de nationer som de er draget til, og jeg vil samle dem sammen rundt om fra og føre dem til deres egen jord.+ 22 Og jeg gør dem til én nation i landet+ på Israels bjerge, og som konge skal de alle have én konge,+ og de skal ikke længere være to nationer, og de skal ikke længere være delt i to riger.+ 23 Og de skal ikke længere besmitte sig med deres uhumske guder og med deres afskyeligheder og med alle deres overtrædelser;+ og jeg vil frelse dem fra alle de steder de bor* hvor de har syndet, og jeg vil rense dem,+ og de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud.*+

24 Og min tjener David skal være konge over dem,+ og de skal alle have én hyrde;+ og de skal vandre efter mine lovbud+ og holde mine forskrifter+ og følge dem.+ 25 Og de skal bo i det land som jeg gav min tjener Jakob, det som jeres forfædre boede i,+ ja, de skal bo i det,+ de og deres sønner og deres sønnesønner, for stedse,+ og min tjener David skal være deres høvding* for stedse.+

26 Og jeg vil slutte en fredspagt med dem;+ en varig pagt med dem vil det være.+ Og jeg vil anbringe dem og gøre dem talrige+ og anbringe min helligdom i deres midte for stedse.+ 27 Og min teltbolig skal være over dem,+ og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.+ 28 Og nationerne skal vide at jeg, Jehova,+ helliger Israel, når min helligdom bliver midt iblandt dem for stedse.“’“+

38 Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig og lød: 2 „Menneskesøn,+ ret dit ansigt imod Gog [fra] Maʹgogs land,*+ den øverste høvding* over Meʹsjek+ og Tuʹbal,+ og profetér imod ham 3 og sig: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Se, jeg er imod dig, Gog, du øverste høvding over Meʹsjek og Tuʹbal. 4 Og jeg vil vende dig om og sætte kroge i dine kæber+ og trække dig frem med hele din kampstyrke,+ heste og rytteri, alle klædt med fuldkommen smag,+ en mægtig samling, med stort skjold og lille skjold, alle håndterer de sværd;+ 5 Persien,+ Ætiopien*+ og Put+ med dem, alle med skjold og hjelm; 6 Goʹmer+ og alle dets hærafdelinger, Togarʹmas+ hus, [fra] de fjerneste egne mod nord, og alle dets hærafdelinger — mange folkeslag med dig.+

7 Vær forberedt og gør dig rede, du og hele din forsamling,+ de som er samlet hos dig, og vær deres vogter.

8 Efter mange dage vil opmærksomheden blive rettet imod dig. I de sidste år vil du gå imod et land+ [hvis folk er] genrejst efter sværdet, samlet fra mange folkeslag+ på Israels bjerge, som til stadighed har været et øde sted, ja, [et folk]* som er ført ud fra folkeslagene og bor trygt, alle sammen.+ 9 Og du skal drage op. Som et uvejr vil du komme;+ som en sky der dækker landet vil du være,+ du og alle dine hærafdelinger og de mange folkeslag som er med dig.“’

10 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Og på den dag vil noget opkomme i dit hjerte,+ og du vil udtænke en ond plan;+ 11 og du siger: „Jeg vil drage op imod et åbent land.+ Jeg vil gå imod folk der har ro, som bor trygt, som alle bor uden mure;+ og de har hverken slå eller døre.“ 12 Det vil være for at gøre stort bytte+ og tage meget rov, for at vende din hånd imod øde steder der igen er beboet,+ og imod et folk der er samlet fra nationerne,+ [et folk der] erhverver sig velstand og ejendom,+ som bor på jordens navle.+

13 Saʹba+ og Deʹdan+ og Tarʹsis’+ købmænd og alle dets unge løver med manke+ — de vil sige til dig: „Er det for at gøre et stort bytte at du kommer? Er det for at tage meget rov at du har samlet din forsamling, for at hjemføre sølv og guld, for at hente velstand og ejendom, for at gøre et meget stort bytte?“’

14 Derfor, profetér, menneskesøn, og sig til Gog: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Mon ikke du på den dag da mit folk Israel bor trygt vil vide [det]?+ 15 Og du skal komme fra dit sted, fra de fjerneste egne mod nord,+ du og mange folkeslag med dig, alle ridende på heste, en stor forsamling, ja, en talrig kampstyrke,+ 16 og du skal drage op imod mit folk Israel som en sky der dækker landet.+ I de sidste dage vil det ske, og jeg fører dig imod mit land,+ for at nationerne kan kende mig, når jeg for deres øjne helliger mig på dig, Gog.“’+

17 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Er du+ den jeg talte om i gamle dage ved mine tjenere, Israels profeter, som profeterede i de dage, i årevis, om at [jeg ville] føre dig imod dem?’+

18 ’Og det skal ske på den dag, på den dag Gog kommer ind på Israels jord,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’at min forbitrelse stiger op i min næse.+ 19 Og i min nidkærhed,+ i min glødende vrede, vil jeg tale.+ Visselig, på den dag indtræffer et stort jordskælv på Israels jord.*+ 20 Og havets fisk og himmelens flyvende skabninger og markens vilde dyr og alle krybdyr som kryber på jorden og alle mennesker* som er på jordens flade skal skælve for mig,+ og bjergene skal omstyrtes+ og klippestierne skal falde ned, ja, hver mur vil falde til jorden.’

21 ’Og jeg vil kalde et sværd frem imod ham i hele mit bjergland,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.+ ’Hver mand har sit sværd rettet mod sin broder.+ 22 Og jeg vil have et retsopgør+ med ham, med pest+ og blod;+ og en rivende skylregn og haglsten,+ ild+ og svovl lader jeg regne ned over ham og hans hærafdelinger og de mange folkeslag der er med ham.+ 23 Og jeg vil vise mig stor og hellige mig+ og gøre mig kendt for øjnene af mange nationer; og de skal vide at jeg er Jehova.’+

39 Og du, menneskesøn, profetér imod Gog+ og sig: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Se, jeg er imod dig, Gog, du øverste høvding over Meʹsjek*+ og Tuʹbal.+ 2 Og jeg vil vende dig om og lede dig frem+ og føre dig op fra de fjerneste egne mod nord+ og bringe dig ind på Israels bjerge. 3 Og jeg vil slå din bue ud af din venstre hånd, og dine pile får jeg til at falde ud af din højre hånd. 4 På Israels bjerge skal du falde,+ du og alle dine hærafdelinger og de folkeslag som er med dig. Jeg giver dig til føde for rovfugle, fugle, hver vinget skabning, og markens vilde dyr.“’+

5 ’På åben mark skal du falde,+ for jeg har talt,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.

6 ’Og jeg vil sende ild over Maʹgog*+ og over dem der bor trygt på øerne;+ og de skal vide at jeg er Jehova. 7 Og mit hellige navn vil jeg gøre kendt midt i mit folk Israel, og jeg vil ikke mere lade mit navn blive vanhelliget;+ og nationerne skal vide at jeg er Jehova,+ den Hellige i Israel.’*+

8 ’Se! Det kommer og det sker,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova. ’Dette er dagen som jeg har talt om.+ 9 Og indbyggerne i Israels byer skal gå ud og tænde op og lave bål af våbnene og de små skjolde og de store skjolde, af buerne og pilene og håndstavene og lanserne; og de skal tænde ild+ [og fyre] med dem i syv år. 10 Og de skal ikke tage træstykker på marken eller samle brænde i skovene, for de vil tænde ild [og fyre] med våbnene.’

’Og de skal tage bytte fra dem som har taget bytte hos dem,+ og røve hos dem som har røvet fra dem,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.

11 ’Og på den dag giver jeg Gog+ en plads dér,* et gravsted i Israel, Dalen Man Rejser Igennem, øst for [Salt]havet, og den* vil spærre vejen for dem der er på gennemrejse. Og dér skal man begrave Gog og alle hans horder, og man skal kalde den Gogs Horders Dal.*+ 12 Og i syv måneder skal de som hører til Israels hus begrave dem for at rense landet.+ 13 Og hele landets befolkning skal foretage begravelsesarbejdet, og det skal blive til berømmelse for dem på den dag jeg herliggør mig,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.

14 ’Og de skal sætte et fast mandskab* til side til at drage gennem landet, og til, sammen med dem der drager igennem,* at begrave dem der er efterladt oven på jorden, for at rense den. Indtil der er gået syv måneder skal de blive ved med at søge. 15 Når de der skal drage igennem landet, drager igennem det, og én ser en menneskeknogle,* så skal han ved siden af sætte et mærke, indtil de som foretager begravelsen, har begravet den i Gogs Horders Dal.*+ 16 Og byens navn skal også være Hamoʹna.* Og de skal rense landet.’+

17 Og du, menneskesøn, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Sig til fuglene, hver vinget skabning, og til alle markens vilde dyr:+ „Saml jer og kom. Saml jer rundt om til mit slagtoffer som jeg bringer jer, et stort slagtoffer på Israels bjerge.+ Og I skal æde kød og drikke blod.+ 18 Kød af vældige krigere skal I æde,+ og blod af jordens høvdinger skal I drikke; væddere, unge væddere+ og bukke, tyre,+ fededyr fra Baʹsan alle sammen.+ 19 Og I skal æde jer mætte i fedt+ og drikke jer berusede i blod fra mit slagtoffer som jeg bringer jer.“’

20 ’Og I skal mættes ved mit bord med heste og vognstyrere,* vældige krigere og alle slags stridsmænd,’* lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.+

21 ’Og jeg vil vise min herlighed iblandt nationerne; og alle nationerne skal se min dom som jeg eksekverer+ og min hånd som jeg lægger på dem.+ 22 Og de som hører til Israels hus skal vide at jeg er Jehova, deres Gud, fra den dag og fremefter.+ 23 Og nationerne skal vide at det var på grund af deres brøde at de, Israels hus, drog i landflygtighed,+ fordi de havde handlet troløst mod mig, så jeg skjulte mit ansigt for dem+ og overgav dem i deres modstanderes hånd, og de faldt alle sammen for sværdet.+ 24 Efter deres urenhed og efter deres overtrædelser handlede jeg med dem+ og skjulte mit ansigt for dem.’

25 Derfor, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Nu vil jeg føre Jakobs fangne tilbage+ og have barmhjertighed med hele Israels hus;+ og jeg vil vise mit hellige navn udelt hengivenhed.+ 26 Og de vil have båret deres ydmygelse og al deres troløshed+ som de har øvet mod mig,+ når de bor trygt på deres jord+ og ingen får [dem] til at skælve.+ 27 Når jeg fører dem tilbage fra folkeslagene og samler dem fra deres fjenders lande,+ så vil jeg hellige mig* iblandt dem for øjnene af mange nationer.’+

28 ’Og de skal vide at jeg er Jehova, deres Gud, når jeg sender dem i landflygtighed hos nationerne og samler dem sammen på deres jord+ og jeg ikke længere lader nogen af dem blive tilbage dér.+ 29 Og jeg vil ikke længere skjule mit ansigt for dem,+ for jeg vil udgyde min ånd over Israels hus,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

40 I det femogtyvende år af vor landflygtighed,+ ved årets begyndelse, på den tiende [dag] i måneden, i det fjortende år efter at byen var besejret,+ på netop den dag kom Jehovas hånd over mig,+ og han førte mig dertil.+ 2 I syner fra Gud* førte han mig til Israels land og satte mig på et meget højt bjerg,+ og på det var der noget som en bys bygninger mod syd.*+

3 Han førte mig nu dertil, og se, der var en mand.* Han så ud som kobber ser ud,+ og han havde en hørgarnssnor og en målestok* i hånden,+ og han stod i porten.* 4 Så sagde manden til mig: „Menneskesøn,*+ se med dine øjne og hør med dine ører og ret dit hjerte mod alt det som jeg vil vise dig; du er nemlig blevet ført hertil for at [jeg kan] vise dig [alt dette]. Fortæl alt hvad du ser til Israels hus.“+

5 Og se, der var en mur uden om huset, hele vejen rundt. Og manden havde målestokken* på seks alen i hånden — hver [alen] var en [almindelig] alen og en håndsbred.* Derpå målte han tykkelsen af [muren] der var bygget,* én stok; og højden, én stok.

6 Så kom han til porten, hvis forside vender mod øst,+ og gik op ad dens trin. Han målte derpå portens tærskel,+ én stok dyb, og den anden tærskel, én stok dyb. 7 Og vagtrummet var én stok i længden og én stok i bredden, og mellem vagtrummene+ var der fem alen; og porttærskelen ved forhallen inderst i porten var én stok.

8 Og han målte [selve] forhallen inderst i porten, én stok.+ 9 Så målte han [hele] portens forhal, otte alen; og dens vægpiller,* to alen; og forhallen var inderst i porten.

10 Og vagtrummene i porten der vendte mod øst var tre på den ene side og tre på den anden side. De tre [rum] havde samme mål, og vægpillerne på begge sider havde samme mål.

11 Så målte han bredden af portindgangen, ti alen; portens længde, tretten alen.

12 Og det afgrænsede område foran vagtrummene var én alen, og der var et afgrænset område på én alen på [hver] side. Og vagtrummet var seks alen på den ene side og seks alen på den anden side.

13 Og han fortsatte med at måle porten fra taget på det [ene] vagtrum til taget på det andet, en bredde på femogtyve alen;+ indgang lå over for indgang. 14 Så ansatte han vægpillerne til tres alen, frem til forgårdens vægpille[r] i porten[e] hele vejen rundt.* 15 Og fra forsiden af indgangsporten til forsiden af den indre ports forhal var der halvtreds alen.

16 Og der var vinduer med tragtformede rammer+ i vagtrummene og i deres vægpiller til portens indre hele vejen rundt, og ligeså i forhallerne. Og hele vejen rundt var der vinduer ind til det indre, og på vægpillerne var der [afbildet] palmetræer.+

17 Han førte mig så til den ydre forgård, og se, dér var der spiserum,+ og der var lavet en brolægning i forgården hele vejen rundt. Der var tredive spiserum på brolægningen.+ 18 Og brolægningen, der var ved siden af portene, svarede til længden af portene — den lavere brolægning.

19 Så målte han [forgårdens] bredde fra forsiden af den lavereliggende port til forsiden af den indre forgård. Uden for [denne] var den et hundrede alen, mod øst og mod nord.

20 Og den ydre forgård havde en port hvis forside vendte mod nord. Han målte dens længde og dens bredde. 21 Og den havde tre vagtrum på den ene side og tre på den anden side. Og dens vægpiller og dens forhal havde samme mål som dem i den første port. Halvtreds alen var dens længde, og dens bredde var femogtyve alen. 22 Og dens vinduer og dens forhal og dens palmetræer+ havde samme mål som dem i den port hvis forside vendte mod øst. Og ad syv trin kunne man gå op til den, og dens forhal lå foran dem.

23 Og den indre forgård havde en port over for den port der vendte mod nord og [over for] den der vendte mod øst. Og han målte altså fra port til port, et hundrede alen.

24 Så førte han mig mod syd,* og se, der var en port som vendte mod syd,+ og han målte dens vægpiller og dens forhal: de havde samme mål som de andres. 25 Og den og dens forhal havde vinduer hele vejen rundt, som de andre vinduer. Halvtreds alen var længden, og bredden var femogtyve alen. 26 Og der var syv trin at gå op ad,+ og dens forhal lå foran dem. Og der var palmetræer på dens vægpiller, ét på den ene side og ét på den anden side.

27 Og den indre forgård havde en port der vendte mod syd. Og han målte fra port til port i sydlig retning, et hundrede alen. 28 Så førte han mig til den indre forgård ad den sydlige port. Og han målte den sydlige port: den havde samme mål som de andre. 29 Og dens vagtrum og dens vægpiller og dens forhal havde samme mål som de andres. Og den og dens forhal havde vinduer hele vejen rundt. Halvtreds alen var længden, og bredden var femogtyve alen.+ 30* Og der var forhaller hele vejen rundt; længden var femogtyve alen og bredden fem alen. 31 Og [hver ports] forhal lå ud til den ydre forgård, og der var palmetræer på dens vægpiller,+ og dens trappe havde otte trin.+

32 Så førte han mig til den indre forgård der vender mod øst, og han målte porten: den havde samme mål som de andre. 33 Og dens vagtrum og dens vægpiller og dens forhal havde samme mål som de andres, og den og dens forhal havde vinduer hele vejen rundt. Længden var halvtreds alen og bredden femogtyve alen. 34 Og dens forhal lå ud mod den ydre forgård, og der var palmetræer på dens vægpiller, på den ene side og på den anden side. Og dens trappe havde otte trin.

35 Derpå førte han mig til den nordlige port+ og målte [den]: den havde samme mål som de andre,+ 36 dens vagtrum, dens vægpiller og dens forhal. Og den havde vinduer hele vejen rundt. Længden var halvtreds alen og bredden femogtyve alen. 37 Og den havde vægpiller ud mod den ydre forgård, og der var palmetræer på dens vægpiller, på den ene side og på den anden side.+ Og dens trappe havde otte trin.

38 Og der var et spiserum med en indgang ved portenes vægpiller. Det var dér man skyllede brændofferet.+

39 Og i portens forhal var der to borde på den ene side og to borde på den anden side, til at slagte brændofferet+ og syndofferet+ og skyldofferet på.+ 40 Og på ydersiden, når man går op til nordportens indgang, var der to borde. Og på den anden side af portens forhal var der to borde. 41 Der var fire borde på den ene side og fire borde på den anden side, ved siden af porten — otte borde, hvorpå man slagtede. 42 Og de fire borde* til brændofferet var af kvadersten. Længden var en og en halv alen, og bredden var en og en halv alen, og højden var én alen. På dem lagde man også de redskaber hvormed man slagtede brændofferet og slagtofferet. 43 Og hylderne til at sætte ting på var en håndsbred, fastgjort indvendig hele vejen rundt; og på bordene [lagde man]* offergavernes* kød.+

44 Og uden for den indre port var sangernes+ spiserum, i den indre forgård, som er ved siden af den nordlige port. Og deres forside vendte mod syd. Der var ét ved siden af den østlige* port. Forsiden vendte mod nord.

45 Så sagde han til mig: „Dette spiserum hvis forside vender mod syd, er til de præster der tager sig af pligterne i huset.+ 46 Og det spiserum hvis forside vender mod nord, er til de præster der tager sig af pligterne ved alteret.+ Det er Zaʹdoks+ sønner, de af Leʹvis sønner som kan nærme sig Jehova for at tjene ham.“+

47 Derpå målte han den [indre] forgård. Længden var ét hundrede alen, og bredden ét hundrede alen, [og den var] firkantet. Og alteret stod foran huset.

48 Så førte han mig til husets forhal,+ og han målte forhallens vægpiller, fem alen på den ene side og fem alen på den anden side. Og portens bredde var tre alen på den ene side og tre alen på den anden side.

49 Forhallens længde var tyve alen, og bredden elleve* alen. Og man gik op til den ad trin.* Og der var søjler ved vægpillerne, én på den ene side og én på den anden side.+

41 Så førte han mig ind i [Det Hellige i] templet,* og han gav sig til at måle vægpillerne, seks alen brede på den ene side og seks alen brede på den anden side — det var bredden af vægpillen.* 2 Og indgangens bredde var ti alen, og indgangens sider var fem alen på den ene side og fem alen på den anden side. Derpå målte han [rummets] længde, fyrre alen; og bredden, tyve alen.

3 Og han gik indenfor [i Det Allerhelligste] og målte indgangens vægpille, to alen; og indgangen, seks alen; og indgangens bredde var syv alen. 4 Og han målte dets længde, tyve alen; og bredden, tyve alen,+ op mod [Det Hellige i] templet. Så sagde han til mig: „Dette er Det Allerhelligste.“*+

5 Han målte nu husets mur, seks alen. Og bredden af siderummene rundt om var fire alen; det var hele vejen rundt om huset.+ 6 Og siderummene lå siderum oven på siderum i tre [etager], og dét tredive gange; og de gik ind i den mur som huset havde til siderummene hele vejen rundt, så de var fæstet [dér], men de var ikke fæstet i husets mur.+ 7 Og [pladsen] til siderummene blev bredere og gik rundt fra etage til etage,* for gangen rundt om huset gik fra etage til etage hele vejen rundt om huset.+ Derfor var [pladsen] om huset bredere opefter, og fra* den nederste [etage] kunne man gå op til den øverste [etage]+ gennem den midterste [etage].

8 Og jeg så at der var en forhøjning* til huset hele vejen rundt. Fundamenterne til siderummene [målte] en hel stok på seks alen til sammenføjningen.+ 9 Tykkelsen af muren som hørte til siderummene, på ydersiden, var fem alen. Og der var en plads ladt åben* ved siderumsbygningen som hørte til huset.

10 Og mellem [denne plads og] spiserummene+ var bredden rundt om huset tyve alen, hele vejen rundt. 11 Og indgangen til siderummene lå ud til pladsen der var ladt åben, én indgang vendte mod nord og én indgang mod syd; og bredden af arealet af den plads der var ladt åben var fem alen, hele vejen rundt.

12 Og den bygning* der lå op til det adskilte område* hvis side vendte mod vest,* var halvfjerds alen bred. Og bygningens mur var fem alen tyk, hele vejen rundt; og dens længde var halvfems alen.

13 Og han målte huset, ét hundrede alen langt; og det adskilte område med bygningen og dens mure, ét hundrede alen langt. 14 Og bredden af husets forside og det adskilte område mod øst var ét hundrede alen.

15 Og han målte længden af bygningen [som lå] op til det adskilte område [og] som lå bag ved [huset], og dens gallerier på den ene side og på den anden side, ét hundrede alen.

Også templet [og] det indre rum+ og forgårdens forhaller; 16 dørtærsklerne og vinduerne med de tragtformede rammer,+ og gallerierne rundt om på de tre — foran tærskelen var der træpaneler+ hele vejen rundt, og [fra] gulvet* op til vinduerne; og vinduerne var dækkede. 17 På [rummet] over indgangen og på det indre hus, og på ydersiden, og på hele muren hele vejen rundt, på det indre [hus] og på ydersiden var der mål; 18 og der var udskårne* keruber+ og palmetræer,+ nemlig et palmetræ mellem to keruber, og hver kerub havde to ansigter.+ 19 Og et menneskeansigt* vendte mod palmetræet på den ene side, og ansigtet af en ung løve med manke vendte mod palmetræet på den anden side;+ de var udskåret i hele huset, hele vejen rundt. 20 Fra gulvet til op over indgangen var der udskårne keruber og palmetræer [på] templets* mur.

21 For templets vedkommende var dørstolperne firkantede;+ og foran helligdommen så man noget der så ud som 22 et alter af træ; [det] var tre alen højt, og dets længde var to alen,* og det havde hjørnestolper.+ Og dets længde og dets vægge var af træ. Så talte han til mig: „Dette er bordet som står foran Jehova.“+

23 Og templet* og helligdommen* havde to døre.+ 24 Og der var to dørfløje til dørene, to bevægelige [fløje]. Den ene dør havde to dørfløje, og den anden havde to dørfløje. 25 Og på dem, på templets døre, var der udskåret keruber og palmetræer,+ som dem der var udskåret på væggene, og der var en træbaldakin over forsiden af forhallen udenfor. 26 Og der var vinduer med tragtformede rammer+ og palmetræer [afbildet] på den ene side og på den anden side, langs siderne i forhallen og i husets siderum og på baldakinerne.

42 Så førte han mig ud+ til den ydre forgård* ad vejen mod nord.+ Og han førte mig til spiserummene+ som lå op til det adskilte område*+ og som lå op til bygningen,* mod nord. 2 På langsiden på ét hundrede alen var nordindgangen, og bredden var halvtreds alen. 3 Ud mod de tyve [alen] som hørte til den indre forgård,+ og ud mod brolægningen+ som hørte til den ydre forgård var der galleri+ over for galleri i tre [etager]. 4 Og foran spiserummene var der en ti alen bred gang til det indre,+ en vej på én alen,* og indgangene til dem var mod nord. 5 Og de øverste spiserum var kortere, for gallerierne tog mere [plads] fra dem end fra de nederste og de mellemste, hvad bygningen angik. 6 De var nemlig i tre etager,+ og de havde ikke søjler som søjlerne i forgårdene. Derfor blev der taget mere plads [fra de øverste] end fra de nederste og de mellemste, hvad gulvet angik.

7 Og stenmuren som var udenfor, var ved siden af spiserummene ud mod den ydre forgård, over for de [andre] spiserum. Dens længde var halvtreds alen. 8 For længden af de spiserum som lå ud mod den ydre forgård var halvtreds alen, og se, [længden af dem] over for templet var ét hundrede alen. 9 Og neden for disse spiserum var indgangen mod øst, når man gik ind til dem fra den ydre forgård.

10 I bredden af forgårdens stenmur mod øst, op mod det adskilte område+ og op mod bygningen, var der spiserum.+ 11 Og der var en vej foran dem; de så ud som de spiserum der lå mod nord,+ sådan var deres længde, sådan var deres bredde; og [på samme måde med] alle deres udgange og med deres grundplaner og med deres indgange. 12 Og som indgangene til de spiserum der lå mod syd, var indgangen ved begyndelsen af vejen, vejen foran den tilsvarende stenmur mod øst, når man går ind til dem.+

13 Så sagde han til mig: „Spiserummene mod nord [og] spiserummene mod syd, som ligger op mod det adskilte område,+ det er de hellige spiserum,* hvor præsterne som nærmer sig Jehova,+ spiser det højhellige.+ Dér lægger de det højhellige og kornofferet og syndofferet og skyldofferet, for stedet er helligt.+ 14 Når de, præsterne, er kommet ind, så skal de ikke gå ud af helligdommen* til den ydre forgård, men de skal dér lægge deres klæder som de sædvanligvis tjener i,+ for de er hellige. De skal iføre sig andre klæder+ og kan så nærme sig det som har med folket at gøre.“

15 Og han fuldendte opmålingerne af det indre hus, og han førte mig ud ad vejen gennem den port hvis forside vender mod øst,+ og han målte det [alt sammen] hele vejen rundt.

16 Han målte den østlige side* med målestokken. Den var fem hundrede stokke,* efter målestokken,+ rundt om.

17 Han målte den nordlige side, fem hundrede stokke,* efter målestokken, rundt om.

18 Den sydlige side målte han, fem hundrede stokke,* efter målestokken.

19 Han gik om til den vestlige side.* Han målte fem hundrede stokke, efter målestokken.

20 På de fire sider* målte han det. Det havde en mur hele vejen rundt,+ med en længde på fem hundrede [stokke] og en bredde på fem hundrede [stokke],*+ til at danne et skel mellem det hellige* og det ikke-hellige.+

43 Så lod han mig gå til porten, den port der vender mod øst.+ 2 Og se, Israels Guds herlighed*+ kom fra østlig retning,+ og hans stemme var som lyden af store vandmasser;+ og jorden lyste på grund af hans herlighed.+ 3 Og det syn jeg så,+ var at se til som det syn jeg havde set da jeg kom* for at ødelægge byen;+ og synerne* var som det syn jeg så ved floden Keʹbar,+ og jeg faldt på mit ansigt.

4 Og Jehovas herlighed+ kom ind i Huset ad vejen gennem den port hvis forside vendte mod øst.+ 5 Og en ånd* rejste mig op+ og førte mig ind i den indre forgård, og se, Huset var fyldt med Jehovas herlighed.*+ 6 Så hørte jeg nogen tale til mig fra Huset,+ mens manden* blev stående ved siden af mig.+ 7 Og Han sagde til mig:

„Menneskesøn,* [dette er]* min trones+ sted og mine fodsålers+ sted, hvor jeg skal bo midt iblandt Israels sønner til fjerne tider;+ og Israels hus skal ikke mere besmitte mit hellige navn,+ de og deres konger,+ med deres utugt og med deres kongers døde kroppe+ når de dør,* 8 ved at de anbringer deres dørtærskel ved min dørtærskel og deres dørstolpe ved siden af min dørstolpe, med kun muren mellem mig og dem.+ Ja, de har besmittet mit hellige navn med deres vederstyggeligheder som de har øvet,+ så jeg var ved at udslette dem i min vrede.+ 9 Nu skal de fjerne deres utugt+ og deres kongers døde kroppe fra mig,+ så vil jeg bo midt iblandt dem til fjerne tider.+

10 Du, menneskesøn, underret Israels hus om Huset,+ så de kan skamme sig over deres misgerninger,+ og de skal måle mønsteret. 11 Og hvis de skammer sig over alt hvad de har gjort, [så] gør dem bekendt med Husets plan+ og dets indretning og dets udgange og dets indgange, ja, alle planerne til det og alle forskrifterne for det, ja, alle planerne til det og alle lovene for det, og skriv dem op for deres øjne, så de kan tage vare på hele planen til det og alle forskrifterne for det og handle efter dem.+ 12 Dette er loven om Huset. På toppen af bjerget er hele dets område højhelligt, hele vejen rundt om det.+ Se, dette er loven om Huset.

13 Og dette er målene på alteret i alen+ — hver alen er en [almindelig] alen og en håndsbred.*+ Og [dets] bund* er én alen [høj] og én alen bred. Og den ophøjede kant rundt om den er ét spand. Og dette er alterets sokkel. 14 Og fra bunden på jorden op til den nederste afsats er der to alen, og [afsatsens] bredde er én alen. Og fra den lille afsats op til den store afsats er der fire alen, og [afsatsens] bredde er én alen. 15 Og ildstedet er fire alen [højt], og fra ildstedet og opefter er der de fire horn.+ 16 Og ildstedet er tolv [alen] langt [og] tolv [alen] bredt,+ firkantet med dets fire sider [lige lange].+ 17 Og afsatsen er fjorten [alen] lang, [og] fjorten [alen] bred, med dens fire sider [lige lange]; og den ophøjede kant rundt om den er en halv alen; og bunden til det er én alen hele vejen rundt.

Og dets* trappetrin vender mod øst.“

18 Så sagde han til mig: „Menneskesøn, således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Dette er forskrifterne for alteret på den dag det laves, så der kan ofres brændofre på det+ og stænkes blod på det.’+

19 ’Og du skal give de levitpræster+ som er Zaʹdoks afkom,*+ dem der nærmer sig mig+ for at tjene mig,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’en ung tyr af hornkvæget som syndoffer.+ 20 Og du skal tage noget af dens blod og komme det på [alterets] fire horn og på de fire hjørner af afsatsen og på den ophøjede kant rundt om og rense det for synd+ og skaffe det soning.+ 21 Og du skal tage syndoffertyren, og man skal brænde den på Husets fastsatte sted, uden for helligdommen.+ 22 Og den næste dag skal du frembære en sund gedebuk som syndoffer; og man skal rense alteret for synd på samme måde som man rensede det for synd med tyren.’

23 ’Når du har fuldendt renselsen for synd, skal du frembære en sund ung tyr af hornkvæget og en sund vædder af småkvæget. 24 Og du skal frembære dem for Jehova, og præsterne skal kaste salt på dem og bringe dem som et brændoffer til Jehova.+ 25 I syv dage skal du hver dag ofre en buk som syndoffer;+ og de skal ofre en ung tyr af hornkvæget og en vædder af småkvæget, sunde dyr. 26 I syv dage skal de skaffe alteret soning,+ og de skal rense det og indvi det.* 27 Og når de fuldender dagene, så vil præsterne på den ottende dag+ og fra da af ofre jeres brændofre og jeres fællesskabsofre på alteret; og jeg vil vise jer velvilje,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.“

44 Derpå førte han mig tilbage ad vejen til helligdommens* port, den ydre der vender mod øst,+ og den var lukket.+ 2 Så sagde Jehova til mig: „Denne port skal være lukket. Den skal ikke åbnes, og ingen mand* må gå ind ad den; for Jehova, Israels Gud,*+ er gået ind ad den, og den skal forblive lukket. 3 Men høvdingen+ — som høvding skal han sidde i den for at holde måltid for Jehovas ansigt.+ Han skal gå ind ad vejen til portens forhal, og han skal gå ud den samme vej.“+

4 Så førte han mig ind ad vejen gennem den nordlige port til Husets forside, så jeg kunne se [det], og se, Jehovas herlighed fyldte Jehovas hus.+ Og jeg faldt på mit ansigt.+ 5 Da sagde Jehova til mig: „Menneskesøn, ret dit hjerte [mod mig]+ og se med dine øjne og hør med dine ører alt hvad jeg siger dig om alle forskrifterne for Jehovas hus og om alle lovene for det, og ret dit hjerte mod Husets indgang samt alle helligdommens udgange. 6 Og du skal sige til Opsætsighed,*+ til Israels hus: ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Det er nok med jer, med alle jeres vederstyggeligheder, Israels hus,+ 7 at I fører de fremmede* ind som er uomskårne på hjerte og uomskårne på kød,+ så de er i min helligdom og vanhelliger den, ja, mit hus; at I frembærer mit brød,+ fedt+ og blod,+ mens de bryder min pagt på grund af alle jeres vederstyggeligheder.+ 8 Og I har ikke taget vare på pligterne i forbindelse med mine hellige ting,+ men sat [andre] til i stedet for jer at tage vare på pligterne over for mig i min helligdom.“’+

9 ’Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Ingen fremmed,* uomskåren på hjerte og uomskåren på kød, må komme ind i min helligdom, det vil sige ingen fremmed som er blandt Israels sønner.“’+

10 ’Men de levitter som fjernede sig fra mig+ da Israel fór vild, idet de fór vild fra mig [og gik] efter deres uhumske guder, de skal bære deres brøde.+ 11 Og i min helligdom skal de være tjenere,* have opsyn i Husets porte og være tjenere ved Huset.+ Det er dem der skal slagte brændofferet og slagtofferet for folket,+ og det er dem der skal stå foran det og gøre tjeneste for det.+ 12 Fordi de fortsat gjorde tjeneste for det foran dets uhumske guder+ og blev en snublesten til brøde for Israels hus,+ derfor har jeg løftet min hånd imod dem,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, ’og de skal bære deres brøde. 13 Og de må ikke komme mig nær for at virke som præster for mig, eller komme nogen af mine hellige ting nær, de højhellige ting,+ og de skal bære deres ydmygelse og de vederstyggeligheder de har øvet.+ 14 Og jeg vil sætte dem til at tage vare på pligterne i Huset vedrørende hele tjenesten ved det og vedrørende alt det der skal gøres i det.’+

15 ’Men de levitpræster,+ Zaʹdoks+ sønner, som tog vare på pligterne ved min helligdom da Israels sønner fór vild fra mig,+ de skal nærme sig mig for at gøre tjeneste for mig, og de skal stå foran mig+ og frembære fedt+ og blod for mig,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova. 16 ’Det er dem der skal gå ind i min helligdom,+ og det er dem der skal nærme sig mit bord for at gøre tjeneste for mig,+ og de skal tage vare på pligterne over for mig.+

17 Og når de går ind i portene til den indre forgård, skal de bære linnedklæder, og de må ikke tage uld på når de gør tjeneste i portene til den indre forgård og indenfor.+ 18 På deres hoved skal de have en hovedbeklædning af linned,+ og de skal have linnedbenklæder om hofterne.+ De må ikke binde noget om sig som [fremkalder] sved. 19 Og når de går ud i den ydre forgård, ja, i den ydre forgård til folket, skal de tage de klæder af som de har gjort tjeneste i,+ og de skal lægge dem i de hellige spiserum+ og tage andre klæder på, så de ikke helliger folket med deres klæder.+ 20 Og de må ikke barbere deres hoved,+ og de må ikke lade deres hovedhår vokse frit. De skal ubetinget klippe [håret på] deres hoved.+ 21 Og ingen af præsterne må drikke vin når de går ind i den indre forgård.+ 22 Og de må ikke tage sig en enke eller en fraskilt kvinde til hustru,+ men de må kun tage sig jomfruer af Israels hus’ afkom,+ eller en enke som er enke efter en præst.’

23 ’Og de skal belære mit folk om forskellen mellem det der er helligt og det der ikke er helligt, og lære dem at kende forskel på det der er urent og det der er rent.+ 24 Og i en retssag er det dem der skal stå frem og dømme;+ og de skal dømme i den efter mine lovbud.+ Og de skal holde mine love og mine forskrifter vedrørende alle mine festtider,+ og de skal holde mine sabbatter hellige.+ 25 Og han må ikke gå ind til et dødt* menneske* så han bliver uren, men ved en fader eller en moder eller en søn eller en datter [eller] en broder eller en søster som ikke har haft en ægtemand,* må de godt gøre sig urene.+ 26 Og efter hans renselse skal man tælle syv dage for ham.+ 27 Og den dag han går ind i helligdommen,* i den indre forgård, for at gøre tjeneste i helligdommen, skal han frembære sit syndoffer,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.

28 ’Og dette skal være deres arv:* Jeg er deres arv.+ Og I skal ikke give dem nogen ejendom i Israel: Jeg er deres ejendom. 29 Det er dem der skal spise kornofferet og syndofferet og skyldofferet.+ Og alt hvad der i Israel er viet [til helligdommen], skal være deres.+ 30 Og de første af alle modne frugter af alle slags, og hvert bidrag af alt, af alt hvad I bidrager, det skal tilhøre præsterne;+ og førstegrøden af jeres groftmalede mel skal I give til præsten,+ for at [jeg kan] lade velsignelse hvile over dit hus.*+ 31 Intet selvdødt og intet sønderrevet af de flyvende skabninger eller af andre dyr må præsterne spise.’+

45 ’Og når I deler landet i arvelodder,+ skal I yde et bidrag til Jehova,+ en hellig del af landet;+ længden: den skal være femogtyve tusind [alen] lang, og bredden: ti* tusind.+ Det skal være en hellig del inden for alle dets* grænser rundt om. 2 Heraf skal der til helligdommen* være fem hundrede gange fem hundrede, firkantet i omkreds;+ og dertil halvtreds alen til græsgang på hver side.+ 3 Og af dette målte stykke skal du måle en længde på femogtyve tusind og en bredde på ti* tusind, og det er i dette stykke helligdommen* skal være, det højhellige.+ 4 Som en hellig del af landet skal det tilhøre præsterne,+ helligdommens tjenere, dem der kan nærme sig og tjene Jehova.+ Og der skal være plads for dem til [deres] huse, og en hellig grund* til helligdommen.

5 Og femogtyve tusind i længden og ti tusind i bredden+ er til levitterne, tjenerne i Huset. Som ejendom vil de få tyve spiserum.+

6 Og til ejendom for byen skal I give fem tusind i bredden og en længde på femogtyve tusind, svarende til det hellige bidrag.+ Det skal tilhøre hele Israels hus.

7 Og til høvdingen [gives et stykke] på den ene side og [et stykke] på den anden side af det hellige bidrag+ og af byens ejendom, langs det hellige bidrag og langs byens ejendom, noget på vestsiden mod vest og noget på østsiden mod øst, og i længde svarende til en af [stammernes] andele, fra den vestlige grænse til den østlige grænse.+ 8 Hvad landet angår, så skal det være hans ejendom i Israel. Og mine høvdinger skal ikke mere behandle mit folk dårligt,+ men give landet til Israels hus, efter deres stammer.’+

9 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Det er nok med jer, Israels høvdinger!’+

’Fjern vold og hærgen,+ og øv ret og retfærdighed.+ Ophæv jeres ekspropriationer* for mit folk,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova. 10 ’Nøjagtige vægtskåle og en nøjagtig efa og en nøjagtig bat skal I have.+ 11 Hvad efa- og batmålet angår, så skal det være én og samme fastsatte mængde, så at en bat* indeholder en tiendedel homer,* og en efa* en tiendedel homer;+ efter en homer skal den fastsatte mængde bestemmes. 12 Og en sekel*+ er tyve gera.*+ Tyve sekel, femogtyve sekel, femten sekel skal for jer udgøre en mine.’

13 ’Dette er det bidrag I skal yde, en sjettedel efa af hver homer hvede, og en sjettedel efa af hver homer byg; 14 og hvad angår det foreskrevne bidrag af olie — olien måles i bat —: en tiendedel bat af hver kor, [som indeholder] ti bat [og] er en homer; for ti bat er en homer. 15 Og af småkvæget ét får for hver to hundrede stykker af Israels kvæg*+ — til kornofferet+ og til brændofferet+ og til fællesskabsofrene,+ for at skaffe dem soning,’+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.

16 ’Det er hele folket i landet* som har pligt til [at give] dette bidrag+ til høvdingen i Israel.+ 17 Og høvdingen+ har ansvaret for brændofrene+ og kornofferet+ og drikofferet+ på højtiderne+ og nymånerne+ og sabbatterne,+ på alle Israels hus’ festtider.+ Det er ham der skal sørge for syndofferet og kornofferet og brændofferet og fællesskabsofrene, for at skaffe soning for Israels hus.’

18 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’I den første [måned], på den første [dag] i måneden, skal du tage en sund ung tyr af hornkvæget,+ og du skal rense helligdommen* for synd.+ 19 Og præsten skal tage noget af blodet fra syndofferet og komme det på Husets dørstolpe*+ og på de fire hjørner af afsatsen på alteret+ og på dørstolpen i porten til den indre forgård. 20 Og således skal du gøre på den syvende [dag] i måneden for enhver* som har begået fejl+ og for enhver der er uerfaren; ja, I må skaffe Huset soning.+

21 I den første [måned], på den fjortende dag i måneden, skal det være påske for jer,+ en højtid på syv dage [hvor] der spises usyret brød.*+ 22 Og på den dag skal høvdingen ofre en tyr som syndoffer+ for sig selv og for hele folket i landet. 23 Og på højtidens syv dage+ skal han som et brændoffer til Jehova ofre syv tyre og syv væddere, sunde [dyr], hver dag i de syv dage,+ og som syndoffer, en gedebuk hver dag.+ 24 Og som kornoffer skal han ofre en efa for hver tyr og en efa for hver vædder, og hvad olien angår, en hin for hver efa.+

25 I den syvende [måned], på den femtende dag i måneden, på højtiden,+ skal han ofre det samme i syv dage,+ det samme som syndofferet, som brændofferet og som kornofferet og som olien.’“

46 „Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Den indre forgårds port der vender mod øst+ skal være lukket+ de seks arbejdsdage,+ men på sabbatsdagen skal den åbnes, og på nymånedagen skal den åbnes.+ 2 Og høvdingen skal udefra gå ind ad vejen gennem portens forhal+ og stå ved portens dørstolpe;+ og præsterne skal ofre hans brændoffer og hans fællesskabsofre, og han skal bøje sig ned på portens dørtærskel;+ så skal han gå ud, men porten skal ikke lukkes før om aftenen. 3 Og landets befolkning* skal bøje sig for Jehova ved indgangen til denne port på sabbatterne og ved nymånerne.+

4 Og det brændoffer som høvdingen skal bringe Jehova på sabbatsdagen, skal bestå af seks sunde vædderlam og en sund vædder;+ 5 og som kornoffer [bringes] en efa for vædderen,+ og for hvert vædderlam et kornoffer så [stort] som han magter at give,*+ og hvad olien angår, en hin for hver efa.+ 6 Og på nymånedagen+ [ofres] en sund ung tyr af hornkvæget og seks vædderlam og en vædder; det skal være sunde [dyr].+ 7 Og som kornoffer skal han ofre en efa for tyren og en efa for vædderen, og for hvert vædderlam så meget som han har råd til;* og hvad olien angår, en hin for hver efa.+

8 Og når høvdingen+ går ind, skal han gå ind ad vejen gennem portens forhal, og ad samme vej skal han gå ud.+ 9 Og når landets befolkning kommer [og træder frem] for Jehova ved festtiderne,+ skal den der går ind ad vejen gennem den nordlige port+ for at tilbede, gå ud ad vejen gennem den sydlige port;+ og den der går ind ad vejen gennem den sydlige port, skal gå ud ad vejen gennem den nordlige port. Ingen må vende tilbage ad vejen gennem den port han kom ind ad, for han* skal gå ud lige frem foran sig. 10 Og hvad angår høvdingen iblandt dem, så skal han gå ind når de går ind; og når de går ud, skal han* gå ud.+ 11 Og ved højtiderne+ og festtiderne skal kornofferet være en efa for hver tyr og en efa for hver vædder, og for hvert vædderlam så meget som vedkommende magter at give;* og hvad olien angår, en hin for hver efa.+

12 Og når høvdingen vil bringe et frivilligt offer, et brændoffer+ eller fællesskabsofre, som et frivilligt offer til Jehova, skal man åbne den port for ham der vender mod øst,+ og han skal bringe sit brændoffer og sine fællesskabsofre sådan som han gør på sabbatsdagen.+ Og han skal gå ud, og man skal lukke porten efter at han er gået ud.+

13 Og som brændoffer til Jehova skal du* hver dag ofre et sundt vædderlam, ét år gammelt.*+ Morgen efter morgen skal du* ofre det. 14 Og som kornoffer skal du* sammen med det, morgen efter morgen, ofre en sjettedel af en efa, og hvad olien angår, en tredjedel af en hin til at stænke på det fine mel.+ Kornofferet til Jehova er en varig ordning, stadigt gældende. 15 Og man skal ofre vædderlammet og kornofferet og olien morgen efter morgen som et stadigt* brændoffer.’

16 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Når høvdingen giver enhver* af sine sønner en gave som dennes arv, skal den tilhøre hans sønner. Den er deres ejendom ved arv. 17 Men når han giver en gave af sin arv til en* af sine tjenere,* skal den tilhøre denne indtil frihedsåret;*+ så skal den gå tilbage til høvdingen. Kun hans arv [til] hans sønner* skal fortsat tilhøre dem. 18 Og høvdingen må ikke tage noget af folkets arv, så han tvinger dem bort fra deres ejendom.+ Af sin egen ejendom skal han give sine sønner en arv, for at mit folk ikke skal spredes, hver fra sin ejendom.’“+

19 Han førte mig nu ind ad indgangen+ der var ved siden af porten, til de hellige spiserum der var til præsterne [og] som vendte mod nord,+ og se, der var en plads ved de to fjerneste ender* mod vest. 20 Så sagde han til mig: „Dette er pladsen hvor præsterne skal koge+ skyldofferet og syndofferet,+ [og] hvor de skal bage kornofferet,+ så intet bæres ud i den ydre forgård og således helliger folket.“+

21 Derpå førte han mig ud i den ydre forgård og lod mig gå hen til forgårdens fire hjørnestolper, og se, der var en forgård ved [denne] hjørnestolpe i forgården, en forgård ved [den næste] hjørnestolpe i forgården. 22 Ved forgårdens fire hjørnestolper var der små forgårde, fyrre [alen] lange og tredive brede. Alle fire, med hjørnebygninger,* havde samme mål. 23 Og der var en række [sten] hele vejen rundt inden i dem, hele vejen rundt i dem alle fire, og der var lavet kogesteder+ neden for rækken [af sten] hele vejen rundt. 24 Så sagde han til mig: „Dette er køkkenerne* hvor Husets tjenere skal koge folkets slagtofre.“+

47 Så førte han mig tilbage til Husets indgang,+ og se, der kom vand+ ud under Husets dørtærskel mod øst,+ for Husets forside vendte mod øst. Og vandet løb ned fra et sted under [Huset], fra højre side af Huset, syd for alteret.

2 Derpå førte han mig ud ad vejen gennem den nordlige port+ og tog mig med rundt ad vejen udenfor til den ydre port der vender mod øst,+ og se, der piblede vand+ frem fra højre side.

3 Da manden* gik mod øst med en målesnor i hånden+ og målte tusind alen og lod mig vade gennem vandet, [nåede] vandet til anklerne.*

4 Atter målte han et tusind [alen] og lod mig vade gennem vandet; vandet [nåede] til knæene.

Igen målte han et tusind [alen] og lod mig vade gennem [vandet]; vandet [nåede] til hofterne.

5 På ny målte han et tusind [alen]. Det var [nu] en strøm som jeg ikke kunne vade igennem, for vandet gik så højt at det var vand til at svømme i, en strøm man ikke kunne vade igennem.

6 Så sagde han til mig: „Har du set [dette], menneskesøn?“

Derpå førte han mig og lod mig vende tilbage* [til] strømmens bred. 7 Da jeg kom tilbage, se, da var der på bredden af strømmen en stor mængde træer, på den ene side og på den anden side.+ 8 Da sagde han til mig: „Dette vand løber ud til den østlige egn og løber ned i Aʹraba.*+ Og det når [Salt]havet.+ Idet det ledes ud i havet,+ bliver vandet* [heri] sundt. 9 Og alle levende sjæle* som det plejer at vrimle med [i vandet],+ får liv* overalt hvor den vældige strøm* kommer hen. Og der vil være en stor mængde fisk, for dette vand vil komme derhen, og [saltvandet] vil blive sundt,+ og alt vil leve dér hvor strømmen kommer.

10 Og der vil stå fiskere ved det fra En-Geʹdi+ til En-Egʹlajim. Det skal blive en tørreplads for vod. Deres fisk, efter deres arter,* vil være som fiskene i Det Store Hav,*+ meget talrige.

11 Dets sumpe og dets vandhuller vil [stadig] være der, og de bliver ikke gjort sunde.+ De overgives til saltet.+

12 Men langs strømmen, langs dens bred, på den ene side og på den anden side, vokser alle slags træer til føde op.+ Deres løv visner ikke,+ og deres frugt slipper ikke op.+ Hver måned bærer de ny frugt, for vandet til dem — det udgår fra helligdommen.*+ Og deres frugt er til føde og deres løv til lægedom.“+

13 Således har den suveræne Herre Jehova sagt: „Dette er det område som I skal dele mellem jer som Israels tolv stammers land, med to arvelodder til Josef.+ 14 Og I skal tage det i eje, enhver på lige fod med sin broder, [landet] som jeg løftede min hånd [og aflagde ed] på+ at ville give jeres forfædre;+ og dette land skal tilfalde jer som [jeres] arvelod.+

15 Og dette er landets grænse på nordsiden: fra Det Store Hav ad vejen mod Hetʹlon,+ til stedet hvor man går ind til Zeʹdad,+ 16 Haʹmat,+ Beroʹta,+ Sibʹrajim, som ligger mellem Damaskus’+ område og Haʹmats område; [til] Haʹzar-Hatʹtikon, som ligger hen imod Hauʹrans+ område. 17 Ja, grænsen skal gå fra havet til Haʹzar-Eʹnon,*+ Damaskus’ område, ja, [mod] nord — nordpå, og [til] Haʹmats område.+ Dette er nordsiden.

18 Og østsiden går mellem Hauʹran+ og Damaskus+ og mellem Giʹlead+ og Israels land, Jordan;*+ fra grænsen til det østlige hav skal I måle. Dette er østsiden.

19 Og sydsiden,* mod syd:* fra Taʹmar+ til vandet ved Meʹribat-Kaʹdesj,+ [langs] regnflodsdalen+ til Det Store Hav. Dette er den sydlige side, mod Neʹgeb.*

20 Og vestsiden er Det Store Hav, fra [syd]grænsen [og] lige frem, indtil indgangen til Haʹmat.*+ Dette er vestsiden.“

21 „Og I skal fordele dette land mellem jer, mellem Israels tolv stammer. 22 Og I skal dele det i arvelodder til jer+ og til de fastboende udlændinge der bor i jeres midte+ [og] som har avlet sønner i jeres midte. Og de skal være for jer som indfødte blandt Israels sønner. Sammen med jer skal de få en arvelod midt blandt Israels stammer.+ 23 Og i den stamme hvor den fastboende udlænding har taget ophold, dér skal I give ham hans arv,“ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.

48 „Og dette er stammernes navne. Fra den nordlige ende langs Hetʹlonvejen+ indtil indgangen til Haʹmat,+ [videre til] Haʹzar-Eʹnan+ [og] Damaskus’ område mod nord, langs Haʹmat — og [hver stammes andel] skal have en østgrænse [og] en vest[grænse]: Dan,+ én [andel]. 2 Og op mod Dans område, fra østgrænsen til vestgrænsen: Aʹser,+ én [andel]. 3 Og op mod Aʹsers område, fra østgrænsen og til vestgrænsen: Nafʹtali,+ én [andel]. 4 Og op mod Nafʹtalis område, fra østgrænsen til vestgrænsen: Manasʹse,+ én [andel]. 5 Og op mod Manasʹses område, fra østgrænsen til vestgrænsen: Eʹfraim,+ én [andel]. 6 Og op mod Eʹfraims område, fra østgrænsen og til vestgrænsen: Ruben,+ én [andel]. 7 Og op mod Rubens område, fra østgrænsen til vestgrænsen: Juda,+ én [andel]. 8 Og op mod Judas område, fra østgrænsen til vestgrænsen, er bidraget som I skal yde: femogtyve tusind [alen] bredt,+ og længden som enhver af andelene, fra østgrænsen til vestgrænsen. Og midt i det skal helligdommen* være.+

9 Bidraget som I skal yde til Jehova: længden skal være femogtyve tusind [alen] og bredden ti tusind. 10 Og det hellige bidrag skal tilhøre disse, præsterne:+ mod nord femogtyve tusind [alen] og mod vest en bredde på ti tusind og mod øst en bredde på ti tusind, og mod syd en længde på femogtyve tusind. Og midt i det skal Jehovas helligdom* være.+ 11 Det skal tilhøre præsterne, de som er helligede, af Zaʹdoks sønner,+ som tog vare på pligterne mod mig, som ikke fór vild da Israels sønner fór vild ligesom levitterne fór vild.+ 12 Og de skal have et bidrag af bidraget af land, som noget højhelligt, op til levitternes område.+

13 Og lige ved siden af præsternes område skal levitterne have+ femogtyve tusind [alen] i længden og ti tusind i bredden; hele længden er femogtyve tusind og bredden ti tusind.+ 14 Og de må ikke sælge noget af det eller bytte det bort eller lade denne bedste del af landet overgå [til andre], for det er helliget Jehova.+

15 Og de fem tusind [alen] der er levnet i bredden langs de femogtyve tusind, er ikke-helligt [land] til byen,+ til beboelse og til græsgang. Og midt i [stykket] skal byen ligge.+ 16 Og dette er [byens]* mål: nordgrænsen, fire tusind og fem hundrede [alen], og sydgrænsen, fire tusind og fem hundrede, og østgrænsen, fire tusind og fem hundrede, og vestgrænsen, fire tusind og fem hundrede. 17 Og byen skal have en græsgang,+ mod nord to hundrede og halvtreds [alen], og mod syd to hundrede og halvtreds, og mod øst to hundrede og halvtreds, og mod vest to hundrede og halvtreds.

18 Og hvad der er levnet i længden vil svare nøjagtigt til det hellige bidrag:+ ti tusind [alen] mod øst og ti tusind mod vest; ja, det skal svare nøjagtigt til det hellige bidrag, og dets afgrøde skal være til brød til dem der tjener byen.+ 19 Og de af alle Israels stammer som tjener byen skal dyrke det.+

20 Hele bidraget er femogtyve tusind gange femogtyve tusind [alen]. En [sådan] firkant skal I yde som et helligt bidrag, sammen med byens ejendom.

21 Og hvad der er levnet skal tilhøre høvdingen,+ på den ene side og på den anden side af det hellige bidrag og byens ejendom,+ op mod bidragets femogtyve tusind [alen] mod østgrænsen, og, i vest, op mod de femogtyve tusind [alen] mod vestgrænsen.+ Svarende nøjagtigt til andelene, [sådan vil det være] for høvdingen. Og det hellige bidrag og Husets* helligdom* skal ligge midt i det.

22 Og levitternes ejendom og byens ejendom skal ligge mellem [de stykker] der tilhører høvdingen; mellem Judas område+ og Benjamins område [ligger] det der skal tilhøre høvdingen.

23 Og de øvrige stammer — fra østgrænsen til vestgrænsen: Benjamin,+ én [andel]. 24 Og op mod Benjamins område, fra østgrænsen til vestgrænsen: Siʹmeon,+ én [andel]. 25 Og op mod Siʹmeons område, fra østgrænsen til vestgrænsen: Isʹsakar,+ én [andel]. 26 Og op mod Isʹsakars område, fra østgrænsen til vestgrænsen: Zeʹbulon,+ én [andel]. 27 Og op mod Zeʹbulons område, fra østgrænsen til vestgrænsen: Gad,+ én [andel]. 28 Og op mod Gads område, på Neʹgeb-siden,* det er mod syd,* skal grænsen gå fra Taʹmar+ til vandet ved Meʹribat-Kaʹdesj,+ til regnflodsdalen,+ indtil Det Store Hav.+

29 Dette er det land som I skal dele i arvelodder til Israels stammer,+ og dette er deres andele,“+ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova.

30 „Og dette er byens udgange: På nordsiden, [hvis] mål er fire tusind og fem hundrede [alen].+

31 Og byens porte efter navnene på Israels stammer: tre porte mod nord, Rubens port, én; Judas port, én; Leʹvis port, én.

32 Og på østsiden, fire tusind og fem hundrede [alen], og tre porte, nemlig Josefs port, én; Benjamins port, én; Dans port, én.

33 Og [på] sydsiden med et mål på fire tusind og fem hundrede [alen] og tre porte, Siʹmeons port, én; Isʹsakars port, én; Zeʹbulons port, én.

34 Vestsiden, med fire tusind og fem hundrede [alen], har tre porte, Gads port, én; Aʹsers port, én; Nafʹtalis port, én.

35 Omkredsen [er] atten tusind [alen]; og byens navn skal fra den dag være: Jehova er der.“*+