Til romerne

1 Paulus, en Jesu Kristi træl,+ kaldet+ til at være apostel+ og udtaget til at forkynde Guds gode nyhed+ 2 som han forud har lovet gennem sine profeter+ i de hellige skrifter, 3 [nyheden] om hans søn, som efter kødet+ er kommet af Davids afkom,*+ 4 men som efter helligheds ånd+ med kraft+ er blevet fastslået at være* Guds søn+ ved opstandelse fra de døde+ — ja, Jesus Kristus vor Herre, 5 gennem hvem vi* har modtaget ufortjent godhed+ og et apostelhverv+ for at fremme lydighed af tro for hans navns skyld blandt alle nationerne,+ 6 blandt hvem også I er kaldede til at tilhøre Jesus Kristus — 7 til alle der er i Rom som Guds elskede, kaldede+ til at være hellige:+

Måtte I have ufortjent godhed og fred+ fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.+

8 Først og fremmest takker+ jeg min Gud gennem Jesus Kristus for jer alle, fordi jeres tro bliver omtalt i hele verden.+ 9 Gud, som jeg med min ånd yder hellig tjeneste* i forbindelse med den gode nyhed om hans søn, er nemlig mit vidne+ på hvordan jeg altid, uden ophør, nævner jer i mine bønner,+ 10 idet jeg beder om at det dog nu ved Guds vilje+ endelig må lykkes mig at komme til jer. 11 For jeg længes efter at se jer,+ så jeg kan give jer del i en eller anden åndelig gave+ for at I kan styrkes; 12 eller rettere, for at vi hos jer sammen kan opmuntres+ ved hinandens tro,+ både jeres og min.

13 Men jeg ønsker ikke at I skal være uvidende om, brødre,+ at jeg mange gange har sat mig for at komme til jer+ — men hidtil er jeg blevet hindret — for også at kunne få nogen frugt+ blandt jer ligesom blandt de andre nationer. 14 Både over for grækere og over for barbarer,* både over for vise+ og over for uforstandige er jeg forpligtet: 15 derfor er jeg for mit vedkommende ivrig efter at forkynde den gode nyhed+ også for jer i Rom.+ 16 For jeg skammer mig ikke over den gode nyhed;+ den er nemlig en Guds kraft+ til frelse for enhver som tror,+ for jøde først*+ og så for græker;+ 17 i den bliver nemlig Guds retfærdighed+ åbenbaret som følge af tro+ og til fremme af tro, sådan som der står skrevet: „Men den retfærdige skal leve som følge af tro.“+

18 For Guds vrede+ åbenbares fra himmelen over al ugudelighed og uretfærdighed+ hos mennesker som undertrykker sandheden+ ved uretfærdighed,+ 19 for det som kan vides om Gud er kendt iblandt dem;+ Gud har jo gjort det kendt for dem.+ 20 Hans usynlige+ [egenskaber] ses nemlig klart fra verdens* skabelse af,+ både hans evige kraft+ og hans guddommelighed,*+ idet de fornemmes i de ting der er frembragt,+ så de er uden undskyldning;+ 21 for skønt de kendte Gud, herliggjorde de ham ikke som Gud, og de takkede ham heller ikke,+ men blev tomhjernede+ i deres overvejelser, og deres uforstandige hjerte blev formørket.+ 22 Skønt de hævdede at de var vise, blev de tåbelige+ 23 og byttede den uforgængelige Guds herlighed+ ud med noget der lignede billedet+ af et forgængeligt menneske og af fugle og firføddede skabninger og krybdyr.+

24 Derfor overgav Gud dem, i overensstemmelse med deres hjerters lyster, til urenhed,+ så deres legemer+ kunne vanæres iblandt dem,+ 25 ja, dem der ombyttede Guds sandhed+ med løgnen+ og dyrkede skabningen og ydede den hellig tjeneste frem for Skaberen, som er velsignet for evigt. Amen.* 26 Det er grunden til at Gud overgav dem til vanærende seksuelle lidenskaber,+ for både ombyttede deres kvinder den naturlige omgang med den unaturlige,+ 27 og ligeledes forlod også mændene den naturlige omgang med kvinden+ og blev optændt i deres begær efter hinanden, idet mænd med mænd+ øvede hvad der er uanstændigt*+ og pådrog sig den fulde løn+ som deres vildfarelse+ fortjente.

28 Og ligesom de ikke syntes om at holde fast ved Gud i nøjagtig kundskab,+ sådan overgav Gud dem til en sindstilstand+ [han] ikke synes om, til at gøre hvad der ikke sømmer sig,+ 29 fyldt som de var med al slags uretfærdighed,+ ondskab,+ havesyge,+ slethed;+ fulde af misundelse,+ mord,+ strid,+ svig,+ ondsindethed;+ sladderagtige,+ 30 bagtalere,+ gudshadere, uforskammede,+ hovmodige,+ pralende,+ opfindsomme med hensyn til at gøre fortræd,+ ulydige mod forældre,+ 31 uden forstand,+ ikke ordholdende,*+ uden naturlig hengivenhed,+ ubarmhjertige.+ 32 Skønt disse fuldt ud kender Guds retfærdige bestemmelse,+ at de som øver sådanne ting fortjener døden,+ bliver de ikke alene ved med at gøre dem, men giver også dem der øver dem deres bifald.+

2 Derfor er du uden undskyldning, menneske,+ hvem du end er, hvis du dømmer;+ det du dømmer en anden for, det fordømmer du nemlig dig selv for, eftersom du der dømmer,+ øver de samme ting.+ 2 Nu ved vi at Guds dom, i overensstemmelse med sandheden,+ er imod dem som øver sådanne ting.

3 Men har du den idé, menneske,+ at du som dømmer dem der øver sådanne ting og selv gør dem, at du vil undslippe Guds dom?+ 4 Eller foragter du hans venligheds+ og overbærenheds+ og langmodigheds+ rigdom, fordi du ikke ved at Guds venlighed søger at lede dig til sindsændring?+ 5 Men efter din hårdhed+ og dit hjertes forstokkethed+ samler du vrede+ til dig selv på vredens dag,+ da Guds retfærdige dom+ åbenbares.+ 6 Og han vil gengælde enhver efter hans gerninger:+ 7 evigt liv til dem der søger herlighed og ære og uforgængelighed+ ved udholdenhed i en gerning der er god; 8 men til dem der er stridbare+ og som ikke adlyder sandheden+ men adlyder uretfærdigheden, vil der være vrede og harme,+ 9 trængsel og nød, over enhver menneskesjæl som gør hvad der er ondt, over jøde+ først og så over græker;+ 10 men herlighed og ære og fred til enhver som gør hvad der er godt,+ til jøde først+ og så til græker.+ 11 For der er ikke partiskhed hos Gud.+

12 For eksempel vil alle som har syndet uden loven, også gå til grunde uden loven;+ og alle som har syndet under loven,+ vil blive dømt ved loven.+ 13 Det er nemlig ikke lovens hørere der er retfærdige hos Gud, men det er lovens gørere+ der vil blive erklæret retfærdige.+ 14 For når som helst folk fra nationerne,+ som ikke har loven,+ af natur gør det loven siger,+ er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. 15 De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter,+ idet deres samvittighed+ vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage+ eller også forsvar. 16 Det vil ske på den dag Gud gennem Kristus Jesus dømmer+ det skjulte+ hos menneskene,+ ifølge den gode nyhed jeg forkynder.+

17 Hvis nu du har navn af jøde+ og støtter dig til loven+ og roser dig af Gud,+ 18 og du kender hans vilje+ og bifalder det ypperlige* fordi du er blevet undervist mundtligt ud fra loven,+ 19 og du er overbevist om at du er vejleder for blinde,+ lys for dem der er i mørke,+ 20 opdrager for ufornuftige,+ lærer for spædbørn,+ og at du med loven har formuleringen*+ af kundskaben og sandheden+ — 21 er så du, som underviser en anden, sådan at du ikke underviser dig selv?+ Du som forkynder: „Stjæl ikke,“+ stjæler du?+ 22 Du som siger: „Begå ikke ægteskabsbrud,“*+ begår du ægteskabsbrud? Du som udtrykker afsky for afguderne, plyndrer+ du templer? 23 Du som roser dig af loven, vanærer du Gud ved din overtrædelse af loven?+ 24 For „Guds navn bliver på grund af jer spottet blandt nationerne“,+ sådan som der står skrevet.

25 Omskærelse+ er jo kun til gavn hvis du handler efter loven;+ men hvis du er lovovertræder, er din omskærelse+ blevet til ikke-omskærelse.+ 26 Derfor, hvis den uomskårne+ holder lovens retfærdige bestemmelser,+ vil hans ikke-omskærelse så ikke blive regnet for omskærelse?+ 27 Og den af natur uomskårne vil, ved at opfylde loven, dømme dig+ som med dens skrevne lovsamling og omskærelse er lovovertræder. 28 For jøde er ikke den som er det i det ydre,+ og omskærelse er heller ikke det som er i det ydre, i kødet.+ 29 Men jøde er den som er det i det indre,+ og [hans] omskærelse er hjertets [omskærelse]+ ved ånd og ikke ved en skreven lovsamling.+ Han får sin ros,+ ikke af mennesker, men af Gud.+

3 Hvad særligt har da jøden,+ eller hvad gavn gør omskærelsen?+ 2 Meget, på enhver måde. For det første at de jo har fået Guds hellige udsagn* betroet.+ 3 Hvordan så? Når nogle ikke troede,+ vil deres mangel på tro da ophæve Guds trofasthed?+ 4 Måtte det aldrig ske! Men lad Gud blive fundet sandfærdig,+ selv om hvert menneske bliver fundet at være en løgner,+ sådan som der står skrevet: „For at du må kendes retfærdig i dine ord og vinde når du dømmes.“+ 5 Men hvis vor uretfærdighed bringer Guds retfærdighed+ i forgrunden, hvad skal vi da sige? Gud er ikke uretfærdig+ når han udøser sin vrede, vel? (Jeg taler som et menneske+ taler.) 6 Måtte det aldrig ske! Hvordan skal Gud ellers dømme verden?+

7 Dog, hvis Guds sandhed+ på grund af min løgn er blevet bragt til at træde stærkere frem, til hans herlighed, hvorfor bliver jeg da alligevel dømt som en synder?+ 8 Og [hvorfor] ikke [sige], sådan som det falskeligt tillægges os+ og sådan som nogle hævder at vi siger: „Lad os gøre det onde for at det gode kan komme“?+ Den dom+ de [mennesker] får er retfærdig.+

9 Hvad da? Er vi bedre stillet?+ Slet ikke! For ovenfor har vi anklaget såvel jøder som grækere for alle at være under synd,*+ 10 sådan som der står skrevet: „Der er ingen retfærdig, end ikke én;+ 11 der er ingen som har indsigt, ingen som søger Gud.+ 12 Alle [mennesker] er bøjet af [fra vejen], alle sammen er de blevet uduelige; der er ingen som øver venlighed, ikke så meget som én.“+ 13 „Deres strube er en åben grav, med deres tunger har de været svigefulde.“+ „Slangegift er bag deres læber.“+ 14 „Og deres mund er fuld af banden og bitterhed.“+ 15 „De er hurtige på fødderne til at udgyde blod.“+ 16 „Ødelæggelse og elendighed er på deres veje,+ 17 og de har ikke kendt fredens vej.“+ 18 „Der er ikke gudsfrygt for deres øjne.“*+

19 Nu ved vi at alt hvad loven*+ siger, henvender den til dem der er under loven, for at hver mund kan blive stoppet+ og hele verden blive strafskyldig+ over for Gud. 20 Ved lovgerninger vil derfor intet kød blive erklæret retfærdigt+ over for ham, for ved loven+ fås nøjagtig kundskab om synd.+

21 Men uden lov er Guds retfærdighed+ nu blevet gjort kendt, som den bevidnes+ af Loven+ og Profeterne;+ 22 ja, Guds retfærdighed gennem tro på Jesus* Kristus,+ for alle dem der tror.+ Der er nemlig ingen forskel.+ 23 For alle har syndet+ og mangler Guds herlighed,+ 24 og det er som en fri gave+ at de ved hans ufortjente godhed+ bliver erklæret retfærdige gennem udfrielsen ved løsesummen+ [der er betalt] i Kristus* Jesus. 25 Gud har fremstillet ham som et offer til forsoning*+ ved tro på hans blod.+ Dette gjorde Gud for at vise sin egen retfærdighed, fordi han havde eftergivet synder+ som var begået i fortiden mens han viste overbærenhed;+ 26 for at vise sin egen retfærdighed+ i den nuværende tidsperiode, at han måtte være retfærdig, også når han erklærer det menneske retfærdigt+ som har tro på Jesus.

27 Hvor er så dette med at rose sig?+ Det er udelukket. Ved hvilken lov?+ Gerningernes?+ Nej, men ved troens lov.+ 28 For vi regner med at et menneske bliver erklæret retfærdigt* ved tro uden lovgerninger.+ 29 Eller er Gud kun Gud for jøder?+ Er han det ikke også for folk fra nationerne?+ Jo, også for folk fra nationerne,+ 30 så sandt som Gud er én,+ han der vil erklære omskårne+ retfærdige som følge af tro og uomskårne+ retfærdige ved deres tro. 31 Ophæver vi da loven ved hjælp af vores tro?+ Måtte det aldrig ske! Tværtimod, vi stadfæster loven.+

4 Når det forholder sig sådan, hvad skal vi da sige om Abraham, vor forfader+ efter kødet?* 2 Hvis for eksempel Abraham blev erklæret retfærdig som følge af gerninger,+ havde han grund til at rose sig; dog ikke over for Gud. 3 For hvad siger skriftstedet? „Abraham troede på Jehova,* og det blev tilregnet ham som retfærdighed.“+ 4 Men den der har gerninger+ får ikke lønnen tilregnet* som en ufortjent godhed+ men som en skyldighed.+ 5 På den anden side får den der ikke har gerninger men tror+ på ham der erklærer den ugudelige retfærdig, sin tro tilregnet som retfærdighed.+ 6 På samme måde taler også David om lykke* for det menneske som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger: 7 „Lykkelige er de hvis lovløse gerninger er tilgivet+ og hvis synder er dækket;+ 8 lykkelig er den mand som Jehova* slet ikke tilregner synd.“+

9 Kommer denne lykke da [kun] til omskårne eller også til uomskårne?+ Vi siger jo: „Troen blev tilregnet Abraham som retfærdighed.“+ 10 Under hvilke omstændigheder blev den da tilregnet? Da han var omskåren eller uomskåren?+ Ikke da han var omskåren, men uomskåren. 11 Og han fik et tegn,+ nemlig omskærelse, som segl* på retfærdigheden af den tro han havde mens han var uomskåren, for at han kunne blive fader+ til alle som tror+ mens de er uomskårne, for at retfærdighed kan blive dem tilregnet, 12 og fader til omskårne, til dem som ikke blot er af omskærelsen men som også vandrer regelret i fodsporene efter den tro som vor fader+ Abraham havde mens han var uomskåren.

13 For det var ikke ved loven at Abraham eller hans afkom fik løftet+ om at han skulle blive arving til en verden, men det var ved retfærdigheden af tro.+ 14 For hvis de der holder sig til loven er arvinger, er troen gjort nytteløs og løftet blevet ophævet.+ 15 Loven fremkalder jo vrede,+ men hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse.+

16 Af den grund skete det som følge af tro, for at det kunne være i overensstemmelse med ufortjent godhed,+ så løftet+ kunne stå fast for hele hans afkom,+ ikke blot for den der holder sig til loven, men også for den der holder sig til Abrahams tro. (Han er fader+ til os alle, 17 som der står skrevet: „Jeg har sat dig som fader til mange nationer.“)+ Det skete for øjnene af Ham han havde tro på, ja for Gud, som gør de døde levende+ og benævner* det der ikke er, som om det var.+ 18 Skønt uden for håb troede han dog,+ på grundlag af håb, for at han kunne blive fader til mange nationer,+ efter hvad der var blevet sagt: „Således vil dit afkom blive.“+ 19 Og uden at blive svag i troen betragtede han sit eget legeme som nu allerede var så godt som dødt,+ da han var omkring et hundrede år gammel,+ og det at Saras moderliv var dødt.+ 20 Men på grund af Guds løfte+ vaklede han ikke af mangel på tro,+ men fik kraft ved sin tro,+ idet han gav Gud ære 21 og var fuldt ud overbevist om at det [Gud] havde lovet, var han også i stand til at gøre.+ 22 Derfor „blev det tilregnet ham som retfærdighed“.+

23 At „det blev tilregnet+ ham“ blev imidlertid ikke kun skrevet for hans skyld,+ 24 men også for vor skyld, os som det skal tilregnes, fordi vi tror på ham som oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde.+ 25 Han blev overgivet for vore overtrædelsers skyld+ og blev oprejst for at vi kunne blive erklæret retfærdige.+

5 Lad os derfor, nu da vi er blevet erklæret retfærdige som følge af tro,+ have fred+ med Gud gennem vor Herre Jesus Kristus, 2 gennem hvem vi også har opnået ved tro* at få adgang+ til den ufortjente godhed hvori vi nu står; og lad os juble over håbet+ om Guds herlighed. 3 Og ikke det alene, men lad os også juble mens vi er i trængslerne,+ idet vi ved at trængselen bevirker udholdenhed,+ 4 og udholdenheden en godkendt tilstand,+ den godkendte tilstand igen håb,+ 5 og håbet fører ikke til skuffelse,*+ for Guds kærlighed+ er blevet udgydt i vore hjerter+ ved den hellige ånd,+ som blev givet os.

6 For mens vi endnu var svage,+ døde Kristus til den fastsatte tid til gavn for ugudelige.*+ 7 Der er ellers næppe nogen der vil dø for en retfærdig;+ jo, for den gode+ vil nogen måske endog vove at dø.+ 8 Men Gud anbefaler sin egen kærlighed+ til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.+ 9 Derfor, da vi nu er blevet erklæret retfærdige ved hans blod,+ skal vi så meget mere frelses gennem ham fra vreden.+ 10 For når vi, da vi var fjender,+ blev forligt med Gud gennem hans søns død,+ skal vi nu, da vi er blevet forligt, så meget mere frelses ved hans liv.+ 11 Og ikke det alene, men vi jubler også over Gud gennem vor Herre Jesus Kristus,* gennem hvem vi nu har modtaget forligelsen.+

12 Derfor, ligesom synden kom ind i verden gennem ét menneske,+ og døden+ gennem synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet+ —. 13 For indtil loven kom var der synd i verden, men synd tilregnes ikke når der ikke er nogen lov.+ 14 Ikke desto mindre herskede døden som konge fra Adam frem til Moses,+ også over dem som ikke havde syndet i lighed med den overtrædelse [der var blevet begået] af Adam,+ som svarer til ham* der skulle komme.+

15 Det er dog ikke med gaven som med overtrædelsen. For når de mange døde ved den enes overtrædelse, er Guds ufortjente godhed og hans frie gave sammen med den ufortjente godhed, ved det ene menneske+ Jesus Kristus, så meget mere blevet rigelig til de mange.+ 16 Og det er ikke med den frie gave+ som med det der blev udvirket gennem den ene der syndede.+ For dommen+ der fulgte efter én overtrædelse, blev en fordømmelse,+ men gaven der fulgte efter mange overtrædelser, blev en retfærdighedskendelse.*+ 17 For når døden ved den enes+ overtrædelse kom til at herske som konge+ gennem den ene, da skal så meget mere de der modtager denne overflod af den ufortjente godhed+ og retfærdighedens frie gave,*+ have liv og herske som konger+ gennem den ene, Jesus Kristus.+

18 Derfor, altså, ligesom følgen for mennesker af alle slags, ved én overtrædelse, blev at de fordømtes,+ således er også følgen for mennesker af alle slags,+ ved én retfærdiggørelseshandling,*+ blevet at de erklæres retfærdige til liv.+ 19 For ligesom de mange gennem det ene menneskes ulydighed blev stillet som syndere,+ således vil de mange+ også gennem den enes lydighed+ blive stillet som retfærdige.+ 20 Nu kom loven+ til ved siden af,* for at overtrædelsen kunne blive større.+ Men hvor synden+ blev større, blev den ufortjente godhed+ endnu rigeligere. 21 Med hvilket formål? Jo, ligesom synden kom til at herske som konge sammen med døden,+ således skulle også den ufortjente godhed+ herske som konge ved retfærdighed og føre til evigt liv+ ved Jesus Kristus, vor Herre.

6 Hvad skal vi da sige? Skal vi forblive i synden, for at den ufortjente godhed kan blive større?+ 2 Måtte det aldrig ske! Da vi er døde i forhold til synden,+ hvordan skulle vi så stadig kunne leve i den?+ 3 Eller ved I ikke at alle vi som blev døbt til Kristus Jesus,*+ blev døbt til hans død?+ 4 Derfor blev vi begravet+ med ham ved vor dåb til hans død, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed,+ således skal også vi vandre i et nyt liv.+ 5 For hvis vi er blevet forenet med ham* i en død der ligner hans,+ skal vi visselig også være det i en opstandelse [der ligner] hans;+ 6 for vi ved at vor gamle personlighed* er blevet pælfæstet sammen med [ham],+ for at vort syndige legeme* kunne blive gjort uvirksomt,+ så vi ikke længere skulle fortsætte med at trælle for synden.+ 7 For den der er død er blevet frikendt* fra [sin] synd.+

8 Endvidere, hvis vi er døde sammen med Kristus, tror vi at vi også skal leve sammen med ham.+ 9 For vi ved at Kristus, nu da han er blevet oprejst fra de døde,+ ikke mere dør;+ døden er ikke mere herre over ham. 10 For den [død] han døde, døde han i forhold til synden én gang for alle;+ men det [liv] han lever, lever han i forhold til Gud.+ 11 På samme måde med jer: regn jer selv for at være døde+ i forhold til synden, men levende+ i forhold til Gud ved Kristus Jesus.

12 Lad derfor ikke synden fortsat herske som konge i jeres dødelige legeme,+ så I adlyder dets lyster.+ 13 Fortsæt heller ikke med at fremstille jeres lemmer for synden+ som uretfærdigheds våben,+ men fremstil jer selv for Gud som dem der fra døde er blevet levende,+ og [fremstil] jeres lemmer for Gud som retfærdigheds våben.+ 14 For synden skal ikke være herre over jer, da I jo ikke er under lov+ men under ufortjent godhed.+

15 Hvad følger heraf? Skal vi begå en synd fordi vi ikke er under lov+ men under ufortjent godhed?+ Måtte det aldrig ske! 16 Ved I ikke at hvis I bliver ved med at fremstille jer for en som trælle for at adlyde ham, er I hans trælle fordi I adlyder ham,+ enten syndens+ med død til følge+ eller lydighedens+ med retfærdighed+ til følge? 17 Men tak til Gud at I har været syndens trælle men af hjertet er blevet lydige mod den læreform I blev overgivet til.+ 18 Ja, da I er blevet frigjort+ fra synden, er I blevet trælle+ for retfærdigheden.+ 19 Jeg taler i menneskelige vendinger på grund af jeres køds svaghed:+ for ligesom I før fremstillede jeres lemmer+ som trælle for urenheden+ og lovløsheden med lovløshed til følge,* således skal I nu fremstille jeres lemmer som trælle for retfærdigheden med hellighed til følge.+ 20 For da I var trælle af synden,+ var I frie i forhold til retfærdigheden.

21 Hvilken frugt+ plejede I da at have dengang? Ting*+ som I nu skammer jer over. For de tings enderesultat* er døden.+ 22 Men nu, da I er blevet frigjort fra synden og er blevet trælle for Gud,+ har I jeres frugt+ i form af hellighed, og som enderesultat evigt liv.+ 23 For den løn* synden betaler er døden,+ men den gave*+ Gud giver er evigt liv+ ved Kristus Jesus, vor Herre.+

7 Kan det være, brødre, at I ikke ved (jeg taler jo til nogle der er kendt med loven) at loven er herre over et menneske så længe det lever?+ 2 En gift kvinde* er for eksempel ved lov bundet til sin mand så længe han lever; men hvis manden dør, er hun løst fra mandens lov.+ 3 Så ville hun altså blive kaldt en ægteskabsbryderske* hvis hun, mens manden lever, blev en anden mands.+ Men hvis hendes mand dør, er hun fri fra hans lov, så at hun ikke er en ægteskabsbryderske hvis hun bliver en anden mands.+

4 Altså er også I, mine brødre, gjort døde for loven,+ ved Messias’ legeme, for at I kunne blive en andens,+ hans som blev oprejst fra de døde,+ for at vi skulle bære frugt+ for Gud. 5 For da vi var i overensstemmelse med kødet,+ var de syndige lidenskaber der blev vakt ved loven, virksomme i vore lemmer, for at vi skulle bære frugt for døden.+ 6 Men nu er vi løst fra loven,+ idet vi er døde+ i forhold til det som vi blev fastholdt af, så vi kan trælle*+ på åndens nye måde,+ og ikke på den skrevne lovsamlings gamle måde.+

7 Hvad skal vi da sige? Er loven synd?+ Måtte det aldrig blive sådan! Dog ville jeg aldrig have lært synden at kende+ hvis det ikke havde været for loven; jeg ville for eksempel ikke have kendt begæret+ hvis loven ikke havde sagt: „Du må ikke begære.“+ 8 Men idet synden fik en anledning gennem budet,+ udvirkede den begær af enhver art i mig, for uden lov var synden død.+ 9 Ja, jeg var engang levende uden lov;+ men da budet kom,+ kom synden til live igen, og jeg døde.+ 10 Og budet, som var til liv,+ dette fandt jeg var til død.+ 11 For idet synden fik en anledning gennem budet, forførte+ den mig og dræbte mig gennem det. 12 Altså er loven på sin side hellig,+ og budet er helligt og retfærdigt+ og godt.+

13 Blev da det der er godt, til død for mig? Måtte det aldrig ske! Men synden blev det, for at den kunne vise sig som synd, idet den udvirkede død for mig gennem det der er godt,+ for at synden gennem budet kunne blive langt mere syndig.+ 14 For vi ved at loven er åndelig,+ men jeg er kødelig, solgt under synden.+ 15 Hvad jeg udvirker, ved jeg nemlig ikke. For det jeg gerne vil, det praktiserer jeg ikke; men det jeg hader, det gør jeg. 16 Når jeg imidlertid gør det som jeg ikke vil,+ bekræfter jeg at loven er udmærket.+ 17 Men nu er det ikke mere mig som udvirker det, men synden som bor i mig.+ 18 For jeg ved at i mig, det vil sige i mit kød, bor der intet godt;+ for det gerne at ville+ ligger mig nær, men det at udvirke+ det rette, gør ikke. 19 For det gode som jeg gerne vil, det gør jeg ikke,+ men det onde som jeg ikke vil, det praktiserer jeg. 20 Når nu det jeg ikke vil, er det jeg gør, så er det ikke mere mig der udvirker det, men synden som bor i mig.+

21 Jeg finder altså denne lov i mit tilfælde: når jeg gerne vil gøre det rette,+ ligger det onde mig nær.+ 22 Jeg glæder+ mig jo over Guds lov, ifølge det menneske+ jeg er i det indre, 23 men i mine lemmer+ ser jeg en anden lov, der fører krig+ imod mit sinds lov+ og tager mig til fange under syndens lov+ som er i mine lemmer. 24 Jeg elendige* menneske! Hvem vil befri mig fra det legeme der lider denne død?+ 25 Tak til Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre!+ Jeg selv, derfor, træller altså med sindet for Guds lov,+ men med kødet for syndens lov.+

8 Nu er der altså ingen fordømmelse for dem der er i samhørighed med Kristus Jesus.+ 2 For åndens+ lov,+ [den ånd] der giver liv+ i samhørighed med Kristus Jesus, har frigjort+ dig fra syndens og dødens lov.+ 3 For det som loven ikke magtede,+ idet den var svag+ på grund af kødet, det kunne Gud: ved at sende sin egen søn+ i syndigt køds lighed+ og med henblik på synden,+ fordømte han synden i kødet, 4 for at lovens retfærdige krav kunne blive opfyldt+ i os som ikke vandrer i overensstemmelse med kødet men i overensstemmelse med ånden.+ 5 For de der er i overensstemmelse med kødet, retter deres sind mod det der hører kødet til,+ men de der er i overensstemmelse med ånden, mod det der hører ånden til.+ 6 At holde sindet rettet mod kødet betyder nemlig død,+ men at holde sindet rettet mod ånden+ betyder liv og fred; 7 for at holde sindet rettet mod kødet betyder fjendskab+ med Gud, for det er ikke underordnet+ Guds lov, og kan jo heller ikke være det. 8 Så de der er i harmoni med kødet+ kan ikke behage Gud.

9 I er imidlertid ikke i harmoni med kødet men med ånden,+ hvis ellers Guds ånd bor i jer.+ Men hvis nogen ikke har Kristi ånd,+ så tilhører han ham ikke. 10 Men hvis Kristus er i samhørighed med jer,+ er legemet rigtignok dødt på grund af synd, men ånden er liv+ på grund af retfærdighed. 11 Hvis nu hans ånd som oprejste Jesus fra de døde bor i jer, vil han der oprejste Kristus Jesus fra de døde+ også gøre jeres dødelige legemer levende+ gennem sin ånd, som bor i jer.

12 Så er vi altså forpligtede, brødre, [men] ikke over for kødet til at leve i overensstemmelse med kødet;+ 13 for hvis I lever i overensstemmelse med kødet, er døden jer vis;+ men hvis I ved ånden bringer død over legemets forehavender,+ skal I leve. 14 For alle som ledes af Guds ånd, de er Guds sønner.+ 15 I modtog nemlig ikke en ånd der hører trældom til og igen vækker frygt,+ men I modtog en ånd+ der hører dem til der antages+ som sønner;* ved den ånd råber vi: „Abʹba,*+ Fader!“ 16 Ånden+ selv vidner+ sammen med vor egen ånd+ om at vi er Guds børn.+ 17 Og når vi er børn, er vi også arvinger: ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger,+ forudsat vi lider+ sammen med ham så vi også kan blive herliggjort sammen med ham.+

18 Følgelig regner jeg ikke den nuværende tids lidelser+ for noget i sammenligning med den herlighed+ der skal åbenbares på os. 19 Skabningen+ venter jo med spændt forventning+ på at Guds sønner+ skal åbenbares. 20 Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed,+ ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb+ 21 om at* også skabningen+ selv vil blive frigjort+ fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed. 22 For vi ved at hele skabningen sukker sammen og er i veer sammen indtil nu. 23 Og ikke det alene, men også vi selv, som har førstegrøden,+ nemlig ånden, ja vi selv sukker+ ved os selv, mens vi ivrigt venter på antagelse som sønner,*+ udfrielsen fra vort legeme ved en løsesum. 24 For i [dette] håb blev vi frelst;+ men et håb som ses, er ikke et håb, for når man ser en ting, håber man så på den? 25 Men når vi håber+ på det vi ikke ser,+ så bliver vi ved med at vente på det med udholdenhed.+

26 På samme måde kommer ånden+ også vor svaghed til hjælp;+ for hvad vi skal bede om i forhold til hvad der er fornødent, ved vi ikke,+ men ånden+ selv går i forbøn for os med uudtalte* suk. 27 Dog ved han der ransager hjerterne+ hvad ånden+ mener,* for den beder, i overensstemmelse med Gud, for hellige.+

28 Nu ved vi at Gud* lader alle sine gerninger+ samvirke til bedste for dem som elsker Gud, dem som i overensstemmelse med hans forsæt er kaldede;+ 29 fordi dem han gav sin første anerkendelse,*+ dem forudbestemte+ han også til at blive formet+ efter hans søns billede,+ for at han kunne være den førstefødte+ blandt mange brødre.+ 30 Og dem han forudbestemte,+ dem kaldte+ han også; og dem han kaldte, dem erklærede han også retfærdige.+ Og dem han erklærede retfærdige, dem herliggjorde+ han også.

31 Hvad skal vi da sige til dette? Når Gud er for os, hvem vil da være* imod os?+ 32 Han som end ikke skånede sin egen søn+ men overgav ham for os alle,+ hvorfor skulle han ikke også, med ham, i sin godhed give os alt andet?+ 33 Hvem vil rejse anklage mod Guds udvalgte?+ Gud er den som erklærer [dem] retfærdige.+ 34 Hvem er den som vil fordømme? Kristus Jesus* er den som døde, eller rettere, den som blev oprejst fra de døde,* som er ved Guds højre hånd,+ som også går i forbøn for os.+

35 Hvem vil skille os fra Messias’ kærlighed?*+ Vil trængsel eller nød eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd?+ 36 Sådan som der står skrevet: „For din skyld bliver vi dagen lang slået ihjel; vi er blevet regnet for slagtefår.“+ 37 Tværtimod, i alt dette kommer vi til at stå fuldstændig sejrrige+ ved ham som har elsket os. 38 For jeg er overbevist om at hverken død eller liv+ eller engle+ eller regeringer+ eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter+ 39 eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.+

9 Jeg siger sandheden+ i Kristus; jeg lyver ikke,+ da min samvittighed vidner sammen med mig i hellig ånd, 2 at jeg i mit hjerte har stor bedrøvelse og uophørlig smerte.+ 3 For jeg kunne ønske at jeg selv som bandlyst* var skilt fra Messias til gavn for mine brødre,+ mine slægtninge efter kødet,+ 4 der, som sådanne, er israelitter,+ hvem antagelsen som sønner+ og herligheden+ og pagterne+ og lovgivningen+ og den hellige tjeneste*+ og løfterne+ tilhører, 5 hvem forfædrene+ tilhører og fra hvem Messias [stammede] efter kødet+ — Gud,+ som er over alle,* [være] velsignet for evigt. Amen.

6 Dog er det ikke sådan at Guds ord har slået fejl.+ For ikke alle som [stammer] fra Israel er virkelig „Israel“.+ 7 Heller ikke er de alle børn fordi de er Abrahams afkom,+ men: „Det der skal kaldes ’dit afkom’ vil komme gennem Isak.“+ 8 Det vil sige, børnene ifølge kødet+ er ikke virkelig Guds børn,+ men børnene ifølge løftet+ bliver regnet for afkommet. 9 For løftets ord lød som følger: „Ved denne tid vil jeg komme, og så har Sara en søn.“+ 10 Dog ikke det tilfælde alene, men også da Rebekka undfangede tvillinger+ ved den ene [mand], Isak, vor forfader: 11 da de endnu ikke var født og ikke havde gjort noget godt eller slet,+ blev der nemlig, for at Guds forsæt med hensyn til udvælgelsen kunne forblive afhængigt, ikke af gerninger, men af den som kalder,+ 12 sagt til hende: „Den ældste skal trælle for den yngste.“+ 13 Sådan som der står skrevet: „Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.“+

14 Hvad skal vi da sige? Er der uretfærdighed hos Gud?+ Måtte det aldrig blive sådan! 15 Han siger jo til Moses: „Jeg vil have barmhjertighed med hvem jeg end vælger at have barmhjertighed med, og jeg vil have medlidenhed med hvem jeg end vælger at have medlidenhed med.“+ 16 Så afhænger det altså ikke af den der vil eller af den der løber, men af Gud,+ som har barmhjertighed.+ 17 Skriften siger jo til Farao: „Af netop denne grund har jeg ladet dig bestå,* for at jeg i forbindelse med dig kan vise min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“+ 18 Derfor, hvem han vil, viser han altså barmhjertighed,+ og hvem han vil, lader han blive forhærdet.+

19 Du vil så sige til mig: „Hvorfor dadler han da? Hvem har nemlig kunnet modstå hans udtrykkelige vilje?“+ 20 Menneske,+ hvem er du egentlig at du tager til genmæle imod Gud?+ Skal det der er formet, sige til ham som formede det: „Hvorfor har du lavet mig sådan?“+ 21 Hvad? Har pottemageren+ ikke myndighed over leret til af den samme klump at lave ét kar til ærefuld brug og et andet til ikke-ærefuld brug?+ 22 Hvis nu Gud, skønt det er hans vilje at vise sin vrede og gøre sin magt kendt, med megen langmodighed har båret over med vredens kar, tjenlige til ødelæggelse,+ 23 for at han kunne gøre sin herligheds rigdom+ kendt over for barmhjertighedens kar,+ som han forud har beredt til herlighed,+ 24 nemlig os, som han kaldte, ikke blot blandt jøderne men også blandt nationerne,+ [hvad så]? 25 Det er som han også siger hos Hoseas: „Dem som ikke var mit folk,+ vil jeg kalde ’mit folk’, og hende som ikke var elsket, ’den elskede’;+ 26 og på det sted hvor der blev sagt til dem: ’I er ikke mit folk,’ dér skal de kaldes ’den levende Guds sønner’.“+

27 Og om Israel råber Esajas: „Selv om tallet på Israels sønner var som sandet ved havet,+ er det kun en rest der bliver frelst.+ 28 For Jehova* vil holde regnskab på jorden idet han afslutter og afkorter det.“*+ 29 Og, ganske som Esajas forud havde sagt: „Hvis ikke Hærstyrkers+ Jehova* havde efterladt os et afkom, ville vi være blevet som Soʹdoma, og vi ville have lignet Gomorʹra.“+

30 Hvad skal vi da sige? At folk fra nationerne, skønt de ikke jagede efter retfærdighed, opnåede retfærdighed,+ den retfærdighed der følger af tro;+ 31 men Israel, som jagede efter en lov der leder til retfærdighed, nåede ikke frem til en sådan lov.+ 32 Af hvilken grund? Fordi de ikke jagede efter den ved tro, men som [de mente de kunne,] ved gerninger.+ De snublede over „snublestenen“;+ 33 som der står skrevet: „Se, jeg lægger i Zion en snublesten+ og en anstødsklippe,+ og den der tror på ham* vil ikke blive skuffet.“*+

10 Brødre, mit hjertes gode vilje og min bøn til Gud for dem er jo at de må opnå frelse.+ 2 For jeg giver dem det vidnesbyrd* at de har nidkærhed+ for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab;+ 3 for da de ikke kender retfærdigheden fra Gud+ men søger at opstille deres egen,+ har de ikke underordnet sig retfærdigheden fra Gud.+ 4 For Kristus er lovens ende,*+ så at enhver som tror kan opnå retfærdighed.+

5 Moses skriver nemlig at det menneske som har handlet efter lovens retfærdighed, skal leve ved den.+ 6 Men den retfærdighed der er en følge af tro taler således: „Sig ikke i dit hjerte:+ ’Hvem vil stige op til himmelen?’+ det vil sige, for at bringe Kristus+ ned; 7 eller: ’Hvem vil stige ned i afgrunden?’+ det vil sige, for at bringe Kristus op fra de døde.“+ 8 Men hvad siger den? „Ordet er dig nær, i din egen mund og i dit eget hjerte“;+ det vil sige, troens „ord“,+ som vi forkynder.*+ 9 For hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’,+ at Jesus er Herre,*+ og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde,+ vil du blive frelst.+ 10 For med hjertet+ tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt+ til frelse.

11 Skriften siger jo: „Ingen som tror på ham+ vil blive skuffet.“*+ 12 Der er nemlig ingen forskel på jøde og græker,+ for over alle er der den samme Herre, som er rig+ nok for alle dem der påkalder ham. 13 For „enhver som påkalder Jehovas* navn vil blive frelst“.+ 14 Men hvordan kan man påkalde ham som man ikke har fået tro på?+ Og hvordan kan man få tro på ham som man ikke har hørt om? Og hvordan kan man høre uden at nogen forkynder?+ 15 Og hvordan kan nogen forkynde hvis ikke de sendes ud?+ Sådan som der står skrevet: „Hvor skønt et syn: til fods kommer de som forkynder godt nyt om gode ting!“+

16 Dog var det ikke alle der adlød den gode nyhed.+ Esajas siger jo: „Jehova,* hvem troede på det de hørte af os?“+ 17 Troen kommer altså af det man hører.+ Og det man hører, kommer gennem ordet om Kristus.*+ 18 Dog spørger jeg: Hørte de da ikke? Jo vist, „deres røst er kommet ud over hele jorden,+ og deres udsagn til den beboede jords* fjerneste egne.“*+ 19 Dog spørger jeg: Forstod Israel da ikke?+ Først siger Moses: „Jeg vil ægge jer til skinsyge gennem det som ikke er en nation; jeg vil ægge jer til voldsom vrede gennem en uforstandig nation.“+ 20 Og Esajas bliver meget dristig og siger: „Jeg blev fundet af dem som ikke søgte mig;+ jeg blev kendt af dem som ikke spurgte efter mig.“+ 21 Men med hensyn til Israel siger han: „Dagen lang har jeg bredt mine hænder ud mod et folk som er ulydigt+ og svarer igen.“+

11 Jeg spørger så: Gud har da ikke forskudt sit folk?+ Måtte det aldrig ske! Også jeg er jo israelit,+ af Abrahams afkom, af Benjamins stamme.+ 2 Gud har ikke forskudt sit folk, som han først anerkendte.*+ Eller ved I ikke hvad Skriften siger i forbindelse med Elias, da han beder til Gud imod Israel?+ 3 „Jehova,* de har dræbt dine profeter, de har nedbrudt dine altre, og jeg alene er tilbage, og de efterstræber min sjæl.“*+ 4 Ja, hvad siger det guddommelige udsagn+ til ham? „Jeg har ladet syv tusind mænd som tilhører mig og som ikke har bøjet knæ for Baʹal, blive tilbage.“+ 5 Således er der da også i den nuværende tid fremkommet en rest+ ifølge en udvælgelse+ der skyldes ufortjent godhed. 6 Når det nu er ved ufortjent godhed,+ er det ikke længere som følge af gerninger;+ ellers er den ufortjente godhed ikke længere ufortjent godhed.+

7 Hvad da? Netop det Israel ivrigt søger, har det ikke opnået,+ men de udvalgte*+ har opnået det. De øvrige blev gjort uimodtagelige,+ 8 sådan som der står skrevet: „Gud* har givet dem en dyb søvns ånd,+ øjne som ikke ser og ører som ikke hører, frem til den dag i dag.“+ 9 Og David siger: „Lad deres bord* blive til en snare og en fælde og en snublesten og en gengældelse for dem;+ 10 lad deres øjne formørkes så de ikke ser, og bøj altid deres ryg.“+

11 Derfor spørger jeg: Snublede de, så de faldt+ fuldstændigt? Måtte det aldrig ske! Men ved deres fejltrin+ kom frelsen til folk fra nationerne,+ for at ægge dem til skinsyge.+ 12 Hvis nu deres fejltrin betyder rigdom for verden, og deres tilbagegang betyder rigdom for folk fra nationerne,+ hvor meget mere vil da ikke deres fulde antal*+ betyde det!

13 Nu taler jeg til jer folk fra nationerne. For så vidt som jeg jo er apostel+ for nationerne,+ ærer+ jeg min tjeneste,+ 14 om jeg dog kan ægge [dem som er] mit eget kød, til skinsyge og frelse+ nogle af dem.+ 15 For hvis deres forkastelse+ betyder forligelse+ for verden, hvad vil så deres antagelse betyde andet end liv fra de døde? 16 Endvidere, hvis [den del der tages som] førstegrøden+ er hellig, er hele dejen det også; og hvis roden er hellig,+ er grenene det også.

17 Men når nogle af grenene blev brudt af, og du, skønt du er et vildt oliventræ, blev indpodet blandt dem+ og fik del i fedmen+ fra oliventræets+ rod, 18 da triumfér ikke over grenene. Men hvis du triumferer over dem,+ da [vid at] det ikke er dig der bærer roden,+ men roden [der bærer] dig.+ 19 Du vil så sige: „Der blev brudt grene af+ for at jeg kunne blive indpodet.“+ 20 Udmærket! Som følge af mangel på tro+ blev de brudt af, men som følge af tro+ sidder du der. Hold op med at tænke hovmodigt,+ men frygt.+ 21 For når Gud ikke har skånet de naturlige grene, vil han heller ikke skåne dig.+ 22 Se derfor Guds venlighed+ og strenghed.+ Strenghed mod dem som faldt,+ men Guds venlighed mod dig, forudsat du forbliver+ i hans venlighed; ellers vil du også blive hugget af.+ 23 Og de vil blive indpodet hvis de ikke forbliver i deres mangel på tro;+ for Gud er i stand til at indpode dem igen. 24 For når du blev hugget af fra det oliventræ der af natur er vildt, og i modstrid med naturen blev indpodet+ i det ædle oliventræ, hvor langt snarere skal da ikke disse som af natur hører til dér, blive indpodet i deres eget oliventræ!+

25 Jeg ønsker nemlig ikke, brødre, at I skal være uvidende om denne hellige hemmelighed,+ for at I ikke skal være kloge i egne tanker: at der delvis er kommet uimodtagelighed+ over Israel indtil det fulde antal*+ af folk fra nationerne er kommet ind,+ 26 og på denne måde vil hele Israel+ blive frelst. Som der står skrevet: „Befrieren skal komme fra Zion+ og fjerne ugudeligheder fra Jakob.+ 27 Og dette er min side af pagten med dem,+ når jeg tager deres synder bort.“+ 28 Sandt nok er de med hensyn til den gode nyhed fjender for jeres skyld,+ men med hensyn til udvælgelsen* er de elskede for forfædrenes skyld.+ 29 Gaverne og kaldelsen fra Gud er nemlig ikke noget han fortryder.+ 30 For ligesom I engang var ulydige+ mod Gud men nu har opnået barmhjertighed+ på grund af deres ulydighed,+ 31 således har også disse nu været ulydige med barmhjertighed for jer til følge,+ for at også de nu kan opnå barmhjertighed. 32 For Gud har spærret dem alle inde i ulydighedens fængsel,+ for at han kunne vise dem alle barmhjertighed.+

33 O dyb af Guds rigdom+ og visdom+ og kundskab!+ Hvor uransagelige hans domme+ og usporlige hans veje! 34 For „hvem har lært Jehovas* sind at kende,+ eller hvem er blevet hans rådgiver?“+ 35 Eller: „Hvem har givet ham noget først, så det skal gengældes ham?“+ 36 Fra ham og ved ham og til ham er jo alle ting.+ Ham tilkommer herligheden for evigt.+ Amen.

12 Derfor beder jeg jer indtrængende, brødre, ved Guds inderlige barmhjertighed, om at fremstille jeres legemer+ som et levende,+ helligt,+ Gud velbehageligt+ slagtoffer:+ jeres fornuftmæssige+ hellige tjeneste.*+ 2 Og lad jer ikke forme+ efter denne tingenes ordning,* men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind,+ så I kan forvisse+ jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.+

3 Ved den ufortjente godhed der er skænket mig siger jeg nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke,+ men tænke med et sundt sind,+ hver enkelt sådan som Gud har tildelt ham et mål+ af tro.+ 4 For ligesom vi på ét legeme har mange lemmer,+ og lemmerne ikke alle har samme funktion, 5 således er vi, skønt mange, ét legeme+ i samhørighed med Kristus, men lemmer som hver for sig tilhører hinanden.+ 6 Eftersom vi nu har gaver der er forskellige+ alt efter den ufortjente godhed+ der er skænket os, enten det nu er profeti, [så lad os profetere] efter den tro der er tilmålt [os]; 7 eller det er en tjeneste, [så lad os tage vare] på denne tjeneste;+ eller den der underviser,+ [lad ham tage vare] på undervisningen;+ 8 eller den der tilskynder, [lad ham tage vare] på tilskyndelsen;+ den der deler ud, [lad ham gøre det] gavmildt;+ den der præsiderer,*+ [lad ham gøre det] i fuldt alvor; den der viser barmhjertighed,+ [lad ham gøre det] med glæde.

9 Lad [jeres] kærlighed+ være uden hykleri.+ Afsky det onde,+ hold jer til det gode.+ 10 Vis i broderkærligheden+ inderlig hengivenhed for hinanden. Gå foran med at vise hinanden ære.+ 11 Vær ikke nølende i jeres iver.+ Vær brændende i ånden.+ Træl for Jehova.*+ 12 Glæd jer i håbet.+ Hold ud under trængselen.+ Vær vedholdende i bønnen.+ 13 Del med de hellige, alt efter deres behov.+ Følg gæstfrihedens vej.+ 14 Bliv ved med at velsigne dem som forfølger;+ velsign+ og forband ikke.+ 15 Glæd jer med dem der glæder sig;+ græd med dem der græder. 16 Tænk på andre som I tænker på jer selv;+ tænk ikke hovmodigt,+ men hold jer til det beskedne.+ Bliv ikke kloge i egne tanker.+

17 Gengæld ikke nogen ondt med ondt.+ Vær i forvejen indstillet på det der er godt i alle menneskers øjne. 18 Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.+ 19 I må ikke hævne jer,+ I elskede, men giv plads for vreden;+ for der står skrevet: „Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.“*+ 20 Men „hvis din fjende sulter, så giv ham noget at spise; hvis han tørster, så giv ham noget at drikke;+ for ved at gøre dette dynger du gloende kul på hans hoved“.+ 21 Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind til stadighed det onde med det gode.+

13 Lad enhver sjæl* underordne+ sig de højere myndigheder,+ for der er ingen myndighed+ uden af Gud;+ de eksisterende myndigheder er af Gud anbragt i deres relative+ stillinger.*+ 2 Derfor, den der modstår* myndigheden, står Guds ordning imod; de som står den imod, vil pådrage sig dom.+ 3 For de herskende frygtes ikke af den gode men af den onde gerning.+ Ønsker du altså at være uden frygt for myndigheden? Så gør til stadighed det gode,+ og du vil få ros af den; 4 for den er Guds tjener til gavn for dig.+ Men hvis du gør det onde,+ da frygt; det er nemlig ikke for ingenting den bærer sværdet; den er jo Guds tjener, en hævner+ der lader vrede ramme den der øver det onde.

5 Det er derfor nødvendigt at man underordner sig, ikke alene for vredens men også for samvittighedens+ skyld. 6 Det er jo også af den grund I betaler skat; de er jo Guds offentlige tjenere*+ der til stadighed tjener netop dette formål.* 7 Giv* alle hvad der tilkommer dem, ham [der kræver] skat, skat;+ ham [der kræver] afgift, afgift; ham [der kræver] frygt, frygt;+ ham [der kræver] ære, ære.+

8 I må ikke skylde nogen noget som helst,+ undtagen det at elske hinanden;+ for den der elsker medmennesket* har opfyldt loven.+ 9 For dette: „Du må ikke begå ægteskabsbrud,*+ du må ikke myrde,+ du må ikke stjæle,+ du må ikke begære,“+ og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes i dette ord: „Du skal elske din næste som dig selv.“+ 10 Kærligheden+ gør ikke næsten noget ondt;+ kærligheden er derfor lovens+ opfyldelse.

11 [Gør] også dette fordi I kender tiden,* at den time allerede er her da I skal vågne op af søvne,+ for nu er vor frelse nærmere end da vi blev troende.+ 12 Natten er langt fremme; dagen+ er kommet nær. Lad os derfor aflægge de gerninger der hører mørket til,+ og lad os iføre os lysets våben.+ 13 Lad os vandre anstændigt som ved dag,+ ikke med sviregilder og drikketure,+ ikke i ulovlig kønslig omgang og skamløshed,*+ ikke i strid+ og skinsyge. 14 Men ifør jer Herren Jesus Kristus,*+ og læg ikke på forhånd planer for kødets lyster.+

14 Den der er svag+ i troen, skal I acceptere, men ikke for at bedømme [hans] indre tvivlsspørgsmål.+ 2 Én har tro til at spise alt,+ men den svage spiser grøntsager. 3 Lad ikke den der spiser, se ned på den der ikke spiser,+ og lad ikke den der ikke spiser, dømme den der spiser, for Gud har accepteret vedkommende. 4 Hvem er du at du dømmer en andens hustjener?+ For sin egen herre står eller falder han.+ Og han vil blive stående, for Jehova* kan lade ham stå.+

5 Én bedømmer én dag som bedre end en anden;+ en anden bedømmer hver dag som god;+ lad enhver være fuldt overbevist i sit eget sind. 6 Den der holder dagen, holder den for Jehova.* Og den der spiser, spiser for Jehova,*+ for han takker Gud;+ og den der undlader at spise, undlader det for Jehova,*+ og dog takker han Gud.+ 7 Ingen af os lever jo for sig selv,+ og ingen dør for sig selv; 8 for når vi lever, lever vi for Jehova,*+ og når vi dør, dør vi for Jehova.*+ Derfor, både når vi lever og når vi dør, tilhører vi Jehova.*+ 9 Det var jo derfor Kristus døde og kom til live igen,+ at han kunne blive Herre over både døde+ og levende.+

10 Men du, hvorfor dømmer du din broder?+ Eller du, hvorfor ser du ned på din broder? Vi skal jo alle træde frem for Guds dommersæde,+ 11 for der står skrevet: „’Så sandt jeg lever,’ siger Jehova,*+ ’for mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal åbent anerkende Gud.’“+ 12 Så skal hver enkelt af os altså aflægge regnskab for sig selv over for Gud.*+

13 Lad os derfor ikke længere dømme hinanden,+ men træf hellere den beslutning+ at I ikke vil lægge nogen snublesten+ for en broder+ eller give ham anledning til fald. 14 Jeg ved og er i Herren Jesus overbevist om at intet er vanhelligt i sig selv;+ kun hvis en regner noget for vanhelligt, er det vanhelligt for ham.+ 15 For hvis din broder bedrøves på grund af [din] mad, vandrer du ikke mere i overensstemmelse med kærlighed.+ Bring ikke med din mad undergang over den som Kristus døde for.+ 16 Lad derfor ikke det gode I gør, blive spottet. 17 For Guds rige+ betyder* ikke spisen og drikken,+ men retfærdighed+ og fred+ og glæde+ ved hellig ånd. 18 For den der i dette træller for Messias, er velbehagelig for Gud og godkendes af mennesker.+

19 Så lad os altså jage efter det der skaber fred+ og er til indbyrdes opbyggelse.+ 20 Hold op med at nedbryde Guds værk blot for madens skyld.+ Alt er ganske vist rent, men det er skadeligt for det menneske som spiser og derved giver anledning til snublen.+ 21 Det er godt ikke at spise kød, ikke at drikke vin, ikke at gøre noget som kan blive en snublesten for din broder.+ 22 Den tro du har, hav den for dig selv for Guds åsyn.+ Lykkelig er den som ikke dømmer sig selv for det han bifalder. 23 Men den der har tvivl, er allerede dømt skyldig hvis han spiser,+ for [han spiser] ikke ud af tro. Ja, alt hvad der ikke er ud af tro, er synd.+

15 Men vi som er stærke er skyldige at bære deres svagheder som ikke er stærke,+ og ikke være os selv til behag.+ 2 Lad enhver af os være sin næste til behag i det der er godt til [hans] opbyggelse.+ 3 For heller ikke Messias var sig selv til behag;+ men som der står skrevet: „Forsmædelserne fra dem der smædede dig, er faldet på mig.“+ 4 Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet+ til vor belæring,+ for at vi ved vor udholdenhed+ og ved Skrifternes trøst+ kan have håb.*+ 5 Måtte den Gud som skænker udholdenhed og trøst, nu give jer at I har samme sindsindstilling+ over for hinanden som den Kristus Jesus havde, 6 for at I enigt+ og med én mund kan herliggøre vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader.

7 I skal derfor acceptere hinanden,+ ligesom Messias også har accepteret os,+ til ære for Gud. 8 Jeg siger nemlig at Kristus jo er blevet en tjener+ for de omskårne+ for Guds sanddruheds skyld,+ for at bekræfte de løfter+ Han gav deres forfædre, 9 og for at folk fra nationerne+ kunne herliggøre Gud for hans barmhjertighed.+ Som der står skrevet: „Derfor vil jeg åbent anerkende dig blandt nationerne,* og dit navn vil jeg lovsynge.“+ 10 Og han siger endvidere: „Vær glade, I nationer, med hans folk.“+ 11 Og ligeledes: „Pris Jehova,* alle I nationer, og lad alle folkene lovprise ham.“+ 12 Og yderligere siger Esajas: „Iʹsajs rod+ skal være der, ja, den der rejser sig for at herske over nationerne;+ på ham vil nationerne håbe.“+ 13 Måtte Gud der giver håb, fylde jer med al glæde og fred ved at I har tro, så I må være rige i håbet med hellig ånds kraft.+

14 Med hensyn til jer, mine brødre, er jeg nu også selv overbevist om at I også selv er fulde af godhed, da I er blevet fyldt med al kundskab,+ og at I også er i stand til at formane hinanden.+ 15 Jeg skriver imidlertid til jer med så meget større dristighed på nogle punkter, ligesom for igen at påminde jer,+ på grund af den ufortjente godhed der er skænket mig af Gud+ 16 til at være en offentlig tjener* under Kristus Jesus over for folk fra nationerne,+ optaget af det hellige arbejde med Guds gode nyhed,+ for at offeret,+ nemlig disse folk fra nationerne, kan blive velbehageligt,+ helliget med hellig ånd.+

17 Jeg har derfor grund til at være stolt i samhørighed med Kristus Jesus+ over det der vedrører Gud.+ 18 Jeg vil nemlig ikke vove at tale om noget som helst andet end det Kristus har udvirket gennem mig+ for at bringe folk fra nationerne til lydighed,+ ved [mit] ord+ og [min] gerning, 19 med tegns og underes kraft,+ med hellig ånds* kraft, således at jeg fra Jerusalem og i en kreds helt til Illyʹrien fuldt ud har forkyndt den gode nyhed om Messias;+ 20 dog på den måde at jeg gjorde det til mit mål ikke at forkynde den gode nyhed hvor Kristus allerede var blevet nævnt, for at jeg ikke skulle bygge på en andens grundvold;+ 21 men, som der står skrevet: „De til hvem intet var fortalt om ham, skal se, og de som ikke har hørt, skal forstå.“+

22 Derfor er jeg også mange gange blevet hindret i at komme til jer.+ 23 Men nu da jeg ikke længere har [urørt] distrikt i disse egne og i adskillige år har næret længsel efter at komme til jer,+ 24 håber jeg nemlig, når jeg rejser til Spanien,+ at få jer at se på gennemrejsen og at blive fulgt på vej+ dertil af jer, efter at jeg først i nogen grad har fået stillet min længsel efter jer. 25 Men nu står jeg i begreb med at rejse til Jerusalem for at yde hjælpetjeneste for de hellige.+ 26 De der er i Makedoʹnien og Achaiʹa*+ har nemlig besluttet i fællesskab at give et bidrag+ til de fattige blandt de hellige i Jerusalem. 27 Ja, de har besluttet at gøre dette, og de er også deres skyldnere; for når folk fra nationerne har fået del i deres åndelige goder,+ skylder de også at yde dem offentlig tjeneste med noget materielt.+ 28 Når jeg så er færdig med dette og har bragt denne frugt+ sikkert til dem, tager jeg af sted til Spanien+ og lægger vejen omkring ad jer. 29 Og jeg ved at når jeg kommer til jer, vil jeg komme med et fuldt mål af velsignelse fra Kristus.+

30 Nu tilskynder jeg jer, brødre,* ved vor Herre Jesus Kristus og ved åndens kærlighed,+ til sammen med mig at kæmpe i jeres bønner til Gud for mig,+ 31 at jeg må blive udfriet+ fra de ikketroende i Judæa, og at min hjælpetjeneste, som gælder Jerusalem,+ må vise sig at være velbehagelig for de hellige,+ 32 så at jeg, når jeg med glæde kommer til jer ved Guds vilje, vil blive styrket+ sammen med jer. 33 Måtte den Gud som giver fred være med jer alle.+ Amen.

16 Jeg anbefaler jer Føʹbe,* vor søster, som er tjener*+ i den menighed som er i Kenʹkreæ,+ 2 for at I kan modtage hende i Herren+ på en måde der er de hellige værdig, og stå hende bi i enhver sag hvor hun måtte behøve jer,+ for hun har også selv vist sig at være en forsvarer for mange, ja for mig selv.

3 Hils Prisʹka og Aʹkvila,+ mine medarbejdere+ i Kristus Jesus, 4 som har sat deres egen hals på spil+ for min sjæl,* og som ikke blot jeg men også alle menighederne blandt nationerne siger tak;+ 5 og [hils] menigheden i deres hus.+ Hils min elskede Epæʹnetus, som er en førstegrøde+ for Kristus i [provinsen] Asien. 6 Hils Maria, som har udført meget arbejde for jer. 7 Hils Androʹnikus og Juʹnias, mine slægtninge+ og mine medfanger,+ som er kendte mænd blandt apostlene og som har været i samhørighed+ med Kristus længere end jeg har.

8 Hils+ Ampliaʹtus, min elskede i Herren. 9 Hils Urbaʹnus, vor medarbejder i Kristus, og min elskede Staʹkys. 10 Hils+ Apelʹles, den godkendte i Kristus. Hils dem der er fra Aristoʹbulus’ husstand. 11 Hils Heroʹdion, min slægtning.+ Hils dem fra Narkisʹsus’ husstand som er i Herren.+ 12 Hils [søstrene] Tryfæʹna og Tryfoʹsa, som arbejder flittigt i Herren. Hils Perʹsis, vor elskede [søster], som har udført meget arbejde i Herren. 13 Hils Ruʹfus, den udvalgte i Herren, og hans og min moder. 14 Hils Asynʹkritus, Fleʹgon, Herʹmes, Paʹtrobas, Herʹmas og brødrene hos dem. 15 Hils Filoʹlogus og Julia, Neʹreus og hans søster, og Olymʹpas, og alle de hellige hos dem.+ 16 Hils hinanden med et helligt kys.+ Alle Messias’ menigheder hilser jer.

17 Nu tilskynder jeg jer, brødre, til at holde øje med dem som er årsag til splittelser+ og snublen i modstrid med den lære+ I har modtaget; undgå dem.+ 18 Sådanne mennesker er nemlig ikke trælle af vor Herre Kristus, men af deres egen bug;+ og med glat tale+ og smiger+ forfører de ufordærvedes hjerter. 19 Jeres lydighed er jo blevet alle bekendt.+ Jeg fryder mig derfor over jer. Men jeg ønsker at I må være vise+ med hensyn til det gode, og uskyldige+ med hensyn til det onde.+ 20 Men den Gud som giver fred,+ vil snart knuse Satan+ under jeres fødder. Måtte vor Herre Jesu ufortjente godhed være med jer.+

21 Timoʹteus, min medarbejder, hilser jer, og det gør også Luʹkius og Jaʹson og Sosiʹpater, mine slægtninge.+

22 Jeg, Terʹtius, som har skrevet dette brev, hilser jer i Herren.

23 Gaʹjus,+ min og hele menighedens vært, hilser jer. Eraʹstus, byens kæmner,+ hilser jer, og det gør ligeledes Kvarʹtus, hans* broder. 24* ——

25 Men ham+ som kan styrke jer i overensstemmelse med den gode nyhed jeg forkynder, og* budskabet om Jesus Kristus, ifølge åbenbaringen* af den hellige hemmelighed+ som har været fortiet i lange tider 26 men som nu er blevet gjort kendt+ og gennem de profetiske skrifter blevet bekendtgjort blandt alle nationerne i overensstemmelse med den evige Guds befaling, for at fremme lydighed af tro,+ 27 ham, den ene vise Gud,+ tilkommer herligheden+ ved Jesus Kristus+ for evigt.* Amen.