Nyd godt af samværet med de ældre

DET er en sjældenhed i dag hvis folk ikke har i det mindste én slægtning på femogtres år eller derover. Her i landet udgør aldersgruppen over femogtres cirka 11,5 procent af befolkningen, hvilket vil sige over en halv million. I Storbritannien findes mere end otte millioner i denne aldersgruppe — over ti procent af befolkningen. Og i et stort land som De forenede Stater er forholdet nogenlunde det samme — omkring nitten millioner mænd og kvinder er over femogtres år gamle, hvilket er næsten ti procent af landets befolkning. Der har i de senere år været en jævn stigning i antallet af ældre i samfundet, og dette har man erfaret i mange lande.

En aldersgruppe som udgør så stor en del af befolkningen kan vel ikke ignoreres? Og dog! Det ser ud til at det netop er det der ofte sker i denne travle verden som altid fremhæver det der er ungt og fordelene ved at være ung. Kun sjældent inviteres de ældre med når de yngre kommer sammen. Man må igen og igen opmuntre børn og venner for at få dem til at skrive til de ældre eller telefonere til dem en gang imellem. Sådan har det ikke altid været. Tiderne har ændret sig.

For nogen tid siden kunne man i en amerikansk avis læse en toogfirsårig mands beretning om den forandring der er sket: „Da jeg var dreng hørte det med til vort daglige liv at vi havde gamle mennesker omkring os. Der boede mange gamle i kvarteret . . . Når jeg gik ned ad gaden sad der gerne et par stykker på verandaen eller på fortovet foran næsten hvert eneste af de gamle rødstenshuse. Kun få boede alene; de fleste boede sammen med børn og børnebørn. De talte sammen, læste, eller slappede af; nogle havde særlige interesser. Hver eneste havde et smil og et venligt ord til os når vi gik forbi. Ved siden af os boede fru Burns, en gæstfri kvinde som inviterede os ind hver gang hun havde bagt dejligt franskbrød som hun smurte med hjemmelavet chili sauce. . . . Gamle Sherman havde trukket sig tilbage fra sin manufakturforretning . . . Nu tog hans datter sig af ham . . .

Vi respekterede disse ældre mennesker og så op til dem; vi lavede ikke løjer med dem eller gjorde nar af dem bag deres ryg. De havde sørget godt for deres børn, og når børnene var vokset op regnede de helt naturligt med at tage sig af deres forældre til gengæld.

I dag sidder veteranerne ofte alene på et mørkt, lejet værelse eller på en bænk i parken, glemte, blot ventende . . . De ved at tiderne har ændret sig men føler at man har nægtet dem at få blot lidt af den kærlighed og omsorg de havde håbet at få i løn af deres børn.“

Det er til stor sorg for mange ældre i dag at deres børn og andre unge i samfundet kun viser dem lidt kærlighed. Der er i dag kun få som regner det for en forret at sørge for deres aldrende forældre. I tidligere generationer så mange anderledes på sagen.

Mere respekt i oldtiden

Som det fremgår af Bibelen havde børnene i det gamle Israel fået befaling af Gud til at ære deres forældre, og dette viste sig at være til gavn for børnene. (2 Mos. 20:12) Et samfund der havde mange ældre blev betragtet som højt begunstiget. Den respekt man viste de ældre, ses også i formaningen: „Du skal rejse dig for de grå hår og ære oldingen, og du skal frygte din Gud. Jeg er [Jehova]!“ (3 Mos. 19:32) At vise respekt for de gamle var en befaling fra Gud, en hellig pligt. Selv „oldinge rejste sig op og stod“ når patriarken Job kom forbi dem på gaden. (Job 29:8) Respekten for alderdommen var et smukt træk når den blev vist dem der fortjente den, og sådan er det stadig.

Endog i nationer som ikke var ledet af Guds lov, viste man respekt for de ældre. Blandt ægypterne rejste de unge mænd sig for de ældre og overlod dem førstepladsen. Det samme gjorde de unge i Sparta, som tav når de ældre mænd talte. Gamle mænd blev behandlet med respekt i Grækenland.

Gamle mænd blev regnet for at sidde inde med forstand og dømmekraft. Man forventede at de ejede stor visdom og erfaring. De tjente som rådgivere for konger, og det jævne folk lyttede med glæde til deres kundskab og indsigt. Da Jeroboam og hele Israel tiggede Rehabeam om at lette deres tunge byrder, siger Bibelen: „Derpå rådførte kong Rehabeam sig med de gamle, der havde stået i hans fader Salomos tjeneste, . . . Men han fulgte ikke det råd, de gamle gav ham; derimod rådførte han sig med de unge, der var vokset op sammen med ham.“ (1 Kong. 12:4-19) Følgen blev et oprør i Israel og en varig splittelse af tolvstammeriget.

I nogle områder på jorden betragtes de gamle stadig med stor agtelse. Men i den vestlige verden er deres indflydelse i almindelighed dalet betydeligt. Ikke desto mindre har ældre mennesker stadig meget at give, og samværet med dem kan være af uvurderlig betydning hvis man blot lytter til dem og lærer af dem.

Dette betyder naturligvis ikke at alle, blot fordi de er oppe i årene, ustandselig siger noget viist og opmuntrende. Mange ældre har en stor erfaring, og nogle har levet et indholdsrigt liv som gør dem værd at tale med. Men det må ikke glemmes at mange af de problemer og vanskeligheder verden har at slås med, skyldes gamle mænds ukloge handlinger. Man må derfor udvise skønsomhed. Når ældre mennesker har fulgt Guds retfærdige vej, er der stor sandsynlighed for at samværet med dem kan være gavnligt og udbytterigt. Det bibelske princip holder stik: „Graa Haar er en dejlig Krone, naar de findes paa Retfærdigheds Vej.“ (Ordsp. 16:31, oversættelsen af 1871) Når et menneske har ladet sig forme af Guds ord, kan det i alderdommen bære sine grå hår som en dejlig krone, og andre vil få glæde og udbytte af dets selskab.

De ældre har mange aktiver

Unge viger ofte tilbage for at have familiens ældre medlemmer boende fordi de frygter at det vil betyde en økonomisk byrde som de ikke kan klare. Det er naturligvis en dårlig undskyldning, og i de fleste tilfælde desuden direkte forkert, da de ældre får deres pension og måske oven i købet ved deres død efterlader sig penge og besiddelser, som børnene og de nærmeste slægtninge arver.

Sandt nok har alderdommen sine sygdomme og skavanker, men det har barndommen og ungdommen også. Tænk blot på børnesygdommene. Hvis alderdommen ikke plages af for mange lidelser, skuffelser og bekymringer, kan den have en egen skønhed og ro, som udstråler fra et ligevægtigt sind, fyldt med dyrebare minder. Hvilket ungt menneske i denne skrupskøre verden kunne ikke tænke sig at eje blot lidt af de ældres ligevægtige ro? Det kan han få hvis han vil tage sig tid til at dvæle sammen med nogle ældre som har denne sindets fred.

Ældre har ofte meget at give, blot ved at være det de er — ældre. De udstråler en varme og kærlighed som børn elsker. Derfor er bedsteforældre gode til at passe børn, især hvis man udnytter det med måde. De er også gode til at undervise. En lille femårig pige var meget sammen med sin bedstemoder. Bedste plejede at fortælle hende om Gud og om hans riges velsignelser. Pigen voksede op med et stærkt ønske om at blive missionær for Vagttårnsselskabet, og med tiden fik hun sit ønske opfyldt.

De fleste af os har gode minder om gamle mennesker vi har kendt, måske vore egne bedsteforældre. En ung mand husker sin bedstemoder for det pragtfulde grahamsbrød hun bagte, herligt duftende med en dejlig sprød skorpe. ’Bedste plejede at tage et varmt brød ud af ovnen, flække det og anbringe en stor skive smør i midten,’ fortæller han og drømmer sig tilbage. ’Når så smørret var helt smeltet og var opsuget af brødet, gav hun os en stor skive. Hver en krumme blev fortæret. Hjemme fik vi ikke lov at spise nybagt brød, men Bedste sørgede altid for at vi fik noget.’ Den unge mand mindedes i mange år sin bedstemoder og hendes duftende køkken.

Alene det at de ældre som regel ikke har så travlt, kan være et godt aktiv som ikke bør overses. Børn og unge har ofte brug for at finde et lyttende øre, behov for at nogen viser dem lidt sympati og forståelse. Det vil de tit kunne finde hos ældre mennesker, som har den fornødne tid og tålmodighed. En gammel bedstemoder fortæller: „Det har overrasket og glædet mig at se hvor mange af naboernes børn der bare lige skal ind og snakke med én i et par minutter. De forlader deres travle leg for at komme ind og fortælle mig noget interessant eller et eller andet de har tænkt på. Jeg behøver kun at lytte, for det eneste de søger er tilsyneladende en forstående tilhører. De ved ikke hvilken glæde det er for én hvis børn og børnebørn bor langt borte, men måske føler de alligevel lidt af den kærlighed de vækker.“

Det de ældre gør behøver ikke altid at være noget stort for at have en god virkning. Selv sådan noget som deres bagværk huskes åbenbart længe. Hvilken ung moder har ikke været taknemmelig for lidt hjælp til at stoppe strømper? Eller hvem er bedre at søge hjælp hos end bedstemoder og bedstefader når man bliver syg eller kører træt?

Ofte er nogle få ord fra et ældre menneske nok til at man føler sig tryg og tilskyndet til at bære sig rigtigt ad. En ældre kvinde fortæller om sin barndom. Hun husker især en gammel dame som var ligevægtig, mild og venlig: „Det står så levende for mig som om det var i går, at jeg tog hendes hånd, så hende smile til mig og hørte hende sige: ’Gud velsigne dig, mit barn.’ Jeg husker stadig hendes navn.“ Denne enkle kontakt med et ældre menneske fik hende til at „ønske at være god“.

Søg de ældres selskab

Der er vist ingen tvivl om at det at komme sammen med ældre er et forsømt område af livet i vor tid, hvilket betyder at både ældre og unge går glip af megen kærlighed og mange velsignelser. Hvorfor ikke råde bod på dette? Hvorfor ikke opmuntre de ældre til at komme på besøg en gang imellem så alle kan nyde hinandens selskab? De vil være meget taknemmelige for at blive inviteret til at komme og spise en dag, og et sådant samvær vil man også selv have udbytte af. Og hvorfor ikke invitere nogle ældre med når man holder selskab? Der er ganske vist en tendens til at de ældre i et større selskab trækker sig uden for kredsen og holder sig for sig selv. Men hvorfor ikke kontakte dem og få dem til at være aktivt med i festen? Vi skal være sammen med dem og gøre dem til en del af vort liv. Ved at vise en sådan venlighed kan vi hjælpe de ældre til at undgå ensomhed og selvmedlidenhed.

Der er nogle ting man skal huske på når man besøger folk som er oppe i årene. Man må afse rimelig tid til et opbyggende besøg. Alt for ofte kommer yngre mennesker farende med tungen ud af halsen og siger straks: „Jeg er ked af det, men jeg må løbe igen om et øjeblik.“ Prøv at være rolig og afslappet. Det er også godt hvis man i forvejen har tænkt på noget interessant og vigtigt man vil bringe på bane i samtalens løb. Man bør have noget bestemt at fortælle. Og så vidt muligt bør man oplyse hvilken dag inden for en overskuelig fremtid de kan regne med at se én igen eller høre fra én. Dette giver dem noget at se frem til.

Det er også godt at tage noget med der kan tjene som samtaleemne. Man har måske fået et brev fra en i familien som man kan læse højt. Eller hvis man har læst en bog eller et blad som har vakt ens interesse, kan man fortælle om noget af det der har gjort indtryk på en. Ved at hjælpe andre på denne måde, vil man også hjælpe sig selv til at huske interessante oplysninger.

Gamle mennesker holder især af stueplanter og blomster. Det kan man have i tanke hvis man ønsker at komme med en gave. Også personlige gaver, eventuelt et håndarbejde man selv har lavet, er kærkomne. Hvis man ved at de har brug for penge, kan man lægge det beløb man vil give, i en kuvert, og måske give et forslag til pengenes anvendelse når man afleverer sin gave. Et album med familiebilleder, nogle fødevarer, en yndlingsret, er alt sammen noget som ældre er glade for at få.

Tag hensyn til at de kan være trætte eller mismodige. Ældre er ikke så stærke som unge. Vær parat til at opmuntre og glatte ud når de begår fejltrin. Tal altid positivt, ikke kritisk eller negativt. Kom med et anerkendende ord om deres udseende hvis de har pyntet sig. Læg mærke til det hvis de har omhu for deres hjem og ejendele, og vær ikke bange for at rose dem for deres interesse. Vær parat til at lytte når de taler. Det kan man lære meget af. Mennesker som er oppe i årene har lært at udstå smerter og lidelser. De kan måske hjælpe en til at undgå mange problemer og faldgruber.

Ligesom jøderne i fortiden var forpligtet til at ære deres fader og moder, sådan er kristne i dag forpligtet i lige så høj grad. Apostelen Paulus formanede Timoteus: „En gammel mand må du ikke fare hårdt frem imod, men tal ham til rette som en fader og unge mænd som brødre, gamle kvinder som mødre.“ — 1 Tim. 5:1, 2.

Vi kan vise vores omsorg for de ældre ved at besøge dem og gøre dem til en del af vort liv. Vi kan hilse på dem når lejlighed byder sig og oprigtigt vise at vi er glade for at have dem iblandt os. Hvis afstande forhindrer os i at besøge dem så ofte som vi gerne ville, kan vi benytte telefonen eller skrive et brev. Blot det at høre lyden af ens stemme eller at læse et brev fra en om det man har oplevet, vækker glæde og taknemmelighed hos den ældre, fordi det viser at man tænker på vedkommende. Det koster kun så lidt, men betyder meget.

For mange kan alderdommen være som de sene eftermiddagstimer en sommerdag, når skyggerne er blevet lange men solen endnu tøver på himmelen, fuglenes sang stadig høres i trætoppene og tusmørket breder sig stille og fredeligt. Ved at være sammen med sådanne ældre mennesker kommer man ofte til at forstå hvad det vigtigste i livet er. Deres sind kan være fyldt med ukendte skatte som kun venter på at blive fremdraget og brugt. Det er venligt af unge at søge deres selskab, og de unge vil selv nyde godt deraf og modtage velsignelser som kun de ældre kan give.

[Illustration på side 5]

De ældre udstråler ofte en varme og kærlighed som børn elsker