Stigende gæld på alle fronter

DET er ikke bare de forskellige landes regeringer der mærker en stigende gældsbyrde. Både firmaer, kommuner og enkeltpersoner sukker under tilsvarende byrder.

Desuden bliver det sværere og sværere at slippe ud af gælden. Det er en af hovedårsagerne til at de sidste få år har været så vanskelige for mange. Det har været svært at betale lånene tilbage, og konkurserne er derfor steget.

Firmaer i vanskeligheder

Som et eksempel på dette meddelte bladet Industry Week: „I Vesttyskland har konkurserne nået rekordhøjder . . . Konkurser hvor tabene og kreditorkravene overstiger 400.000 dollars er steget med 30 procent.“

I december 1976 fortalte The Wall Street Journal at Japan i den foregående måned havde oplevet en rekord i antallet af forretningskonkurser. „For hele 1976 vil antallet af forretningskonkurser ligge på 15.000, en rekord der overstiger sidste års rekord på 12.600.“

Den engelske avis Daily Mail meddeler at konkurserne i Storbritannien ikke i de sidste tres år har været så talrige som de er nu. „Intet kommer op på siden af disse tal, ikke engang den sorteste depressionstid i trediverne.“

Også i U.S.A. er et betragteligt antal firmaer, både store og små, krakket. Flere banker er ophørt end på noget andet tidspunkt siden landet gik ind i den anden verdenskrig. Det økonomiske Forskningsinstitut siger advarende at „disse konkurser kun er toppen af de isbjerge der sejler rundt i gældens store hav“.

Byer i vanskeligheder

Der er også mange amter, kommuner og byer der er kommet i vanskeligheder. Byen New York er sikkert et af de mest omtalte tilfælde. Den har en gæld på omtrent 80 milliarder kroner, og sidste år blev den tvunget til at standse betalingerne på sine kortsigtede lån, skønt domstolene senere erklærede dette ulovligt.

Erhvervstidsskriftet Business Week sagde i en lederartikel: „Byen New Yorks vanskeligheder er kun forløbere for et større problem. I løbet af de næste tre til fem år vil alle større byer i U.S.A. komme ud i en alvorlig økonomisk krise.“

Den ene by efter den anden føler gælden vokse. Skatteindtægterne er simpelt hen ikke store nok til at dække udgifterne. I forbundshovedstaden Washington er udgifterne således steget med 15 procent om året siden tresserne, men skatteindtægterne er kun steget med cirka 6 procent.

Fra Japan meddeles det at 39 af landets 47 enkeltstater (kaldet præfekturer) vil få underskud. To byer er allerede erklæret konkurs. U.S. News & World Report har anslået at „omkring 100 af Japans 643 større byer vil have underskud, en stigning på 53 i løbet af to år“. Mange byer i andre lande føler på lignende måde et stigende pres.

Forbrugerne mærker det også

I mange lande kan den almindelige forbruger også mærke den stigende gæld. Mange lønmodtagere bruger en stor del af deres indkomst til afdrag på lån.

Den økonomiske tilbagegang har således medført at et ret stort antal mennesker har været ude af stand til at betale. Derfor er antallet af konkurser steget som aldrig før.

Forbrugernes gæld fortsætter imidlertid med at vokse. Avisen Herald-Examiner fra Los Angeles skriver: „Den typiske lønmodtager i Los Angeles bruger næsten alt hvad han tjener. Han lever på den yderste grænse af sin indtægt. Selv en mindre nødsituation kan betyde en katastrofe.“

Avisen nævner at den „typiske“ forgældede forbruger er en mand der tjener 800-900 dollars (4800-5400 kroner) om måneden, men skylder „omkring 10.000 dollars [60.000 kroner], hovedsagelig til banken, til kontoforretninger, detailforretninger og benzinselskaber. Og han er et nervevrag“.

Milwaukeebladet Journal fortæller at der i en kæde af prostituerede blandt andet er nogle husmødre som „bruger deres indtægter som supplement til familiebudgettet“. Dagbladet Daily Yomiuri fra Tokyo meddeler at en husmoder begik selvmord „fordi hun var hårdt presset og ikke kunne tilbagebetale et lån hun havde optaget for at bygge et hus“.

Det er ganske vist ikke alle økonomiske problemer der skyldes ufornuftig brug af penge. Årsagen kan simpelt hen være at priserne stiger så stærkt. Men det må alligevel siges at mange har brugt deres penge uklogt og købt ting som de ikke havde brug for. Gælden er vokset dem over hovedet, og en dag slår regnskabets time.

En tvivlsom sikkerhed

Selv de der har penge i banken er begyndt at føle sig urolige i de senere år, efter at så mange store banker er kommet i vanskeligheder.

Mange amerikanere var rystede da Franklin National, en af landets tyve største banker, gik fallit. Også den kendte Herstatt-bank i Tyskland gik ned. Mange andre banker er gået fallit. I nogle lande har de eksisterende banker så anstrengt en økonomi, at økonomen Martin Mayer har sagt, specielt med henblik på amerikanske forhold: „Milliarder af dollars i indlån kan mistes i dette banksystem; det er som en tidsindstillet bombe der nærmer sig eksplosionen. Den bankstruktur der er under udvikling, kan bryde sammen.“

Ganske vist har man i U.S.A. en ordning hvorved indskyderne er garanteret for indlån på op til 40.000 dollars, gennem en forsikringsinstans der kaldes Federal Deposit Insurance Corporation (FDIC).

Men selv en sådan forsikringsordning kan blive utilstrækkelig. I bogen The Eco-Spasm Report siger Alvin Toffler: „Lederne af FDIC ved noget som offentligheden ikke ved: Forsikringen råder kun over penge nok til at dække omkring 1 procent af alle indlån. Den kan under ingen omstændigheder klare situationen hvis hundredtusinder af panikslagne bankkunder på én gang vil have deres penge.“

Det er en sådan panik ledende bankfolk frygter. Den kunne indtræffe hvis blot nogle få lande gik konkurs, eller hvis et antal store firmaer eller kommuner gik fallit og nogle store banker fulgte med ned.

Men blev den økonomiske situation ikke meget bedre i 1976? Jo, og der håbes på en yderligere bedring. Det er det mønster man kender fra tidligere konjunkturer. Men de økonomiske nedgangsperioder bliver efterhånden værre, og opgangen sværere hver gang, foruden at arbejdsløsheden bliver højere og mere permanent.

Herom stod der sidste år i tidsskriftet Baxter: „Økonomien er givetvis ved at blive bedre. Men den støttes kun af en ganske tynd likviditet [kontanter eller letomsættelige aktiver], og samtidig ledsages den af store budgetunderskud. Historien har bevist at sådanne underskud ødelægger likviditeten i det lange løb.“

Hvad betyder så dette for den enkelte? Kan almindelige mennesker gøre noget for at beskytte sig?

[Tekstcitat på side 10]

’Den typiske lønmodtager bruger næsten alt hvad han tjener. Han lever på den yderste grænse af sin indtægt. Selv en mindre nødsituation kan betyde en katastrofe.’

[Tekstcitat på side 11]

„Lederne af FDIC ved noget som offentligheden ikke ved: Forsikringen råder kun over penge nok til at dække omkring 1 procent af alle indlån.“