Katastrofe i Chile en anledning til at vise kristen kærlighed

Af Vågn op!-​korrespondent i Chile

DET nordlige Chile er kendt for sin tørre Atacama-ørken med ubeboede strækninger så langt øjet rækker. Regnvejr forekommer så sjældent i dette øde område mellem Stillehavet og Andesbjergene at dét som de fleste ville kalde tågedis, her kaldes for regn. På grund af disse klimaforhold er de fleste huse ikke i stand til at modstå regn, og selv de steder hvor der måske en gang hvert femte år falder regn, bekymrer de fleste sig ikke om at undersøge om der er huller i taget før regnen kommer. Denne omstændighed reddede sandsynligvis manges liv i Antofagasta, en by på omkring 250.000 indbyggere.

Mandag aften den 17. juni 1991 var mange ved at gå til ro for natten da der begyndte at falde voldsomme regnskyl. Tagene i mange hjem var utætte, så i stedet for at gå i seng gik folk i gang med at tætne huller eller begrænse skaderne, uvidende om at de inden for nogle få timer skulle opleve noget der var langt værre.

Tidligt næste morgen flyttede tre store jordskred millioner af tons jord med en hastighed af 30 kilometer i timen, hvorved 85 mennesker omkom, 700 blev såret og godt 30.000 fik deres hjem beskadiget eller totalt ødelagt.

Et hav af mudder

I Antofagasta findes der ti menigheder med i alt omkring 1400 Jehovas vidner, og man var meget bekymret for hvordan det var gået disse forkyndere. Vi var lykkelige over at høre at ingen af dem havde mistet livet. Men en søster blev alvorligt såret da hun blev revet med af mudderet og hvirvlet næsten tre kilometer bort. Da redningsmandskabet fandt hende troede de at hun var død, indtil en sygeplejerske opdagede at hun trak vejret, og på tæt hold hørte hende kalde „Jehová, Jehová“. Hun havde slugt meget mudder og blev derfor i hast bragt på hospitalet for at blive behandlet mod infektioner.

I Oriente menighed fik omkring 70 procent af familierne deres hjem ødelagt eller alvorligt beskadiget. Andre familier i Costanera og Corvallis menighed fik også deres hjem stærkt beskadiget eftersom mudderet i nogle områder nåede helt op til taget eller flød ind i husene og fyldte værelserne med op til halvanden meter mudder. I ét hus flød en moder og hendes to små børn rundt på deres seng i et hav af mudder som langsomt pressede dem længere og længere op mod loftet; de blev reddet da det lykkedes kvindens fader at bryde gennem taget. Andre, der befandt sig i relativ sikkerhed, troede at enden var nær da de lyttede til drønene fra jordskreddene som rev alt med sig på deres vej, og på afstand hørte folk skrige af angst i det kolde nattemørke.

Noget mere dyrebart end ejendele

Skønt forkynderne mistede mange af deres ejendele, lagde de en bemærkelsesværdig indstilling for dagen. En forkynder fortalte hvordan venner og arbejdskammerater var overraskede over at hun kunne være så glad i betragtning af det store materielle tab hun havde lidt. Hun fortalte dem at hvis de materielle ting skulle anbringes i alfabetet efter deres betydning, måtte det blive under det sidste bogstav. Hun glædede sig over at have overlevet og over at hele hendes familie var i live.

En anden moder der blev revet væk fra sine døtre og nær var ved at miste to af dem foruden sit eget liv, havde inderligt bedt Jehova om at måtte vende tilbage til livet tidligt i opstandelsen, da hun gerne ville være med til at lave mad til dem der skulle arbejde med at gøre jorden til et paradis. Hun overlevede, og hvor tror I hun kom til at arbejde i dagene efter jordskreddet? Jo, i det køkken som man oprettede for at lave hundreder af portioner mad til Jehovas vidner og andre som havde mistet deres hjem!

Kristen kærlighed i virksomhed

Forkynderne i Calama og Iquique sørgede kærligt for at der blev sendt brød, vand, tøj og andre fornødenheder til Antofagasta. Vagttårnsselskabets afdelingskontor begyndte også at indsamle nødhjælp, og inden længe kom der blandt andet tøj, tæpper, senge, køkkenudstyr og mad. Det var meget rørende at se hvordan de mange foræringer ikke blot var noget der var i overskud, men noget helt nyt! Der gik ikke lang tid før Selskabets to lastbiler og en tredje fra Rancagua var på vej til Antofagasta — omkring 1400 kilometer mod nord — med cirka 14 tons nødhjælp. Man gav besked om at nødhjælpen ikke længere var nødvendig, men alligevel blev det ved med at strømme ind. Derfor måtte man leje endnu en lastbil til at transportere de sidste 16 tons nødhjælpsforsyninger! Disse blev gavmildt delt med naboer som ikke var Jehovas vidner.

I et af de områder der blev værst ramt, boede en familie af Jehovas vidner i et hus som ikke fik nævneværdige skader. De viste hurtigt deres næstekærlighed ved at indlogere 9 familier der var Jehovas vidner foruden 70 personer som ikke var Vidner; mange af disse ankom nøgne og dækket af mudder. Vidnerne fik fat i alt det tøj og alle de tæpper der var til rådighed.

Mange har givet af deres tid, midler og kræfter for at hjælpe. Skønt ulykken har været en stor tragedie for Chile, har Jehovas folk endnu en gang vist deres enhed og broderkærlighed. Der er endog blevet sendt penge helt fra Texas i De Forenede Stater. Én opsummerede det 14-dages nødhjælpsarbejde efter katastrofen i Antofagasta med disse ord: „Vi har aldrig før oplevet et stævne der varede i 13 dage og med så mange dramatiske begivenheder der ikke blot var skuespil, hvor der er blevet vist så stor kærlighed og selvopofrelse.“