Et glimt af inkaernes guldalder

Af Vågn op!-​korrespondent i Peru

Det er vintersolhverv, og den store solfest står for døren. Mens lyset bryder frem over den skyfri vinterhimmel over Cuzco, flokkes soldyrkerne inde bag de massive, dekorerede mure som omgiver soltemplet.

Alles øjne er rettet mod ypperstepræsten mens han dræber offerdyret, en lama, skærer det endnu bankende hjerte ud og tager varsel af det om det nye års skæbne. Et blankpoleret sølvspejl glimter i hans hånd idet han fokuserer solens stråler på et stykke bomuld. Pludselig stiger der røg op — den hellige ild brænder endnu en gang. Ni dages fest er indledt.

INKAERNE og deres kultur har længe fascineret opdagelsesrejsende, historikere og historielæsere. Inkaernes umådelige guld- og sølvskatte som blev plyndret af de spanske conquistadorer ændrede hele Europas økonomiske system. Ingeniørbedrifter som citadellet i det mystiske Machu Picchu, Sacsahuaman-fæstningen i Cuzco og de sindrige kunstvandingsanlæg vidner om inkaernes teknologiske formåen. Nogle hævder ligefrem at inkaerne ikke kendte til tyveri, dovenskab eller andre laster. Men selv hvis det er tilfældet, er det utroligt at én regering kunne beherske så mange spredte stammer hvoraf mange boede i afkroge og kløfter mellem nogle af verdens højeste og mest uvejsomme bjerge.

Deres oprindelse — et mysterium

Men hvem var inkaerne? Hvor kom de fra? Og hvorfor gik deres rige under?

Ingen ved med sikkerhed hvor inkaerne stammede fra. Nogle har påpeget ligheder med de gamle ægyptere. Ligesom farao blev inkaherskeren æret som solgudens søn og ægtede også sin søster for ikke at fortynde „det kongelige blod“. Nogle religiøse ritualer er identiske, og inkaernes både, som engang krydsede Titicacasøen, ligner til forveksling de ægyptiske sivbåde. Imidlertid er der også store forskelle mellem inkaerne og ægypterne. Nogle sætter derfor spørgsmålstegn ved teorien om en ægyptisk oprindelse.

Interessant nok beretter et inkasagn at de første inkaer havde overlevet en vandflod. Bogen Sociografia del Inkario siger: „I alle sagntraditioner hos folkene i Andesbjergenes højland fortælles der om en vandflod som dækkede hele jorden.“ Ifølge ét inkasagn udslettede den alle levende væsener. Men i en anden version siges der at nogle „overlevede ved at gemme sig i en hule på en meget høj bjergtinde, hvorefter de atter befolkede jorden“.

Parallellen til den bibelske beretning er slående. Inkaernes forfædre må være draget til Amerika på et tidspunkt efter sprogforvirringen i Babel. — 1 Mosebog 11:1-9.

Hvordan var de gamle inkaer? Hvordan formede deres tilværelse sig? Lad os skrue tiden tilbage til inkaernes guldalder.

Livet i en ayllu i Inkariget

Vi skriver år 1500. Når man spejder ud over dalen ser man en lille spredt bebyggelse. Det er en landsby i en af inkaernes aylluer, det vil sige en klan af familier som bor og arbejder sammen. Hele Inkariget er delt op i aylluer som hver administreres af en høvding eller curaca. Familierne bor i stråtækte huse af lerklinede sten. Der er hverken borde, stole eller andre bekvemmeligheder. Familien sidder på gulvet og indtager deres to beskedne daglige måltider af tørrede kartofler, majs, quinoa og tørret lamakød. Om natten sover de alle sammen på gulvet.

En gådefuld frygt for det onde præger næsten hele inkaernes tilværelse. Vi nærmer os en gruppe mennesker der står omkring et nylagt fundament til et opholdsværelse. En mand anbringer ceremonielt et tørret lamafoster i en lille indbygget niche. Det gør han for at forsone Pacha-Mama, Moder Jord, og beskytte hjemmet mod ondt. Andre feticher som dyr, skaller og fjer føjes ind i vægsamlinger eller indvæves i det stråtækte tag.

Inkaerne frygter for at blive ramt af noget ondt selv når de sover. Usædvanlige drømme tolkes som de oplevelser sjælen har når den forlader legemet om natten. Næste morgen bliver en troldmand måske opsøgt for at tyde drømmen.

Levetiden er kort, men inkaerne tror på reinkarnation. Afklippede fingernegle, håraffald og tænder bliver omhyggeligt opbevaret for det tilfælde at ånden skulle få brug for disse sager når den vender tilbage. Indtil da kommer gode menneskers ånder til et ventested kaldet Hanan Pacha, de mindre gode til Hurin Pacha, og de onde til Ucu Pacha for at blive pint — svarende til kristenhedens forestilling om himmel, skærsild og helvede.

Cuzcos herligheder

Vi nærmer os nu Sacsahuaman-fæstningen som beskytter Cuzco, selve Inkarigets hjerte. Massive udhuggede sten, hvoraf nogle vejer over ét hundrede tons, er fra fjerntliggende stenbrud blevet transporteret hertil over bjerge og slugter af tusinder af inkaarbejdere. Fæstningsværket er omgivet af tre vældige stenmure. Murenes siksakkonstruktion tvinger eventuelle angribere til at blotte ryggen for inkaernes bueskytter og lansekastere.

Lige nu fylder menneskemasser imidlertid kultpladsen foran soltemplet hvor de fejrer ankomsten af et sejrstog. En gruppe rædselsslagne bønder føres med som fanger. De betragter måbende de kæmpemæssige stråtækte tempelbygninger prydet med funklende guld.

På tempelpladsen bliver der ført nøje protokol over fanger, dyr og andet krigsbytte. Hvis høvdingerne overgiver sig frivilligt bliver de og deres sønner bragt til amautaerne, de professionelle lærere. Dér vil de blive undervist i inkasproget, inkareligionens skikke og inkaloven. Senere bliver de sendt tilbage for at regere over deres folk — denne gang som inkaherskerens stedfortræder. Men deres børn må blive i Cuzco for at modtage yderligere oplæring. Dette sikrer at høvdingerne ikke vil gøre oprør når de sættes på fri fod.

En nabostamme gjorde det næsten af med inkaerne i begyndelsen af 1400-tallet. Den aldrende inkahersker Viracocha blev tvunget til at flygte fra Cuzco. Men hans søn Pachacuti samlede en hær og fordrev fjenderne. Ansporet af denne sejr erobrede han andre stammeområder og skabte derved dette multinationale rige.

Rigets fremgang er dog ikke udelukkende baseret på krigsbytte. Hemmeligheden bag Inkarigets velstand er mitaen. Mitaen er en arbejdsydelse som inkaherskeren pålægger alle. Eftersom en familie kun behøver at arbejde 60-70 dage om året for at avle nok til eget forbrug, er resten af tiden viet til samfundsarbejde. Alle tager deres tørn på de tempelejede marker og med at bygge broer, veje, templer og terrasser, eller med at udvinde sølv og guld fra minerne. Millioner af undersåtter arbejder for riget som i en summende bikube, mens inkaherskeren og adelen styrer alt hvad der foregår fra Cuzco, gennem et hierarki af embedsmænd.

Denne samfundsorden opretholdes ved hjælp af inkalovene. Forbrydere risikerer at blive dømt til døden og måske kastet for vilde dyr. Det kan derfor ikke undre at kriminaliteten er meget lav. Men der er endnu mere effektive måder at forebygge oprør på. Hver niende dag bliver der holdt en fest hvor der uddeles chicha, en alkoholisk drik, for inkaherskerens regning.

Solnedgang over Inkariget

Sådan fortsatte livets gang i årevis i Inkariget indtil udviklingen, både inden for og uden for riget, fik det til at gå i opløsning. Da Inka Huayna Capac døde blev tronen overtaget af hans søn Huascar. Men en illegitim søn af Huayna Capac ved navn Atahuallpa gjorde oprør, hvilket udløste en borgerkrig. Tusinder af inkaer blev dræbt. Utilfredshed og had splittede det engang så fredelige rige. Og Atahuallpa tilranede sig tronen.

Atahuallpa var ikke videre bekymret da en lille gruppe panserklædte mænd banede sig vej gennem bjergene. Han anede ikke at de var forløbere for en større international invasion, og han vidste heller ikke at de lyshudede besøgende ville smitte hans folk med dødbringende sygdomme som ville hærge Inkariget.

Forsikret om sejr af sine spåmænd rejste Atahuallpa til Cajamarca (den nordlige del af vore dages Peru) for at møde gruppen af spaniere. Han var omgivet af tusinder af sine folk men var selv ubevæbnet. En katolsk munk gik hen og gav ham en religiøs bog. Hensigten var at omvende ham til katolicismen. Inkaen smed imidlertid bogen fra sig på jorden. De spanske kanoner bragede og 6000 inkaer omkom.

Man skånede Atahuallpas liv for at han kunne afsløre hvor guldskattene var gemt. Han tilbød at fylde et stort rum med guldsager mod at han fik sin frihed. Hans storladne tilbud blev accepteret, og Atahuallpa holdt ord. Men det gjorde spanierne ikke. Atahuallpa blev kvalt. Solen gik ned over Inkariget.

Århundredernes gang har kastet et romantisk skær over inkaernes liv. Men man må huske at de trods deres store bedrifter var slaver af solkult og overtro. Inkaernes efterkommere i Andesbjergene lever stadig en spartansk tilværelse, præget af overtro og religiøse traditioner, som kun er forandret lidt af katolicismen.

Bemærkelsesværdigt nok har mange af dem gjort sig fri af overtroisk frygt. For de gamle inkaer var Skaberen en fjern guddom, som skulle tilbedes gennem huacaer (tilbedelsesgenstande) og guder. Men nogle af deres efterkommere har lært om den sande gud, Jehova, som er nær hos alle der søger ham. — Apostelgerninger 17:27.

[Ramme på side 27]

Fakta om Inkariget

*Hvad betyder ordet „inka“?

Titlen „inka“ benyttes især om herskeren, som blev kaldt Capa Inka, „den eneste herre“, men også om alle mandlige personer af kongeslægt. Endelig bruger vi i dag betegnelsen om alle indbyggere i Inkariget.

*Hvor stor var befolkningen i Inkariget?

Da riget var på sin magts tinde havde det efter sigende seks millioner indbyggere. Nogle mener imidlertid at befolkningstallet var på det dobbelte. Dette viser hvor stort riget var, når man tager i betragtning at jordens befolkning var langt mindre dengang end i dag.

*Hvordan kommunikerede inkaerne?

Det foregik for det meste mundtligt, eftersom inkaerne hverken læste eller skrev. Quechua er et talt sprog der ikke findes som skriftsprog, selv om man senere har gjort forsøg på at skabe et skriftsprog med andre sprog som forbillede. Korte officielle meddelelser blev overbragt med en quipu, en stok hvis lange snore med knuder kunne indeholde forskellige oplysninger.

[Illustration på side 25]

Inkaerne tilbad solen i Machu Picchu i det nuværende Peru

[Illustration på side 26]

Sacsahuaman-fæstningen i Cuzco