Det komiske vortesvin

ET AF de mest underholdende optrin man kan blive vidne til i den afrikanske bush, er at se en vortesvinefamilie på løbetur. Man kan se dem trave af sted i rask tempo på deres egen værdige måde; de retter alle deres tynde, duskede hale lige i vejret som en antenne. Men vortesvinet er selvfølgelig ikke ude på at underholde. Bogen Maberly’s Mammals of Southern Africa forklarer: „Denne adfærd sætter sikkert dyrene i stand til at se hinanden når de flygter gennem det høje græs, noget der især gavner ungerne, som har begrænset udsyn.“

Det ser endnu mere komisk ud når de løber ind i deres ’hjem’, ikke mindst når det sker i fuld galop. Vortesvinets ’hjem’ kan være et hul i jorden som det har overtaget og udvidet efter et jordsvin eller et hulepindsvin, og dyrene har en særegen måde at komme ind i dette hjem på. Ungerne har endnu ikke lært ordentlige vortesvinemanerer og løber derfor ind i hulen med hovedet først, ligesom ethvert andet dyr med respekt for sig selv ville gøre. Men ikke forældrene! Med tophastighed og militær præcision foretager de ved indgangen til hulen en hurtig drejning — og bakker hastigt ind i hjemmets sikre omgivelser! Denne lille manøvre foretages ikke til ære for eventuelle tilskuere. Men nu har vortesvinet den åbenbare fordel at stå ansigt til ansigt med det forfølgende rovdyr og har mulighed for at bruge sine dødsensfarlige hjørnetænder til at afværge yderligere angreb.

Denne hastige tilbagetrækning kan af og til få uventede følger. Problemet er at det ikke kun er vortesvin der tager bolig i disse støvede huller i jorden. Hyæner, honninggrævlinger, sjakaler og hulepindsvin bruger også disse underjordiske tilflugtssteder. Bladet Custos fortæller: „Hvis hullet allerede er optaget kan [vortesvinet] komme ud for nogle ubehagelige sammenstød. Man har i nogle tilfælde set vortesvin med pigge [fra hulepindsvinet] stikkende ud fra bagdelen.“ Og det kan bestemt ikke være særlig fornøjeligt for det ulykkelige vortesvin.

Med sine uhyggelige hjørnetænder ligner vortesvinet et rovdyr der er på udkig efter bytte. Men sådan forholder det sig ikke. Vortesvinet er blevet beskrevet som „et i almindelighed fredsommeligt dyr“. Faktisk er vortesvinet en græsæder, og det er endda ret kræsent! Det æder næsten udelukkende kort græs og kun den bløde spids af græsskuddene; det undgår ukrudt, langt græs og andre planter. Og i sin søgen efter føde går det ikke af vejen for selv de mest ufremkommelige steder. Når det maser sig igennem tornede kratbevoksninger på udkig efter velsmagende nye græsskud, tjener hjørnetænderne til at beskytte dets hoved.

I dagens varmeste timer vil man ofte kunne finde vortesvinet ’hjemme’, i et forladt hul som det har udvidet med sine hjørnetænder. Hvis ikke dyrene hviler sig vil man kunne se dem bade eller drikke ved et vandhul. Når det så bliver spisetid traver de hen over græsstepperne. (Vortesvin nægter at løbe for fuld kraft, medmindre de bliver tvunget til det.) De bevæger sig alle med værdighed — ung som gammel — mens halerne stritter lige op i luften.

Vortesvinet er ikke det kønneste medlem af svinefamilien. Men navnet er meget passende i betragtning af de iøjnefaldende ’vorter’ i det aflange ansigt. Det er ikke rigtige vorter, men gevækster af fortykket hud som i virkeligheden er meget nyttige. De kan beskytte vortesvinets øjne når det graver og æder. De kan også virke som et beskyttende skjold mod rivalens hjørnetænder når ornerne kæmper.

Bag dette komiske ansigt gemmer der sig en drabelig modstander. Hunnerne er meget opmærksomme og beskyttende over for deres unger. De andre voksne medlemmer af hjorden beskytter også ungerne, endda med fare for deres eget liv. Hvis for eksempel en gepard angriber en unge, vil en af de voksne gå imod angriberen. Blot synet af denne hidsigprop med skarpe hjørnetænder er som regel nok til at få geparden til at flygte. I mellemtiden vil smågrisene fare forvildede rundt og forsøge at komme i sikkerhed under deres moders mave. Hvis det er et mere alvorligt angreb, som for eksempel fra en løve eller en leopard, trækker vortesvinene sig klogeligt tilbage, stadig med halerne i vejret. De voksne sørger for at danne bagtrop, så ungerne kan nå i sikkerhed først.

Dr. Darryl Mason bemærker dog i bladet Custos: „Fuldvoksne vortesvin kan forsvare sig bravt mod geparder, leoparder og hyæner.“ En so blev for eksempel set forsvare sin unge mod en stor hanleopard. Hun gik modigt til angreb og forfulgte leoparden over et stykke på 30 meter før denne i hast søgte ly i et træ. Ved en anden lejlighed holdt to vortesvin et kobbel på 16 hyænehunde i skak.

Det er fascinerende at betragte denne komiske skabnings adfærd i den afrikanske bush!