Fra politibetjent til kristen forkynder
I FEBRUAR 1942 sad jeg i fængsel i Adelaide i South Australia, fordi jeg nægtede at bære våben under Anden Verdenskrig. Barberen der skulle til at barbere mig genkendte mig fra dengang jeg havde medvirket i retssager som betjent i South Australias politikorps. „Hvad laver du her?“ spurgte han forbavset. Han vidste at jeg tidligere ofte havde vidnet mod kriminelle i retten. Jeg forklarede ham derfor om min kristne tro.
Den dommer der få dage tidligere havde påhørt min sag, kendte mig også udmærket. Han lyttede opmærksomt da jeg forklarede hvorfor min kristne samvittighed ikke tillod mig at bære våben. Efter at have takket mig for det han betegnede som en tydelig forklaring, idømte han mig en måneds fængsel.
Mine fængselskammerater var nogle som jeg kort forinden havde fotograferet og taget fingeraftryk af. Nu var jeg imidlertid i stand til at aflægge vidnesbyrd om min tro over for mange vagter og indsatte, der spurgte mig ud om min kristne neutralitet.
Det følgende år blev jeg igen stillet for en domstol, og denne gang blev jeg idømt seks måneders strafarbejde. Jeg blev sendt til Yatala, hvor nogle af de indsatte afsonede livstidsdomme for mord. Men også her havde jeg mange muligheder for at tale med andre om håbet om Guds rige og om den varige fred det vil indføre for denne krigshærgede verden.
Hver gang jeg skulle møde i retten blev jeg først taget med til en militærkaserne. Første gang blev jeg overfuset og hånet af en løjtnant Laphorn fordi jeg nægtede at aflægge den militære troskabsed. Men da jeg stod over for ham tredje gang, sagde han: „Jeg troede først at du var en kujon. Men jeg har lagt mærke til den måde du tager det hele på. Du har opgivet en lovende karriere og har bevist din tro ved at komme igen og få mere af samme skuffe.“
Før jeg blev idømt min tredje fængselsstraf ansøgte jeg om at blive behandlet som samvittighedsnægter. Dommeren var nødt til at imødekomme ansøgningen, eftersom jeg havde trukket mig ud af politiet i 1940 netop på grund af et samvittighedsspørgsmål. Han gav imidlertid udtryk for sin fordomsfulde holdning med ordene: „Jeg ønsker indført i retsprotokollen at jeg mener det er farligt for samfundet at lade en fanatiker som Dem gå frit omkring.“
Min baggrund
Jeg er født i 1908 i Gawler, ikke langt fra Adelaide i South Australia. Da jeg var omkring seks år gammel lærte Sarah Marchant, en af min moders gode veninder, mig at helvede er menneskehedens fælles grav og ikke et sted med brændende pine. Hun tilhørte de internationale bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt.
På et tidspunkt under min opvækst spurgte jeg vores baptistpræst hvori Jesus Kristus adskiller sig fra Gud, men han kunne ikke give mig et tilfredsstillende svar. Jeg mistede derfor interessen for kirkerne, men kunne godt lide at lytte til Sarah Marchant når vi fra tid til anden mødtes.
I 1924 begyndte jeg at arbejde i Adelaide som kontorassistent for South Australias politidirektør, brigadegeneral sir Raymond Leane. Så, i 1927, ansøgte hr. Leane parlamentet om at jeg blev udnævnt til fingeraftryksekspert og kriminalfotograf hos statspolitiet.
Jeg lærer sandheden ud fra Bibelen at kende
Tre år efter at jeg i 1928 var blevet gift, var jeg på ferie hos min svigerfamilie i Gawler. Her faldt jeg over en bog der hed Skabelsen, udgivet på engelsk i 1927 af Vagttårnets Selskab. Min svigerfamilie havde fået den gennem Sarah Marchant. Bogen forklarede at mennesket er en sjæl og at vi ikke har en usynlig sjæl som er adskilt fra legemet. Det lød fornuftigt. Men jeg ville gerne se det med egne øjne, så jeg slog op i familiebibelen på Første Mosebog 2:7, der ifølge King James Version lyder: „Og HERREN Gud dannede mennesket af jordens støv og indåndede livets ånde i dets næsebor; og mennesket blev en levende sjæl.“
Dette rørte mig dybt, så jeg læste og læste. Jeg kunne ikke lægge bogen fra mig. ’Det her er helt sikkert sandheden,’ sagde jeg til mig selv. Nu ville jeg have fat i flere af Vagttårnsselskabets bøger så jeg kunne læse dem. Den eneste bog familien ellers havde hed Liv. Den læste jeg også med det samme.
Da vi nogle få dage senere vendte hjem til Adelaide flyttede vi ind i et andet hus. Samme dag kom Sarah Marchant uventet på besøg. Min svigermoder havde fortalt hende om min interesse og hun besøgte os for at se hvordan vi havde det i vort nye hjem og for at vurdere hvilken åndelig hjælp jeg behøvede. Næste formiddag talte jeg med vores nye nabo over hegnet: „Jeg tror at du er interesseret i dommer Rutherfords [Vagttårnsselskabets daværende præsidents] skrifter.“
„Hvordan ved du det?“ spurgte jeg.
„Joh, det har jeg hørt en lille fugl synge om,“ svarede han.
Sarah havde tydeligvis fortalt ham det. Denne mand, James Irvine, var på det tidspunkt det eneste Jehovas vidne der boede i Adelaides nordlige forstæder. Han var pioner, en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere, og han begyndte et regelmæssigt hjemmebibelstudium med mig.
Fremskridt i sandheden
Da jeg igen begyndte på mit arbejde hos politiet var jeg meget begejstret for alt det gode jeg havde lært. Når som helst der var lejlighed til det begyndte jeg derfor at fortælle mine arbejdskammerater om min nyfundne tro. Det skuffede mig imidlertid at min begejstring blev mødt med hån.
Helt uventet begyndte endog min hustru at modsætte sig at jeg viste denne interesse for Bibelen. Men med Jehovas hjælp lykkedes det mig at holde ud trods hendes modstand. I 1935 indviede jeg mit liv til Jehova og blev døbt. Dengang var der blot én menighed i Adelaide, og der var kun omkring 60 der overværede det ugentlige bibelstudium ved hjælp af Vagttårnet.
En dag sagde menighedens præsiderende tilsynsmand, Harold Jones, til mig: „Vi har en opgave til dig. Vi har brug for en der kan tage sig af vores distriktsoptegnelser.“ Det var lige noget for mig, for på grund af mit politiarbejde kørte jeg omkring i hele Adelaide. Jeg kendte byen ud og ind og kunne derfor udmærket udarbejde de distriktskort vi skulle bruge i vort forkyndelsesarbejde.
I april 1938 besøgte Vagttårnsselskabets præsident, Joseph Rutherford, Australien, og holdt et foredrag i Sydney der blev overværet af mere end 12.000, skønt der på daværende tidspunkt kun var 1300 forkyndere i hele Australien. I Adelaide var vi omkring 20 som ikke var i stand til at rejse de 1800 kilometer til Sydney. Vi lejede derfor det gamle Tivoli Theater og sørgede for at Rutherfords foredrag blev transmitteret fra Sydney. Vi fik foredraget averteret i radioen, og som følge heraf kom der cirka 600 og hørte foredraget i Adelaide.
Jeg mister mit arbejde ved politiet
I 1939 udbrød den anden verdenskrig, og forskellige myndigheder begyndte at fokusere på Jehovas Vidners neutralitet. Ved en lejlighed opsøgte to journalister fra avisen Truth rigssalen og forsøgte på en ubehagelig måde at trænge sig ind. Jeg hindrede dem ganske enkelt i det, eftersom det ikke lod til at de havde noget godt i sinde. Den følgende morgen kunne man læse i avisen: „Betjent i South Australias politi dørmand ved Jehovas Vidners rigssal.“
Som følge af denne hændelse blev jeg frosset ud af mine arbejdskammerater. En af mine overordnede, en renlivet katolsk aktivist, gav politidirektøren, Raymond Leane, urigtige oplysninger om mig. I august 1940 blev jeg pludselig kaldt ind til hr. Leane, den samme mand som jeg var begyndt at arbejde for 16 år tidligere. Han beskyldte mig for ikke at ville adlyde alle hans ordrer.
„Ville De skyde én hvis jeg beordrede Dem til det?“ spurgte han.
„Det er en hypotetisk situation,“ svarede jeg. „Men nej, jeg ville bestemt ikke skyde nogen.“
I to timer forsøgte han at overbevise mig om hvor tåbeligt det var af mig at tilhøre en organisation der var på myndighedernes sorte liste, og som stod umiddelbart over for at blive forbudt i Australien. Han sluttede med ordene: „Og efter alt det jeg har gjort for Dem. Jeg har sørget for at De fik en god karriere.“
„Det er jeg også taknemmelig for,“ svarede jeg. „Og jeg har forsøgt at vise min værdsættelse ved at være flittig i mit arbejde. Men jeg kan ikke sætte Dem over min tilbedelse af Jehova Gud.“
„De må enten forlade Jehovas Vidner eller sige op,“ var direktørens svar.
Jeg sagde op med det samme. I august 1940 kunne man læse en overskrift i avisen Truth der lød: „Rutherford-betjent siger op.“ Nu måtte jeg give min kone besked og finde et andet arbejde. Jeg fik lykkeligvis arbejde i et lokalt trykkeri hvor den australske udgave af Consolation (nu Vågn op!) blev trykt.
Under forbudet
Jeg glædede mig over at arbejde i mit nye job indtil januar 1941, hvor Jehovas Vidner blev underlagt et landsomfattende forbud. Al trykning af vore publikationer i landet ophørte — det var i det mindste hvad myndighederne troede. I virkeligheden blev der oprettet undergrundstrykkerier — alle sammen i Sydney-området — og vi gik ikke glip af et eneste nummer af Vagttårnet under forbudet!
Kort tid efter at vort arbejde blev forbudt afsonede jeg de to fængselsstraffe der er omtalt i indledningen. I juni 1943 fastslog Australiens højesteret omsider at forbudet var i modstrid med grundloven, og myndighederne gav derfor Vagttårnsselskabet alle deres beslaglagte bygninger tilbage.
Set i bakspejlet er det vanskeligt at forestille sig at politibetjente i disse år foretog razziaer i folks hjem, deriblandt mit eget. Men trods modstanden fortsatte vi med at forkynde fra hus til hus idet vi udelukkende brugte Bibelen. Ofte blev vi skygget af politiet. Betjente i civil overværede endog de møder der blev afholdt i private hjem. Da jeg ved en lejlighed skulle introducere en broder der var på besøg fra afdelingskontoret i Sydney, sagde jeg: „Vi har to betjente fra South Australias politikorps iblandt os. Skal vi ikke byde dem velkommen?“ Det overraskede dem og gjorde dem forlegne, men de blev og glædede sig over mødet. Bagefter sagde de at de kun kunne aflægge en positiv rapport.
Religiøs intolerance
I april 1945 planlagde vi at afholde et stævne i rådhussalen i en forstad til Adelaide. Søndag den 29. april skulle det offentlige foredrag „De sagtmodige skal arve jorden“ holdes. Det var blevet averteret vidt og bredt. Men lige fra morgenstunden kunne vi mærke at der var problemer under opsejling. Som stævnetilsynsmand tog jeg til den lokale politistation for at advare om den forestående fare. Men man tog ingen notits af mit besøg og det jeg sagde.
Da det blev tid for det offentlige foredrag begyndte der at samle sig en pøbelskare. Lige så snart foredraget begyndte kom nogle af dem ind i salen. Flere store mandfolk banede sig vej frem og forsøgte at ødelægge forstærkeranlægget. Så begyndte der at blive kastet sten ind gennem vinduerne. Man informerede nogle radiostationer om balladen, og de gav hurtigt en meddelelse om at der var ved at opstå tumulter. I tusindvis af nysgerrige samlede sig udenfor.
Sørgeligt nok blev vi tvunget til at afbryde mødet. Men da vi skulle forlade salen gjorde politiet plads for os, og hele folkeskaren blev stille. Da det viste sig at det var ganske almindelige mennesker, deriblandt ældre mænd og kvinder og små børn, der kom ud fra rådhuset, var vore modstanderes tåbelighed tydelig for enhver. I dagene der fulgte blev deres religiøse hykleri fordømt i læserbreve.
I de følgende år fik Jehovas Vidner imidlertid ikke lov til at benytte rådhussalene i South Australia. På et tidspunkt i midten af 50’erne havde jeg en samtale med den tilsynsførende for rådhuset i Norwood, der er en forstad til Adelaide. Vi ville gerne benytte denne sal til vort områdestævne.
„I har fået forbud mod at benytte rådhussale for livstid,“ sagde han.
„De følger vist ikke med tiden,“ svarede jeg.
Så tog jeg brochuren om stævnet på Yankee Stadium i New York, 1953, op af tasken. „Prøv at se hvad Jehovas vidner gør andre steder — over 165.000 ved ét møde!“ sagde jeg.
Han tog brochuren og studerede den omhyggeligt. Efter et stykke tid sagde han: „Tjah, det ser ud til at forholdene har ændret sig.“ Fra da af blev det igen muligt at benytte disse faciliteter i hele South Australia.
I 1984 døde min hustru efter lang tids sygdom. Før sin død begyndte hun imidlertid at vise kærlighed til Jehova Gud og til sandheden fra Bibelen. Det skyldtes i vid udstrækning den venlighed som brødre og søstre gennem årene havde vist hende. I december 1985 giftede jeg mig med Thea, der har tjent Jehova i mange år.
Jeg har nu tjent Jehova med glæde i næsten 60 år. Eftersom jeg altid har stolet på Jehova og har holdt mig nær til hans organisation uden at gå på kompromis under pres, kan jeg se tilbage på et liv fyldt med mange forrettigheder og velsignelser. Jeg forsøger fortsat ihærdigt at holde blikket rettet mod sejrsprisen, kaldet opad. (Filipperne 3:14) — Fortalt af Hubert E. Clift.
[Illustration på side 23]
Hubert E. Clift i forkyndelsen