En glædens og en sorgens dag

Tirsdag den 2. maj 1995 var den dag min datter blev født og min kone døde. Sørgeligt nok fik Maggy aldrig sit barn at se. Mit håb er at jeg en dag kan præsentere Tamara for sin mor når hun oprejses fra de døde.

VI HAVDE været gift i seksten år da min kone, Maggy, fik at vide af sin læge at hun havde brystkræft og kun få måneder tilbage at leve i. Det er fem år siden. Heldigvis var Maggy i stand til at føre et nogenlunde normalt liv indtil sin død. Kun til sidst blev hendes smerter næsten uudholdelige.

Hendes sygdom havde allerede nået et fremskredent stadium, og ifølge lægerne var det derfor ikke sandsynligt at hun kunne blive gravid. Det kom derfor som et chok for os da lægerne skulle kontrollere udviklingen af kræftsvulsterne ved en rutinemæssig ultralydskanning og ved den lejlighed opdagede et foster i hendes livmoder! Det var en pige. Maggy var fire og en halv måned henne, og hun glædede sig til at blive mor for første gang.

Maggy gjorde alt hvad hun kunne for at barnet kunne blive født sundt og raskt. Hun passede på hvad hun spiste, og selv i de sidste to uger da hun havde ulidelige smerter, tog hun kun smertestillende piller når det var absolut nødvendigt.

Et sundt barn kommer til verden

Lørdag den 29. april fik Maggy hjertebanken og sagde: „Jeg tror jeg snart dør.“ Jeg blev hos hende hele weekenden. Om mandagen ringede jeg til lægen, hvorefter jeg straks kørte hende til hospitalet i Montreal som ligger i nærheden af vores hjem i byen Saint Jérôme.

Næste morgen, ved halvsekstiden, gik en sygeplejerske forbi stuen hvor Maggy lå, og hun kunne se at Maggy havde ondt. Hun havde tilsyneladende fået et hjerteanfald. En læge der befandt sig i stuen ved siden af, blev straks tilkaldt. Maggy døde, men det lykkedes lægerne at redde vores barn. Tamara blev født to og en halv måned for tidligt og vejede kun 1100 gram.

Da Tamaras blodprocent var lav, ønskede lægerne at give hende blodtransfusion. De blev imidlertid opfordret til i stedet at bruge det syntetiske hormonpræparat erytropoietin. Det gik de med til, og da produktet fik blodprocenten til at stige, sagde en sygeplejerske: „Hvorfor bruger de ikke det til alle spædbørn?“

Der var også andre problemer i forbindelse med at Tamara var blevet født for tidligt, men de blev alle løst. Da dr. Watters, der er neurolog, senere skulle undersøge hende, sagde han endda til sygeplejersken: „Jeg tror du har givet mig det forkerte barn; så vidt jeg kan se, fejler pigen her ikke noget.“

Maggys død og tiden derefter

Det var svært for mig at se hvordan Maggy langsomt sygnede hen og til sidst døde. Jeg følte mig så magtesløs. Det var også svært for mig at tale om Maggys død. Jeg gjorde det ikke desto mindre når mine kristne brødre og søstre besøgte Tamara og mig på hospitalet. Smerten fortog sig langsomt jo mere jeg talte om det. Når jeg støder på en artikel i Vagttårnet eller Vågn op! som jeg især føler kan hjælpe mig, lægger jeg den på en speciel plads i mit bibliotek og tager den frem og læser den når jeg har behov for det.

En anden udfordring har været at komme hjem til et tomt hus. Det er meget svært at klare ensomheden. Kristne brødre og søstres opbyggende samvær er en stor hjælp, men af og til føler jeg mig alligevel ensom. Maggy og jeg gjorde alting sammen, og inden hun døde talte vi om at ensomhed kunne blive et problem for mig. Hun ønskede at jeg skulle gifte mig igen, men det er ikke så ligetil.

Mine medkristnes støtte

Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden den støtte jeg fik fra Jehovas Vidners Kontaktudvalg til Hospitaler (KUH). Den morgen Maggy døde, var et dygtigt medlem af KUH til stede på hospitalet og gav mig den hjælp jeg havde brug for.

Hospitalspersonalet var imponeret over den bistand jeg fik fra vores menighed i Saint Jérôme og andre menigheder i området. Den aften hvor det ved vores møde blev meddelt at Maggy var død, meldte over tyve kære venner sig for at tilbyde deres hjælp. Deres støtte var helt overvældende.

Venner lavede mad til mig — nok til at min fryser var fyldt i flere måneder. Min familie og mine kristne brødre og søstre sørgede endda for tøj til min datter. De forærede mig så mange ting at jeg ikke havde plads til det hele.

Glæder og fremtidsudsigter

Tamara hjælper mig til at glemme min sorg. Hun har vundet mit hjerte totalt. Hver dag når jeg hilser hende med et muntert „god morgen“, sender hun mig et stort smil, begynder at „tale“ og spræller begejstret med arme og ben.

Som amatørastronom glæder jeg mig til at sidde med Tamara på skødet og lade hende betragte vor store Skabers himmelske undere gennem mit teleskop. At grunde over udsigten til evigt liv i et paradis på jorden har været en virkelig kilde til trøst. Og bevidstheden om at denne mulighed også kan blive Tamara til del, giver mig endnu større grund til glæde. — Salme 37:9-11, 29.

De sidste fem års begivenheder har for mig været både traumatiske og glædelige. Jeg har lært meget om mig selv og livet. Jeg ser ivrigt frem til den tid som Bibelen beskriver, hvor „døden [ikke skal] være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. — Åbenbaringen 21:3, 4.

Til den tid, i opstandelsen, vil Maggy være i stand til at trække vejret dybt uden at føle smerte. Frem for alt er det mit faste håb og ønske at være der for at kunne præsentere Tamara for Maggy, så hun kan se den lille pige som hun har gjort så meget for. — Fortalt af Lorne Wilkins.

[Illustration på side 26]

Min kone og mig

[Illustration på side 26]

Vores datter, Tamara