Et levn fra det aztekiske køkken

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I MEXICO

PÅ MARKEDSPLADSERNE i Mexico kan man i farvestrålende boder finde noget nærende slik som kaldes alegría, hvilket er spansk og betyder „glæde“ eller „lykke“. Det er lavet af frøene fra en tropisk plante med højrøde blomster der tilhører amarantfamilien (Amaranthus hypochondriacus). Slikket, som holdes sammen af ubehandlet honning, pyntes nogle gange med valnødder, pinjekerner og rosiner. Amarantfrøene kan også males til mel eller et grovere produkt som bruges i fremstillingen af brød og kager.

Aztekerne lavede tortillas og tamales af amarantmel. Amaranten spillede også en fremtrædende rolle i aztekernes religiøse ritualer. Avisen The News fra Mexico City siger: „I et af deres mange ritualer dyppede aztekerne et stykke amarantbrød i blodet fra en dræbt krigsfange og spiste det.“ En anden skik gik ud på at blande malede amarantfrø med majs og honning og forme massen til små afguder eller guddomme. Disse afgudsbilleder blev så senere spist i et ritual der lignede den katolske kommunion eller altergang.

Den spanske erobrer Hernán Cortés blev så oprørt over disse skikke at han forbød aztekerne at dyrke og spise denne plante. Enhver der vovede at trodse hans forbud, blev enten dræbt eller fik hånden hugget af. Og det betød at en af de vigtigste afgrøder i Mexico på det tidspunkt så godt som forsvandt.

Den overlevede dog alligevel, og uvist hvordan blev den bragt fra Mellemamerika til Himalaya. I det forrige århundrede blev planten det vigtigste næringsmiddel blandt bjergstammer i Indien, Kina, Nepal, Pakistan og Tibet.

Forskere i Mexico har for nylig forsøgt at isolere frøets protein og deraf fremstille en amarantmælk der er lige så næringsrig som komælk. Det er deres mål at bruge det som tilsætningsstof i føde- og drikkevarer til gavn for dem der ikke har råd til at købe æg, mælk, fisk eller kød.

Trods plantens omskiftelige skæbne, spises den stadig af mange i dag.