Mine ti år i spanske militærfængsler

FORTALT AF FERNANDO MARÍN

TI ÅR i fængsel i Francos Spanien — ti år som berigede mit liv. Dette kan lyde selvmodsigende, men ikke desto mindre er det sandt i mit tilfælde. Ikke fordi disse år bød på mange af livets bekvemmeligheder. Tværtimod. De indebar alt det grusomme man forbinder med et militærfængsel. Men samtidig med alt dette var der også ægte, ja undertiden forbløffende vidnesbyrd om Guds beskyttelse. Jeg mindes det alt sammen som var det sket i går.

Jeg blev opdraget som katolik og havde gået i katolske skoler i Barcelona. Jeg voksede op med en sygelig frygt for skærsilden og et brændende helvede med pine. Da jeg var 16 år begyndte jeg at studere Bibelen med Jehovas vidner, og disse frygtelige læresætninger blev slettet af mit sind. Ud fra Bibelen så jeg klart at menneskesjælen ikke er udødelig. Og hvordan kunne der da findes steder hvor den blev pint og lutret? — Ezekiel 18:4, 20; Prædikeren 9:5, 6, 10.

I 1961, i en alder af 18 år, symboliserede jeg min indvielse til Gud ved vanddåben, i Paris, ved det første store stævne jeg overværede. Jeg var med i en lille gruppe spaniere, for hvem det var lykkedes at arrangere en rejse til Frankrig trods vor dårlige økonomiske situation og det forbud der på det tidspunkt var mod Jehovas Vidner i Spanien. Under det meste af Francos styre (1939-1975) foregik vor forkyndelse under jorden.

Jeg var så taknemmelig over at kende Jehova og den sandhed han har åbenbaret gennem Kristus Jesus at jeg indviede mig uden forbehold. Jeg ønskede at blive heltidsforkynder (pioner). I februar 1962 gik mit ønske i opfyldelse. Lige siden har jeg været i denne tjeneste — selv da jeg sad i fængsel. Men hvorfor måtte jeg i fængsel?

Min første store prøve

I februar 1964, da jeg var 21 år, blev jeg indkaldt til militærtjeneste. Jeg var forberedt på det der ville komme. I årevis havde jeg, ligesom andre unge mænd af min generation i menigheden, haft to mål i livet — at tage heltidstjenesten op som pionerforkynder og at bevare min uangribelighed i forbindelse med den kristne neutralitet. — Johannes 17:16; 18:36.

Da jeg rejste hjemmefra til kasernen var det med en vis forventning, en slags kold nervøsitet, men med min tro klart for øje. Ved min ankomst til det lokale militærkvarter forklarede jeg min stilling som militærnægter — noget man på det tidspunkt næppe forstod i Spanien og som man afgjort ikke tolererede. Jeg fik et rejsepas og ordre til at møde på kasernen på Tenerife (De kanariske Øer) — 1600 kilometer fra mit hjem i Catalonien.

På Tenerife troede militærmyndighederne at jeg var skør. Ingen som var ved sin forstands fulde brug ville nægte at gøre militærtjeneste under et fascistisk diktatur! Jeg blev indlagt på et psykiatrisk hospital til behandling. Den læge der undersøgte mig kendte heldigvis Jehovas vidner, og jeg blev således reddet fra en behandling der kunne have gjort varig skade. Inden længe blev jeg indespærret i et militærfængsel. Hvor længe skulle jeg være der? Det havde jeg ingen idé om, da der ikke på den tid fandtes nogen bestemt straf for militærnægtere.

I de følgende år lærte jeg den indre følelse af tomhed og ensomhed at kende og mine medfangers fordærv og brutalitet. Jeg oplevede livstruende situationer, og jeg fik fristende tilbud der havde til formål at bryde min uangribelighed og neutralitet. Langsomt kom jeg til erkendelse af at den lille firkant der udgør en celle, også kan være et univers hvor man glæder sig over et nært forhold til Gud. Jeg opelskede en meget stor tillid til Jehova som min Gud. — Salme 23.

I enecelle

Fra Tenerife blev jeg sendt til det frygtede militærfængsel i San Francisco del Risco på Gran Canaria — frygtet på grund af det ry der stod om fængselskommandanten — en undersætsig, kraftig og sadistisk type der nød personligt at gennemprygle fangerne. Hans øgenavn var Pisamondongo (Tarmtramper).

Jeg blev anbragt i en enecelle og frataget alle mine ejendele, deriblandt min bibel. Jeg fik kun lov til kort at komme ud om aftenen — for at tømme min toiletspand og for at hente min skål med aftensmad. Men i alle disse måneder i enecelle var jeg dog aldrig virkelig alene. (Salme 145:18) Ligesom missionæren Harold King, der havde siddet mange år i enecelle i Kina, fik jeg et endnu nærmere forhold til Jehova. (Se Vagttårnet, 1963, siderne 401-406.)

En søndag fulgte der en skive citron med min mad. Idet jeg klemte den ud over risen, faldt der nogle dråber ned på det røde flisegulv i min celle og efterlod en lille plet. Dette gav mig ideen til at bruge citronsaft til at skrive på cellens gulv. Én gang om ugen indbefattede måltidet en skive citron. Lidt efter lidt lykkedes det mig således at skrive tværs over gulvet i min celle: „El nombre de mi Dios es Jehová.“ („Min Guds navn er Jehova.“) Disse ord var en konstant påmindelse for mig om at jeg ikke var helt alene. Denne enkle sandhed ved mine fødder hjalp mig til i tankerne at genkalde mig de dybere sandheder om menneskets forhold til Gud. Senere polerede jeg, ved hjælp af voks fra et lys, hele cellens gulv indtil det var glat og skinnende som et spejl.

Hvad jeg risikerede for at læse Bibelen

De brødre der sad fængslet i El Aaiún i Sahara hørte om min isolation og at jeg var blevet nægtet en bibel og bibelsk læsestof. Ved hjælp af en anden fange der blev flyttet lykkedes det dem at sende nogle sider af bladet Vagttårnet og en kopi af et af evangelierne. Problemet var hvordan han skulle få det afleveret til mig når jeg sad i enecelle.

En aften da jeg gik ud for at tømme min toiletspand, blev der kastet en lille pakke over væggen i vaskerummet. Jeg greb den som en sulten mand griber et stykke brød. Da jeg var tilbage i min celle tilbragte jeg natten med at læse disse sider igen og igen. Det var de første bibelske publikationer jeg havde set i et år! Med glubende appetit slugte jeg disse artikler og Jesu trøstende ord fra evangeliet!

Næste aften, da jeg med min skål med aftensmaden i hånden vendte tilbage til min celle, så jeg at fængselskommandanten, don Gregorio, stod og ventede på mig. Han havde et truende udtryk i ansigtet og hans korte tyrenakke svulmede af raseri. I hånden holdt han mine sider af Vagttårnet. Mit gemmested med dyrebar bibelsk læsestof var blevet opdaget! Idet han udslyngede de værste skældsord mod Jehovas navn og truede med at slå mig ihjel, beordrede han mig over til sig. Jeg sendte straks en tavs og inderlig bøn til Jehova om at han ville hjælpe mig med at bære det der nu kom, med sand kristen værdighed.

Kommandanten åbnede døren ind til min celle. Jeg løb over i hjørnet og forsøgte at dække mine mest sårbare legemsdele mod de slag jeg vidste måtte komme. Rasende og skrigende, med blodskudte øjne, kastede han sig mod mig. Gulvet var meget glatpoleret. Han gled og gik lige på hovedet i gulvet. Vild af raseri forsøgte han at rejse sig. I det samme faldt hans øjne på de ord der var skrevet på gulvet: „El nombre de mi Dios es Jehová.“ Han var meget overtroisk. Da han kom til Guds navn sagde han vantro med lav stemme: „Jehova!“ Så steg hans stemme idet han begyndte at råbe igen og igen: „Jehova! Jehova! . . .“ Derefter flygtede han, næsten på alle fire, ud af cellen! Jeg undgik at blive pryglet, og han generede mig aldrig siden.

Denne oplevelse styrkede min tro på Jehovas beskyttelse. Her var jeg fuldstændig alene, men dog ikke ladt i stikken. Jeg blev forfulgt, men ikke slået ihjel. — 2 Korinther 4:7-10.

En menighed i fængselet

Til sidst blev jeg overført til fængselet i Santa Catalina, i Cádiz, hvor der snart var cirka 100 brødre. Vi organiserede os som en menighed, en af de største i Spanien på det tidspunkt! Vi havde en timeplan for møder og personligt studium og repeterede endog kreds- og områdestævneprogrammerne dér i fængselet.

Det ville have været let at dramatisere vor situation. Men vore brødre og søstre udenfor blev også daglig stillet på prøve med hensyn til deres loyalitet og uangribelighed — i nogle tilfælde prøver som vi ikke havde i fængselet. I det mindste følte vi os ikke afskåret fra Jehova og hans organisation. Hans principper var livsvigtige for os, især når vi følte os psykisk udmattede og de tilsyneladende endeløse dage føltes som ubarmhjertige slag af en hammer der knuste vor ungdoms vår. Men vi tillod ikke denne fortvivlelse at overmande os. — Salme 71.

I vore trange omgivelser måtte vi bevare den gode ånd der kendetegner kristen sameksistens, og det var ikke altid let. Selv om vi var adskilt fra de andre fanger, var det faktisk umuligt at have noget privatliv i den kollektive celle vi delte. Ulykkeligvis forekom der i vore rækker et tilfælde af grov umoralitet. Der måtte gribes ind for at bevare menigheden ren. Den pågældende blev udstødt. Alligevel måtte han fortsat leve iblandt os — vi kunne ikke få ham ud af fængselet. På den anden side ønskede vi heller ikke at bede om at få ham flyttet til den almindelige fængselsafdeling, da dette ville bringe vanære over Jehova og resten af os. Vi var i vildrede med hvordan vi skulle klare denne forvirrende situation. Men dette problem blev løst på en uventet måde.

Gennem en skabsdør

Omkring dette tidspunkt fik vi et højst velkomment besøg af Grant Suiter, et medlem af det styrende råd. Han havde fået tilladelse til at besøge blot én fange i besøgsværelset. Men vi ville alle gerne se og høre ham. Hvordan kunne det lade sig gøre? Vi havde i værkstedet opdaget en ubenyttet dør som førte ind til vores sovesal. Den var skjult bag tapet. Vi besluttede fuldstændig at camouflere den ved at dække den med et skab uden bagbeklædning. Man kunne altså gå ind i skabet, åbne døren bagved — hvorpå man befandt sig i en sovesal med tætpakkede treetages køjesenge!

Da broder Suiter var alene med mig i besøgsværelset inviterede jeg ham ind i værkstedet, under foregivende af at jeg ville vise ham nogle af de ting vi havde lavet. Forestil jer hans forbavselse da han blev bedt om at gå ind i et skab — hvorpå han befandt sig i en sovesal hvor over 100 brødre ventede på ham! Det var en risiko vi løb, men for os der hungrede efter besøg udefra, var det risikoen værd. Vi kunne næppe tro at vi havde et medlem af det styrende råd iblandt os.

Vi benyttede lejligheden til at forklare vort problem i forbindelse med den udstødte for ham. Hans svar var klart: Jehovas organisation og principper kan ikke være underlagt menneskers regler og regulativer. ’Organisationen er ikke i fængsel!’ sagde han. Hans forslag lød: ’Hvorfor ikke tale med kommandanten og bede om at få overtræderen flyttet?’

Kommandanten, der var den sarkastiske type, plejede at gøre nar af os. Jeg forklarede ham: „Vi tillader ikke overtrædere i vore rækker. Vi må holde vor organisation ren.“ Hvordan reagerede han? Som om han havde forstået et evigt princip jeg havde troet gik langt over hans forstand . . . Han prøvede at trøste mig! Jeg var helt paf! Han sagde at han straks ville give ordre til at overtræderen blev flyttet og at den pågældende ikke ville få adgang til afdelingen igen, før vort dømmende udvalg anmodede om det. Han roste endog vor loyalitet og vor respekt for gode principper.

Amnesti og frihed

Vor prøve i fængselet bestod ikke alene i de endeløse års fangenskab, men også i usikkerheden — vi vidste aldrig hvornår vi ville blive fri, om nogen sinde. Hvorfor ikke? Fordi vi, hver gang vi havde udstået en straf, atter skulle gennem den samme proces og fik en endnu hårdere dom. En af brødrene blev idømt i alt 26 års fængselsstraf — blot for at have nægtet 18 måneders militærtjeneste! Hvad holdt os oppe under denne lange prøve? En af hjørnestenene i vor uangribelighed var bønnen.

Fra 1972 begyndte der at gå rygter om at den spanske regering måske ville give amnesti til de militærnægtere der havde været lang tid i fængsel. Nogle få dage før amnestien trådte i kraft indsendte 70 ud af de 100 der skulle løslades, deres ansøgning om at blive heltidspionerer! Det viser noget om den store ansvarsfølelse vi som kristne havde opdyrket i fængselsårene. Vi betragtede ikke vor nye frihed som en undskyldning for nu at leve livet og indhente alt det vi tilsyneladende var gået glip af. I stedet ønskede vi at vise Jehova vor taknemmelighed for den beskyttelse vi havde nydt i årenes løb. Og det var ikke en flygtig, følelsesbetonet reaktion — mange af disse brødre kan stadig tælles i pionerernes rækker. Flere end en halv snes virker i kreds- eller områdetjenesten, og andre tjener på Betel, deriblandt min kone Conchita og jeg selv.

Spildte jeg ti år af mit liv i fængsel? Det er aldrig spildt at bevare sin uangribelighed. Den samlede beretning om de hundreder af trofaste brødre som bevarede deres uangribelighed i spanske fængsler, bevirkede at Jehovas navn blev kendt i de højeste kredse inden for regeringen, parlamentet og den katolske kirke. Selv general Franco måtte anerkende denne usædvanlige skare af urokkelige kristne. I 1970 blev Jehovas Vidner juridisk anerkendt af hans regering.

I Spaniens fængsler udholdt vi en lang tålmodigheds- og udholdenhedsprøve. Men det var en enestående lejlighed til at foretage et indgående personligt studium af Bibelen og til at opdyrke et nært forhold til Jehova. Vi spildte ikke disse værdifulde år. Det er grunden til at så mange af os var langt stærkere åndeligt da vi kom ud af fængselet end da vi kom ind. Ja, i mange år ’var vi forfulgt, men ikke ladt i stikken; vi var kastet omkuld, men ikke slået ihjel’. — 2 Korinther 4:9.

[Tekstcitat på side 20]

Selv i enecelle blev jeg bestandig mindet om at jeg ikke var alene

[Illustration på side 22]

Afdøde Grant Suiter (i midten), der var medlem af Jehovas Vidners styrende råd, besøgte militærfængselet i Cádiz (til venstre tolken Bernard Backhouse; til højre Fernando Marín)