Familien — en institution i krise

„OG DE levede lykkeligt til deres dages ende.“ I dag er der færre og færre ægteskaber der passer til denne beskrivelse. Løftet om at man vil elske hinanden „i medgang og modgang“ så længe man lever, er alt for ofte blot en tom floskel. Chancerne for at opnå et lykkeligt familieliv er tilsyneladende meget små.

I perioden mellem 1960 og 1990 blev skilsmissetallet mere end fordoblet i de fleste industrialiserede lande i Vesten; i nogle lande firdobledes tallet. Eksempelvis ender cirka halvdelen af de 35.000 ægteskaber der hvert år indgås i Sverige, med skilsmisse, som går ud over 45.000 børn. Blandt par der lever sammen uden at være gift, er antallet af opløste forhold endnu større, hvilket berører yderligere titusinder af børn. En lignende tendens ses i lande overalt i verden, som det fremgår af rammen på side 5.

Splittede familier og opløste ægteskaber er ganske vist ikke noget der kun hører vor tid til. Hammurabis lov fra det 18. århundrede før vor tidsregning tillod for eksempel skilsmisse i Babylonien. Også Moseloven, som blev indstiftet i det 16. århundrede før vor tidsregning, gav rum for skilsmisse i Israel. (5 Mosebog 24:1) Familiebåndene har imidlertid aldrig været så svækkede som i dette århundrede. For over ti år siden skrev en spalteredaktør: „Om halvtreds år vil den traditionelle familieordning måske slet ikke eksistere. Den vil måske være erstattet af forskellige alternative samlivsformer.“ Tendensen siden da synes at bekræfte denne tanke. Familieordningens hastige sammenbrud rejser det relevante spørgsmål: ’Vil den overleve?’

Hvorfor er det så svært for mange ægtepar at holde sammen som en forenet familie? Hvad er det der gør at nogle har kunnet holde sammen gennem et langt og lykkeligt liv og fejre både deres 25- og deres 50-års bryllupsdag? I 1983 blev det interessant nok rapporteret at en mand og en kvinde i den tidligere sovjetrepublik Aserbajdsjan fejrede deres 100-års bryllupsdag — i en alder af henholdsvis 126 og 116.

Hvad truer familieordningen?

I mange lande er ægteskabsbrud, psykisk eller fysisk mishandling, ophævelse af samlivet, alkoholisme, impotens, sindssyge, bigami og afhængighed af stoffer årsager til skilsmisse. En mere almindelig årsag er dog at den grundlæggende indstilling til ægteskabet og den traditionelle familieordning er ændret radikalt, især i de seneste årtier. Respekten for en institution som længe blev regnet for hellig, er undermineret. Begærlige producenter af musik, film, tv-serier og populært læsestof har forherliget den såkaldte seksuelle frihed, umoralitet, skamløshed og en selvcentreret livsstil. De har skabt en kultur som har forurenet både unges og ældres sind og hjerte.

En undersøgelse i 1996 viste at 22 procent af amerikanerne mente at et sidespring undertiden kunne styrke ægteskabet. En særudgave af en af Sveriges største aviser, Aftonbladet, opfordrede kvinder til at lade sig skille, da „det kun kan forbedre ens situation“. Fremtrædende psykologer og antropologer har endda fremsat den teori at evolutionen har „programmeret“ mennesket til at skifte partner efter nogle år. De mener derfor at ægteskabelige sidespring og skilsmisser er naturlige. Nogle hævder endog at forældrenes skilsmisse kan være til gavn for børnene, idet den kan hjælpe dem til en dag bedre at klare deres egen skilsmisse!

Mange unge ønsker at forlade det traditionelle familiemønster med far, mor og børn. „Jeg kan ikke forestille mig at jeg kan klare at være gift med den samme person hele livet,“ siger mange. En 18-årig ung mand fra Danmark siger: „Ægteskab er ligesom julen; det er bare en myte. Jeg tror simpelt hen ikke på det.“ Noreen Byrne, som er talsmand for en kvindeorganisation i Irland, bemærker: „Hvorfor have besværet med at leve sammen med [mænd] og vaske deres sokker? Tag i stedet ud og mor dig med dem . . . Masser af kvinder har opdaget at de ikke behøver at have en mand for at klare sig.“

Flere og flere eneforsørgerfamilier

Denne indstilling har i hele Europa ført til en hurtig vækst i antallet af enlige mødre. Blandt disse er teenagere som synes at en ikke planlagt graviditet er helt i orden. Nogle enlige mødre vil gerne være alene om at opdrage deres barn, men de fleste lever sammen med barnets far et stykke tid uden at have til hensigt at gifte sig med ham. Sidste år bragte tidsskriftet Newsweek en forsideartikel med titlen „Er ægteskabet på vej ud?“ Heri kunne man læse at antallet af børn født uden for ægteskabet er i hastig fremgang i hele Europa, men at ingen tilsyneladende bekymrer sig om det. Det ser ud til at Sverige ligger øverst på listen, idet halvdelen af alle børn fødes uden for ægteskabet. I Danmark og Norge tegner ugifte forældre sig for næsten 50 procent af fødslerne, og i Frankrig og England bliver hvert tredje barn født uden for ægteskabet.

I de sidste par årtier er der i USA sket et drastisk fald i antallet af familier med begge forældre. En rapport siger: „I 1960 . . . levede 9 procent af alle børn i eneforsørgerfamilier. I 1990 var tallet steget til 25 procent. I dag bliver 27,1 procent af alle amerikanske børn født ind i eneforsørgerhjem, og tallet stiger fortsat. . . . Siden 1970 er antallet af eneforsørgerfamilier mere end fordoblet. Ifølge nogle forskere står familieordningen i dag over for så mange problemer at der er risiko for at den snart bliver helt afskaffet.“

Antallet af eneforsørgerfamilier er stigende i lande hvor den katolske kirke har mistet meget af sin moralske autoritet. Mindre end halvdelen af alle italienske husstande består af far, mor og børn, og den traditionelle familie bliver afløst af barnløse par og eneforsørgerfamilier.

I nogle lande opmuntrer bistandsordningen ligefrem folk til ikke at gifte sig. Enlige mødre der får hjælp fra det offentlige, mister denne hjælp hvis de gifter sig. I Danmark får enlige mødre et særligt børnetilskud, og i nogle lande får mødre under 18 år ekstra penge og huslejen betalt. Penge spiller altså en væsentlig rolle. Ifølge Alf B. Svensson koster en skilsmisse i Sverige skatteborgerne mellem 1,6 og 2,4 millioner kroner i form af tilskud, boligstøtte og offentlig bistand.

Kristenhedens trossamfund synes at gøre meget lidt eller slet intet for at bekæmpe familieordningens opløsning. Mange præster har selv familieproblemer at slås med og føler sig ude af stand til at hjælpe andre. Det lader endda til at nogle gør sig til talsmænd for skilsmisse. I Aftonbladet for 15. april 1996 stod der at læse at præsten Steven Allen fra Bradford i England havde udformet en særlig skilsmisseceremoni som han mente burde have officiel status i alle kirker i England. „Hensigten med ceremonien er at hjælpe folk til at forlige sig med det der er sket. Den hjælper dem til at forstå at Gud stadig elsker dem og ønsker at befri dem for deres skyldfølelse,“ udtalte han.

Hvilken fremtid har familieordningen? Er der håb om at den vil overleve? Hvordan kan den enkelte familie undgå at bukke under for det stærke pres den udsættes for? Det vil vi komme ind på i den følgende artikel.

[Oversigt/illustration på side 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

STATISTIK OVER VIELSER OG SKILSMISSER

LAND ÅR VIELSER SKILSMISSER

Australien 1993 113.255 48.324

Canada 1992 164.573 77.031

Cuba 1992 191.837 63.432

Danmark 1993 31.507 12.991

England 1992 356.013 174.717

Estland 1993 7.745 5.757

Frankrig 1991 280.175 108.086

Japan 1993 792.658 188.297

Maldiverne 1991 4.065 2.659

Norge 1993 19.464 10.943

Puerto Rico 1992 34.222 14.227

Rusland 1993 1,106.723 663.282

Sverige 1993 34.005 21.673

Tjekkiet 1993 66.033 30.227

Tyskland 1993 442.605 156.425

USA 1993 2,334.000 1.187.000

(Tallene er baseret på Demographic Yearbook 1994, De Forenede Nationer, New York 1996)