Hvorfor gør de det?
1 Det var blevet forudsagt om Messias at ’nidkærhed for Guds hus ville fortære ham’. (Sl. 69:9) Jesu nidkærhed for den sande tilbedelse af Jehova fik ham til at sætte tjenesten først. (Luk. 4:43; Joh. 18:37) Jehovas vidner viser i dag den samme nidkærhed med hensyn til at forkynde sandheden. Sidste tjenesteår var der et månedligt gennemsnit på 645.509 i hele verden som tog del i en eller anden form for pionertjeneste. I betragtning af vort indvielsesløfte til Jehova bør vi alle under bøn overveje om vi kan skabe nogle omstændigheder der tillader at vi tjener som hjælpepionerer eller almindelige pionerer. — Sl. 110:3; Præd. 12:1; Rom. 12:1.
2 Vi lever i en selvisk og materialistisk verden, og mange finder det derfor mærkeligt at nogle vil arbejde med så stor flid for noget som hverken giver penge eller ære. Hvorfor gør de det så? Pionererne ved at de deltager i en livreddende gerning. Motiveret af dyb kærlighed til Jehova og deres næste føler de en stærk, personlig forpligtelse til at være med til at redde liv. (Rom. 1:14-16; 1 Tim. 2:4; 4:16) Et pionerægtepar sammenfatter det meget godt med ordene: „Hvorfor vi er pionerer? Kunne vi overhovedet forsvare det over for Jehova hvis vi ikke var det?“
3 En anden søster skrev følgende angående sin beslutning om at begynde som pioner: „Min mand og jeg lagde planer om at forenkle vores tilværelse sådan at vi kunne klare os med én indtægt. Og Jehova har rigt velsignet os — vi lever hverken i fattigdom eller nød. . . . Mit liv har fået indhold — jeg kan hjælpe de retsindige til at forstå at Gud ikke er langt væk fra dem som søger ham.“ Pionererne fornemmer tidens alvor og er derfor tilfredse med livets fornødenheder mens de ivrigt søger de åndelige værdier som varer evigt. — 1 Tim. 6:8, 18, 19.
4 Hvis dine omstændigheder tillader det, hvorfor så ikke slutte dig til de hundredtusinder af brødre og søstre i hele verden der er pionerer? Derved kan du opnå den samme glæde som de har.