Er atomkraft løsningen?
FØRSTE gang man hørte om frigørelse af atomenergi var da bomberne bragte død og ødelæggelse over Hiroshima og Nagasaki. Verden var lamslået. Men efterhånden som chokket fortog sig, blev der givet samvittighedsdulmende forsikringer om at atomkraft ikke kun var af det onde. Den kunne også beherskes og bruges til fredelige formål.
Nogle af de første rapporter skabte endda forhåbninger om at den energi der blev frigjort ved uranspaltning, én gang for alle kunne løse verdens energiproblem. Ganske vist var uran dyrere end kul og olie, men til gengæld indeholdt det også millioner gange mere energi, langt mere end nogen anden energikilde mennesket nogen sinde havde kendt. Udgifterne til „brændselet“ i en atomreaktor var slet ikke værd at tale om, sagde man. Og når først reaktoren var bygget og sat i drift, ville energiudgifterne praktisk taget være lig nul!
Men ak! De ekstatiske visioner af en verden med gratis energi varede kun kort. Den første opdagelse der manede til besindighed, var at mindre end én procent af det naturligt forekommende uran (nemlig den lette isotop U-235) kan omdannes ved en kædereaktion. Og for at opnå en koncentration der er tilstrækkelig til at holde kædereaktionen i gang, må man udskille det fra den tungere isotop U-238. Det er en dyr og besværlig proces som sluger en god brøkdel af den energi der opnås ved spaltning af U-235.
Så fik man kendskab til neutronerne, de partikler der bevirker at spaltningsprocessen breder sig i atombrændselet. De er ikke som almindelige flammer der springer fra kul til kul i en kamin. Når neutronerne frigøres fra de spaltede atomer, spreder de farlig radioaktivitet omkring sig, både i brændselet, i reaktoren og alle andre steder i nærheden. Derfor må hele reaktorsystemet indesluttes bag meget kraftige vægge og betjenes mekanisk ved fjernkontrol. Det der foregår i reaktorbeholderen er mere uhyggeligt og skræmmende end ild, fordi den gennemtrængende neutronstråling er usynlig og kan give os dødelige skader uden at vi opdager det i øjeblikket.
Desuden er det en vanskelig sag at kontrollere processen. En atomreaktor er ikke nogen bombe, men hvis kædereaktionen løber løbsk, er det tænkeligt at reaktorkernen kan smelte sig igennem de beskyttende vægge og slippe ud sammen med sine dødbringende radioaktive affaldsprodukter. For at undgå dette må man træffe komplicerede og kostbare sikkerhedsforanstaltninger, og processen må til stadighed overvåges af dygtige eksperter. Endnu et problem er at uranet ikke spaltes fuldstændigt. Efterhånden som sønderdelingen skrider frem, begynder spaltningsprodukterne at opsuge flere og flere af de neutroner der frigøres, med det resultat at kædereaktionen til sidst kvæles og går i stå. Længe før brændselet er brugt op, må det derfor udskiftes med nyt uran-235.
Dertil kommer vanskelighederne ved at skaffe det brugte atombrændsel af vejen. Atomaffaldet er umådelig radioaktivt og må opbevares forsvarligt indkapslet længe efter at det er taget ud af reaktoren. Nogle af de rigeligt forekommende radioaktive stoffer i spaltningsprodukterne har en levetid på adskillige hundrede år. Og der er alt for meget affald til at man bare kan skylle det ud i kloakken eller sænke det ned i verdenshavene. Det er heller ikke ufarligt at grave det ned hvor det kan komme i kontakt med grundvandet. Hidtil er hovedparten af det radioaktive affald blevet anbragt i bevogtede lagre, hvor det ligger og venter på at en eller anden skal finde på en løsning.
Hver eneste af disse vanskeligheder føjer store omkostninger til; så inden man kan begynde at fremstille elektricitet og sende den ud til forbrugerne, er de fleste af de besparelser man forestillede sig ved at bruge det „gratis“ brændsel, allerede opslugt. Men til trods for disse ulemper er atomkraft blevet stærkt anbefalet, og i mange lande dækkes en del af det daglige strømforbrug nu af atomkraftværker.
Nogle økonomer siger at atomkraft stadig ikke er så billig som kraft fra kul og olie, og at den udelukkende har kunnet indføres fordi staterne har givet tilskud. Chicagos elektricitetsforsyning har imidlertid udsendt et regnskab hvoraf det fremgår at atomkraftværker sparer kunderne for millioner af dollars. Forbrugerne i dette område får allerede 42 procent af deres elektricitet fra atomkraft, og det skal efter planerne øges til 65 procent i 1985. I mange landes økonomi spiller atomkraft en vigtig rolle.
Indvendinger mod atomkraft
Atomkraftens indførelse er stødt på større og større modstand. De voksende lagre af radioaktivt affald volder bekymring; ingen har lyst til at have affaldet liggende i nærheden af sit hjem. Desuden er der en nagende følelse af at et atomkraftværk måske kan springe i luften og sprede radioaktiv stråling over et område hvor der bor millioner af mennesker. En sådan eksplosion er endnu aldrig sket, men ingen kan med absolut sikkerhed garantere for at den ikke vil kunne ske.
Anlæg under opførelse forsinkes af protestaktioner og dommerkendelser. Og for at imødekomme protesterne opstiller myndighederne strengere og strengere krav for godkendelse af nye værker.
Frygten for at et atomkraftværk skal eksplodere steg sidste år til en landsomfattende panik i U.S.A. ved ulykken på Tremileøen i nærheden af Harrisburg i Pennsylvanien. Reaktoren løb løbsk fordi nogle ventiler og instrumenter til kontrol af kølevandet i reaktorkernen ikke fungerede som de skulle. I adskillige dage var det uvist om reaktoren ville blive overophedet og smelte, eller om brintboblen der samlede sig øverst i reaktorrummet ville eksplodere. I begge tilfælde var reaktorbygningen konstrueret til at tilbageholde de radioaktive stoffer. Men hvis denne sikkerhedsforanstaltning også svigtede, kunne man forestille sig at tusinder af mennesker i området ville miste livet. Mange beboere stolede ikke på de officielle forsikringer og flygtede indtil krisen var overstået.
Det endte dog med at faren blev afværget, uden at der slap kraftigere stråling fri end den stråling man rutinemæssigt udsættes for ved røntgenundersøgelser. Men kraftværket gik tabt. Det ville koste lige så meget at sætte det i stand som at bygge et nyt.
Selv om faren i mange pressemeddelelser blev stærkt overdrevet — en kommentator sagde for eksempel: „Vi havde nær mistet Pennsylvanien“ — er der ingen tvivl om at uheldet har givet a-kraftmodstanderne vind i sejlene. Kravet om at „lukke a-kraftværkerne“ synes i højere grad at være ledet af følelser end af fornuft. Når faren sammenlignes med andre farer der accepteres i dagligdagen, synes den at svinde ind til næsten ingenting.
For eksempel bliver folk ved med at køre bil, selv om der årligt dræbes i hundredvis af mennesker i trafikken, alene her i Danmark. Og folk bliver ved med at ryge cigaretter, tilskyndet af en allestedsnærværende reklame, skønt 1600 danskere i år vil dø af lungekræft med rygning som medvirkende årsag. Derimod blev ingen dræbt og ingen kom til skade i den hidtil værste ulykke i a-kraftens historie.
Alligevel står mange fast på kravet om at alle atomkraftværker skal lukkes. Når indvendingerne ofte er så følelsesladede, hænger det uden tvivl sammen med at faren for stråleskader er så uhyggeligt snigende. Disse indvendinger må tages i betragtning, og de vil få myndighederne til at vise forsigtighed og indføre skærpede sikkerhedsbestemmelser. Alt dette vil føre til at energien bliver endnu mere kostbar.
Hvor længe vil uranet slå til?
Endnu en faktor der må lægge en dæmper på forventningerne til atomkraft, er at uranforekomsterne ikke er ubegrænsede. Hvis U.S.A. for eksempel når op på sin planlagte fordobling af kapaciteten i 1985, vil dets ressourcer være udtømt før år 2000.
Imidlertid har der vist sig en mulighed for at „strække“ de nuværende uranmængder. Det hænger sammen med at der under spaltningen af uran-235 sker en forvandling af brændselets uran-238 til plutonium. Dette plutonium kan ad kemisk vej udskilles fra det brugte brændsel og er faktisk en endnu bedre energikilde end uran-235. I formeringsreaktorer der bruger plutonium som brændsel, er det muligt at regenerere brændsel hurtigere end det forbruges, med det resultat at man i stedet for kun at udnytte 0,7 til 2 procent af det naturlige uran, kan udnytte helt op til 70-80 procent.
Men over alle nuværende og fremtidige atomprogrammer hænger der en truende sky. Det samme uran der benyttes som brændsel i kraftværkerne, kan bruges til fremstilling af atombomber. Af den grund fører myndighederne i de forskellige lande streng kontrol med udvindingen af uran-235, og ligeledes med hvor produktet bliver af. Til trods herfor er der altid, når stoffet bruges som atombrændsel, en mulighed for efterhånden at opsamle tilstrækkeligt med plutonium til at bygge en atombombe. Det var det inderne gjorde, til stor bestyrtelse for canadierne, der havde hjulpet dem med at opføre reaktoren. Problemet vil blive endnu mere akut hvis plutonium sælges direkte som brændsel. Af disse grunde er nogle politikere imod udviklingen af formeringsreaktoren.
Mange forskere håber det vil lykkes at skaffe energi fra atomkernen på en anden måde. Denne måde består ikke i at spalte et tungt atom i to mindre atomer (fission), men i at sammensmelte atomkerner af det letteste grundstof, brint, til helium (fusion). Det er denne proces der foregår i solen. I modsætning til de sparsomme uranreserver, og endda i modsætning til de noget større kulreserver, er jordens brintreserver så store som verdenshavene. Ville brintenergien, hvis den kunne udnyttes, være den endelige løsning på verdens energiproblem?
En artikel om dette emne vil komme i et senere nummer af Vågn op!