Hvilken fremtid har atomkraften?

FOR ikke så længe siden herskede der en glødende, næsten hæmningsløs optimisme med hensyn til atomkraftens anvendelse. Atomet blev anset for at være en uudtømmelig kilde til billig energi. Men denne optimisme er nu svalet noget af. Som en taler bemærkede i september 1971 ved den fjerde internationale konference for fredelig udnyttelse af atomet, er der „uforudsete og ubehagelige bivirkninger“.

For at beskytte den amerikanske befolkning mod skadelige „bivirkninger“ blev der den 1. januar 1970 indført en national miljøbeskyttelseslov. Ifølge denne lov skal et regeringsorgan udarbejde og udgive „en redegørelse for [atomkraftværkers] indvirkning på miljøet“; den skal oplyse hvilke skadevirkninger ethvert foreslået nyt projekt kan have. Det hævdes imidlertid at Den amerikanske Atomenergikommission har undladt visse miljømæssige sikkerhedsforanstaltninger i projekter den fører tilsyn med, så den amerikanske miljøbeskyttelseslov på denne måde er blevet til „en parodi“.

De forenede Staters forbundsdomstol afsagde den 23. juli 1971 en epokegørende kendelse idet den besluttede at stadfæste denne anklage. Det blev forlangt at atomenergikommissionen skulle genansøge om tilladelser og licenser til drift af dusinvis af atomkraftværker, hvoraf nogle var under opbygning og andre allerede var i gang — tilladelser der tidligere var blevet givet. I december 1971 udtalte Wilfred E. Johnson fra atomenergikommissionen at det kunne tage op til et år at overveje ansøgningerne på ny.

Forsinkelserne og deres virkning

Dette har resulteret i betydelige forsinkelser i elektricitetsforsyningen fra atomkraftværker. I april 1971 var det et helt år siden atomenergikommissionen havde givet fuld driftstilladelse til noget atomkraftværk i U.S.A.! Nogle atomkraftværker fik endog besked på at standse opførelsen af visse anlæg indtil der kunne foretages en tilbundsgående undersøgelse. Disse forsinkelser har været medvirkende til at energikrisen er blevet værre, for der er hårdt brug for nye kraftværker.

Den 16. marts 1972 bad formanden for atomenergikommissionen Kongressen om at mildne lovene midlertidigt og tillade at atomkraftværker der var ude af drift, blev sat i gang. Betyder det at befolkningens sundhed og sikkerhed kunne ofres fordi man havde travlt med at holde trit med kravene om elektricitet? Kan borgerne være sikre på at ingen farlige atomreaktorer vil blive sat i funktion? Det er den slags spørgsmål der gør nogle nervøse. Men der findes en endnu større grund til bekymring.

Nogle spørger: Hvad nu hvis det om få år viser sig at strålingen fra atomreaktorerne virkelig er skadelig for mennesker, som visse fremtrædende videnskabsmænd hævder at den er? Måske kommer størstedelen af den elektriske kraft til den tid fra kernespaltning. Hvad skal befolkningen så gøre? Sætte alle atomkraftværker i stå og standse den moderne livsform, der er så afhængig af elektricitet? Eller skal befolkningen acceptere at prisen for denne elektricitet er en voldsom stigning i kræftsygdomme som følge af stråling? Det er i sandhed ubehagelige udsigter; i januar 1972 gav en skribent følgende kommentar i New York Times:

„De forenede Stater, Europa, Sovjetunionen og Japan har en uvane. De er forfaldne til et voldsomt energiforbrug, de sluger og indsprøjter enorme mængder af fossilt brændstof. Efterhånden som det svinder i reserverne af fossilt brændstof sætter de biosfærens fremtidige sundhed på spil (ved brug af atomkraft) for at kunne fortsætte med denne uvane.“

Udsigterne for atomkraftens anvendelse formørkes imidlertid af endnu en sort sky, en sky af en helt anden slags.

Brændstoffet slipper op

Den form for reaktor der benyttes i dag udnytter ikke uranet effektivt. Den omdanner kun 1 procent af dets energiindhold til almindelig energi. Som følge heraf bliver der mindre og mindre til rådighed af uran-235, det uranisotop der anvendes i kernebrændstof. Det hed i tidsskriftet Science Digest for februar sidste år: „De almindelige kerneanlæg forbruger den tilgængelige uran så hurtigt at vi i 1980 sandsynligvis vil være ved at skrabe bunden.“

Robert Nininger fra Den amerikanske Atomenergikommission har fremsat denne dystre forudsigelse: „Det hele kan komme til at gå ganske langsomt i stå hvis ikke vi kan få uran fra udlandet. Matematisk set vil vi måske være løbet tør i 1982.“ Ifølge andre beregninger kan beholdningen måske vare en smule længere.

Hvad betyder dette? Alle disse atomkraftværker er sikkert ikke bygget i bevidstheden om at kraftforsyningen fra atomkernespaltning snart kunne gå i stå. Hvordan regner man da med at løse problemet? Vil den påtænkte løsning resultere i flere eller færre faremomenter for mennesket?

En anden slags reaktor

Den reaktor man ser hen til som løsningen på uranmangelen, kaldes med et engelsk udtryk for „fast-breeder“-reaktor („hurtig-formerings“-reaktor). Peter Mummery, der er leder af et center for reaktorudvikling i Skotland, siger angående denne type reaktorer: „Det er dem vi sætter alle vore penge i.“ Og i U.S.A. gør man praktisk taget det samme.

Den 4. juni 1971 hævdede præsident Nixon i sit budskab til Kongressen angående energikrisen: „Vores bedste håb om at imødegå landets voksende krav om økonomisk og forureningsfri energi, er fast-breeder-reaktoren.“ Præsidenten bad Kongressen om over de næste ti år at bevilge godt 12.000.000.000 kroner af forbundskassen til udvikling af en kommerciel udgave. Men hvordan mener man at denne såkaldte formeringsreaktor skal kunne løse brændstofproblemet?

Ved at den producerer mere brændstof end den bruger. Det synes måske umiddelbart umuligt, men man forstår hvordan det kan lade sig gøre når man tænker på at der dannes nye grundstoffer under spaltningsprocessen.

I den almindelige reaktor spaltes uran-235-atomer og danner mindre, radioaktive grundstoffer, samtidig med at de frigør neutroner. Men uran-238-atomer spaltes ikke, de indfanger en neutron og omdannes til plutonium, som kan spaltes. Plutonium er et grundstof der ikke forekommer på jorden under normale forhold. I en almindelig reaktor er det et forholdsvis lille antal uran-238-atomer der indfanger neutroner, således at der kun frembringes en lille mængde plutonium. Men i formeringsreaktoren er den mængde uran-238 der omdannes til plutonium større end den mængde spalteligt brændstof der forbruges! Hvordan kan det lade sig gøre?

Det skyldes den hastighed hvormed neutronerne bevæger sig. I de almindelige reaktorer nedsættes neutronernes hastighed ved hjælp af et eller andet materiale, men i formeringsreaktorerne lader man neutronerne bevare deres høje hastighed. (Derfor kaldes de også undertiden hurtigreaktorer.) Når neutronerne derfor rammer og spalter enten uran-235 eller plutonium, frigør de flere neutroner fra de spaltede atomer end de ville gøre i en almindelig reaktor. Derved bliver det muligt for flere neutroner at blive opfanget af uran-238, og der sker således en nettoforøgelse i produktionen af plutonium, som er det brændstof der anvendes i formeringsreaktorerne.

Netop fordi disse anlæg producerer mere brændstof end de forbruger har formanden for Den amerikanske Atomenergikommission, James R. Schlesinger, sagt: „Formeringsreaktoren vil kunne skaffe elektricitet til titusinder af års forbrug.“ Men nu er der opstået dette spørgsmål: Er der tid til at de kommercielle formeringsreaktorer kan blive udviklet før beholdningerne af uran slipper op?

Hvornår kan produktionen begynde?

Der er allerede blevet bygget et antal prøveanlæg. I Sovjetunionen og Storbritannien er der blevet gjort betydelige fremskridt hen imod at bygge en rentabel formeringsreaktor. Men det var ikke før januar 1972 at De forenede Stater offentliggjorde planer om at bygge deres første større formeringsreaktor. Opførelsen skal påbegyndes engang her i 1973, og den kan forventes at være færdig „omkring 1980“, siger A. Eugene Schubert, der er vicepræsident for General Electric Company. Han siger yderligere:

„El-værkerne vil naturligvis ikke købe nogen af disse nye anlæg før de er efterprøvet, så der vil sikkert ikke foreligge væsentlige ordrer før 1982, og derfor bliver det nok ikke før 1990 at vi kan vente større mængder elektricitet fra formeringsreaktorer.“

Nogle mener at det bliver et kapløb med tiden at få formeringsreaktorer i gang før uranforsyningerne slipper op. Hvis der ikke står formeringsreaktorer færdige sidst i 1980erne, har en skribent bemærket, så kan den første generation af atomkraftværker meget vel blive den sidste. Derfor er der en vældig travlhed med at fremskynde bygningen af disse reaktorer. Men der er også stærk modstand mod dette. Hvorfor?

Et spørgsmål om sundhed og sikkerhed

Det er på grund af de farer der kan være forbundet med formeringsreaktorer. Ifølge kritikerne er der ingen garanti for at de vil arbejde sikkert. For eksempel er der farer forbundet med køleprocessen. På grund af den højere temperatur som formeringsreaktoren arbejder under, anvender man flydende natrium til køling af reaktoren, så der kan overføres varme til frembringelse af damp til elektricitetsproduktionen. Men eftersom flydende natrium er stærkt tærende og desuden eksploderer ved kontakt med luft og vand, er det forståeligt at man skænker sikkerhedsproblemerne en hel del opmærksomhed.

Men det at finde sikre metoder til behandling af disse enorme mængder cirkulerende natrium er kun ét af de tekniske problemer. For få år siden blev det opdaget at metal udvider sig når det udsættes for vedvarende neutronbombardement. Dette er et formidabelt problem, for det indre af reaktoren må og skal bygges så præcist som et schweizerur.

Når man tager i betragtning at det brændstof der anvendes er plutonium — et af de farligste stoffer der findes — forstår man hvor alvorligt et eventuelt uheld kunne blive. Og hver reaktor indeholder tonsvis af det! Dr. Edward Teller skrev i bladet Nuclear News den 21. august 1967:

„For at kunne virke økonomisk i en tilstrækkelig stor kraftforsynende enhed, kræves der sandsynligvis en hel del mere end en ton plutonium. Jeg kan ikke lide den risiko det indebærer. Jeg har antydet at atomreaktorer er en velsignelse fordi de er ’renlige’. Det er de så længe de fungerer planmæssigt, men hvis der sker en omfattende fejl — hvilket i princippet kan forekomme — kan de frigøre fissionsprodukter nok til at dræbe en uhyggelig masse mennesker.“

I tilknytning til bestemmelserne i de gældende love er der blevet udsendt en redegørelse for de mulige farer ved formeringsreaktorer. Men flere kendte videnskabsmænd finder denne redegørelse mangelfuld. New York Times skrev den 26. april 1972 under overskriften „Videnskabsmænd modstandere af formeringsreaktoreren“:

„Enogtredive videnskabsmænd og andre eksperter har i dag opfordret Kongressen til at afslå Nixon-administrationens anmodning om midler til at påbegynde opførelsen af et demonstrationsanlæg af en formeringsreaktor til fremstilling af elektricitet, til en pris af 500 millioner dollars [godt tre milliarder kroner].

’Der er alt for mange alvorlige spørgsmål angående sikkerhed og miljømæssig indvirkning forbundet med et sådant projekt til at man i øjeblikket kan give bindende tilsagn til kommerciel udvikling af denne teknik,’ siger videnskabsmændene i udtalelsen.“

Men man har allerede satset så stærkt på atomkraft at der ikke er særlig stor sandsynlighed for nogen ændring af denne politik. Kernereaktorer er forbundet med farer — endda særdeles store farer — siger mange velinformerede folk. Men i ikke så få lande er statsadministrationen og industriens ledere villige til at løbe risikoen.

Hvordan ser fremtiden ud for atomkraften? Ikke særlig lys.