Nutidens børn er morgendagens verden
HVORDAN står det til i vore dages skoler? Rapporter fra hele verden fortæller at tilstanden er kritisk. Overalt hører man om stigende vold og dalende autoritetstro blandt elever, forvirring og modløshed blandt lærere, og voksende misfornøjelse med skolerne fra samfundets øvrige del. Og da nutidens skolebørn skal udgøre morgendagens verden, kan man med god ret spørge: Hvordan står det egentlig til — og hvad skal det hele ende med? Spørgsmålet har aktualitet i hele verden, og ikke blot her i Danmark, hvor skolernes indsats og rolle jo ofte bliver stærkt debatteret. Her er nogle glimt fra forskellige lande:
„Kun én skoleelev ad gangen i butikken,“ står der på et skilt på døren til en slikforretning et sted i England. Skolebørn har stjålet så meget fra forretningen at ejeren må holde øje med hver enkelt af de unge kunder. Pressemeddelelsen om dette siger videre:
„Ud fra de omliggende skoler, som er ganske typiske, strømmer hver dag den mest lømmelagtige, egoistiske og rå samling børn der nogen sinde har set dagens lys; de skubber og maser sig ind i en bus, råber ukvemsord tværs over vejen og anser rapseri for en dyd hvis de kan slippe af sted med det.“
En lærer ved en af de frie, moderne skoler i England kritiserer sin skoleinspektør:
„Man har indført en helt ny stil hvor alle har total frihed til at gøre nøjagtig hvad de lyster, hvor som helst og når som helst. Kaos og anarki har taget overhånd. Disciplin bliver afvist som gammeldags. Børnene forledes til at opføre sig på en måde der er skadelig for dem, skadelig både fordi den hindrer dem i at lære noget, og fordi den fører til en antisocial adfærd. De vokser op til at blive uvidende, egoistiske, frække . . . dovne og holdningsløse.“
Disse beskrivelser er nu tre-fire år gamle. Men det er ikke blevet meget bedre siden. En artikel fra 1979, med overskriften „De medtagne skoler i Storbritannien“, fortæller at præstationerne inden for skolefagene er forfærdelig ringe. Eleverne „er ikke nået op på et minimum af den acceptable standard i grundlæggende fag som læsning, skrivning og regning, og i almindelig kommunikation“. Samme sted kaldes de nye metoder med de mange ’modefag’ for en „pædagogisk skrammelplads“.
Fra Canada fortæller avisoverskrifter følgende om skolesituationen: „Skoleelever læser dårligere og dårligere.“ „Ingen dumper, eksamensbeviser kaldes værdiløse.“ „Hvis du vil være afholdt af dem, så lad dem rykke op.“ „Lærere fortæller om ringe arbejdsmoral og mangel på værdinormer hos elever.“ „Lærerpersonalet magtesløst over for vandalisme og vold i skolen.“
Fra Australien forlyder det at disciplinen er et problem. Mange forlader lærergerningen af den grund. Standarden blandt de nye lærere er ringere. Man lægger hovedvægten på tolerance og på den enkeltes rettigheder, uden hensyn til fællesskabet og samfundets behov. Et til tider meget voldsomt gruppepres tvinger hundreder af skoleelever ud i alkohol- og stofmisbrug.
I Sovjetunionen synes skolerne at være meget forskelligartede. Undervisningens kvalitet er varierende — dårlig i landdistrikterne og god i byerne. Men overalt frembringer systemet tvivlere: „Den typiske gymnasieelev tror ikke på noget som helst.“ Ved hjælp af bestikkelse kan man komme ind på de mest eftertragtede skoler, og der foregår en livlig sortbørshandel med bøgerne.
Kina ser ud til at være noget for sig. Gæster imponeres af børnenes høflige og veldisciplinerede opførsel. Når der kommer besøgende i en klasse, hilses de velkommen med sang og dans. Børnene fremsiger med stor dygtighed deres lektie. Der synes ikke at være nogen problemer med stofmisbrug. Men det ser også ud til at rundvisningerne bliver meget omhyggeligt tilrettelagt og overvåget. En journalist bevægede sig bort fra den anviste rute og fandt en samling børn i et badeværelse. En dreng stillede sig frimodigt lige hen foran ham og urinerede. Alle de andre vendte front mod ham og gjorde det samme. Journalisten sluttede deraf at „visse ting er specielt arrangeret med henblik på fremvisning“.
I Japan klager lærere over at elevernes præstationer er ringe. Der hersker udbredt vold og vandalisme. Et eksempel: Tredive elever — de fleste af dem var i 13-14-årsalderen, fem af dem var piger — pryglede seks lærere med stokke af træ og bambus og knuste ruderne i vinduer og døre. Det særlige ved de japanske skoler er imidlertid deres eksamener. Fra de offentlige skoler skal eleverne bestå nogle ret skrappe eksamener for at komme ind på gymnasier og universiteter. Hvor god en skole man kan komme ind på, afhænger af eksamensresultatet. For at komme ind på en god privatskole skal man allerede i børnehaven begynde at tage eksamener. Universiteternes adgangseksamener tager flere dage; de går under navnet „eksamenshelvedet“, og fører til adskillige selvmord hvert forår.
De mest forbløffende universitetseksamener foregår dog i Indien. Indiske studerende synes at opfatte afskrivning og snyderi som en medfødt rettighed. I juli 1979 førte eksamenerne ved universitetet i Meerut til voldsomme optøjer. En avis fortalte:
„I går blev to studerende dræbt og 40 — deriblandt 30 politifolk — såret under en hidsig gadekamp mellem studerende og politifolk i Meerut og nærliggende byer, hvor bevæbnet politi blev posteret i eksamenslokalerne for at hjælpe de tilsynsførende med at forhindre snyderi. Studenterne gik amok, rasende over at være berøvet deres ’medfødte rettighed’.
Disse urolige eksamensforhold er et efterspil til eksamenerne i februar, som blev erklæret ugyldige på grund af afskrivning og snyderi i gigantisk målestok. De tilsynsførende blev truet med knive og dolke, mens studerende skrev af fra bøger og notater. Andre tog deres spørgeskemaer og lærebøger med ud til nærliggende huse og restauranter, hvor hjælpsomme venner var klar med besvarelserne. Ved indgangen til eksamenslokalet blev opgaveløsningerne læst op over skolens højttaleranlæg i diktattempo.“
Resultatet er at eksamenerne fra de fleste universiteter er værdiløse og ikke regnes for noget af arbejdsgivere og andre højere læreanstalter. Blandt de arbejdsløse er der mange der har eksamenspapirer men bogstavelig talt ikke kan læse og skrive.
En undersøgelse omfattende 20 lande, 9700 skoler og 250.000 elever har vist at der er kolossal forskel mellem præstationerne hos skoleelever og studerende i industrilandene og i udviklingslandene. Det kan være slemt nok med færdighederne i læsning, skrivning og regning i industrilandene, men i u-landene står det dog værre til. Dér er der stadig en stor del analfabeter, og halvdelen af de børn der kommer i skole, holder op efter tredje år.
Her i Danmark, hvor vi længe har haft et skolevæsen der var godt, ses der også tegn på opløsning. Flere og flere lærere må sige op på grund af nervepresset; eleverne mangler disciplin og koncentration, har ikke stor respekt for myndighed, og er endda ved at blive præget af „den farlige vold i skolen, der er kendt blandt andet i U.S.A. og Sverige“, som en ledende skoledirektør siger. Han tilføjer: „Der hersker ingen tvivl om at den danske skole er i alvorlige vanskeligheder.“
Hvis situationen er sådan blandt vore dages skolebørn, hvordan vil det da gå når de bliver voksne? Hvordan bliver morgendagens verden hvis den skal styres af dem?
Overvej dette mens De læser de følgende artikler. De fortæller især om skoleproblemerne i U.S.A. — et af de steder i verden hvor problemerne er allertydeligst. Tænk samtidig på at næsten hele verden mærker tendenser der minder om dem der gør sig gældende i U.S.A.