Japans ’uddannelsesmarathon’
Af „Vågn op!“-korrespondent i Japan
„INTET er mere centralt i det japanske samfund eller mere grundlæggende for Japans succes end landets undervisningssystem,“ siger en professor ved Harvard universitet, Edwin O. Reischauer.
På det seneste er Japans skoler imidlertid kommet under angreb. Journalisten Yoshiko Sakurai siger: „Japans undervisningssystem er blevet reduceret til en konkurrence om at bestå prøverne, i stedet for at være et middel hvormed eleverne næres intellektuelt.“ En japansk rektor ved navn Sasuke Kabe skal ligeledes have indrømmet: „Vi har traditionelt lagt mere vægt på at børnene tilegnede sig nogle kundskaber end på at de udviklede sig til velafbalancerede mennesker.“
Mange skolefolk hævder derfor at Japans skolesystem efterhånden har udartet til et ’uddannelsesmarathon’ — én lang, anstrengende konkurrence. Hvad er grunden til at denne situation er opstået? Det skyldes dybest set at japanere lægger meget stor vægt på at blive respekteret af andre og på at have succes. Ansættelse i et anset firma er derfor noget meget efterstræbt. Men hvis man skal gøre sig håb om at blive ansat et sådant sted, må man have læst på et anset universitet.
Medmindre man har gået i et velanskrevet gymnasium er ens chancer for at komme ind på et af disse universiteter dog temmelig ringe. Men man vil sandsynligvis ikke komme til at gå i det rigtige gymnasium hvis det ikke lykkedes en at komme ind på et passende ’juniorgymnasium’ (7.-9. skoleår), og dét vil kun ske hvis et rimeligt antal elever fra den grundskole man har gået på, bestod adgangsprøven til juniorgymnasiet. Ja, selv hvilken børnehave man har gået i kan en dag være afgørende for hvor højt man vil avancere i et firma!
„Eksamenshelvede“
I betragtning af dette kan det ikke undre at journalisten Kimpei Shiba, der redigerer en fast spalte for en avis, skriver at „mødre som går meget op i hvilken uddannelse deres børn skal have, . . . allerede når deres børn er i toårsalderen begynder at sørge for at de bliver oplært til at kunne klare adgangsprøven til børnehaven, så de senere vil kunne komme ind på en bedre grundskole“. Konkurrencen er så hård at kun én ud af ni elever kommer ind.
Efter at være begyndt i grundskolen bruger børnene de næste tolv år på at forberede sig på de eksamener som de senere må bestå for at komme ind på de højere skoler. Kimpei Shiba siger: „Konkurrencen er så voldsom at man har skabt udtrykket ’eksamenshelvede’. Når børnene kommer i sjette klasse i grundskolen, må de skynde sig hjem med arbejde [hjemmearbejde] der kræver cirka to timers lektielæsning. Efter at have slugt deres aftensmad styrter de af sted til private skoler, kaldet ’juku’, der har specialiseret sig i at forberede eleverne på adgangsprøverne til juniorgymnasiet. På disse skoler bliver eleverne alle ugens syv dage udsat for tre timers koncentreret indoktrinering.“
Nu kunne man tro at de der kommer ind på universiteterne efter så vidt at have kæmpet sig vej gennem uddannelsessystemet, er en flok ivrige ug-elever. Det er ikke tilfældet, siger Kimpei Shiba. Han beskriver den typiske studerende som en der „kan tage let på tingene og ofte spiller mah-jong det halve af skoledagen fordi han ved at han under alle omstændigheder vil få sit eksamensbevis. Han skal blot sørge for at opnå det obligatoriske antal points“. De fleste arbejdsgivere er tilsyneladende ikke videre interesseret i hvor meget folk egentlig har lært. Stillingerne står åbne for dem der har læst på de rigtige universiteter.
Konkurrencens følger
Som man kunne forvente er der opstået alle mulige former for korruption og problemer i dette konkurrencebetonede miljø. Hvert eneste år sker det at bekymrede forældre prøver at købe deres børn ind på universiteter, gymnasier og juniorgymnasier. Nogle par lader sig endda skille på papiret, så den ene af forældrene kan „flytte“ til en anset skoles distrikt med deres barn. Men når tusinder af elever kæmper om blot nogle få hundrede ledige pladser i en skole, siger det sig selv at størstedelen vil blive skuffede. Dette har fået nogle til at begå selvmord. Andre har afreageret gennem voldshandlinger.
Allermest foruroligende er det måske at se hvordan eleverne påvirkes af dette miljø, hvor enhver er sig selv nærmest. Premierministerens kontor har nedsat en komité der skal sammenligne holdningen hos unge i alderen fra 18 til 24 år i elleve lande. Japan var det land hvor flest svarede ja på spørgsmålet: ’Ønsker du at blive velhavende?’ De unge blev også spurgt om de kunne tænke sig at hjælpe andre ved at udføre socialt arbejde, og her kom de unge japanere til at figurere nederst på listen. Skønt Japans skoler måske udmærker sig i akademisk henseende, kan det derfor være at nogle vil give dem dumpekarakterer når det gælder om at hjælpe eleverne til at udvikle en afbalanceret, engageret og afrundet personlighed.
Har en uddannelsesfilosofi der siger at man skal have succes for enhver pris, andre skadelige virkninger på eleverne? I den følgende artikel vil vi behandle et problem der er opstået i de tyske skoler.
[Tekstcitat på side 5]
„Japans undervisningssystem er blevet reduceret til en konkurrence om at bestå prøverne, i stedet for at være et middel hvormed eleverne næres intellektuelt“
[Illustration på side 5]
Konkurrencen begynder tidligt
[Kildeangivelse]
Japans informationscenter