Jordens beboere gør ondt værre

Når mennesker vil afhjælpe situationen, giver midlerne bagslag; og samtidig sættes farlige kædereaktioner i gang som rammer millioner af mennesker

RACHEL CARSONS stærkt gribende bog Silent Spring (Det Tavse Forår) blev et vendepunkt i verdensoffentlighedens interesse for miljøet. Det var hendes bog der for første gang fik verden til at forstå faren ved pesticider. Men der blev ikke ændret meget ved forholdene, og siden er det blevet værre og værre.

Skadelige insekter angriber afgrøderne. For at komme skadedyrene til livs sprøjter man med pesticider. Millioner af insekter dør af det, men nogle få besidder en naturlig immunitet, og de overlever. De videregiver immuniteten til deres afkom, og inden længe breder disse „superinsekter“ sig som en ny race der tager for sig af afgrøderne. Midlet har givet bagslag. Det har gjort ondt værre.

Men det har ikke bare givet bagslag. Det har igangsat en kædereaktion som skaber nye katastrofer og nye ofre. Pesticiderne dræber også nyttige insekter som levede af de udryddede skadedyr; regnen skyller giftstofferne ned i jorden, hvor de ødelægger jordbakterierne; vandet fører dem videre ud i søer og have, hvor mikroorganismer og plankton bliver skadet og fisk bliver forgiftet. Rovfugle der spiser fiskene bliver ude af stand til at få æg der kan udruges. De forgiftede fisk spises også af mennesker. Eller giftstofferne finder vej til mennesker gennem en anden fødekæde — pesticider sprøjtes ud over græsarealer, græsset spises af køer, giftstofferne lejrer sig i kødet og mælken, der bruges til menneskeføde.

Pesticiderne er dog kun en lille del af forureningsproblemet. Avisernes overskrifter alene afslører hvor verdensomspændende problemet er. Det er ikke vor hensigt her at gentage noget som allerede er blevet omtalt vidt og bredt. Dog er flere og flere blevet opmærksomme på nogle særlig truende faremomenter: Muldjord forsvinder. Plante- og dyrearter forsvinder. Og det medmenneskelige hensyn forsvinder. Lad os kort tage disse op til behandling.

I hele verden forsvinder der muldjord, men lad os blot nøjes med at betragte USA, der er blevet kaldt „et spisekammer for de sultne i verden“. Hvert år tabes over 12.000 kvadratkilometer amerikansk agerjord ved asfaltering, udstykning eller overgang til industri. Over 16.000 kvadratkilometer mistes hvert år ved erosion. I staten Illinois tabes der hvert år 181 millioner tons muldjord — to tønder jord for hver tønde korn der produceres. For hundrede år siden havde man et toplag af muld på gennemsnitlig 40 centimeter; nu er det næsten nede på det halve. Hvert sekund skyller Mississippifloden 15 tons muldjord ud i havet. „Den bedste muldjord fra Iowa,“ siger farmerne, „er havnet i Den mexicanske Havbugt.“

Og den muldjord der bliver tilbage lider skade. I sund jord myldrer det med liv — alger, orme, insekter, bakterier, svampe, skimmel, gær, encellede organismer, og meget andet. Det er dette mangfoldige samfund — fem milliarder levende organismer i en teskefuld jord i den tempererede zone, efter visse skøn — der kan nedbryde organisk stof til den vigtige humus, som danner næring for planterne og forhindrer jorderosion.

En autoritet siger: „Muldtabet forøgedes 22 procent i begyndelsen af 1970erne, samtidig med den intensive dyrkning.“ Kunstgødning kan ikke træde helt i stedet for humus. Når der anvendes ammoniumsulfat bliver sulfatet til svovlsyre, som dræber de organismer der danner humus. Også pesticiderne griber ind i jordens mikroliv. Ved dybdepløjning bliver mikroorganismerne begravet flere tommer under deres naturlige hjemsted, som er de øverste seks-otte centimeter af mulden. Desuden medvirker pløjningen til at den løsnede jord fjernes af vind og vand. Nitratgødning bliver ikke fuldt ud brugt af planterne — op til halvdelen af den siver ud i vandløb, der ender i søer. Der medvirker den til usædvanlig stor algevækst; når algerne dør og går i forrådnelse opbruges vandets iltindhold, og fiskene dør. På den måde opstår døde søer.

Misbruget af jorden har langtrækkende konsekvenser. Men endnu mere langtrækkende er det at planter og dyr uddør, så deres genetiske materiale går tabt.

De stærkt produktive levnedsmiddelafgrøder man i de sidste tyve år har fundet frem til, kommer alle fra arter som i tusinder af år har vokset vildt. Vilde planter har en naturlig modstandskraft mod plantesygdomme og skadedyr, men de nye bastardplanter, som dyrkes intensivt på en skadet landbrugsjord, kan ikke klare sig uden ukrudtsmidler og insektmidler. I mange tilfælde er de vilde arter som dannede grundstammen da man krydsede sig frem til nye bastarder, selv uddøde, og med dem er en af jordens måske mest dyrebare substanser gået tabt, deres genetiske materiale. Uden en stor „pulje“ af genmateriale fra vilde planter har mennesket ingen råmaterialer til udvikling af nye krydsninger, der kan klare udfordringen fra plantesygdomme, resistente skadedyr, hårde vejrforhold og den stigende befolknings krav.

Over 95 procent af vore levnedsmidler stammer fra kun 30 plantetyper og 7 dyrearter. Det er farligt at være så afhængig af så få fødevarekilder, især i betragtning af at den intensive dyrkning og den stadige indavl svækker modstandskraften mod skadedyr, sygdomme og klimaforandringer. Sennepsplanten er et eksempel på de vilde arters betydning. Den har dannet grundstammen til mange andre: broccoli, rosenkål, kålrabi, grønkål, hvidkål og blomkål. Fra en slægtning af majs, en vild, flerårig plante, håber man at kunne krydse sig frem til en højtydende, flerårig majstype, så man ikke hvert år behøver at plante majsen ud på ny.

Så snart en plante- eller dyreart er uddød, er dens arvemateriale tabt for stedse. Dette sker nu konstant i hele verden. I de sidste tre eller fire hundrede år er mere end 200 dyrearter uddøde. Over 800 er i øjeblikket truet. Den største trussel mod både dyr og planter er tabet af passende bosteder.

Hvert år forsvinder omkring 110.000 kvadratkilometer tropisk skov. I de tempererede klimazoner menes der at være omkring 1,5 millioner typer af organismer; i de tropiske skove er der 3 millioner. De kan yde store bidrag til udviklingen af nye lægemidler og fødevarer. Men skovene er ved at forsvinde, og med dem går meget arvemateriale tabt. Vi får måske aldrig at vide om der et sted på Filippinerne var en overset plante som kunne helbrede kræft, eller en ukendt svampeart i Amazonjunglen som kunne forebygge hjerteanfald. Bortset fra truslen om atomkrig er dette måske menneskehedens værste selvskabte krise.

Men det er ikke det hele. Når de tropiske skove er fældet, nedbrydes den i forvejen dårlige jord af regn, så der kun kan dyrkes afgrøder eller græs til kvæg i nogle få år. Så flytter jordbrugerne og kvægfarmerne videre til et andet sted og gentager ødelæggelserne. Prognosen går allerede nu ud på at Amazonjunglen en dag vil blive til Amazonørkenen. Og det er endda ikke det hele: Når skovene brændes af, frigøres der store mængder kuldioxyd. Dette føjes til de allerede store mængder som industrien sender ud i atmosfæren. Siden den industrielle revolution begyndte i slutningen af 1700-tallet er luftens indhold af kuldioxyd steget fra 15 til 25 procent. Dette stedse tættere lag af kuldioxyd kan ændre klimaet og sætte både fødevareproduktionen og vor eksistens på spil.

I 1980 sagde miljøeksperten Norman Meyers ved en verdenskonference: „Ud af jordens fem millioner arter kan vi meget vel risikere at have mistet den ene million ved slutningen af dette århundrede. Vi mister allerede én art hver dag, og ved slutningen af 1980erne vil vi måske miste en art hver time. . . . Arterne og de tropiske skove er de store forsømte spørgsmål her i det tyvende århundredes slutning. Det vil være svært at finde to andre spørgsmål der har så stor potentiel betydning for menneskeheden men har fundet så ringe forståelse i offentligheden og hos de politiske ledere.“

Politikerne i verden erkender det måske ikke, men de har i virkeligheden valgt at prioritere andre ting højere. Præsident Reagan har efter sigende kaldt de miljøbeskyttende bestemmelser for en møllesten om halsen på Amerikas industri. Hans generelle mål er færre lovindgreb, mindre overvågning, lavere normer og nedsatte straffe. Hans indenrigsminister, James Watt, gør alt hvad han kan for at skære ned på miljøværnsbestemmelserne for planter, dyr, luft, vand og jord — og for mennesker. Også i andre lande er man ved at omprioritere for at tillægge økonomien større betydning end miljøet.

I sin årsrapport om verdensmiljøets tilstand har FNs miljøorganisation imidlertid givet udtryk for at forureningsskaderne i de udviklede lande koster mere end beskyttelse af miljøet ville koste. Rapporten peger også på en bestemt tendens — at forurenende industrier flyttes fra industrilandene til udviklingslandene. Det hævdes at japanerne gør dette. Også fra Amerika overflyttes miljøfarlige industrier til Mexico, Brasilien og andre udviklingslande.

Er dette ikke tegn på en forhærdet hensynsløshed over for andres vel? Kærlighed til penge i stedet for kærlighed til næsten? Profit fremfor mennesker? Denne hensynsløshed fremgår af forholdene i Cubatão i Brasilien. Udenlandske industrier har forurenet byen så stærkt at dens fire floder er uddøde. Fisk fra de nærliggende flodmundinger er blinde eller deforme på grund af kviksølv. Der er hverken fugle, sommerfugle eller insekter af nogen slags, og når det regner er det syre der falder ned. Mange spædbørn fødes deforme eller døde. Mange andre lever kun en uges tid. En så grov forurening tillades ikke i industrilandene, hvortil den administrerende direktør for et af Cubatãos stålværker koldt og roligt siger at „et jernstøberi er en virksomhed der egner sig bedre til den tredje verdens lande“.

Vi må vende tilbage til gamle værdinormer. Næstekærlighed er det eneste der duer. Hensyn til miljøet er nødvendigt af hensyn til vor egen eksistens. Alt for ofte er der sket skader før faren opdages. Og selv efter at en fare er opdaget, fortsætter skaden med at udvikle sig. I livets væv er alle trådene forbundet med hinanden. Er én art truet, er mange andre samtidig truet. Det begynder med nogle få sommerfugle, til sidst er det måske os selv. I sidste instans er alle livsformer forbundet.

„Skal man virkelig blive ved med at fortælle at intet menneske er en ø?“ spørger forfatteren Romain Gary. „Hvor mange advarsler skal vi have? Hvor mange beviser og statistikker, hvor mange dødsfald, hvor megen tabt skønhed, hvor mange ’sidste eksemplarer’ i disse sørgelige zoologiske haver? . . . Enten taler hjertet eller også taler det ikke. . . . Det er absurd at stopfylde vore museer og spendere milliarder på de skønne kunster, for derefter ved skødesløshed at ødelægge skønheden der hvor den findes i al sin levende pragt.“ — Fra indledningen til bogen Vanishing Species (Forsvindende arter).

Det altoverskyggende spørgsmål er imidlertid: Hvad vil jordens Ejer gøre ved forureningen af sin jord?

[Tekstcitat på side 8]

„Den bedste muldjord fra Iowa er havnet i Den mexicanske Havbugt“

[Tekstcitat på side 8]

„Hvor mange dødsfald, hvor megen tabt skønhed, hvor mange ’sidste eksemplarer’ i disse sørgelige zoologiske haver“

[Tekstcitat på side 9]

Hvert år forsvinder omkring 110.000 kvadratkilometer tropisk skov

[Illustration på side 7]

Fra sennepsplanten kommer

broccoli

rosenkål

kålrabi

grønkål

hvidkål

blomkål