Sådan var det i Hiroshima

Vil alt liv blive udslettet i en atomkrig?

DEN 6. AUGUST 1945, klokken 8.16 om morgenen, var folk i Hiroshima oppe og i gang med dagens gøremål. Det var en varm, fredelig morgen.

En brøkdel af et sekund senere blev titusinder af mennesker brændt, sprængt og knust til døde. Kernen af en by med 340.000 indbyggere var simpelt hen blevet jævnet med jorden.

De ofre der endnu var i live befandt sig i en uvirkelig tilstand. „Da jeg kom til bevidsthed, lå jeg på jorden, med stumper af træ oven på mig,“ husker fru Hanuko Ogasawara, der dengang var en lille pige. „Da jeg rejste mig i et desperat forsøg på at orientere mig, var det mørkt. Jeg var forfærdelig angst og troede, at jeg var alene i en verden af død, og jeg famlede efter lys. . . . Jeg kom pludselig til at tænke på, hvad der mon var sket med min mor og min søster . . . Da mørket begyndte at svinde, blev jeg klar over, at der intet var omkring mig. Vort hus, nabohuset og også det næste var forsvundet. . . . Der var meget stille — et uhyggeligt øjeblik. Jeg fandt min mor liggende i et badekar. Hun var bevidstløs. Jeg råbte: ’Mama, Mama’ og ruskede i hende for at bringe hende til bevidsthed. Da det var sket, begyndte hun at råbe vildt på min søster: ’Eiko! Eiko!’“

Også mange andre begyndte at råbe og skrige. Disse scener beskrives i en samling af erindringer med titlen Unforgettable Fire [Uforglemmelig ild]. I samme bog finder man følgende beretning fortalt af Kikuna Segawa:

En kvinde, der så ud til at være gravid, var død. Ved siden af hende stod en lille pige på cirka tre år med noget vand i en dåse. Hun prøvede på at få moderen til at drikke af den.

Inden for en halv time efter eksplosionen, da det mørke skydække havde spredt sig en smule, brød ildstormen løs. Professor Takenaka forsøgte at befri sin kone, der var kommet i klemme under en loftsbjælke. Mens flammerne tvang ham tilbage, bønfaldt hun ham: „Løb væk, min ven!“ Dette optrin gentog sig i én uendelighed når ægtemænd, hustruer, børn, venner og fremmede måtte lade de døende tilbage i flammerne.

En time efter sprængningen begyndte en „sort regn“ at falde over de dele af byen der lå i vindretningen. Det radioaktive nedfald blev ved med at dale stille ned til sidst på eftermiddagen. Kæmpebrandens ild og røg blev pisket op af en mærkelig, voldsom hvirvelvind der varede ved i timevis. Lasede optog af forbrændte og sårede begyndte at dukke frem fra ildstormen. I Robert Jay Liftons bog Death in Life [Døden i livet] citeres en købmand: „De holdt armene bøjet . . . og deres hud — ikke kun på hænderne, men også på ansigt og krop — hang ned. . . . Mange af dem døde på gaden. Jeg ser dem endnu for mig — som vandrende spøgelser. De lignede ikke mennesker af denne verden.“

Nogle af dem kastede op — det er et tidligt symptom på strålingssyge. Et fysisk sammenbrud fulgte med det følelsesmæssige og mentale sammenbrud. Mennesker led og døde, sløve og ligegyldige, uden at sige en lyd. „De, der var i stand til det, vandrede i tavshed af sted mod forstæderne i bakkelandskabet derude; deres sind var knækket, deres initiativ lammet,“ skrev dr. Nichikhito Hachiya i sin Hiroshima Diary [Dagbog fra Hiroshima].

Man anslår at 130.000 døde inden for tre måneder efter Hiroshima-bomben. Men antallet af ofre stiger stadig. Uger efter bombningen fik utallige af de overlevende pludselig blødninger i huden. Disse første symptomer, ledsaget af opkastninger, feberstigning og tørst, efterfulgtes til tider af en periode med tilsyneladende bedring. Men før eller senere angreb bestrålingen kønscellerne, og især knoglemarven. De afsluttende stadier — med hårtab, diarré, blødninger fra tarmkanalen, munden eller andre dele af kroppen — førte til døden.

En lang række sygdomme opstod som følge af den radioaktive bestråling. Arveanlæggene ændredes. Grå stær, leukæmi, andre former for kræft, og fødsel af vanskabte børn kendetegnede dem der blev udsat for Hiroshima-bomben.

Og denne bombe var endda forholdsvis lille. Med sine tolv og et halvt kilotons sprængkraft (der svarer til 12.500 tons trotyl) regnes den i dag blot for et taktisk våben. Til sammenligning kan en brintbombe have en sprængkraft der er 1600 gange så stor. Det der skete i Hiroshima svarer ikke engang til en milliontedel af en masseødelæggelse på niveau med verdens nuværende atomberedskab! „Det som folk i Hiroshima oplevede,“ skriver Jonathan Schell, „. . . er et billede af det som hele verden bestandig er i fare for at blive til; en næppe tænkelig rædsel lurer lige under det normale livs overflade og er i stand til når som helst at bryde igennem og ind i det normale liv.“ — The New Yorker, 1. februar 1982.

Vil alt liv blive udslettet på den måde?

[Tekstcitat på side 5]

Man anslår at 130.000 døde inden for tre måneder efter Hiroshima-bomben. Men antallet af ofre stiger stadig