Mine ar efter Hiroshima er borte!
Fortalt af Taeko Enomoto fra Hiroshima
EN FREMMED kom og afleverede en svedet og iturevet drengeskjorte til os. Det eneste der var tilbage af den var flippen og den øverste del, men man kunne stadig læse navnet Miyakawa Shiro på brystet af den. Skjorten var min broders.
Om morgenen den 6. august 1945 gik jeg på arbejde som sædvanlig. Som en typisk 19-årig pige var jeg blevet ramt af den patriotiske feber der dengang havde grebet landet, og havde meldt mig som frivillig til et kvindekorps. Min broder, der stadig gik i skole, var taget ind til byens centrum for at arbejde. Min fader var død i kamp i Manchuriet. Min moder var derfor alene hjemme.
Tidligt samme morgen var fjendtlige fly blevet set i nærheden af Hiroshima, og der havde været flere luftalarmer. Da vi var færdige med en militærøvelse på mit arbejde og lige skulle til at gå ind i en bygning, rystedes området af en voldsom eksplosion. Alting blev rødt for mine øjne. Trykbølgens hede gav mig en fornemmelse af at være faldet i en varm ovn — og i samme øjeblik mistede jeg bevidstheden.
Så snart jeg vågnede tænkte jeg på min familie. Det var højlys dag men bombens nedfald dækkede alt med et uhyggeligt mørke. Snart begyndte en sort, sodfyldt regn at falde, og det blev ved i omkring to timer. Det jeg så på vej hjem var frygtindgydende. Hos nogle sprøjtede blodet ud fra halsen. Andre holdt hænderne over øjnene mens blodet løb mellem deres fingre. Jeg så mange der var røde og forbrændte over hele kroppen. Hos nogle hang huden fra hænderne og armene kun fast i fingerspidserne, mens andre trak den hud efter sig som havde løsnet sig fra deres ben. Hos andre strittede håret fordi det var blevet svedet.
Da jeg nåede hjem opdagede jeg at hele kvarteret, deriblandt vores hus, var blevet jævnet med jorden af trykbølgen. Hvor var jeg lykkelig da jeg fandt min moder i live, skønt hun var kommet slemt til skade af flyvende glassplinter! Men hvad var der sket med min broder? Vi besluttede at vente indtil daggry næste dag med at gå ind i byen for at lede efter ham.
Jeg leder efter min broder
Da jeg så byen næste dag forstod jeg at det ikke var noget almindeligt luftangreb vi havde været udsat for. Denne bombe havde været stor. Lignende ødelæggelser havde vi aldrig før oplevet.
På den bro der førte ind til byen havde man stakket de omkomnes forkullede lig så der kun var en smal passage i midten. Somme tider kunne jeg høre nogen stønne i dyngerne af lig, og andre gange så jeg en pludselig bevægelse i dem. Uden at tænke mig om løb jeg hen for at se om min broder skulle være iblandt dem. Men de var alle så slemt forbrændte og opsvulmede at det var vanskeligt at se hvem de var. Da jeg nåede frem til de oprettede husvildelejre råbte jeg min broders navn igen og igen, men kunne ikke finde ham.
Efter to-tre dage begyndte man at lave en liste over de omkomne. Soldater samlede de forkullede lig sammen, overhældte dem med benzin og brændte dem. Der kunne ikke gøres særlig meget for at hjælpe de sårede og de døende. De fik lidt vand og en daglig ration ris. Der var ingen medicin til dem, og de kunne ingen behandling få.
Efter nogle dage begyndte folk at tabe håret. Fluer og maddiker kravlede i de åbne sår hos dem der var for svage til at fjerne dem. Stanken af brændende lig og ubehandlede sår fyldte luften. Snart, tilsyneladende uden grund, begyndte de der havde været raske nok til at tage sig af de sårede, at dø, en efter en. De var åbenbart bukket under for den radioaktive strålings virkninger. Også jeg begyndte at lide af diarré, træthed og nervøse forstyrrelser.
Efter at have ledt i omkring to måneder fandt jeg endelig ud af hvad der var sket med min broder. Den førnævnte fremmede opsøgte os. Han forklarede at han havde givet lidt vand til en dreng som var blevet slemt forbrændt og blændet af bomben. Da min broder døde var denne mand så venlig at tage skjorten af ham og gøre sig den ulejlighed at finde frem til os og give os den.
Jeg var dengang 19 år, og blev dybt chokeret over alt dette. Jeg mistede kræfterne til at tænke på noget som helst. Jeg mistede også al fornemmelse af frygt. Jeg bare græd og græd. Hver gang jeg lukkede øjnene kunne jeg se hvordan ofrene med et tomt udtryk i ansigtet vandrede formålsløst rundt i mørket. Hvor jeg dog hadede krig! Jeg hadede amerikanerne fordi de havde kastet bomben, og jeg hadede de japanske ledere fordi de havde ladet det komme så vidt.
Jeg finder noget bedre
Inden for de næste ti år blev jeg gift og fik tre børn. Men mit hjerte brændte stadig af had. Jeg ville meget gerne blive disse følelser kvit, men spekulerede på hvordan jeg nogen sinde skulle kunne glemme alt dette.
Jeg undersøgte forskellige trosretninger og sluttede mig til Seicho No Ie-religionen, da det tilsyneladende var inden for den man viste størst kærlighed og gavmildhed. Men ingen kunne give mig tilfredsstillende svar på mine spørgsmål. Da jeg spurgte dem hvorfor min broder var død, svarede de blot: „Gode mennesker dør tidligt. Det var nu engang hans skæbne.“
Senere flyttede vi til Tokyo. En dag fik jeg besøg af et af Jehovas vidner. Han talte om Guds rige og læste noget fra Bibelen om at mennesker skulle smede deres sværd om til plovjern. (Esajas 2:4) Hans venlighed og hans kundskab om Bibelen gjorde et stort indtryk på mig, og jeg modtog et par blade af ham. Senere fik jeg at vide at også han havde mistet det meste af sin familie ved bombningen af Hiroshima. Han sørgede for at en dame blandt hans trosfæller kom og besøgte mig.
Hun kom mange gange og var altid lige smilende og hjertelig. Selv var jeg imidlertid stadig bitter og kold. Jeg lyttede til hendes budskab fra Bibelen, men kunne ikke tro at der skulle være nogen frelse i en religion der kom fra et land som havde bragt en sådan ulykke over Hiroshima. Der var dog et eller andet over hende som fik mig til fortsat at lytte.
„Tror De,“ spurgte jeg hende en dag, „at en som mig, hvis hjerte er fuldt af had, kan blive lige så hjertelig og venlig som De er?“
„Ja, det er jeg sikker på,“ svarede hun med overbevisning. „Jeg er blevet som jeg er, efter at jeg er begyndt at studere Bibelen,“ forklarede hun.
Jeg begyndte så at undersøge Bibelen systematisk ved hjælp af en brochure der hed „Se! jeg gør alting nyt“. Dette studium fik mig til at forstå at de såkaldt kristne landes handlinger ikke stemmer overens med Bibelen, og at også kristenheden vil blive dømt af Gud.
Min begejstring voksede efterhånden som jeg studerede. Jeg lærte hvorfor Gud har tilladt ondskaben indtil nu og at kun Guds rige har magt til at befri menneskeheden fra alle lidelser. Jeg følte mig også dybt bevæget over den kærlighed Jesus Kristus viste ved at ofre sit liv på en marterpæl til gavn for alle mennesker. Lidt efter lidt fik Bibelens budskab mine følelser til at ændre sig, og snart var hadet i mit hjerte forsvundet. I stedet følte jeg en inderlig kærlighed til andre og nærede et stærkt ønske om at fortælle dem om Guds rige.
Jeg begyndte regelmæssigt at overvære møderne i rigssalen og blev døbt i juni 1964. I syv år derefter havde jeg mulighed for at tjene som pioner (heltidstjener inden for Jehovas Vidner) og havde det privilegium at hjælpe 12 mennesker til at lære den eneste sande Gud, Jehova, at kende.
Jeg udnytter mine erfaringer
Min mand og jeg er nu flyttet tilbage til Hiroshima. Her møder jeg stadig mange der ligesom jeg kan huske bomben. Eftersom jeg har oplevet det samme som de, kan jeg hjælpe dem til at se at det eneste sande håb om en verden uden krig findes i Bibelens budskab om den kommende rigsregering ved Kristus Jesus.
I Hiroshima er de fleste ar efter bombningen af byen nu forsvundet. Langt vigtigere er det dog at jeg er sluppet af med de åndelige ar og det had jeg bar i mit hjerte i så mange år, og har erstattet det med håb og kærlighed. Jeg længes nu efter den tid hvor Gud vil oprejse alle dem der er dyrebare for ham. Det er mit ønske at dele den enestående glæde jeg nu føler, med de mange der døde for godt 40 år siden i Hiroshima — deriblandt min kære lillebroder.
[Tekstcitat på side 10]
Stanken af brændende lig og ubehandlede sår fyldte luften
[Tekstcitat på side 10]
Hver gang jeg lukkede øjnene kunne jeg se ofrene med deres tomme udtryk i ansigtet
[Illustration på side 9]
Taeko som 19-årig i 1945
[Illustration på side 11]
Taeko og hendes datter