Nigeria vælter „byrden“ af sig

Af „Vågn op!“-​korrespondenter i Nigeria og Ghana

„DE UØNSKEDES udvandring.“ „Nigerias forstødte: En grusom udvandring.“ Med store overskrifter spredte den internationale presse nyheden om en af de mest omfattende folkevandringer i Afrikas historie. Dette var ikke et frigivet folks udmarch i triumf, ej heller en frygtsom flugt fra undertrykkelse eller krig. Da de næsten to millioner mennesker udvandrede var det efter ordre fra den nigerianske regering.

Olien og det vestafrikanske fællesskab

I 1975 var Nigeria stort set kommet sig oven på borgerkrigens ødelæggelser og var blevet en af de større olieproducenter. Den nye olierigdom skaffede landet større international indflydelse i økonomiske anliggender, og politisk anerkendelse. Nigeria tog derfor i maj 1975 hovedinitiativet til oprettelsen af ECOWAS (de vestafrikanske staters økonomiske fællesskab). Hvad var hensigten med det? At danne skelettet til et handelsmæssigt og økonomisk samarbejde. Som et resultat kunne indbyggerne i ECOWAS-landene besøge andre medlemslande i op til tre måneder uden at have visum.

Således åbnedes sluserne for folkevandringen. „Alle veje førte til Nigeria“, det mest velstående og det folkerigeste land i det vestafrikanske fællesskab. I visse perioder var der hver dag omkring 3000 fra lande som Tchad og Ghana der passerede Nigerias grænsekontrolsteder. Den største tilstrømning foregik imidlertid umærkeligt, i det skjulte — og illegalt — over landets let passable og ubevogtede grænser. De fleste nigerianere tog imidlertid venligt imod indvandrerne. De udgjorde en billig faglært såvel som ufaglært arbejdskraft der kunne sættes til det arbejde nigerianerne selv ikke ønskede at udføre. Men som med enhver stor folkevandring, fulgte der et stort antal uønskede elementer med. Det varede derfor ikke længe før der opstod problemer.

Indvandrerne bliver en „byrde“

Allerede i 1978 gav tilstrømningen af indvandrere grund til bekymring. Mange mente at den billige fremmede arbejdskraft bidrog til den voksende arbejdsløshed blandt nigerianerne. I 1980 og igen i 1982 førte religiøse optøjer der var anstiftet af illegale indvandrere, til at tusinder af mennesker omkom, ifølge den nigerianske presse. Arbejdsløse indvandrere dannede væbnede bander der udplyndrede, voldtog og dræbte uskyldige borgere. Tusinder af indvandrerkvinder blev prostituerede. Pågående udenlandske tiggere — mænd, kvinder og små børn — blev en plage.

Nogle begyndte derfor at nære ængstelse for landets sociale og politiske sikkerhed. I 1980 begyndte de at tage til orde imod „illegale indvandrere“ og „uønskede fremmede“. Som en reaktion herpå opfordrede den nigerianske regering i 1981 alle ikke-nigerianske afrikanere der opholdt sig i landet til at lade sig registrere på immigrationskontorerne. Der blev imidlertid ikke gjort særlig meget for at håndhæve denne lov.

Så kom 1982. Nigeria blev offer for den internationale oliekrise, der sammen med inflation førte til økonomisk lavkonjunktur. Som Lagos-avisen Daily Times udtrykte det: „De dystre økonomiske udsigter var et vink til forbundsregeringen om at Nigeria ikke længere kunne lege ’julemand’.“ De der var kommet ind i landet på tidevandsbølgen af olie og økonomisk overflod, var nu ved at blive tvunget ud igen i takt med den økonomiske tilbagegangs ’ebbe’.

Udvandringen

Det kom derfor ikke som en overraskelse da regeringen den 17. januar 1983 gav alle illegale indvandrere to uger til enten at bringe deres forhold i orden eller rejse. Nogle af de indvandrere der boede til leje blev sat på gaden af deres nigerianske værter. Arbejdsgivere afskedigede de indvandrere de havde i arbejde. De fleste af de udlændinge der illegalt opholdt sig i landet, pakkede derfor hurtigt deres ejendele. En mand fra Ghana havde kort forinden sagt til sine venner at han kun ville forlade Nigeria hvis han blev tvunget til det. „Og selv da,“ sagde han, „bliver det en langsom march hjemad.“ Men udvandringen tog fart, og ’den langsomme march’ forvandledes til en galop.

I hundredtusindvis rejste de altså, stuvet sammen i minibusser og lastvogne, med deres brogede ejendele stablet ovenpå. De blokerede vejene og flokkedes i Lagos’ internationale havn og lufthavn. Men hvor kunne de tage hen? Grænsen til Ghana var lukket. Også Benin og Togo lukkede deres grænser af frygt for at hundredtusinder af ghanesere skulle strande i disse lande. Indtil dette problem blev løst sultede de ventende menneskemængder, deriblandt kvinder og børn, og alle led under de usunde forhold. Myndighederne i Benin og Togo gjorde naturligvis hvad de kunne for at hjælpe. Lørdag den 29. januar 1983 åbnede Ghana imidlertid grænserne. Verden blev vidne til et usædvanligt optrin da en bølge af mennesker strømmede ind i Benin, videre gennem Togo, ind i Ghana, og nogle endda endnu videre.

Ghana havde allerede oprettet en særlig evakueringsstyrke for at afvikle dette problem. De rummelige handelsmessearealer i Labadi i Accra blev udset til modtagelsescenter for dem der kom af vejene eller i båd. Men allerede søndag morgen var messeområdet overfyldt, og man var nødt til at åbne flere andre centre. Man opfordrede bilejere til hurtigst muligt at udlåne deres biler til regeringens evakueringsstyrke. Utroligt nok lykkedes det at fordele de tilbagevendende så effektivt ud over Ghana at det ikke var nødvendigt at oprette flygtningelejre.

Hver eneste af de tilbagevendende havde en historie at fortælle. En ghanesisk mand fortæller at det lykkedes ham at nå frem til grænsebyen Aflao og at han spekulerede på hvordan han dog skulle komme til Accra. Pludselig blev der uro og tummel, og han så brød blive kastet ud fra en langsomtkørende bil mens folk styrtede derhen for at gribe dem i luften. Han forlod stedet og begyndte at gå i retning af Accra, men blev tvunget til at vende tilbage til Aflao hvor en rasende kamp om at komme op i nogle busser var i gang. Snart fik han øje på en fuldt læsset lastvogn der sad fast i trafikken. „Jeg samlede mine sidste kræfter,“ siger han, „kastede min rejsetaske op på lastvognen og begyndte langsomt at kravle derop. Jeg var dybt taknemmelig over at mærke at en eller anden bag mig gav mig et vedvarende skub; det hjalp mig op i lastvognen. Vi var omkring hundrede i den lastvogn på den tre timer lange rejse til Accra.“

Modgangen førte i nogle tilfælde til hjælpsomhed og venlighed. Nogle delte deres mad med vildfremmede. De stærke hjalp de svage med at skaffe mad. I lufthavnene var der endda nogle der delte deres penge med andre rejsende. Men i andre tilfælde førte modgangen til forbrydelser. En sulten rejsende blev truet med kniv til at aflevere sin mad. En kvinde der var på vej til et modtagelsescenter med en kurv mad nåede aldrig derhen med den — maden blev snuppet af sultne flygtninge forinden.

I havne og lufthavne måtte folk udholde trængselen af mennesker indtil de kunne blive evakueret med skibe og fly. Mange faldt i vandet, og der var mindst én der druknede da den masende menneskemængde kæmpede for at komme om bord i skibene. Flygtningene fik imidlertid hurtigt organiseret et redningshold, og for hver gang det lykkedes at redde en eller anden, lød der et tordnende bifald fra menneskemængden — der bestod af både ghanesere og nigerianere. Endelig blev sejlene hejst og man lagde fra. De rejsende var stuvet sammen som sild i en tønde.

Efterspillet

Dette er blevet kaldt den grusomme udvandring, og det var den da også i nogle henseender. Mange mener at ordren kom for pludseligt og at fristen på to uger var for kort. Nigerianske kommentatorer minder os imidlertid om at de illegale udlændinge længe forinden havde fået besked om at bringe deres forhold i orden og at det kun var dem der ikke havde gjort dette der blev ramt. De nigerianske myndigheder prøvede også at mindske de rejsende udlændinges problemer. De fik lov til at tage deres ejendele og penge med. Begrænset lægehjælp blev stillet til rådighed. En forening af vognmænd bidrog med 200 påhængsvogne der gratis kunne anvendes i arbejdet med at evakuere folk over hele landet. Og mange enkeltpersoner bidrog med økonomisk støtte. Nigerianerne hævder desuden at de allerede føler en lettelse i forholdene, idet der nu er større mulighed for at få arbejde og bolig.

Nigerianernes handling var ikke desto mindre til skade for forholdet til andre lande. Da Nigeria kastede byrden af sig, blev en tung social og økonomisk byrde lagt på langt fattigere lande. For eksempel har Ghana nu over en million nye munde at mætte, og landet har fremsat en international bøn om hjælp. Flere fremmede lande og organisationer har reageret ved at sende hjælp til Ghana, Togo og Benin i form af penge og varer. Nigeria har også bevilget omkring ni millioner kroner til formålet.

Hvilken fremtid er der for flygtningene? Hvad enten man kalder dem flygtninge, deporterede eller udviste illegale indvandrere, understreger deres vanskelige situation på dramatisk vis hvilke indviklede, uløselige problemer verdenslederne må kæmpe med. Deres situation er en brændende anklage mod en verden der ikke længere er i stand til at sørge for sine beboere.

[Illustration på side 9]

Hvilken fremtid har disse mennesker?