Kirkernes Verdensråd — samarbejde eller splid?

Af Vågn op!-​korrespondent i Australien

GENERALFORSAMLINGEN trådte sammen den 7. februar 1991 på Australiens nationale universitets maleriske domæne i hovedstaden Canberra. Det anslås at der deltog 4000 lægfolk og 316 kirkeledere fra over hundrede lande. Kirkernes Verdensråds foregående seks generalforsamlinger var blevet afholdt i forskellige lande og byer, begyndende med Amsterdam i 1948.

Hvad er Kirkernes Verdensråd? Det er ikke en overordnet kirke, men et fællesskab af kirker, et forum for meningsudveksling. Den officielle velkomsttale ved denne syvende generalforsamling blev holdt af Australiens premierminister, Robert J. Hawke — skønt han er erklæret agnostiker. Til denne generalforsamling, der varede to uger, havde man valgt et tema der var udformet som en bøn: „Kom, Helligånd — forny hele skaberværket.“

Men den uventede udvikling på verdensskuepladsen ledte de delegeredes opmærksomhed og forventning bort fra fornyelsen ved hellig ånd. Politik og Golfkrigens moralske aspekter optog i stedet sindene. At man så hastigt glemte de åndelige emner fik sir Paul Reeves, der er anglikansk ærkebiskop og forhenværende generalguvernør for New Zealand, til at give udtryk for rådvildhed: „I forsamlinger som denne er vi tilbøjelige til at skændes om magt, hvilket ikke har noget videre at gøre med den hellige ånd.“ Ærkebiskoppen af Canberra forsøgte derimod at tillægge uenigheden værdi: „Enhed er helligåndens gave. En sund uenighed er den samme helligånds gave.“

David Gill, Det Australske Kirkeråds generalsekretær, udtrykte også bekymring for at selve Verdensrådets integritet stod på spil. Han nævnte at organisationen i stigende omfang blev spændt for interessegruppernes vogn, og at disse blot benyttede den som en platform for at lufte deres særstandpunkter.

Mere uenighed om ordination af kvinder

Kvindernes rolle i tidens kirke stod også på dagsordenen. Kvinderne var utilfredse, eftersom de fleste fandt organisationen mandsdomineret. Canadieren Lois Wilson opsummerede det med disse hvasse ord: „Kirkernes Verdensråds politik er himmelråbende fordærvet, og jeg tror ikke at den svarer til det Jesus havde i tanke.“ Hvad udløste denne skuffelse? En kommentar i avisen Canberra Times lød: „Der var megen gråd på dametoilettet fordi kvinderne var blevet udsat for en skræmmekampagne der skulle afholde dem fra at lade sig nominere til rådets centralkomité. Én kvinde havde fået besked om at hun ville blive ekskommunikeret fra sin kirke hvis hun modtog nomineringen.“

Hvad blev der af det åndelige tema?

Nogle var bekymrede over at generalforsamlingen ikke i tilstrækkelig grad havde lagt vægt på sit virkes bibelske eller teologiske beskaffenhed. Det kunne næppe overraske nogen, for de fleste punkter på dagsordenen var af politisk art. Faktisk kunne man kun finde én kort henvisning til Bibelen ved gennemlæsning af det trykte referat.

Det religiøse tidsskrift National Outlook skrev at David Gill „havde det på samme måde som andre der i nyere tid har overværet Kirkernes Verdensråds møder. Som én har udtrykt det, nærede man store forhåbninger men gik sulten og tørstig derfra.“

I modsætning hertil gik ingen der var åndeligt sultne og tørstige fra Jesus med uforrettet sag. De fik tværtimod ny styrke: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ — Mattæus 11:28-30.