Fredsstiftere eller krigsmagere?

„KRISTNE skal ikke deltage i krigshandlinger.“ Denne udtalelse beskriver de første kristnes holdning til krig, siger Thoko og Malusi Mpulwana i bladet Echoes, der udgives af Kirkernes Verdensråd (WCC). De tilføjer at det først var „efter at den kristne kirke havde indgået en alliance med de politiske kræfter“, at kirken begyndte at overveje „at acceptere krigens nødvendighed“. Som følge heraf har kristenhedens støtte til krige ned gennem historien været så åbenbar at Kristi Forenede Kirke i Japan anså det for nødvendigt at udsende en officiel „Tilståelseserklæring om medansvar for Anden Verdenskrig“.

I dag, cirka 50 år efter krigen, har kristenhedens ry for at være krigerisk ikke ændret sig ret meget. Dr. Roger Williamson, der arbejder for den engelske statskirke, siger: „Hvis vi spørger om vi som kristne har sagt klart og tydeligt nej til krigens logik og ja til Kristi kærlighed, er det tydeligt at vi stadig har meget at bekende.“ Williamson siger at selv om WCC i 1948 erklærede at „krig som middel til bilæggelse af stridigheder er uforeneligt med vor Herre Jesu Kristi lære og eksempel“, har kristenhedens kirker ofte bidraget til „hykleri, intolerance, en begrænsning af den menneskelige frihed og en optrapning af konflikter“. Intet under at han konkluderer at „religionen . . . ofte er med til at ophidse til stridigheder frem for at løse dem“.

Et rammende eksempel herpå er den krig der har splittet det tidligere Jugoslavien. Trods de mange uretfærdigheder og grusomheder der i mange år har fundet sted, har kirkerne haft svært ved at have en fælles holdning til konflikten i dette land. Hvorfor? Dr. Williamson siger at serbiske og kroatiske præster trods deres formodede kristne bånd er lige så uenige som deres landes politikere. Både her og andre steder optræder kristenhedens gejstlige, uanset om de tilhører den katolske, den ortodokse eller den protestantiske kirke, ikke som fredsstiftere, men som „præster der holder med hver sit land“. Til trods for at over 300 kirker nu er medlemmer af Kirkernes Verdensråd, indrømmer dr. Williamson at det er „overraskende svært at finde eksempler på trossamfund . . . der bevisligt skaber fred“.

Svært, ja. Men i modsætning til WCC’s medlemskirker, som blot taler om forsoning, findes der et trossamfund der allerede har formået at forlige tidligere medlemmer af forskellige trosretninger og hjælpe dem til at blive sande kristne. Drevet af kærlighed til Gud og ønsket om at ’jage efter fred med alle’ nægter over 5,8 millioner Jehovas vidner i 233 lande at deltage i nationernes krige — uanset om de udkæmpes i Asien, det tidligere Jugoslavien, Latinamerika, Mellemøsten, Nordirland eller Rwanda. (Hebræerne 12:14; Mattæus 22:36-38) I stedet opfylder de en profeti i Mika 4:3, hvor der står: „De skal smede deres sværd til plovjern . . . og de skal ikke mere lære at føre krig.“

[Illustrationer på side 31]

Nogle Jehovas vidner i Afrika er blevet gennempryglet på grund af deres neutrale holdning. Andre har måttet flygte