Nu kommer gæsterne! — Er maden færdig?
Af „Vågn op!“-korrespondent i Japan
DET er altid en særlig glæde for mig at invitere nogle venner på et måltid. Længe efter husker jeg stadig den opmuntrende samtale og følelsen af at have haft en dejlig aften. Mine gæsters ros og værdsættelse af maden bidrager også til min glæde.
Jeg havde tit tænkt på at jeg gerne ville have gæster noget oftere — men tanken om arbejdet med at stå og lave mad og bage i et varmt køkken og al den tid det tager, fik mig til at tøve med at invitere. Så kom jeg til at tænke på det bibelske ordsprog: „Bedre en ret grønt med kærlighed end fedet okse og had derhos,“ og jeg begyndte at lede indtil jeg fandt den japanske kyllingeret mizutaki. Den er ikke bare let at tilberede; den er også nærende, velsmagende og ikke helt almindelig. Hvad mere kan man forlange? — Ordsprogene 15:17.
Jeg må indrømme at noget af det der især tiltaler mig ved denne ret er at den kun kræver ganske lidt forberedelse. Man skal bare lave en hønsekødsuppe, snitte nogle grøntsager, lave en sovs — og vente på at gæsterne kommer. Denne ret tilberedes nemlig så at sige for øjnene af gæsterne mens man spiser.
Det er ganske let at tilberede suppen. Man skyller cirka et kilo hønselår og bryst, skærer det i småstykker, kommer det i en gryde og hælder omkring fem liter vand ved. Dette bringes hurtigt i kog og simrer så i en time til halvanden. Husk at fjerne skummet. Hønsekødet lægges derefter over i en serveringsgryde, og suppe hældes ved til skålen er trekvart fuld. Gryden sættes på en kogeplade på spisebordet. Resten af suppen gemmes til senere brug.
Man kan bruge næsten alle slags grøntsager. Denne kombination kan jeg selv godt lide: Kinakål og spinat skæres i cirka fem centimeter lange strimler, og forårsløg snittes i passende stykker. Jeg plejer også at servere gulerødder i tynde skiver og nogle champignoner. Alt dette arrangeres på en tallerken og sættes på bordet ved siden af serveringsgryden.
Det er den krydrede sovs der gør mizutaki til noget særligt. Jeg laver min yndlingssovs ved at presse tre citroner og hælde en tilsvarende mængde soyasauce i saften. Som tilbehør til sovsen kan man servere finthakket forårsløg, revet daikon (ræddiker) med chilipeber, og tynde strimler citronskal. Lidt af sovsen hældes i en dyb tallerken til hver gæst.
Når jeg hører at mine gæster er ved at ankomme, tænder jeg for kogepladen så suppen står og småkoger når alle er klar til at sætte sig til bords. Nu tager jeg lidt af hvert fra grøntsagstallerkenen og lægger det ned i gryden. Når suppen igen kommer i kog tager hver af gæsterne sin tallerken med sovs i og forsyner sig med grøntsager og hønsekød. Man kan lægge flere grøntsager i gryden og hælde mere suppe ved efterhånden som måltidet skrider frem.
Her i Japan tager vi grøntsager og kød op af den dampende gryde med vore egne spisepinde, men man kan jo lægge en potageske og en hulske frem til dem der ikke før har prøvet at spise med pinde eller som ikke er så eventyrlystne. Vi spiser langsomt og nyder hinandens selskab ved dette hyggelige og nærende måltid.
Hvad kan man nu give som dessert? Hvad passer til denne ret? Det er bedst at gøre som japanerne — de serverer en skål med årstidens friske frugter. Om foråret har vi jordbær, mispler og meloner. Når sommeren kommer er det tid for appelsiner, kirsebær og vandmeloner. Når efteråret nærmer sig kan vi forvente ferskner, druer, æbler, pærer og daddelblommer, og med vinterens komme følger den lækre mikan (mandarin). Hele året har vi frugter der egner sig til en førsteklasses dessert.
Der er en anden og ikke helt ubetydelig fordel ved dette lette og velsmagende måltid: Man står ikke tilbage med en kæmpeopvask — og kan derfor sammen med sine gæster oprigtigt sige: „Det har været en dejlig aften.“
[Ramme på side 29]
En delikatesse på retur
Frølår er en delikatesse der er særegen for Frankrig. Men hvor meget længere? Der bliver stadig færre frøer i Europa, og man importerer nu frølår fra Indien og omliggende lande. Der rejses imidlertid i stigende grad krav om at handelen skal standses. Hvorfor? For det første er der samtidig med udryddelsen af rovfrøer i rismarkerne sket en stigning i antallet af malariamyg, og udgifterne til insektmidler må nu lægges oven i omkostningerne ved fødevareproduktionen. Og frøerne? Rapporter viser at mange fanges om natten, stoppes i sække og transporteres, somme tider hundreder af kilometer, til centre hvor de i levende live får bagbenene skåret af. Resten af frøen smides væk. Naturforkæmpere håber at gourmet’erne mister lysten til at spise frøernes lange bagben når de hører om dette.