Menneskers styre på vægtskålen

6. del — Sortskjorter og hagekors

Fascisme: Diktatorisk styreform med social ensretning, militaristisk nationalisme og statskontrol med økonomien; Nazisme: Den form for fascisme som Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti i Tyskland under Hitlers førerskab stod for.

NÅR man hører ordet „fascisme“ tænker man uvægerlig på militaristiske italienske sortskjorter eller hagekorsprydede tyske stormtropper i brune uniformer. Men også i andre lande har fascismen gjort sig gældende.

I trediverne vandt fascismen indpas i Ungarn, Rumænien og Japan. Under Den Spanske Borgerkrig blev Fransisco Franco hjulpet til magten af fascisterne, selv om mange historikere ikke betragter Francos diktatur (1939-75) som ægte fascistisk. Dét var derimod Juan D. Peróns regime (1943-55) i Argentina.

Tilbedelse af staten

Ordet „fascisme“ kommer af italiensk fascio, der er navnet på et gammelt romersk værdighedssymbol (latin: Fasces) som bestod af et knippe vidjekviste hvorfra der stak et økseblad ud. Dette blev brugt som symbol på at folket enigt underlagde sig statens suveræne magt.

Skønt nogle af fascismens rødder kan spores helt tilbage til Niccolò Machiavelli, var det ikke før i 1919 — 450 år efter dennes fødsel — at Benito Mussolini brugte ordet for første gang. Machiavelli hævdede at kun en autoritær hersker som udøvede sin magt skånselsløst men klogt kunne få bugt med samtidens politiske korruption.

Et fascistisk styre må have en stærk, opportunistisk og karismatisk leder for at kunne virke. Mussolini og Hitler blev således kaldt for henholdsvis Il Duce og der Führer (begge ord betyder fører).

I fascismen er staten hævet over alle andre autoriteter — både religiøse og verdslige. Den franske jurist Jean Bodin fra det 16. århundrede, den engelske filosof Thomas Hobbes fra det 17. århundrede og de tyske filosoffer Johann Gottlieb Fichte, Georg Wilhelm Friedrich Hegel og Heinrich von Treitschke fra det 18. og 19. århundrede, forherligede alle staten. Hegel lærte at staten besidder overherredømmet og at individets fornemste pligt er at være statens tro tjener.

Ifølge sagens natur må enhver regering besidde en vis autoritet. Den fascistiske statsform er imidlertid helt igennem autoritær og forlanger blind, ubetinget underkastelse. Treitschke betragtede nærmest mennesker som statens slaver og skrev: „Det spiller ingen rolle, hvad man tænker så længe man adlyder.“ Fascismen skiftede den franske revolutions parole „frihed, lighed og broderskab“ ud med det italienske slagord „at tro, at adlyde, at kæmpe“.

Fascismen forherliger krig

At kæmpe? Ja! „Kun krig udnytter menneskets handlekraft til det yderste og sætter sit adelsmærke på dem som har mandshjerte til at møde den,“ sagde Mussolini engang, og tilføjede: „Krig er for en mand hvad moderskab er for en kvinde.“ Han kaldte varig fred for „deprimerende“ og „en fornægtelse af alle menneskets fundamentale dyder“. I virkeligheden gentog Mussolini blot Treitschkes ord om at krig var en nødvendighed, som det ville være dybt umoralsk at bandlyse fra verden, foruden at det „ville føre til hensygnen af mange af menneskesjælens væsentlige og sublime kræfter“.

Eftersom fascismen er militaristisk og diktatorisk, kan det ikke overraske at mange historikere sporer den tilbage til Napoleon I af Frankrig. Napoleon var kejser 1804-14 og kan derfor ikke karakteriseres som fascist i moderne forstand. Men mange af hans politiske magtmidler, deriblandt et hemmeligt politi, samt hans dygtige brug af propaganda og pressecensur, blev senere overtaget af fascisterne. Og Napoleons beslutning om at gøre Frankrig stort og mægtigt er kendetegnende for de stormagtsambitioner fascistiske ledere er blevet kendt for.

I 1922 var fascistpartiet i Italien blevet stærkt nok til at få Mussolini udpeget til regeringsleder — en post han snart brugte som springbræt til at blive diktator. Det private erhvervsliv blev underkastet streng statskontrol hvad lønninger, arbejdstid og produktionsmål angik. Ja, man begunstigede kun private virksomheder for så vidt det tjente statens interesser. Fagforeninger og andre politiske partier blev forbudt. Staten sad på massemedierne, og oppositionen blev bragt til tavshed ved hjælp af censur. Der blev lagt særlig vægt på at indoktrinere ungdommen, mens den personlige frihed blev drastisk beskåret.

Den tyske fascisme

„På trods af at deres vej til magten ligner hinanden, var den italienske fascisme og den tyske nazisme tydeligvis forskellige i temperament og fremtidsvisioner,“ skriver A. Cassels i bogen Fascism.

Ud over de nævnte tyske filosoffer, som var med til at gøde jordbunden for fascismen, var der andre — deriblandt Friedrich Nietzsche fra det 19. århundrede — som var med til at skabe den særlige tyske udgave af fascismen. Ikke dermed sagt at Nietzsche var fascist, men han talte for at en herskende elite, „overmenneskene“, burde have magten. Han havde ikke en bestemt race eller nation i tanke, mindst af alt tyskerne — som afgjort ikke havde hans sympati. De nationalsocialistiske ideologer greb imidlertid disse tanker med kyshånd, mens andre af hans synspunkter som ikke passede ind i deres lære, blev kasseret.

Hitler var desuden stærkt påvirket af den tyske komponist Richard Wagner, som var glødende nationalist og patriot. Wagner mente at Tyskland var kaldet til at udføre en stor mission i verden. „For Hitler og nazi-ideologerne var Wagner den fuldendte helt,“ siges der i Encyclopedia of the Third Reich. Samme opslagsværk forklarer: „Komponisten legemliggjorde Tysklands storhed. I Hitlers øjne retfærdiggjorde Wagners musik den tyske nationalisme.“

Forfatteren William L. Shirer tilføjer: „Det var imidlertid ikke [Wagners] politiske skrifter, men hans gigantiske musikdramaer, der så levende genkaldte den germanske oldtids verden med dens heroiske myter, kæmpende guder og helte, dæmoner og drager, blodhævn og primitive stammelove, skæbnefornemmelse, sans for kærlighedens og livets herlighed og dødens adel — alt dette, der inspirerede det moderne Tysklands myter og gav det en germansk Weltanschauung [verdensbillede], som Hitler og nazisterne med en vis berettigelse overtog som deres egen.“

Både Nietzsche og Wagner havde deres ideer fra den franske diplomat og etnolog Comte Joseph Arthur de Gobineau, der i årene 1853-55 skrev bogen Essai sur l’inégalité des races humaines (En afhandling om uligheden mellem de menneskelige racer). Han påstod at racernes renhed var afgørende for civilisationernes skæbne. Hvis de ariske racekarakterer blev svækket ville det til sidst føre til samfundets undergang, advarede han.

Den racisme og antisemitisme der udviklede sig på baggrund af disse tanker, var særegen for den tyske fascisme. Men disse tanker spillede ikke nær samme rolle i Italien. Faktisk blev antisemitismens opblussen i Italien af mange italienere tolket som et tegn på at Hitler var ved at vokse Mussolini over hovedet som fascismens største bannerfører. Og med tiden fik Hitler vitterlig større og større indflydelse på den italienske fascisme.

I deres stræben efter national storhed gik den italienske fascisme og den tyske fascisme hver sin vej. Forfatteren A. Cassels forklarer at „mens Mussolini opflammede sine landsmænd til at løfte arven efter de gamle romere, ansporede den nazistiske åndsrevolution ikke alene tyskerne til at efterligne de hedengangne teutoniske kæmper, men til at være disse stammehelte i ny skikkelse her i det tyvende århundrede.“ Eller, sagt på en anden måde, søgte den italienske fascisme at genvinde fordums ære og værdighed ved at bringe Italien, der industrielt set var et tilbagestående land, ind i det 20. århundrede. Tyskland stræbte derimod efter at realisere sine storhedsdrømme ved at søge tilbage til en mytisk fortid.

Hvordan kunne det ske?

Som oftest er fascisterne kommet til magten efter en national katastrofe, et økonomisk sammenbrud eller et militært nederlag. Dette var tilfældet både i Tyskland og Italien. Selv om disse lande kæmpede på hver sin side af fronten under Første Verdenskrig, gik de begge stærkt svækkede ud af krigen og blev hjemsøgt af national utilfredshed, økonomisk kaos og hård klassekamp. Tyskland blev ramt af galoperende inflation og massearbejdsløshed. Den demokratiske tradition var svag, samtidig med at de militaristiske og autoritære prøjsiske traditioner levede videre og den frygtede sovjetiske bolsjevisme bestandig spøgte i baggrunden.

Charles Darwins teorier om arternes oprindelse og den naturlige udvælgelse var også med til at berede vejen for fascismen. Bogen The Columbia History of the World taler om „en genoplivning af socialdarwinismen i de fascistiske ideologier, både i Mussolinis og Hitlers version“.

Encyclopedia of the Third Reich tilslutter sig denne vurdering og forklarer at socialdarwinismen var „den ideologi der lå til grund for Hitlers masseudryddelser“. Med udgangspunkt i den darwinistiske evolutionsteori „hævdede de tyske ideologer at den moderne stat frem for at ofre energi på at beskytte de svage, skulle prisgive de svagere dele af befolkningen til fordel for stærke, sunde elementer“. De hævdede at krigen naturligt hørte med til de bedst egnedes kamp for at overleve, hvor „de stærke sejrer og de svage bukker under“.

Er verden blevet klogere?

De militante italienske sortskjorter og de hagekorsprydede tyske stormtroppers dage er ovre. Men selv her i 1990 stikker fascismen sit hoved frem. For to år siden skrev Newsweek advarende at i praktisk talt alle vesteuropæiske lande „har den yderste højrefløj med dens utilslørede racisme og dens betoning af nationalistiske og autoritære værdier stadig forbavsende stor tilslutning“. Den mest dynamiske af disse bevægelser er uden tvivl Jean-Marie Le Pen’s Front National i Frankrig. Dens budskab er i hovedsagen „det samme som i nationalsocialismen“.

Er det klogt at sætte sin lid til de neofascistiske bevægelser? Giver fascismens rødder — den darwinistiske udviklingsteori, racismen, militarismen og nationalismen — et sundt grundlag for skabelsen af et godt styre? Eller er fascismen ligesom andre former for menneskestyre blevet vejet på vægtskålen og fundet for let?

[Ramme på side 26]

Fascismens skrøbelige grundvold

Den darwinistiske udviklingsteori: „Flere og flere forskere, især et stigende antal evolutionister . . . hævder at den darwinistiske udviklingsteori overhovedet ikke er nogen ægte videnskabelig teori.“ — New Scientist for 25. juni 1981, Michael Ruse.

Racisme: „Svælget mellem de forskellige menneskeracer og folkeslag er psykologisk og sociologisk, ikke genetisk!“ — Genes and the Man, professor Bentley Glass.

„Mennesker af alle racer . . . stammer fra det første menneske.“ — Heredity and Humans, videnskabsskribenten Amram Scheinfeld.

Militarisme: „Al den opfindsomhed, alt det arbejde og alle de penge der er gået til dette . . . vanvid, er i sandhed forbløffende. Hvis nationerne ophørte med at lære krig, ville der ikke være grænser for hvad menneskeheden kunne udrette.“ — Den amerikanske forfatter og modtager af Pulitzer-prisen Herman Wouk.

Nationalisme: „Nationalismen adskiller menneskeheden i gensidigt intolerante grupper. Resultatet er at de først og fremmest tænker som amerikanere, russere, kinesere, ægyptere eller peruvianere, og dernæst som mennesker — hvis de når så langt.“ — Conflict and Cooperation Among Nations, Ivo Duchacek.

„Der er så mange af de problemer vi står over for i dag som skyldes eller er et resultat af forkerte holdninger — nogle af dem antaget næsten ubevidst. Blandt disse er den snæversynede nationalistiske betragtningsmåde: ’Ret eller uret — det er mit fædreland.’“ — Forhenværende generalsekretær for FN U Thant.

[Illustrationer på side 25]

Hverken det gamle religiøse symbol hagekorset eller mottoet „Gud med os“ frelste Hitlers regime

Fasces, Mussolinis symbol på fascismen, findes på nogle amerikanske ticentstykker