Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g86 8/2 s. 23-25
  • En livreddende saltdrik

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • En livreddende saltdrik
  • Vågn op! – 1986
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Væsketab — hvordan erstattes det?
  • Hvorfor dør børnene stadig?
  • Hvordan reddes børnenes liv?
    Vågn op! – 1988
  • Bestræbelser for at redde børnene
    Vågn op! – 1994
  • Hvad er bestemmende for dit helbred — Hvad kan du selv gøre?
    Vågn op! – 1995
  • Hvad kan der gøres ved diarré?
    Vågn op! – 1974
Se mere
Vågn op! – 1986
g86 8/2 s. 23-25

En livreddende saltdrik

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Sierra Leone

Det var først på aftenen da den toårige Jeneba klagede over smerter i maven. Hendes moder, Mariama, var dog ikke særlig bekymret. Jeneba havde før haft diarré og havde det nu igen.

Men diarreen varede ved — afføringen var tynd, hyppig og ukontrollabel. Så begyndte Jeneba at kaste op og blev hurtigt svag. Mariama lagde barnet over sine knæ og gned hende på ryggen. Det hjalp ikke meget.

Hen på morgenen lå Jeneba afkræftet på gulvet — gispende, svag, med hjertebanken. Hun vendte hovedet uroligt fra side til side, hendes kønne brune øjne var nu indsunkne og halvt lukkede, hendes kinder var hule og hendes mund brændte af tørst. Mariama følte sig fuldstændig hjælpeløs.

Gråd mødte den opgående sol. Jeneba var død.

HVAD er den største dødsårsag blandt børn? Tro det eller ej, det er dehydrering — udtørring af kroppen, forårsaget af almindelig diarré.a Hvert år dør fem millioner børn under femårsalderen — eller omtrent et barn hvert sjette sekund — som følge af udtørring. I udviklingslandene mister hvert 20. barn under femårsalderen livet som følge af dette; og i industrilandene er diarré — bortset fra sygdomme der kræver kirurgiske indgreb, samt luftvejssygdomme — den største årsag til hospitalsindlæggelser af børn.

Ironisk nok kunne de fleste af disse lidelser og dødsfald undgås ved hjælp af en ganske simpel saltvandsopløsning.

Hvordan det? Jo, det er ikke diarreen der er livsfarlig. Den fortager sig almindeligvis uden behandling. Problemet er at den der har diarré mister væske og salt fra kroppen, som derved dehydreres eller udtørres. Hvis væsketabet er for stort og ikke erstattes, vil døden indtræffe.

Man regner med at der i udviklingslandene årligt er 500 millioner børn der får diarré. I de fattige områder rammes et barn gennemsnitlig af tre eller fire anfald om året. Som oftest forårsager sygdomstilstanden blot ubehag i mildere grad. Men i visse tilfælde kan den i løbet af få timer medføre udtørring med døden til følge, som for eksempel ved kolera. Under sygdommens første fase er det desværre vanskeligt at bedømme hvorvidt forløbet vil blive livstruende. Derfor er det vigtigt at forældre ikke blot er i stand til at konstatere udtørring, men også ved hvordan de hurtigt kan træffe forholdsregler til at forebygge og afhjælpe tilstanden. — Se vejledningen på side 24 og 25.

Væsketab — hvordan erstattes det?

For at bevare vandstanden i en hullet spand må man ganske enkelt blive ved med at fylde vand i den. Det samme gælder for et barn med diarré — væsketabet fra legemet må erstattes. Dette kaldes rehydratisering.

Indtil for få år siden gjorde man dette ved at indføre en saltopløsning direkte i venerne (intravenøs behandling). Selv om metoden var effektiv og stadig er den bedste behandlingsform for børn der lider af alvorlig udtørring, frembyder den visse problemer. Den er kostbar, kræver kompliceret udstyr og sagkyndig hjælp og kan sædvanligvis kun gives på sygehuse eller lægecentre. Der kan være langt fra disse til det syge barn. Størstedelen af dem der har behov for det kan derfor ikke få intravenøs behandling.

Især siden 1960erne har en anden behandlingsform dog været tilgængelig. Den er sikrere, enklere og billigere end den intravenøse metode. Den kaldes oral rehydratiseringsterapi, eller blot ORT. Ligesom ved intravenøs behandling, erstatter ORT tab af væske og salte. Men barnet kan drikke opløsningen i stedet for at få den indsprøjtet i venerne.

Hvorfor har man ikke tænkt på dette før? Det har man også. Problemet var at diarré ikke blot tapper legemet for væske men også modvirker optagelse af væske gennem tarmvæggen. Derfor ville indtagelse af væske alene være virkningsløst — det meste ville passere lige igennem legemet.

Men ved et rent tilfælde gjorde man så en betydelig opdagelse. Medicinske forskere, der arbejdede med forskellige orale rehydratiseringsterapier, tilsatte sukker til saltopløsningerne for at gøre dem mere drikkelige. De opdagede nu at legemet ikke blot optog sukkeret men også de livgivende salte og vandet! Sukkeret var som en nøgle der lukkede op for døren til løsningen af problemet. I det korrekte blandingsforhold viste det sig at sukkeret kunne forøge kroppens optagelse af opløsningen 25 gange!

Hvad betød det? Et førende britisk lægetidsskrift, The Lancet, hyldede opdagelsen som „muligvis dette århundredes vigtigste medicinske fremskridt“. Og UNICEF (De forenede Nationers Børnefond) betegnede det som „et af de enkleste men mest betydningsfulde gennembrud i videnskabens historie“!

Hvorfor? Fordi folk nu har mulighed for selv at behandle deres børn derhjemme! Der kræves ikke særligt udstyr eller omfattende øvelse i brugen af denne behandlingsform, der også er billig at anvende. Industrielt fremstillede pakninger med ORT-salte koster kun omkring en krone stykket, og kan fås på apoteker eller gennem forskellige hjælpeorganisationer. Det eneste man skal gøre er at blande pakningens indhold af salte med vand og lade barnet drikke opløsningen.

Men hvordan forholder man sig hvis de brugsklare pakninger ikke kan fås? Man kan selv blande opløsningen, hvis ingredienser findes i en almindelig husholdning. Selv om de hjemmelavede opløsninger ikke er så effektive som de fabriksfremstillede, er de et godt alternativ; og selv om nogle læger sætter spørgsmålstegn ved deres værdi når det drejer sig om at afhjælpe alvorlig udtørring, er de fleste dog enige om at de hjemmelavede opløsninger har stor værdi hvis de indtages ved diarreens begyndelse.

Hvorfor dør børnene stadig?

Selv om ORT virker effektivt, ligger der stadig en udfordring i at distribuere det rundt i verden. Hvilke fremskridt er der blevet gjort i den retning? På hospitalerne er ORT hastigt ved at erstatte den intravenøse metode som den foretrukne behandlingsform ved de fleste udtørringstilfælde. I slutningen af 1983 havde mere end 30 udviklingslande iværksat ORT-projekter, og af disse var mindst 20 indstillet på at producere ORT-salte til eget forbrug. Mange internationale sundhedsorganisationer er desuden i færd med at udbrede oplysninger om ORT. Resultaterne har været positive. Studier i marken rundt om i verden har vist at de steder hvor denne behandlingsform er blevet iværksat, er dødsfaldene som følge af udtørring blevet reduceret med fra 50 til 60 procent! Ikke desto mindre er der hvert år en halv milliard børn der får diarré. Derfor er det en mammutopgave at fremstille færdigpakkede salte i et omfang så der er nok til alle.b

Men kan forældre ikke blot tilberede deres egne hjemmelavede opløsninger? Desværre er salt, sukker og målegrej ikke tilgængeligt alle steder. Og selv om det er, må man oplæres grundigt for at kunne tilberede rehydratiseringsdrikken rigtigt. Hvis der for eksempel tilsættes for meget sukker til opløsningen, vil optagelsen i legemet forringes og diarreen sandsynligvis forværres. Et for højt indhold af salt er ligeledes farligt. Dernæst er der spørgsmålet om doseringen. Hvis den er for stor kan diarreen blive langvarig. Hvis den er for lille vil udtørringen fortsætte.

Et andet meget nærværende problem er hvordan man ændrer folks indstilling. Mange er ganske enkelt uvillige til at anvende ORT. Nogle mødre tror stadig at den bedste behandling i tilfælde af diarré, er at ophøre med at give deres børn mad og drikke. Andre følger de råd de får af lokale medicinmænd — med tragiske følger.

Man må imidlertid også huske at ORT hverken kan forebygge eller stoppe diarré. For at fjerne de sygdomme der forårsager diarré må man løse de verdensomspændende problemer i forbindelse med dårligt vand, dårlige sanitære forhold og dårlig hygiejne.c Endvidere må fejl- og underernæring ophøre, for at bryde den onde cirkel hvor underernæring forårsager diarré og diarré forårsager underernæring.

Kristne ved imidlertid at den endelige løsning vil være Guds rige, som fuldstændigt vil fjerne underernæring, sygdom og endog døden. (Åbenbaringen 21:4; Salme 72:16) Men indtil da er oral rehydratiseringsterapi et enkelt men meget effektivt våben i kampen mod denne årsag til millioner af børns død.

[Fodnoter]

a Indtil nu har man fundet 25 forskellige parasitter, bakterier og virus som årsag til diarré. Dette, sammen med andre faktorer, vanskeliggør en præcis sygdomsbeskrivelse. Generelt kan man dog karakterisere diarré som unormal tynd afføring der kommer hyppigere end normalt i løbet af dagen.

b Den årlige produktion er nu på omkring 80 millioner portionspakninger.

c Undersøgelser har vist at antallet af infektionstilfælde som forårsager diarré kan reduceres med op til 50 procent, hvis man altid vasker hænder med sæbe og vand efter toiletbesøg og inden man rører ved fødevarer.

[Ramme på side 24]

„Muligvis dette århundredes vigtigste medicinske fremskridt.“ — The Lancet

„Et af de enkleste men mest betydningsfulde gennembrud i videnskabens historie.“ — UNICEF

[Ramme på side 24]

Vejledning i behandling af børn med diarré

Hold ikke op med at give barnet mad: Giv det noget flydende, for eksempel te, risvand, bygafkog eller supper. Hav drikkevand klar. Fortsæt med at give diende børn brystmælk. Giv barnet mad så snart det kan spise. Små men hyppige måltider er bedst. En letfordøjelig, styrkende kost som for eksempel kogt grød af forskellige kornsorter og bananer er gavnlig.

Giv fra begyndelsen barnet oral rehydratiseringsdrik: Den erstatter væsketab og forebygger udtørring. Når det er muligt, anvend de færdigpakkede ORT-salte. Hvis de ikke kan fremskaffes, tilbered da en opløsning efter følgende opskrift (Det er vigtigt at blandingsforholdet overholdes nøjagtigt!):

Bordsalt: En strøget teskefuld

Sukker: Otte strøgne teskefulde

Vand: En liter (fem kopper à 2 dl)

Dosering: Indtagelsen bør svare til væsketabet; omtrent en kop rehydratiseringsdrik for hver gang der har været tynd afføring; halv dosis til små børn. (Spædbørn kan mades med opløsningen.) Lad barnet drikke så meget det kan!

Hvornår skal man stoppe med at give rehydratiseringsdrik:

Sædvanligvis så snart diarreen ophører eller når tørsten efter drikken aftager.

Hvornår bør man søge lægehjælp:

Når der viser sig tegn på udtørring af kroppen.

Når patienten ikke kan drikke.

Hvis diarreen fortsætter i fire dage uden bedring (eller efter én dag når det gælder spædbørn med kraftig diarré).

Når der forekommer kraftige opkastninger.

[Ramme på side 25]

Tegn på fremskredet udtørring

Ingen eller kun lidt urin

Hastigt vægttab

Tørhed i munden

Indsunkne bløde pletter på barnets krop

Indsunkne øjne

Hurtig, svag puls

Tab af elasticitet i huden

Løft lidt af huden med to fingre.

Hvis huden ikke trækker sig sammen til det normale, lider barnet af udtørring

Kilde: Where There Is No Doctor, af D. Werner, London, 1981, side 159.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del