Økonomi — „den dystre videnskab“

AFMATNING, depression, inflation, stagnation, nulvækst og minusvækst — disse dystre ord hører hjemme i det som en mand kaldte „den dystre videnskab“, nemlig økonomien. Men hvad gemmer der sig egentlig bag disse skræmmende betegnelser? Har den økonomiske videnskab nogen løsning på de problemer som de fleste af os må kæmpe med?

Den engelske økonom Lionel Robbins har defineret økonomi som „den videnskab der studerer den menneskelige adfærd som et forhold mellem på den ene side nogle mål, og på den anden side nogle knappe midler der har flere anvendelsesmuligheder“. Vi har alle visse „mål“, det vil sige noget vi behøver eller ønsker. Disse „mål“ eller behov er så at sige ubegrænsede, mens vore „midler“, for eksempel vores indtægt, i regelen er stærkt begrænsede.

Tag for eksempel manden der sætter sig til morgenbordet med familien og finder ud af at der kun er ganske lidt sukker at komme i kaffen. Han skal nu træffe en økonomisk beslutning: Hvordan skal disse knappe „midler“ (sukkeret) kunne dække alles behov? Han kan beslutte at alle skal have en lille smule; han kan også beslutte at han tager det hele. Husmoderen, derimod, vil måske gerne anvende sukkeret i madlavningen. Økonomiske beslutninger er altså ikke forbeholdt en intellektuel elite.

Når man taler om husstandes eller forbrugeres privatøkonomi, taler man om mikroøkonomi. Når de samme principper overføres på befolkningsgrupper, for eksempel en nation, taler man om makroøkonomi. Men lad dig ikke forvirre af fagsproget, for økonomi er ingen veldefineret videnskab. En iagttager har engang sagt at hvis man spørger seks forskellige økonomer om deres mening, vil man få syv forskellige svar. Det er ikke desto mindre værd at vide noget om denne videnskab.

Fra Adam Smith til John Keynes

Af historien fremgår det at den indflydelse folk før i tiden havde på deres økonomiske vilkår var yderst begrænset. Normalt forblev man fattig hvis man var født fattig og rig hvis man var født rig, medmindre omstændigheder af ikke-økonomisk art (for eksempel invaderende krigshære), ændrede situationen.

Så indtraf den industrielle revolution, og for første gang i historien kunne den brede befolkning gøre sig håb om ved egen indsats at forbedre sin økonomiske situation. Lensvæsenet drog sine sidste suk, og regeringerne skulle nu til at træffe økonomiske beslutninger. De styrende begyndte at overveje hvordan de kunne kontrollere den økonomiske fremtid.

I 1776 skrev Adam Smith så den moderne økonomis første værk: „En undersøgelse af nationernes velstand, dens natur og årsag.“ Han udtrykte tillid til at både markedet og den enkelte ville formå at skabe økonomisk fremgang. Adam Smith opstillede den teori at menneskets iboende egeninteresse ville fungere som drivkraft bag udviklingen. Ønsket om en god løn eller et stort udbytte ville tilskynde folk til at investere deres kapital eller evner i markedssystemet. To andre — David Ricardo og Thomas Robert Malthus — gjorde sammen med Adam Smith en banebrydende indsats inden for den økonomiske videnskab.

Det var disse tre mænd den skotske skribent Thomas Carlyle kaldte „de agtværdige professorer i den dystre videnskab“. Hvorfor ’dyster’? Fordi disse mænd var af den forstemmende mening at mens det ville gå fremad med de forskellige landes økonomi, ville den jævne arbejders kår kun kortvarigt hæve sig op over et eksistensminimum. Malthus konkluderede desuden at en eventuel velstand ville blive opvejet af et øget antal munde at mætte.

Så trådte Karl Marx ind på skuepladsen. Han var ikke blot økonomisk teoretiker, men var også interesseret i menneskers adfærd og i politisk filosofi. Han delte den pessimistiske anskuelse at de rige ville blive rigere og de fattige fattigere, og konkluderede at så længe der fandtes ubeskæftigede arbejdere, eller en ’industriel reservearmé’, ville kappestriden om arbejdet altid tvinge lønnen nedad. ’Hvorfor skulle en arbejdsgiver give lønforhøjelse når der er en sulten og arbejdsløs mand som er villig til at arbejde for mindre?’ ræsonnerede han. Men Marx så også i kapitalismen kimen til selvødelæggelse: Rigdommene ville blive samlet på færre hænder, og den arbejdende befolknings elendighed ville vokse til folket af nød iværksatte åbne og blodige omvæltninger.

Samtidig med socialismen udbredtes en anden bevægelse — den sociale darwinisme. En af denne bevægelses førende skikkelser — Herbert Spencer — overførte Darwins udviklingsteori til samfundsproblemerne og opfandt talemåden „de bedst egnede overlever“. Man anlagde den betragtning at de der vandt slaget om markedet ville få udbyttet, og de der tabte — nå ja, det var alligevel kun de bedst egnede der ville overleve! Denne tankegang gav anledning til nogle meget samvittighedsløse forretningsmetoder og til at de mest aggressive samlede sig gigantiske formuer.

Siden den økonomiske teoris tidligste dage har de der tror på det frie markedssystem (og følgelig en begrænset, om overhovedet nogen, statskontrol med økonomien) derfor stået stejlt over for dem der ønsker en omfattende eller endda fuldstændig statskontrol. Den store depression i 1930rne fik imidlertid mange til at tage fordelene ved statsindgreb i markedet op til fornyet overvejelse, med tanke på at det kunne forebygge den nød som det frie markeds sammenbrud havde forvoldt. Endnu en fremtrædende økonom, John Maynard Keynes, erklærede nu at statskontrol med renten og en hensigtsmæssig skattepolitik kunne forhindre at bunden igen gik ud af økonomien. Med variationer gør hans teorier sig stadig gældende i den vestlige verden.

Økonomi i dag

Har økonomerne med alle deres teorier og diagrammer så løst verdens pengeproblemer? Der er i de senere år blevet sagt meget om den økonomiske teori. Det har endda været på tale at vende tilbage til Adam Smiths lære og til den uforbeholdne tiltro til det frie markedssystem. Men de fleste erkender at problemerne overgår hvad enkeltpersoner, også økonomer, kan magte. Mange ser derfor en vis form for statskontrol som en nødvendighed.

Bladet Saturday Review skrev engang i en artikel: „En human økonomi fordrer mere end velstand og økonomisk vækst, mere end en gennemført ressourcefordeling. Den kræver forandringer i de økonomiske institutioners struktur, med det sigte at tilvejebringe større lighed og frihed. . . . Den fordrer et samfundsmiljø som tilfører de menneskelige forhold en følelse af samhørighed og fællesskab. Den forudsætter tilpasning mellem mennesket, dets teknologi og dets naturlige miljø. Og alt dette må gennemføres i verdensvid målestok.“

Men det er langtfra let at virkeliggøre en sådan „human økonomi“. Også i dag har velstanden en tendens til at søge bort fra de fattige og hen til de rige. En holdbar løsning som følge af menneskers egne bestræbelser har været uopnåelig. Afmatning, depression, inflation, stagnation, nulvækst og minusvækst er derfor selv i de rigeste lande kendte begreber for dem der følger med i den økonomiske udvikling.

Tegner fremtiden sig dyster?

Vil man nogen sinde opnå en mere gennemført ressourcefordeling? Eller et samfundsmiljø som tilfører de menneskelige forhold en følelse af samhørighed og fællesskab? Vil vi nogen sinde opleve den dag da økonomien ikke tager sig ’dyster’ ud for arbejderen?

Se engang hvad der står i din bibel, i Esajas’ bogs 65. kapitel, og læs vers 21 til 23. Ordene er enkle, men tankerne dybe. Forestil dig at enhver har sit eget hjem og er økonomisk selvforsynende. Her er ingen ensformige jobs, kun konstruktivt, tilfredsstillende arbejde. De økonomiske forhold bevirker at der er rigeligt til alle. Og det finder alt sammen sted under en verdensomspændende regering, styret af Gud. — Se også Salme 72:16; 145:16; Esajas 25:6.

Vi behøver derfor ikke blive nedslåede over ’den dystre videnskabs’ mørke forudsigelser. Den fremtid Gud lover menneskene er i sandhed særdeles lys for dem der tror på ham og hans hensigter med jorden.

[Tekstcitat på side 19]

Vil den dag nogen sinde komme da økonomien ikke tager sig ’dyster’ ud for arbejderen?

[Illustration på side 19]

Thomas Malthus konkluderede at befolkningstilvæksten ville opveje en eventuel midlertidig velstand

[Kildeangivelse]

Bettmann Archive