Jeg overlevede flykapringen til Malta
KLOKKEN var omkring otte om aftenen den 23. november sidste år, da jeg ankom til Athens internationale lufthavn sammen med en kollega, George Vendouris. Vi skulle til Dubai i De forenede arabiske Emirater for at efterse et af mit firmas skibe. I nogle år har jeg arbejdet som chefingeniør for vort firma, og på denne opgave skulle George være min assistent.
Vi skulle rejse til Dubai over Cairo med EgyptAir Flight 648. Efter at være kommet igennem de forskellige kontrolsteder nåede vi ud til flyet, en Boeing 737. Eftersom vi kun havde håndbagage med kunne vi ret hurtigt gå om bord. Hvis jeg husker ret sad vi på syvende række, sæde A og B.
Da alle omsider var om bord lettede vi, som planlagt, kort efter klokken 21. Der var ikke fuldt besat i flyet; vi var ikke engang 100 passagerer. Kort efter afgang begyndte flypersonalet at servere drikkevarer. Vi må have fløjet i cirka 25 minutter, da der dukkede en mand op foran døren ind til cockpittet. Han holdt en pistol i den ene hånd og en grøn håndgranat i den anden og begyndte at råbe et eller andet på arabisk. Jeg er græker og forstår ikke arabisk, men det stod hurtigt klart for os at der var tale om en flykapring.
Vi fulgte derfor de egyptiske passagerers eksempel og rakte hænderne i vejret. Mens flykapreren gav ordrer forsøgte han at trække et eller andet ud af granaten med sine tænder. Det lykkedes ham imidlertid ikke, og han lagde derfor granaten tilbage i sin vestelomme.
Kapreren, som tilsyneladende ikke var alene, fik dem der sad på de forreste sæder til at flytte sig tilbage i flyet. Så forlangte han at få vore slips. Derefter skulle én person ad gangen komme op foran, hvor kaprerne tog vedkommendes pas, foretog kropsvisitation, og derefter gav passageren besked på at sætte sig på et af de tomme sæder forrest i flyet.
Efterhånden som de der sad på de forreste sæder skulle flytte sig tilbage, kom jeg til at sidde ved siden af en egyptisk mand. Jeg fandt senere ud af at det var ham der havde kommandoen over flyvemaskinens sikkerhedsvagter. Da han blev kaldt op foran tog kaprerne hans pas, tvang ham til at lægge sig ned og bandt ham med slips. Forinden var chefstewarden blevet bundet.
Efter den egyptiske sikkerhedsvagt blev det min tur, men flykapreren tog blot mit pas uden at kropsvisitere mig og beordrede mig på plads igen, idet han pegede på den højre side af flyet omkring tredje række.
Skudveksling under flyvningen
Få minutter senere lød der skud lige bag mig. Alle dukkede sig øjeblikkelig. Kuglerne skabte tilsyneladende et undertryk i kabinen, for iltmaskerne faldt ned fra deres plads i loftet. Mange passagerer tog dem på; jeg selv følte intet behov for ilt. Jeg tror at kaptajnen hurtigt havde bragt flyet ned i en lavere højde.
Da skyderiet var overstået kiggede jeg mig tilbage og så at den flykaprer der lod til at have kommandoen lå livløs på gulvet. Også en anden mand lå på gulvet, og to fra kabinepersonalet samt en passager var blevet såret.
Det lod til at en kaprer havde bedt en mand om hans pas. Manden viste sig at være en af sikkerhedsvagterne, og i stedet for at finde sit pas frem trak han sin pistol og skød kapreren. Men manden blev selv skudt af en anden flykaprer der befandt sig bagest i flyet.
Den pistol som havde tilhørt den faldne sikkerhedsvagt var havnet ved mine fødder, og et øjeblik overvejede jeg at samle den op. Men klogeligt nok opgav jeg tanken — jeg ville heller ikke have vidst hvordan jeg skulle bruge den.
Nu gik pilotens dør op, og en høj, maskeret mand dukkede frem med en håndgranat og en pistol i hånden. Han talte med den kaprer der befandt sig bag mig, og derefter så han mig lige i øjnene og gjorde med sin pistol tegn til at jeg skulle rejse mig. Han sagde et eller andet, men ud fra hans gestus kunne jeg kun forstå at han ville have mig til at trække den sårede flykaprer hen til cockpittet.
Mens jeg var i færd med dette lod kapreren mig forstå at jeg skulle vende manden om. Eftersom jeg ikke kunne klare det alene beordrede kapreren en anden til at hjælpe mig, og Demetris Voulgaris kom derhen. Jeg havde kendt Demetris i mange år eftersom han arbejdede for vort firma. Demetris tog fat i mandens ben og jeg i hans skuldrer, hvorefter vi vendte ham om. Grunden til at de ville have os til at gøre dette, var at de ville have fat i den håndgranat han havde i vestelommen.
Efter at en af flykaprerne havde taget håndgranaten bad vi om lov til at give den sårede flykaprer noget vand, men vi fik tegn til at lade være. De regnede øjensynlig med at han ikke mere kunne hjælpes. Vi anbragte ham derfor op ad døren og blev derefter sat til at trække sikkerhedsvagten op foran. Det var på dette tidspunkt at en af flykaprerne fik øje på pistolerne på gulvet og samlede dem op.
Mens vi var i færd med at bringe sikkerhedsvagten op foran havde vi til hensigt at klæde ham af og yde ham førstehjælp. Men da vi havde trukket ham så langt frem at hans hoved befandt sig i nærheden af den forreste række sæder, gav kapreren os besked om at standse. Jeg blev beordret til at tømme to bakker med mad ud på gulvet. Flykapreren beordrede bakkerne placeret på det forreste sæde og gav tegn til at jeg skulle holde vagtens hoved lige oven på bakkerne.
Nu gik det op for mig at han havde til hensigt at dræbe den sårede mand, og jeg råbte: „Nej!“ Idet jeg holdt hænderne for ansigtet vendte jeg mig imod passagererne og udbrød: „Han vil slå ham ihjel!“ Overraskende nok gjorde flykapreren mig ingenting. Han holdt fast i sikkerhedsvagtens hoved men skød ham ikke. Derefter satte han sig på den forreste række ved siden af mig.
Efter et stykke tid kunne jeg ikke længere udholde at sidde der, så jeg rakte hænderne i vejret og bevægede mig tilbage i flyet og fandt en siddeplads omkring femte eller sjette række. Min unge assistent, George Vendouris, kom og satte sig bag ved mig.
Det var lykkedes chefstewarden at befri sig selv, og han kaldte på en af stewardesserne der var blevet bedt om at indsamle passene. Det var lige før vi skulle lande. Men inden vi landede fik stewardesserne besked om at støtte og fastgøre den flykaprer der enten var død eller døende.
Ankomst til Malta
Hvad enten det havde været flykaprernes hensigt at flyve til Malta eller ej, var det dér vi landede efter to timers flyvning. Kort efter at flyet var landet blev døren åbnet og en læge kom om bord. Han blev vist hen til den livløse flykaprer og fik besked på at undersøge ham. Det gjorde lægen, nikkede og gav tegn til at ville undersøge liget af sikkerhedsvagten. Men det gav flykaprerne ham ikke lov til.
Alle grækere fik besked på at sætte sig i den højre side af flyet, hvor jeg allerede sad. Der var 17 grækere (hvoraf kun 5 overlevede).
Stewarden meddelte over højttalerne at alle filippinske kvinder om bord skulle komme op foran. Også nogle andre kvinder blev bedt om at træde frem, og i alt 11 kvinder fik tilladelse til at forlade flyet sammen med lægen.
Henrettelserne begynder
Stewarden spurgte hvor de israelske piger befandt sig. I den tro at de også skulle løslades gav en ung kvinde sig hurtigt til kende. Men da hun nåede op foran greb den maskerede flykaprer hende. Han skubbede hende ud ad døren på trappen udenfor, og jeg kunne derfor ikke se hvad der skete. Der lød et skud som fik alle til instinktivt at dukke sig, og derefter lød der et bump. Vi hørte senere at pigen i sidste øjeblik havde drejet hovedet sådan at kuglen blot strejfede hende. Hun faldt ned ad trinnene på platformen, gemte sig under flyet og slap til sidst væk.
Vi fik senere at vide at flykaprerne havde truet med at fortsætte med at skyde passagererne medmindre der blev tanket op. Efter få minutters forløb blev endnu en israelsk pige råbt op, men hun gav sig ikke til kende. Stewarden dukkede op med pigens pas i hånden, identificerede hende, og bad hende rejse sig, hvilket hun nægtede. Så beordrede flykapreren to passagerer, som han brugte til at hjælpe sig fordi de talte arabisk, ned efter hende, og de tvang hende op foran. Nu gik det op for alle hvad det var der var ved at ske, og vi blev chokerede.
Pigen græd. Hun kastede sig ned og blev liggende på gulvet. Da flykapreren kom ud efter at have talt med piloten sparkede han til hende og skubbede hende udenfor. Der lød atter et skud og et bump. Dødeligt såret faldt hun om. Det var nu lidt over midnat.
Kort efter blev yderligere tre personer råbt op, en ung mand og to kvinder. Af deres navne sluttede vi, som sandt var, at de var amerikanere. Flykapreren fik dem op foran, og hans to hjælpere bagbandt deres hænder med slips. De fik besked om at sætte sig på forreste række.
Der gik omkring en time. Så kaldte flykapreren på den ene amerikaner, en ung mand. Jeg må sige at jeg var virkelig imponeret af hvor roligt den unge mand tog det. Han rejste sig og gik op til flykapreren som om han skulle have overrakt en præmie eller noget i den retning — meget fattet. Igen lød der et skud og et bump, og døren blev lukket. Jeg så det ikke, men også han faldt ned ad trappen. Forbløffende nok gik det ham ligesom den første israelske pige. Han blev kun strejfet af kuglen, og overlevede.
Der gik endnu en time, og flykapreren kaldte på en af de amerikanske piger. Hun rejste sig, og historien gentog sig — skuddet og den dumpe lyd da hun faldt. På dette tidspunkt må klokken have været omkring tre eller fire om morgenen. Regnen strømmede ned, hvilket forstærkede nattens frygtelige stemning. Passagererne sad klæbet til deres sæder af frygt.
Der var helt stille — ingen der græd, ingen der råbte, ingen form for støj. Men jeg kunne høre nogle dæmpede kommentarer: „Se, han har dræbt den israelske pige,“ „den stakkels pige,“ eller: „Nu har han dræbt amerikaneren.“ Man kunne også høre nogen hviske spørgsmål som: „Hvad er det her for noget?“ „Hvordan kan det fortsætte?“ „Hvad vil han nu gøre?“
Under hver henrettelse bad jeg til Jehova. Jeg bad om at han ville huske hver enkelt i opstandelsen, hvis det var hans vilje, sådan at det menneske måtte få lejlighed til at leve i Guds nye orden.
I mellemtiden begyndte solen at stå op. Døren blev åbnet, og de to der hjalp flykapreren gik udenfor og kom ind med sandwiches. Nogle spiste, andre lod være. De gav os også vand.
Under hver henrettelse tænkte vi at flykaprernes krav måtte være meget høje eftersom de ikke blev efterkommet af dem udenfor. Vi tænkte alle hver især at vi kunne blive den næste der skulle henrettes. Men efterhånden som timerne gik efter at den amerikanske pige var blevet dræbt, begyndte vi at tro at man var i gang med at forhandle.
Omkring middagstid blev flydøren åbnet, og den anden amerikanske pige blev kaldt frem og dræbt med et skud. Da dette skete vældede frygten for at blive udpeget som den næste der skulle henrettes, op i os alle. Men efterhånden som eftermiddagen gik og det blev aften, og ingen blev kaldt frem, spekulerede vi på om der måske var ved at komme en løsning i stand.
„Du tager det for roligt!“
I løbet af dagen tænkte jeg: ’I dag er det søndag, og nu er det offentlige foredrag begyndt hjemme i menigheden i Piræus.’ Jeg bad en stille bøn som om jeg var til stede ved mødet. Senere, på det tidspunkt hvor foredraget ville være forbi, tog jeg mit nummer af Vagttårnet frem og forestillede mig at jeg var med til menighedsstudiet. Jeg kom i tanker om Salme 118:6. Det er der hvor det siges at hvis Jehova er på vores side, hvorfor da frygte for mennesker?
Min unge assistent George Vendouris der sad bag ved mig sagde på et tidspunkt: „Mester, jeg vidste godt at du havde et roligt gemyt, men du tager det alligevel for roligt!“
„Hør, min ven,“ svarede jeg ham, „problemet her er egentlig ganske enkelt. Enten vil vi leve eller også vil vi dø. Men vi kan hverken gøre fra eller til. Stol på Gud, og hvis han tillader at vi skal dø, så tillader han det. Det nytter ikke at bekymre sig.“
„Hvorfor giver du mig ikke et eller andet at læse i?“ spurgte han, og jeg gav ham Vagttårnet.
På det tidspunkt hvor studiet ville være forbi i Piræus, hvor jeg tjener som kristen ældste, bad jeg endnu en bøn, og lagde mit liv helt i Jehovas hånd idet jeg gav udtryk for at uanset hvad han ville tillade at ske, var jeg rede til at tage hvad der kom.
Jeg sad og tænkte på om jeg skulle skrive en kort besked til min hustru: ’Til Katie og børnene. Vi ses i Riget.’ Men så snart jeg tog min pen frem tænkte jeg: ’Hvad er det du gør? Spiller dommer? Sagde du ikke lige før at sagen lå i Jehovas hånd?’ Det gik op for mig at jeg ikke havde ret til at efterlade en seddel der lod forstå at jeg regnede med at dø. Jeg satte min pen på plads igen uden at skrive noget.
Redning og flugt
Omkring klokken 20.30 lød der pludselig maskingeværild, øjensynlig udefra. Men der lød også skud fra den bageste del af flyet, sikkert fra flykaprerne. Vi kastede os alle ned på gulvet. Der lød en eksplosion, og alt lys gik ud.
’Eftersom lyset er gået ud,’ tænkte jeg ved mig selv, ’kan jeg nu bevæge mig omkring.’ Jeg rejste mig, men i det samme følte jeg en brændende fornemmelse i halsen. Det kom fra en slags gas, og jeg holdt derfor vejret. Jeg hørte George sige: „De vil brænde os inde.“ Jeg kunne ikke selv sige noget og trak vejret så lidt som muligt for at overleve.
I den retning jeg kiggede var alting mørkt. Men så hørte jeg en stemme sige: „Den anden side.“ Jeg vendte mig og så en lysstråle og skyndte mig i den retning. Et øjeblik efter stod jeg ved en åbning. Det må have været nødudgangen over vingen. Om jeg sprang eller gled ned fra vingen kan jeg ikke huske.
Det næste jeg husker er at jeg lå ned og at nogen stod bøjet over mig og holdt mit hoved. Det gik op for mig at jeg befandt mig uden for flyet og at det sandsynligvis var mine befriere jeg så.
Jeg begyndte igen at trække vejret normalt. Men selv om jeg befandt mig i den friske luft føltes det stadig som om jeg indåndede gas. Sådan havde jeg det i flere dage. Andre var faldet ned ved siden af mig, og vi forsøgte at rejse os men fik ikke lov. Vi kravlede derfor om bag nogle kasser, og mens vi lå der blev vi undersøgt. Så blev vi anbragt i en bil og kørt til hospitalet.
Senere fik vi at vide at de fleste af de 60 personer der døde under befrielsesaktionen øjensynlig døde af den røg der udviklede sig fra de egyptiske kommandotroppers sprængstoffer da de stormede flyet. Til min sorg var min kollega George Vendouris blandt de omkomne.
På hospitalet
Da vi ankom til hospitalet — det var St. Luke’s Hospital — var alt i alarmberedskab. Vi blev lagt på bårer, og en læge kom for at følge med i hvad der skete. Jeg blev klædt af og lagt ind på en af hospitalsstuerne. Jeg havde smerter og øjenirritationer. Inden længe kunne jeg slet intet se og begyndte derfor at råbe. Der kom så en læge som behandlede mine øjne.
De forbandt mig og begyndte at made mig intravenøst. Jeg blev vasket med et håndklæde og fik smertestillende indsprøjtninger. På mit sparsomme engelsk fortalte jeg dem at jeg ikke ønskede blodtransfusion eftersom jeg var et af Jehovas vidner. En eller anden fortalte mig at en af ambulancefolkene der var kommet ud til lufthavnen på Malta også var et Jehovas vidne, som selv boede på øen. Da han senere kom for at tale med mig sagde han: „Du skal ikke være bange, de skal nok lade være med at bruge blod.“
Endelig kom der en læge. Hun var meget høflig. Jeg kunne ikke se hende, men jeg kan huske hendes stemme. Jeg bad hende foretage en telefonopringning for at underrette min familie om at jeg var i live. Jeg var bekymret for dem.
Nu kom der en der, hvis jeg husker ret, præsenterede sig som hospitalsdirektøren. Han gav mig hånden og spurgte: „Hvad er Deres navn?“ Jeg fortalte ham det. Senere blev jeg klar over at det var brødrene fra Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Grækenland der havde telefoneret og ventede på linjen. Hospitalsdirektøren ville med egne øjne sikre sig at jeg var i live for at kunne give dem den rette besked. Dette skete omkring daggry mandag morgen.
Om tirsdagen kom min kone og søn til Malta. Da jeg mærkede hendes hånd i min vidste jeg med det samme at det var min kone. Jeg omfavnede hende og takkede Jehova. Også min søn var der, såvel som direktøren for mit firma.
Gennem hele denne periode fik jeg ilt for at kunne ånde. Der kom også af og til en sygeplejerske som bøjede mig forover og bankede mig i ryggen sådan at jeg kunne hoste slim op. Da jeg atter var i stand til at se opdagede jeg at slimet var sort. Det må have været på grund af gasarterne jeg havde indåndet. Om onsdagen blev mine bandager fjernet, men jeg kunne ikke tåle lyset.
Da der samme dag ankom adskillige journalister beordrede lægen dem udenfor. I mellemtiden ankom politifolk og forklarede mig at de var nødt til at optage en rapport. Senere sagde de til mig: „Du kan huske så mange detaljer at du kunne skrive en bog.“ Derefter kom der en repræsentant fra konsulatet samt en jurist med en båndoptager og optog min rapport, igen ved hjælp af en tolk.
Da alt dette var overstået forlod min hustru og min søn hospitalet. De boede hos nogle Jehovas vidner på Malta indtil jeg var rask nok til at rejse og vi sammen kunne forlade Malta. Jeg er dybt taknemmelig over at være blandt de få overlevende fra den rædselsfulde kapring af EgyptAir Flight 648. — Fortalt af Elias Rousseas.
[Tekstcitat på side 6]
Han trak sin revolver og skød flykapreren
[Tekstcitat på side 8]
Den anden amerikanske pige blev kaldt frem og dræbt med et skud
[Illustration på side 9]
Jeg var blændet og havde stærke smerter
[Kildeangivelse]
Reuters
[Illustration på side 10]
Min kone og søn besøger mig på hospitalet
[Kildeangivelse]
Reuters