Verden siden 1914

Første del — 1920-1928: De brølende tyvere — før uvejret brød løs

I 1983-84 bragte Vågn op! tre artikler om den første verdenskrig. I dette nummer indleder vi en serie på otte artikler om nogle af de vigtigste begivenheder der er indtruffet siden denne krig. Disse begivenheder har berørt alle der lever, og deres betydning er måske endnu større end mange af os forestiller sig. Vi er sikre på at du vil synes om at læse artiklerne i serien VERDEN SIDEN 1914. Første del bringes her.

KUN de færreste „indså at de var vidner til vendepunktet i den nyere tids historie,“ siger historikeren Hans Kohn om virkningerne af den første totale krig i menneskehedens historie, den første verdenskrig. Han forklarer at selv da krigen var slut, „var kun få klar over hvilken gennemgribende revolution der over hele jorden havde fundet sted i folks sind, og at denne revolution inden længe ville give sig udslag i en omvæltning af det nationale og internationale samfund.“ Hvor skulle de også vide det fra? Det tyvende århundredes andet årti syntes jo trods alt at have fået en positiv slutning.

Var krigen da ikke blevet formelt afsluttet i 1919 ved underskrivelsen af Versaillestraktaten under fredskonferencen i Paris? Havde denne konference ikke banet vej for oprettelsen af et folkeforbund der skulle forene verden i fred? Var dette forbunds formelle stiftelse den 16. januar 1920 ikke grund nok til at tro at endnu en verdenskrig nu kunne undgås?

De brølende tyvere — et velvalgt navn

Sorgløsheden fra de glade halvfemsere (som man har kaldt 1890erne) forsvandt med ét slag da et globalt mareridt tog sin begyndelse i 1914. Da krigen var slut ønskede folk i deres skuffelse at glemme den så hurtigt som muligt. Situationen bar præg af politisk uro og økonomisk kaos — især i Europa. Historikeren R. B. Gruver oplyser at „mange af de unge betragtede sig selv som overlevende efter en formålsløs krig som de ældre havde dømt dem til at føre. Dette perspektiv fik dem til at begynde at betragte den ældre generations normer som højst suspekte . . . De blev optaget af at blive velhavende og gøre sig tilværelsen behagelig.“

Og i De forenede Stater? „De fleste amerikanere,“ siger Gruver, „troede tilsyneladende at værdien af varer og ejendomme ville stige i det uendelige og at den der købte noget i dag kunne sælge det med fortjeneste i morgen. . . . Børsspekulationen greb om sig [da] barberer, sekretærer og elevatordrenge greb chancen for at tjene penge mens økonomien var i vækst.“

På begge sider af Atlanten afspejlede periodens ubekymrede, materialistiske ånd sig i folks meninger og moralnormer, samt i den musik de hørte. Herom siger Gruver: „Den musikgenre der var populær i 1920rne udtrykte også at man forkastede traditionerne og lagde ny vægt på spontanitet, individualisme og sensualitet.“ Jazz, De forenede Staters bidrag til det 20. århundredes musik, kom nu til skelsår og alder. Det var „en musikgenre der repræsenterede en generations foragt for begrænsninger og borgerlighed“. Denne forkastelse af hævdvundne adfærdsnormer og værdier fik forfattere som F. Scott Fitzgerald, og i Danmark Knud Sønderby, til at døbe 1920rne ’jazztiden’. Inden længe var både jazzen og den forlystelsessyge den repræsenterede, accepteret i hele verden.

Der kan være uenighed om hvem det var der døbte denne efterkrigsperiode „de brølende tyvere“, men næppe om at det er et velvalgt navn. Én definition af ordet „brølende“ lyder: „Præget af fremgang . . . især af midlertidig art.“ Det er en rammende beskrivelse af 1920rne. Disse år var præget af fremgang og af en uhæmmet jagt på fornøjelse, rigdom og nydelse. Men længe før årtiet var udløbet viste nogle faresignaler at „de gode tider“ var af midlertidig art.

Den politiske spændings skyer trækker sammen

Gennem 1920rne passede Folkeforbundet sin delikate opgave: at bevare freden. Dette var yderst vanskeligt. Gerhard Schulz, professor i nutidshistorie ved universitetet i Tübingen, forklarer: „Fredens umiddelbare politiske, moralske og økonomiske byrder øgedes af at nationalismen havde overlevet verdenskrigen, ja, at den endda var blevet vakt på ny.“ I Italien blev nationalismen vakt i form af fascisme under Benito Mussolini, mens den i Japan vaktes i form af øget indflydelse fra militæret. I Kina begyndte kommunismen at vinde indpas efter at den havde befæstet sin magt i Rusland som følge af Oktoberrevolutionen i 1917. Al denne nationalisme stred mod Folkeforbundets interesser.

I mellemtiden vandt nationalsocialisterne tilhængere i Tyskland. (De skulle senere blive kendt som „nazisterne“, hvilket oprindelig var et øgenavn.) I 1928 gav deres temperamentsfulde fører, Adolf Hitler, udtryk for at han ønskede nationalismen genoplivet: „Vort folk må først og fremmest frigøres fra internationalismens håbløse forvirring, og det må bevidst og systematisk oplæres i fanatisk nationalisme. . . . Der findes kun én ret i verden, og denne ret ligger i ens egen styrke.“

I De forenede Stater viste nationalismen sig i form af isolationisme. Flere og flere amerikanere var stemt for at lade Europa sejle sin egen sø. De var også modstandere af at USA blev medlem af Folkeforbundet, som nogle kaldte „det onde med et helligt navn“. Trods præsident Wilsons bønner bøjede kongressen sig i 1920 for tidens fremherskende holdning, og nedstemte et forslag om USAs medlemskab.

De skjulte farer i disse truende politiske skyer øgedes af at de stort set gled ubemærkede hen, eller simpelt hen blev ignoreret. Men disse skyer trak sammen til et uvejr der skulle blive mere skrækindjagende og ødelæggende end man nogen sinde før havde oplevet.

Samfundsomvæltningens stormvinde

De truende politiske skyer blev ledsaget af samfundsomvæltningens stormvinde. Holdninger og normer ændrede sig efterhånden som folk blev opslugt af et forbrugermarked af hidtil ukendte dimensioner. For første gang kunne moderne bekvemmeligheder som biler, radioer og køleskabe produceres i så store mængder at der var nok til alle. Reklameindustrien udviklede sig hastigt til en forretning i milliardklassen. Den indførte let adgang til kredit og afbetalingsordninger og gjorde sig store anstrengelser for at lokke folk til at købe ting de måske hverken havde brug for eller ønskede sig, for penge de sandsynligvis ikke havde.a Reklameverdenen opdagede snart at radioen var et magtfuldt middel der kunne hjælpe den til at nå sine mål, og den udnyttede dette middel fuldt ud.

Skønt alle de ’nymodens påfund’ sparede tid og energi, var ikke alle lige begejstrede for dem — eller for de tendenser til dovenskab, forkælelse og slaphed som nogle mente at de affødte. En ældre dame blev for eksempel dybt bekymret da hun for første gang så at man kunne købe skiveskåret brød hos købmanden. Hun rystede vantro på hovedet og mumlede: „Når folk bliver for dovne til at skære deres brød selv, spekulerer man på hvad det skal ende med.“ Hvad ville hun mon tænke i dag?

Situationen var imidlertid alvorligere end som så. Det var let at anskaffe sig de produkter som reklameverdenen gjorde attråværdige, og dette fik langsomt folk til at vise materielle ting større opmærksomhed end åndelige behov og åndelige værdier. De organiserede trossamfund havde længe forsømt at give den nødvendige åndelige vejledning, og de kunne intet gøre for at hindre folk i at vende sig bort fra Gud. Menneskers teorier og filosofiske ideer fik flere og flere tilhængere. R. B. Gruver oplyser for eksempel at Sigmund Freuds „nye videnskab, psykoanalysen, fascinerede en generation der var blevet stærkt interesseret i sig selv og i sine egne oplevelser“.

Darwins evolutionsteori var også med til at undergrave troen på Gud og Bibelen. Dens indvirkning på verdenshistorien bør ikke undervurderes, hvilket bogen Europa zwischen den Kriegen (Europa mellem krigene) viser. I denne bog kaldes Hitler „en ægte socialdarwinist“ som var overbevist om at det var en naturlov at ’de bedst egnede overlever’. „Han opfattede krig,“ forklarer bogens forfatter, Hermann Graml, „som en helt normal forbindelsesform mellem to lande, noget uundværligt for styrkelsen af ens eget land, og noget som den sande statsmand gentagne gange selv ville prøve at fremkalde.“

Nu var det naturligvis ikke alle der tillod samfundsomvæltningernes stormvinde at svække deres tro på Gud og hans ord. Nogle benyttede den nye teknik, for eksempel radioen, som en hjælp til at forsvare Skaberen. De stod i skarp kontrast til de mange der udelukkende benyttede radioen i forbindelse med selviske, kommercielle interesser. I 1924 åbnede en gruppe kristne der var tilsluttet Vagttårnets selskab, New Yorks første ikke-kommercielle radiostation, kaldet WBBR. De brugte den indtil 1957, hvorefter den blev solgt. Da havde den tjent sin hensigt og Guds riges interesser i over 30 år.

De brølende tyvere og „en brølende løve“

„Egenkærlige, pengekære, pralende, . . . venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft.“ En beskrivelse af de brølende tyvere? Ja, skønt den kristne apostel Paulus skrev disse ord for næsten to tusind år siden. At de menneskelige svagheder der er nævnt her blev mere udtalte i de brølende tyveres pengeorienterede, forlystelsessyge, åndeligt svage samfund, er ikke nogen tilfældighed. Det er et umiskendeligt tegn på at verden var gået ind i den tidsperiode som Paulus kaldte „de sidste dage“. Det er også et tegn på at „Djævelen . . . som en brølende løve“ øgede sine bestræbelser for at vende folk bort fra deres Skaber. — 2 Timoteus 3:1-5; 1 Peter 5:8.

For at modvirke dette begyndte de kristne der var tilsluttet Vagttårnets selskab at øge deres egne bestræbelser for at forsvare den sande tro. I 1922 intensiverede de deres kampagne for at forkynde Guds kommende rige. For at lette trykningen af bibelsk læsestof byggede de i 1927 deres eget trykkeri i Brooklyn. Antallet af forkyndere var stadig lille, men i 1928, mens de brølende tyvere nærmede sig deres afslutning, forkyndte over 44.000 Guds rige i 32 lande jorden over. Den „brølende løve“ kunne ikke skræmme dem til tavshed.

Alle vegne var deres budskab det samme: De henledte folks opmærksomhed på hvor tåbeligt det var at sætte sin lid til materialisme, til menneskers teorier eller til politikeres påfund, som for eksempel Folkeforbundet, i stedet for at sætte sin lid til Guds rige. I Vagttaarnet for 15. august 1926 blev der ikke lagt skjul på at Folkeforbundet var en modstander af Gud: „Præsternes Anbefaling deraf som en Erstatning for Messiasriget har omhyllet Menneskene med Mørke. . . . Herren skildrede forud, hvorledes dens Tilblivelse, dens kortvarige Eksistens og dens evige Omstyrtelse skulde forme sig. — Johannes’ Åbenbaring 17:10; Esajas 8:9, 10.“

Disse kristne var overbevist om at uvejret på Guds domsdag hastigt nærmede sig. Men først var de brølende tyvere dømt til at slutte med et andet uvejr, en økonomisk storm der ville ramme med uventet pludselighed. Denne storm ville igen bane vej for en politisk storm der ville give ordet „krig“ en helt ny betydning. Læs anden del af denne serie i det næste nummer af Vågn op!: „Depression — og en ny, truende krig.“

[Fodnote]

[Ramme på side 14]

Andre begivenheder der vakte opmærksomhed

1921 — Insulin til behandling af sukkersyge opdages

Irland opdeles i Den irske Fristat og Nordirland

1923 — Over 100.000 omkommer ved et jordskælv i Tokyo

De første talefilm produceres i Hollywood

1928 — Penicillinet opdages

Walt Disney indspiller sin første Mickey Mouse-film

[Illustration på side 13]

De brølende tyvere bar præg af lystighed og vilde påfund

[Kildeangivelse]

The Bettmann Archive

[Illustration på side 15]

J. F. Rutherford, præsident for Vagttårnets selskab, benyttede fra 1922 og fremefter radioen i forbindelse med forkyndelsen af Guds rige