En religiøs genoplivning i Østeuropa?

DE SIDSTE årtiers undertrykkelse af ytringsfriheden i de østeuropæiske lande har betydet strenge restriktioner for religionsudøvelsen. Ateismen er blevet forkyndt vidt og bredt, og nogle katedraler og kirker er omdannet til museer for ateisme. Det gælder blandt andet et yndet turistmål i Leningrad. De fungerende præster har måttet danse efter styrets pibe. I 1967 blev alle religiøse bygninger — klostre, kirker og moskeer — officielt lukket i Albanien, hvorefter landet i Radio Tirana blev udråbt til „den første ateistiske stat i verden“.

Hvordan trives religionen nu hvor friheden alle vegne i Østeuropa spirer frem som forårsblomster? Den franske skribent Jean-François Kahn skriver: „Den underkuede religion kan tage det underkuede folk ved hånden. I går skete det i Iran. I dag sker det i sovjetisk Aserbadjan. I morgen vil den måske sprede sig i Rusland som en steppebrand.“ Nogle trossamfund har allerede bekendt sig til nationalistiske idealer og forhåbninger og har gjort sig til forum for politiske protester — med de katolske, ortodokse og lutheranske præsters velsignelse.

Hvordan står det til med den religiøse frihed i den nye demokratiske atmosfære?

Status over forandringerne

Østeuropas største kirker, med den katolske kirke i spidsen, forsøgte omgående at opnå de nye regeringers juridiske anerkendelse. L’Osservatore Romano oplyste at der „den 9. februar [1990] blev indgået en overenskomst mellem pavestolen og Republikken Ungarn.“ Ved denne overenskomst blev de diplomatiske forbindelser mellem de to parter genoprettet. (Vatikanet betragtes som en selvstændig, suveræn stat.)

Ifølge en anden rapport fra Vatikanet har den ukrainske katolske kirke, som er blevet undertrykt siden 1946, anmodet om legalisering og har indledt forhandlinger „af praktisk art med regeringen og den russisk-ortodokse kirke angående kirkelivet i Ukraine“.

I april 1990 besøgte paven Tjekkoslovakiet og blev budt velkommen i Prags lufthavn af „rangspersoner fra kirken og staten, blandt andre . . . republikkens præsident, Vaclav Havel.“ (L’Osservatore Romano) Også her er der en religiøs klimaændring undervejs.

Den katolske kirke har altid været en magtfaktor i Polen. Med sin nyvundne frihed spiller den nu med musklerne og slår i bordet for at få genindført religionsundervisningen i skolerne. Som en præst udtrykker det: „Skolerne er national ejendom. Over 90 procent af den polske nation er katolsk. . . . Med tilbørlig respekt for andre trosretninger vil religionsundervisning i skolen give lærerne og myndighederne deres autoritet tilbage, fordi den taler til menneskets moralske inderste.“

I en artikel om den ortodokse kirke i Rumænien siges der: „Patriarken og en række biskopper som samarbejdede med [Ceauşescu-] regimet, har måttet træde tilbage. Der er blevet nedsat en kommission for at puste nyt liv i kirken. Mange tidligere ikketroende vender sig til religionen og fylder de lokale kirker . . . Den rumænske ortodokse kirke, som blev opløst for 40 år siden, har fået lov at genopstå.“ — Orthodox Unity, juli 1990.

Nye toner fra Albanien

Ifølge presseforlydender er der også så småt begyndt at blæse nye vinde i Albanien, den lille bjergstat på tre og en kvart million indbyggere der ligger indesluttet mellem Adriaterhavet, Jugoslavien og Grækenland. Den tyske avis Die Welt rapporterer: „I Albanien, den gamle kommunismes sidste bastion i Europa, er folk begyndt at stemme med fødderne,“ idet mange har søgt tilflugt på vestlige ambassader, hvorfra de har fået lov at rejse til Italien, Tyskland og andre lande.

Det hedder videre i artiklen: „I maj 1990 fik albanerne lovning på pas og på afskaffelse af forbudslove mod religion.“ (Citeret fra The German Tribune, 15. juli 1990) Professor i historie Denis R. Janz bemærker: „Den lange og møjsommelige kamp for total sekularisering synes opgivet.“ Men han tilføjer: „Der foreligger vidnesbyrd om . . . at religionen rent faktisk har fået tildelt et knusende slag i dette samfund.“

Midt i det hele holder Jehovas vidner sig som altid strengt neutrale. Tro mod Bibelens principper holder de sig fri af politiske og nationalistiske konflikter. De stoler på at Gud vil lade dem virke under fredelige forhold så de kan fuldføre deres opgave med at forkynde Guds rige overalt på jorden. — Mattæus 22:21; 1 Timoteus 2:1, 2; 1 Peter 2:13-15.

Hvordan går det Jehovas vidner i Østeuropa? Hvordan har de klaret sig i forbudstiden? Er den religiøse frihed også kommet dem til gode?

[Illustration på side 7]

Vil folk søge tilbage til Østeuropas kirker?