Afskedigelse — den ansattes mareridt

„Det ramte mig som et slag i ansigtet. Jeg blev chokeret.“ — Teledriftschef, 44 år.

„Ens selvtillid får et knæk. Man føler sig uduelig.“ — Økonomidirektør, 38 år.

„Hvad er det for en økonomi vi har frembragt, når den kasserer folk i deres bedste alder?“ — Tekstildirektør, 47 år.

HVAD har disse personer tilfælles? De har alle haft den belastende oplevelse at blive afskediget.

Lagde du mærke til deres alder? De var ikke nye i faget, så de har sikkert følt sig ret trygge i deres job. Og de var i det der regnes for den bedste erhvervsaktive alder. Men pludselig og uventet blev de afskediget. „Jeg fik besked på at rydde mit skrivebord og pakke mine sager,“ fortæller førnævnte teledriftschef. „Og fra det ene øjeblik til det andet stod jeg på gaden.“

Hvad er der sket?

Økonomisk usikkerhed er ikke noget nyt. I mange lande har tider med relativ velstand altid vekslet med nedgangstider eller depression. Og den nylige verdensomspændende lavkonjunktur, der endog indtraf før Golfkrigen, har vist hvor skrøbelig økonomien kan være, selv efter en række forholdsvis gode år. Mange opdagede — nogle for første gang — at man ikke kan tage beskæftigelse og indtægt for givet.

Arbejdsstyrken mærkede med smertelig tydelighed den økonomiske afmatning. Firmaer måtte skære udgifterne drastisk ned og ofte gribe til massefyringer. I de velstående industrilande i OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) har der på et tidspunkt været cirka 25 millioner arbejdsløse.

„Næsten hver dag bliver jeg ringet op af venner der er blevet fyret fra store firmaer,“ fortæller en indretningsarkitekt. „Mange af de firmaer jeg arbejder for, har kun halvt så stor omsætning som sidste år.“

Industrien har altid kendt til ledighed. Men den nylige lavkonjunktur har også kostet et stigende antal funktionærstillinger. Disse afskedigelser finder sted blandt „de økonomisk tillokkende job, de job der gav os råd til at købe hus i et attraktivt kvarter og holde to biler,“ siger Dan Lacey, redaktør af nyhedsbrevet Workplace Trends.

Mange af disse stillinger er gået tabt de sidste få år. Og de afskedigede er, som bladet Newsweek siger, „tyngede af prioritetsgæld, nystiftet familie, høje udgifter og af en mere og mere usikker fremtid“.

Hvordan påvirkes man?

Afskedigelse er dobbeltvirkende — man rammes både på pengepungen og følelserne. Den økonomiske belastning er indlysende: Lavere indkomst betyder at man må moderere sit forbrug. Men dertil kommer altså den følelsesmæssige virkning.

For eksempel ændrer de unge deres holdning til tryghed i ansættelsen. Det bliver normalt og accepteret at flakke om i kortvarige job. The Wall Street Journal har bemærket at mange unge i Storbritannien på grund af hyppig ledighed aldrig bliver rigtig voksne.

De følelsesmæssige virkninger er større hos dem der afskediges efter mange års ansættelse. Erhvervspsykologen Neil P. Lewis siger: „Når man bliver fyret, mister man ikke blot sin løn, men også en smule af sin selvagtelse.“

Faktisk har psykologer bemærket at smerten ved at blive afskediget svarer til smerten ved dødsfald i familien og ved skilsmisse. Efter det første chok følger vrede, derefter sorg og til sidst accept. „Nogle gennemgår alle faser på to dage,“ fortæller Neil Lewis. „Hos andre tager det uger eller måneder.“

Til de psykiske omkostninger hører også en tendens til at komme ud i alkohol- eller stofmisbrug. Frustrationen kan endda føre til vold i familien eller skilsmisse. „Disse følelser må have afløb et sted, og det kan meget naturligt være i hjemmet,“ siger Stephen Pilster-Pearson, der er leder af erhvervsvejledningen ved Wisconsin-universitetet i USA.

En universitetsuddannet mand fra Hongkong valgte efter fem års ledighed den sørgelige udvej at kaste sig ud foran toget.

Arbejdsløshed rammer altså ikke kun ofrene på pengepungen. Det er derfor bydende nødvendigt at se bag om problemets økonomiske aspekt. Følelserne kan være stærkt belastede, og familiens medlemmer må samarbejde og bidrage til det fælles vel.

[Ramme på side 5]

Er den økonomiske vækst slut?

I det seneste års tid er der blevet udsendt et globalt økonomisk stormvarsel. Her er nogle eksempler:

Frankrig: „Verden nærmer sig enden på den længste periode med økonomisk vækst den nogen sinde har oplevet. . . . Selv hvis de europæiske lande, takket være saltvandsindsprøjtningen ved Tysklands genforening, ikke har meget at frygte på kort sigt, kan de ikke regne med at gå fuldstændig fri. . . . Markederne har set faren i anmarch.“ — Le Monde, Paris.

Brasilien: Lavkonjunktur i USA vil „uundgåeligt slå igennem i de andre industrilande og få følger i form af øgede importbegrænsninger fra ulandene.“ — Fôlha de S. Paulo, São Paulo.

England: „Den britiske økonomi tager sig også lidet indbydende ud med sin sejlivede inflation, høje rente og langsomme vækst.“ — Financial Times, London.

Canada: „Meget færre arbejdsgivere søger meget færre ansatte.“ — The Toronto Star.

Tyskland: „Der kan allerede skimtes et modstykke til olieprischokket i 1973 . . . samt signaler om nedgang.“ — Neues Deutschland, Berlin.

Japan: „Grundværdierne udgør nu en højeksplosiv bombe under verdensøkonomien. Hvis bomben fik lov at springe og grundværdierne faldt, ville de japanske banker lide store tab eftersom lånesikkerheden i japanske grunde blev nærmest lig nul. Det ville igen udløse en verdensomspændende lavkonjunktur.“ — Australian Financial Review, Sydney.

Golfkrigens afslutning først i 1991 bragte imidlertid fornyet håb om et opsving i den økonomiske aktivitet på verdensplan. Dog er det indlysende at nationaløkonomien overalt er skrøbelig, især i betragtning af mange landes gigantiske gældsbyrde.