„Husk Pearl Harbor!“

DET var en smuk søndag morgen på øen Oahu. Adeline, der var af japansk afstamning og gik i sjette klasse, befandt sig uden for familiens hus i Honolulus centrum da hun så fly i luften og lagde mærke til at der steg røg op ovre fra Pearl Harbor. Var det endnu en øvelse?

Folk på Oahu var så vant til militærmanøvrer og skydning med løs ammunition at selv viceadmiral William S. Pye ved USA’s Stillehavsflåde kiggede ud ad vinduet i sin lejlighed og sagde til sin kone: „Det er underligt at hæren holder skydeøvelser søndag morgen.“ Datoen var den 7. december 1941.

En 13-årig søn af kommandanten på flådens Flyvestation Kaneohe hørte fly nærme sig og så ud ad vinduet. Til faderen sagde han: „Far, de fly har røde runde mærker på.“ Et kort glimt af den røde solskive på maskinerne fra Japans Kejserlige Flåde var nok til at afsløre hvad der foregik — et overraskelsesangreb!

Admiral H. E. Kimmel, Stillehavsflådens øverstbefalende i Pearl Harbor, fik telefonisk besked om angrebet. Hans ansigt blev „hvidt som hans uniform“ mens han lamslået stod og iagttog de fjendtlige fly summe omkring som hvepse og bombe hans flåde. Han berettede siden: „Jeg vidste straks at der foregik noget frygteligt, at dette ikke var et tilfældigt angreb med nogle få omstrejfende fly. Himmelen var fyldt med fjendtlige fly.“

„Tora, tora, tora“

Få minutter før torpedoernes og bombernes brag flængede den døsige stilhed i Pearl Harbor, fik en officer i en japansk styrtbomber øen Oahu i sigte. „Den ø er for fredelig til at blive angrebet,“ tænkte han.

Hullet i skydækket fik kommandør Mitsuo Fuchida, der ledede angrebsstyrken, til at tænke i den modsatte retning: „Gud må være med os. Det må være Guds hånd der skilte skyerne netop over Pearl Harbor.“

Klokken 7.49 gav Fuchida signalet til angreb: „To, to, to“ (japansk for „angrib“). Forvisset om at de amerikanske styrker var blevet totalt overrumplet befalede han at den senere så berømte kodemeddelelse „Tora, tora, tora“ („Tiger, tiger, tiger“) skulle morses tilbage som bekræftelse af at overraskelsesangrebet havde fundet sted.

Overraskelsesangrebet fuldført

Hvordan kunne en stor ekspeditionsstyrke med blandt andet seks hangarskibe snige sig ind i en afstand af kun 370 kilometer fra Oahu og i første angrebsbølge afsende 183 fly som undgik radaranlæg og rettede et knusende slag mod USA’s Stillehavsflåde? Blandt andet fordi japanerne fulgte en nordlig rute trods vinterstormene, eftersom amerikanernes patruljering var svagest nord for Pearl Harbor. Og de japanske hangarskibe iagttog streng radiotavshed.

Men den strategisk vigtige ø var overvåget af radar der skulle varsle om fly under indflyvning. Ved syvtiden denne historiske morgen havde to menige som var på vagt ved den mobile radarstation ved Opana på Oahu, registreret nogle usædvanlig store glimt på skærmen. De tolkede det som „sandsynligvis over 50 fly“ på vej. Men da de alarmerede kontrolcentret, fik de at vide at de ikke skulle være bekymrede. Den vagthavende officer antog at det drejede sig om en formation amerikanske B-17-bombemaskiner der efter planen skulle ankomme fra det amerikanske fastland.

Men havde den amerikanske regering ikke i forvejen „lugtet lunten“? Den japanske regering havde sendt sin diplomatiske repræsentation i Washington, D.C., en note på 14 afsnit som skulle overgives den amerikanske udenrigsminister Cordell Hull på slaget 13 lokal tid. Det svarede til den 7. december om morgenen i Pearl Harbor. Noten meddelte at Japan agtede at afbryde sine forhandlinger med USA om nogle betydningsfulde spørgsmål. De amerikanske myndigheder havde opsnappet noten og var derved blevet klar over situationens alvor. Aftenen før den skelsættende dag havde daværende præsident Franklin D. Roosevelt modtaget de 13 første afsnit af det opsnappede dokument. Hans kommentar til det lød: „Dette betyder krig.“

Amerikanske embedsmænd havde nok på fornemmelsen at der var fjendtligheder i anmarch fra Japans side, men The New Encyclopædia Britannica oplyser: „De vidste ikke hvor og hvornår disse ville bryde ud.“ De fleste antog at det ville ske et sted i Fjernøsten, måske i Thailand.

Afleveringstidspunktet, klokken 13, blev overskredet fordi sekretærerne på den japanske ambassade var længe om at maskinskrive budskabet på engelsk. Da den japanske ambassadør overrakte udenrigsminister Hull dokumentet, var klokken 14.20 i Washington. På det tidspunkt var Pearl Harbor under angreb, og den anden angrebsbølge var undervejs. Hull havde allerede hørt nyheden om angrebet, og han bad end ikke udsendingene tage plads, men læste dokumentet og nikkede afmålt mod døren for at tilkendegive at mødet var forbi.

At det tilsigtede ultimatum blev forsinket øgede kun amerikanernes harme mod Japan. Selv enkelte japanere fornemmede at denne omstændighed forvandlede angrebet mod Pearl Harbor fra et strategisk overraskelsesangreb til et bagholdsangreb. „Ordene ’HUSK PEARL HARBOR’ blev en besværgelse der vakte det amerikanske folks kampånd,“ skriver Mitsuo Fuchida, der ledede første angrebsbølge. Han indrømmer: „Angrebet bragte en vanære over Japan som end ikke fortog sig efter nederlaget i krigen.“

Franklin D. Roosevelt kaldte den 7. december „en dag der vil blive mindet som en skændselsdag“. Den dag blev otte slagskibe og ti andre fartøjer i Pearl Harbor enten sænket eller alvorligt beskadiget, og over 140 fly blev ødelagt. Japanerne mistede 29 af de omkring 360 jagere og bombefly der angreb i to bølger, foruden fem dværgubåde. Over 2330 amerikanere mistede livet, og 1140 blev såret.

Under råbet: „Husk Pearl Harbor!“ blev folkestemningen i USA forenet mod Japan. „Med kun én stemme imod i Repræsentanternes Hus sluttede Kongressen (ligesom det amerikanske folk i almindelighed) op bag præsident Roosevelts beslutning om at besejre fjenden,“ fortæller bogen Pearl Harbor as History — Japanese-American Relations 1931-1941. I amerikanernes øjne var lysten til at hævne overfaldet rigelig begrundelse for at indlede fjendtligheder mod Den Opgående Sols Land.

Et overraskelsesangreb for verdensfredens skyld?

Hvormed retfærdiggjorde Japan sine fjendtlige handlinger? Så utroligt det end lyder, hævdede styret at målet var at indføre verdensfred ved at forene ’hele verden i én stor familie’, den såkaldte hakkō ichiu. Det blev kampråbet der gennede japanerne ud i blodsudgydelserne. Den japanske regering erklærede i 1940: „Den overordnede hensigt med Japans nationale politik er at indføre en holdbar verdensfred i overensstemmelse med den ophøjede ånd i hakkō ichiu, den ånd hvori nationen blev grundlagt, samt, som et første skridt, at oprette en ny orden i hele Østasien.“

Ud over realiseringen af hakkō ichiu blev det japanernes andet store krigsmål at befri Asien fra vestmagterne. Begge mål ansås for kejserens vilje. For at gennemføre verdenserobringen førte militaristerne landet ud i en krig mod Kina og derpå mod vestmagterne, deriblandt De Forenede Stater.

Isoroku Yamamoto, der var chef for Japans Forenede Flåde, indså dog realistisk at de japanske styrker umuligt kunne nedkæmpe USA’s. I hans øjne var der kun én mulighed for at bevare Japans dominans i Asien. Den Kejserlige Flåde skulle „tilintetgøre USA’s hovedflåde under et voldsomt angreb ved krigsudbruddet, sådan at moralen hos flådemandskabet og i befolkningen“ ville „lide et ubodeligt knæk“, ræsonnerede han. Sådan opstod ideen om et overraskelsesangreb på Pearl Harbor.

[Illustration på side 4]

Pearl Harbor under angreb

[Kildeangivelse]

Foto: U.S. Navy/U.S. National Archives