Washi — håndlavet japansk papir efter gammel opskrift

Af Vågn op!-​korrespondent i Japan

NÅR man træder ind i et almindeligt japansk hjem, kommer man gennem en nydelig tremmeskydedør. Indenfor vil man sandsynligvis få øje på en dekoreret foldevæg. Desuden kan der være pynt i form af dukker, billedruller eller skriftruller med kalligrafi, lampeskærme og kunstfærdige æsker. Alle disse forskellige pyntegenstande har én ting tilfælles — de er fremstillet af washi, det alsidige japanske håndgjorte papir.

En gammel opskrift

Japanerne lærte papirfremstillingens kunst af kineserne i det syvende århundrede. Den håndgjorte washi-kvalitet var i mere end tusind år det eneste papir man kunne få i Japan. I nogle områder gjorde hele landsbyer papirfremstilling til deres levebrød. Nogle af disse byer blev berømt for at fremstille særlig fint papir.

Fremstillingen af håndgjort papir havde sin guldalder i Japan i sidste halvdel af det 19. århundrede. I den periode var der omkring tusind papirfabrikker i drift i hele landet. Men da den industrielle revolution holdt sit indtog begyndte det at gå tilbage med produktionen af washi og andre håndlavede produkter. Ikke desto mindre bliver den traditionelle produktion af håndgjort washi stadig opretholdt visse steder på grund af papirets kunstneriske kvaliteter.

Sådan fremstilles det

Kineserne fremstillede papir af silke, hørlærred, bomuldsklude, fiskenet og bast fra papirmorbærtræet. Til at begynde med anvendte de japanske papirmagere de samme råmaterialer. Senere begyndte de at eksperimentere med materialer som var let tilgængelige, som for eksempel bambus og bast fra det japanske mitsumata-træ der er beslægtet med pebertræet, samt gampi-planten der vokser i bjergområder.

Råmaterialet må først omdannes til fibermasse. Det er en besværlig proces der kræver stor omhu og består af mange led, deriblandt kogning, skrabning, skylning og slagning. Fibermassen udblødes dernæst i vand sådan at fibrene kan flyde frit.

I en typisk fabrik hvor man benytter gampi, sidder kvinder på hug omkring store trækar som er fyldt med vand og fibre. Med hænderne renser og adskiller de fibrene i vandet indtil der dannes en ensartet opløsning.

I denne vandige opløsning dypper man så et stort fintmasket net som er spændt ud på en træramme. Når rammen løftes op løber vandet af, mens de sammenfiltrede fibre bliver siddende på nettet og danner et ark washi-papir. En sagkyndig véd at man, for at få et ark papir af god kvalitet, må dyppe nettet flere gange i en tynd opløsning, frem for én gang i en tyk suppe.

Nettet bliver derefter vendt på en stor plade og løftet forsigtigt af fra den side der er nærmest papirmageren, sådan at det våde washi-ark bliver liggende. Derefter bliver nettet dyppet en gang til i fiberopløsningen, og endnu et ark bliver lagt oven på det forrige. Sådan bliver der efterhånden produceret en hel stabel af vådt papir.

For at arkene ikke skal klæbe sammen tilsætter man vandet en slimet substans kaldet tororo som er udvundet af rødderne fra en bestemt hibiscusart. Dette stof forøger desuden vandets viskositet. Det medfører at væden trænger langsommere igennem nettet og giver fibrene bedre mulighed for at lejre sig. En erfaren washi-mager har en meget præcis fornemmelse af hvornår konsistensen er rigtig.

I gamle dage blev papirarkene bredt ud på plader hver for sig og soltørret. Selv om denne metode stadig benyttes, tørrer man i de fleste papirfabrikker arkene på opvarmede plader af rustfrit stål.

Traditionen holdes i live

Skønt washi ikke længere har stor betydning som skrivepapir i Japan, bliver det stadig benyttet af kunstnere. Faktisk bliver det ofte omtalt som kunstnerpapir, fordi det bruges til fremstilling af mange traditionsrige og kunstfærdige papirprodukter.

Billeder i sarte farver af blomster, træer, fugle, landskaber og andre motiver fremstilles ved at man limer strimler af washi i forskellige farver sammen. Pladetryk på washi af billeder af berømte japanske kunstnere som Hiroshige og Hokusai, er kendt over hele verden. Washi bliver også benyttet som grundmateriale i forbindelse med en anden form for maleri kaldet nihonga. Disse billeder fremstilles ved at man maler med en vandholdig pasta, bestående af pulveriseret sten og farvet glas, på specielt fremstillede washi-ark der måler omkring 2 meter på hver led. Dette enestående papir bliver også benyttet til dametasker, punge, vifter, parasoller, drager, lamper og papirdukker, foruden større genstande som skillevægge og skærmbrætter. For at fremme interessen for denne form for kunst bliver der afholdt udstillinger, og papirmagere giver undervisning i håndværket.

Det japanske washi-papirs guldalder er for længst passé. Ikke desto mindre holdes traditionen i live og beriger tilværelsen for mange mennesker i et hektisk, moderne samfund.

[Illustrationer på side 24 og 25]

Typiske washi-produkter: side 23: bjergmotiv på konvolutpapir; side 24: papirdukker, spisepinde dekoreret med „washi“, og bogmærker; side 25: origami-fugl, vifte og dekorationer på kimonoer