Kommercialismens storhed og magt
2. del: Handelen griber om sig og befæster sin magt
OPRINDELIG blev verdenshandelens udvikling kraftigt hæmmet af den langsommelighed og de omkostninger der var forbundet med transport og kommunikation. Handel ad søvejen var tidsrøvende, og handelsruterne over land var farefyldte. Men dette skulle snart ændre sig.
Handelen bliver international
I den hellenistiske periode, fra år 338 til år 30 f.v.t., blev byerne ved Middelhavet betydningsfulde handelscentre. Dette gjaldt også Alexandria i Ægypten der blev grundlagt af Alexander den Store i 332 f.v.t. Men ifølge professor i historie Shepard B. Clough „begyndte det hellenistiske Østen i det andet århundrede f.Kr. at vise tegn på økonomisk stagnation; i det første århundrede f.Kr. var forfaldet helt tydeligt.“ Grækenland blev erstattet af den romerske verdensmagt. Under det romerske styre var Alexandria provinshovedstad og blev kun overgået af Rom.
Det Byzantinske Rige, som var det østlige modstykke og arvtager til det vestromerske rige, havde sin storhedstid mellem det 9. og det 11. århundrede. Dets hovedstad, Konstantinopel (i dag Istanbul), var med sin befolkning på en million langt den største by i verden. Den udgjorde et vigtigt økonomisk forbindelsesled mellem Europa og Asien, eftersom der her var et marked for silke, krydderier, farvestoffer og parfume fra østen og pelse, rav, tømmer og jern fra vesten.
Men i 1204, under det fjerde korstog, fik riget et alvorligt knæk. Dets hovedstad blev indtaget og plyndret som offer for økonomisk begærlighed. Som en forklaring herpå siger The Collins Atlas of World History at „en af årsagerne til korstogene var den vestlige verdens ønske om at få fat på Orientens rigdomme“. Det viser tydeligt at selv om kirken tilsyneladende var drevet af religiøs nidkærhed, havde den også andre motiver.
I middelalderens Europa holdt handelsmændene imidlertid markeder langs deres rejseruter hvor de kunne tilbyde varer fra forskellige lande. I The New Encyclopædia Britannica siges der følgende om de særdeles succesrige markeder der blev afholdt i Champagne-området i det nordøstlige Frankrig: „Købmændene på disse markeder handlede ofte ved hjælp af breve som gav løfte om betaling ved et kommende marked og som kunne overdrages til tredjeperson. Disse transaktioner blev begyndelsen til varekreditten. Omkring det 13. århundrede tjente markederne som regulære bankcentre i Europa.“
I det 15. århundrede truede de osmanniske tyrkeres erobringer med at afskære handelsruterne mellem Europa og Asien. De europæiske opdagelsesrejsende drog derfor ud for at finde nye ruter. Den portugisiske søfarer Vasco da Gama var anfører for en ekspedition der varede fra 1497 til 1499. Det lykkedes ham at sejle omkring Kap det Gode Håb i Afrika og finde en ny sørute til Indien, hvilket var med til at gøre Portugal til en verdensmagt. Den nye rute fratog også Alexandria og andre havnebyer i Middelhavet deres betydning som handelscentre.
I mellemtiden finansierede Portugals nabo, Spanien, den italienske søfarer Christopher Columbus’ forsøg på at komme til Indien ved at sejle mod vest. I 1492 — til oktober er det nøjagtig 500 år siden — faldt Columbus så at sige over den vestlige halvkugle. I stedet for at sejle mod syd som Vasco da Gama eller mod vest som Columbus, blev englænderne derimod ved med at søge efter en nordøst- eller en nordvestpassage til østen. Alle disse opdagelsesrejser bidrog til at gøre handelen international. At verdenshandelen var en afgørende faktor ved opdagelsen af Amerika, viser dens magtfulde indflydelse på verdensforholdene.
Økonomisk magt skaber imperier
Verdenshandelen har ført til dannelsen af magtfulde organisationer. Bogen By the Sweat of Thy Brow nævner for eksempel at „en af den gamle verdens mest betydningsfulde og varige samfundsøkonomiske nyskabelser var håndværkerlavene“. Disse lav, der minder om lignende magtfulde erhvervsorganisationer i dag, udrettede noget godt, men misbrugte også til tider deres magt i en sådan grad at bibeloversætteren John Wycliffe i det 14. århundrede efter sigende fordømte nogle af dem som „uvederhæftige konspiratorer . . . fordømt af Gud og mennesker“. — Se rammen side 13.
Handelsverdenen har endog skabt imperier hvoraf det britiske imperium uden tvivl har været det mest fremgangsrige. Men før dannelsen af dette imperium i det 16. århundrede begyndte andre kommercielle foretagender i Europa at gribe ud efter den økonomiske magt som holder verden i gang. Lad os til eksempel betragte Hanseforbundet.
Det oldhøjtyske ord hansa, der betyder „krigsskare“, blev efterhånden anvendt om flere af de handelsforbund eller købmandsgilder der opstod. I slutningen af det 12. og begyndelsen af det 13. århundrede opnåede Hansaen, med Lübeck som førende hansestad, dominans over handelen i Østersøområdet og forbandt Tyskland med Rusland og de andre lande ved Østersøen. Samtidig styrkede Hansaen i Köln sine handelsforbindelser med England og Nederlandene.
For at beskytte sig selv og deres varer udstedte disse handelsforbund love der som regel regulerede handelen til fælles bedste. De traf også forholdsregler der skulle hindre sørøveri og overfald til vands og til lands. Efterhånden som handelen voksede blev det nødvendigt med et større samarbejde mellem de forskellige grupper. Ved slutningen af det 13. århundrede havde alle større tyske byer sluttet sig sammen i et enkelt forbund der blev kendt som Hanseforbundet.
På grund af sin geografiske placering kontrollerede forbundet hovedparten af handelen mod nord. Mod vest handlede det med økonomisk fremtrædende lande som England og Nederlandene, som begge havde handelsforbindelser til Middelhavet og Orienten. Desuden havde forbundet let adgang til Skandinavien og Østeuropa. Foruden uldhandelen med Flandern kom Hanseforbundet også til at kontrollere fiskehandelen med Norge og Sverige samt pelshandelen med Rusland.
Hanseforbundet var ganske vist ikke en politisk sammenslutning og havde ikke et permanent råd af embedsmænd, men da forbundet var på sit højeste udøvede det ikke desto mindre stor magt. En af dets største bedrifter var oprettelsen af en sø- og handelsret. Samtidig med at forbundet søgte at komme ind på nye markeder, var det også hurtigt til at forsvare sine gamle markeder, om nødvendigt med magtanvendelse. I de fleste tilfælde var dets store handelsflåde i stand til at bryde modstanden ved at indføre økonomiske sanktioner eller handelsblokader.
Hanseforbundet havde sin glansperiode omkring midten af det 14. århundrede. Dets fald begyndte i det 15. århundrede da englænderne og hollænderne fik større magt og begyndte at dominere verdenshandelen. Trediveårskrigen varslede forbundets undergang, og dets medlemmer mødtes for sidste gang i 1669. Kun nogle få byer, deriblandt Lübeck, Hamburg og Bremen, roser sig stadig af at være hansestæder, en titel uden betydning som vækker mindelser om den engang så magtfulde handelsgigant.
Andre og mægtigere handelsgiganter ventede på at træde i Hanseforbundets sted. Læs om dem i denne series tredje del, der hedder: „Kommercialismen begynder at vise sit sande ansigt.“
[Ramme på side 13]
Gildernes og fagforeningernes magt
Omkring det fjerde århundrede før vor tidsregning specialiserede visse byer langs Middelhavet sig i at fremstille bestemte handelsvarer. Udøvere af samme fag samlede sig i bestemte bydele. Til at begynde med havde disse gilder en religiøs og social karakter. I bogen By the Sweat of Thy Brow hedder det at „hver sammenslutning havde sine egne skytshelgener eller gudinder, og dens medlemmer holdt sine egne gudstjenester“.
Gilderne i middelalderen havde til hensigt at yde sine trængende medlemmer hjælp og beskytte håndværket som et hele ved at regulere produktionen og fastsætte standarder og måske oven i købet kontrollere priser og lønninger. Nogle gilder blev monopolistiske og manipulerede med priserne ved hemmelige aftaler der havde til hensigt at beskytte gildets marked og forebygge unfair konkurrence.
Som et modstykke til de gamle håndværkergilder oprettedes der fra det 11. århundrede købmandsgilder, da de omrejsende købmænd organiserede sig for at opnå beskyttelse mod farerne på landevejene. Men gilderne og senere lavene mistede med tiden deres oprindelige karakter. Da de var tilpasset lokale forhold mistede de deres magt og prestige efterhånden som der blev skabt regionale, nationale og internationale markeder og købmændene begyndte at overskygge håndværkerne.
Som følge af den industrielle revolution opstod der i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede fagforeninger i England og senere i andre lande. Dette var sammenslutninger af arbejdere der havde samme fag. I begyndelsen var det til dels sociale foreninger, men de udviklede sig til protestbevægelser imod det bestående sociale og politiske system. I dag koncentrerer nogle fagforeninger sig udelukkende om at sikre deres medlemmers lønninger, arbejdstider, arbejdsforhold og arbejdspladser enten ved forhandlinger eller ved at gribe til strejker. Andre har imidlertid en åbenlys politisk natur.