De fredelige tykhuder beskyttes

„SE LIGE engang de nuttede elefantunger. Hvor er de søde! Se den fyr der kommer lige imod os. Var det den du sagde der hedder Lanka og som kun er syv måneder gammel? Og hende den generte tøs derovre? Er det den der er otte måneder gammel og hedder Kanchana? Se hvor de kommer løbende ud af skoven med deres stride hår. Hvad er der på færde? Skal de fodres? Giver I dem virkelig syv liter mælk fem gange om dagen? Jamen det bliver jo til 35 liter! Det er ikke så sært at de vejer næsten 100 kilo selv om de kun er nogle få måneder gamle.“

Vi befinder os i Pinnawelas elefantasyl cirka 85 kilometer fra Colombo, Sri Lankas største by. Når nogen finder en elefantunge i junglen som er blevet forladt eller er kommet til skade, bringes den til dette ’børnehjem’, hvor man beholder den indtil den er voksen. Der var omkring 15 elefantunger da vi besøgte stedet. Normalt lader man dem gå frit sammen med de voksne elefanter på et stort område med åben skov, men ved fodringstid kalder man på elefantungerne så de kan få deres mælkeration, og de spilder ikke tiden. Der går ikke mange øjeblikke før de kommer og har fundet en af de tre-fire dyrepassere der venter på dem med fyldte mælkeflasker.

Snabelen rulles sammen over hovedet, og med vidt åben mund sluger de mælken lige så hurtigt som dyrepasseren kan tømme flasken. Det er ikke nødvendigt med en sutteflaske! Mælken strømmer ud og løber nogle gange ned ad hagen. En unge der var større end de andre blev lænket til en pæl for at give de mindre en chance. Han var meget utilfreds med denne forskelsbehandling og stod og rokkede fra side til side mens han strakte snabelen i vejret og fyldte luften med protestbrøl. Efter at elefantungerne havde fået det de kunne drikke, flokkedes de om os, lænede sig ind imod os og snoede endog deres snabel rundt om benene på os for at gøre sig interessante.

Elefanternes badekar

Når dagen går på hæld er det tid til et bad. Alle elefanterne, store som små, bliver drevet en lille kilometer ned ad vejen til bredden af floden Maha Oya, der er lavvandet og meget bred, med store, flade klipper som rager op af vandet. Tre-fire kvinder vasker tøj idet de slår det mod klipperne for at banke snavset af, hvorefter de breder det ud til tørring. På afstand ser det ud som om klipperne er blevet dækket med et smukt tæppe. På den modsatte bred af Maha Oya er der tæt jungle. Her har elefanterne et stort og malerisk badekar.

Elefanterne skynder sig ud i vandet med de små forrest. Men de tøver med at lægge sig ned. Dyrepasserne sprøjter derfor vand på dem og prikker til dem med lange stave. Det får elefanterne til at lægge sig ned i vandet og tage sig et kølende bad. Nogle af de store dukker hovedet helt ned under vandet og bruger spidsen af snabelen som snorkel. Solen har været skarp, så det kølige vand må gøre godt på disse tykhuder.

Mr. Bradley Fernando, der er leder af den nationale zoologiske have, fører tilsyn med ’børnehjemmet’. Han forklarer Vågn op! formålet med denne zoologiske have: „Til at begynde med ønskede vi blot at holde disse elefantunger i live. På langt sigt ville vi gerne skabe en flok der kunne formere sig.“

Hvilke fjender har denne fredelige indiske tykhud? Skønt den er betydeligt mindre end sin afrikanske fætter, vejer en voksen srilankansk elefant alligevel fire tons eller mere og måler tre meter i skulderhøjde. Alene størrelsen er nok til at afskrække de fleste rovdyr. Leoparden på Sri Lanka holder sig ligesom løver og tigre i andre lande, på sikker afstand af en voksen elefant.

Hvilke fjender har den da? Mennesket. Elefanten har brug for levesteder, men det har mennesker også, og mennesker får hvad de vil have. Derfor er den srilankanske elefant truet af udryddelse. Det er i hvert fald sådan Asiaweek ser det:

„Sri Lankas gamle konger betragtede det som en hellig pligt at beskytte dyrelivet. De udstedte forordninger — måske verdens første naturfredningslove — og skabte dyrereservater omkring de store kunstvandingsreservoirer de byggede. I andre områder var det tilladt at drive jagt, men elefanten blev aldrig dræbt for sportens eller kødets skyld. Kun konger havde lov til at lade elefanter fange og opdrætte til lastdyr eller til at deltage i kongelige og religiøse processioner. Dette ændrede sig under kolonistyret, hvor elefanterne blev eftertragtet storvildt.“

Koloniseringen medfører problemer

Førhen blev elefanten aldrig dræbt for sportens skyld; men med den vestlige civilisation kom også jægeren, og forholdene ændredes. Bogen Sketches of the Natural History of Ceylon af J. Emerson Tennent siger om elefantjægerne: „Én officer, major Rogers, skød omkring 1400; en anden, kaptajn Gallwey, tillægges æren for at have nedlagt halvt så mange; major Skinner, der var trafikkommissær, skød næsten lige så mange, mens mindre ambitiøse jægere holdt sig på mere beskedne tal.“

Tennent skriver endvidere at kolonistyret gav nogle få shilling for hver elefant der blev nedlagt, da de betragtede dem som skadedyr. I løbet af nogle få år bad 5500 om at få udbetalt denne dusør. Tennent slutter: „Jægernes massive nedslagtning af elefanter på Ceylon [nu Sri Lanka] har tilsyneladende kun et destruktivt formål, eftersom kadaveret aldrig anvendes til noget som helst nyttigt men efterlades for at rådne og forurene luften og skoven.“ Man jagede heller ikke for at skaffe elfenben da „ikke én af hundrede elefanter i Ceylon har stødtænder. De få der har er hanner.“

Asiaweek beskriver hvordan elefanternes lod blev forværret under og efter kolonitiden: „Efter at deres junglereservat ikke længere var beskyttet ved et kongeligt dekret, blev det ryddet for at give plads til teplantager. I 1800 var der sandsynligvis 50.000 elefanter på øen. I 1900 var der 12.000. I dag, efter 50 år med skrappe fredningslove, er der under 3000.“ Også Asiaweek afviser at elfenben skulle udgøre en væsentlig faktor i forbindelse med nedslagtningen, men siger dog at antallet af elefanter med stødtænder er 1 til 20 snarere end 1 til 100. Bladet angiver derefter den egentlige årsag til at den srilankanske elefant er i vanskeligheder: „Den egentlige trussel er menneskets umættelige trang til jord. Efterhånden som mere og mere jord langs grænserne til elefanternes naturlige levesteder på Sri Lanka opdyrkes, er de i fare for at uddø.“

Nationalparken Yala

Dr. Ranjen Fernando, der er formand for Sri Lankas Naturfredningsforening, har til Vågn op! udtalt: „Det var i høj grad takket være vores forening at der i 1898 blev skabt et vildtreservat i Yala, i det første naturfredningsområde. I 1938 blev Yala landets første nationalpark og andre blev føjet til. Vi betragter disse parker som en nationalskat og ønsker at de fortsat skal være med til at beskytte vort værdifulde dyreliv.“

Vi havde planlagt at besøge Yala Nationalpark, og Fernandos omtale af den var blot med til at øge interessen. Vi takkede medhjælperne ved Pinnawelas elefantasyl for den venlige og imødekommende modtagelse vi havde fået og vinkede farvel til de store og små elefanter der stadig nød deres bad i Maha Oya (jeg er ikke sikker på at de bemærkede det), og begav os på vej mod Yala Nationalpark.

Her overnattede vi tre nætter i en bungalow ved kysten. En guide kørte os rundt for at vi kunne se dyrene. Det er forbudt at stige ud af bilen. Vi så hjorte, vildsvin, adskillige store leguaner og utallige smukke fugle. En påfugl spredte sin smukke hale ud og opførte en parringsdans. Man kunne se væverfuglenes reder hænge ned fra træerne, og de indiske skovibiser var meget imponerende i deres statelige pragt. Vi var dog skuffede over at vi ikke fik nogen leoparder at se, for de er der helt sikkert. Derimod så vi flere flokke af vores gamle venner — de indiske elefanter. De lod til at have det fredeligt og fornøjeligt i den beskyttede park.

Elefanter har brug for meget plads. Og på grund af befolkningstilvæksten bliver der stadig større behov for den sparsomme landbrugsjord. Naturfredningsfolk ved ikke hvor længe regeringen vil holde fast ved sin nuværende politik, der går ud på at hjælpe elefanten til at overleve. Det kan kun tiden vise. — Af en medarbejder ved „Vågn op!“

[Illustrationer på side 15]

Når elefanterne skal bades lokkes de til at lægge sig ned i vandet, hvor de bruger snabelen som snorkel

[Illustrationer på side 16, 17]

Vilde forældreløse elefantunger passes i Pinnawela til de bliver voksne