På jagt efter årsagen
DET tog flere år at påvise årsagen til at AIDS-patienters immunforsvar ødelægges, og det vil tage endnu længere tid at finde frem til hvad der skader legemet og hjernen hos patienter med CFS (kronisk træthedssyndrom). Selv om sygdommens årsag endnu ikke er fastslået, kan lægelige autoriteter fremlægge overbevisende vidnesbyrd om fysiske abnormiteter hos patienterne. Faktisk er disse vidnesbyrd blevet brugt i retssager.
Canadas Medical Post beretter at lægelige eksperter i en omstridt retssag bekræftede forsvarerens påstand om at anklagedes dømmekraft var nedsat fordi han led af kronisk træthedssyndrom. Dommer William G. N. Egbert konkluderede derfor: „Sygdommen påvirker hele ens dømmekraft. . . . Små områder af hjernen beskadiges.“
Er det rigtigt?
Hjerneabnormiteter
Medicinsk forskning støtter den påstand at hjernen hos CFS-patienter påvirkes. På forsiden af The New York Times for 16. januar 1992 stod der: „Forskning påviser hjerneabnormitet hos patienter med kronisk træthedssyndrom.“ I artiklen, som var baseret på en rapport offentliggjort dagen før i Annals of Internal Medicine, hed det:
„Den hidtil mest omfattende undersøgelse af kronisk træthedssyndrom har fremdraget vidnesbyrd om hjernebetændelse hos patienter. Dette er den første dokumentation af en neurologisk abnormitet i forbindelse med denne mystiske lidelse.“ I artiklen hed det endvidere: „Dette er den seneste af en række nye undersøgelser som påviser immunologiske og hormonale forskelle mellem folk med syndromet og raske mennesker.“
En anden undersøgelse som tiltrak sig stor opmærksomhed blev omtalt i Journal of Clinical Endocrinology and Metabolism for december 1991. Den påviste indikationer af hormonale mangler i de endokrine kirtler og i hjernen hos folk med CFS. Undersøgelsen resulterede således i yderligere vidnesbyrd om at CFS-symptomerne skyldes biokemiske og immunologiske faktorer.
Dr. Walter Gunn har under sit virke på USA’s Center for Sygdomskontrol fulgt mange undersøgelser af CFS-patienter. Han siger at „visse dygtige videnskabsfolk er begyndt at give sig af med CFS-forskning“. Disse forskeres resultater peger ofte på mange mulige årsager, men dr. Gunn understreger: „En fællesnævner er at alle rapporterer om abnormiteter.“
Hvad kan være årsag til CFS? Er der tale om et eller flere virus? I givet fald hvilke? Hvordan nedbrydes immunsystemet? Hvordan fremkalder denne dysfunktion de symptomer man ser hos CFS-patienter?
Mulige årsager
Forskningen antyder at der er virus på spil. Men hvilke? Forskerne har foreslået adskillige. „Retrovirus, spumavirus, enterovirus, Epstein Barr-virus og humanherpesvirus type 6 er blandt de omdiskuterede årsager man har peget på,“ skrev The Journal of the American Medical Association sidste år i november.
Hvordan forårsager disse virus kronisk træthedssyndrom? Det ved man ikke. Men dr. Anthony L. Komaroff, en førende CFS-forsker, bemærker: „Det mønster der viser sig er et kronisk aktiveret immunforsvar, et immunforsvar som fører en slags vedvarende krig imod noget det opfatter som fremmed.“
Et sundt immunforsvar reagerer på et fjendtligt virus ved at frigøre kemiske stoffer kaldet cytokiner til bekæmpelse af infektionen. Når nødsituationen er overstået ophører produktionen af cytokiner normalt. Men hos CFS-patienter afblæser immunsystemet tilsyneladende ikke alarmberedskabet. Fælles for CFS-patienter er den forhøjede produktion af cytokiner.
Dette er vigtigt, eftersom det ikke er viruset der får en person til at føle sig sløj når det trænger ind i hans legeme. Han føler sig syg fordi hans legemsceller producerer cytokiner, hvilket giver feber, smerter og træthed. Dr. William Carter, en amerikansk professor i medicin, udtaler: „Cytokinerne bliver der og begynder at skade patienten indtil han til sidst må holde sengen og knap kan bevæge sig.“
Men hvorfor bliver immunforsvaret ved med at producere cytokiner når det skulle have indstillet produktionen? „Et latent virus aktiveres af en slags udløsningsmekanisme,“ mener dr. Jay A. Goldstein, „hvilket får immunforsvarets celler til at producere [cytokiner] i abnorme mængder.“
Desuden viser det sig at naturlige dræberceller og makrofager, som er med i frontlinjeforsvaret imod indtrængende organismer, er reduceret enten i antal eller funktion hos CFS-patienter, hvilket yderligere svækker immunforsvaret. Det afgørende er at immunforsvaret hos CFS-patienter tilsyneladende ikke fungerer hensigtsmæssigt, selv om der er delte meninger om årsagen hertil.
Som nævnt i foregående artikel har læger påvist at depression i mange tilfælde ikke er årsagen til CFS. Hos nogle patienter mener visse læger imidlertid at psykiske problemer, som depression, kan være en væsentlig faktor. Interessant nok har forskning afsløret at depression kan nedbryde immunforsvaret. „Psykisk pres kan skabe forstyrrelser i den neurohormonale og immunologiske funktion,“ skriver dr. Kurt Kroenke fra Walter Reed Army Medical Center i Washington, D.C.
I nogle tilfælde kan depression altså være årsag til ændringer i immunforsvaret og således måske indirekte forårsage kronisk træthedssyndrom. Men der er mange andre faktorer som kan svække immunforsvaret.
Mange faktorer
De fleste eksperter er enige om at der sandsynligvis ikke kun er én enkeltårsag til CFS. „CFS er snarere en lidelse som forekommer hos personer hvor depression, [allergier], virusinfektioner eller andre faktorer har svækket immunfunktionen,“ forklarer lægetidsskriftet Cortlandt Forum.
En læge skriver i det canadiske tidsskrift Medical Post: „Arvelig disposition og overbelastning af legemet kan gøre én modtagelig for sygdommen. Den spidsbelastede person bliver derpå udsat for noget akut, som oftest en akut virusinfektion. Alle disse faktorer nedbryder i fællesskab immunforsvaret.“
„Stress er så vidt vi kan se en af de væsentligste sygdomsårsager,“ siger dr. Charles Lapp. „Nogle gange har vi set visse kemikalier spille en rolle. . . . Og mærkeligt nok har en række af mine patienter (skønt vi aldrig har undersøgt sagen) nævnt at insecticider, maling og lak tilsyneladende havde medvirket til at sygdommen brød ud.“
Aldrig før i historien har folk været udsat for så mange angreb på deres organisme som i vore dages forurenede miljø. Medicin og tilsætningsstoffer i fødevarer kan også skade legemet og påvirke immunsystemet i negativ retning. Nogle læger mener endda at længere tids indtagelse af antibiotika undertrykker immunsystemet.
Måske er der også andre faktorer der bidrager til de tusinder af CFS-patienters lidelser. Men selv om der er mange spor og sandsynlige muligheder kendes årsagen til CFS stadig ikke.
Et tegn på de sidste dage
I sin store profeti om de sidste dage for denne verdensordning sagde Jesus Kristus: „Der skal være . . . tilfælde af pest.“ (Lukas 21:11) Disse ord passer i høj grad på vor tid! Der er mange af vore dages sygdomme man ikke kender årsagen til, men det gør dem ikke mindre virkelige eller alvorlige — hvad enten man kalder dem „pest“ eller vælger et andet navn.
Kronisk træthedssyndrom er blot endnu en lidelse som udgør en del af det tegn der ifølge Jesus ville markere de sidste dage. Men det letter ikke tilværelsen for de syge. Hvordan kan CFS-patienter tage kampen op mod deres sygdom?