Vi betragter verden
Voldtægt i USA
I en landsdækkende amerikansk undersøgelse skønnes det at der i 1990 blev voldtaget 683.000 kvinder i USA. Dette tal, som bygger på interviews med 4000 kvinder, er fem gange højere end de 130.000 voldtægtsforsøg og fuldbyrdede voldtægter som ellers er blevet offentliggjort for det år. Undersøgelsen afslørede at kun 16 procent af voldtægtsofrene anmeldte forbrydelsen til politiet. Derfor fandt der officielt kun 102.560 voldtægter sted i 1990. I de fleste tilfælde bliver voldtægten begået af personer som offeret kender — slægtninge, naboer eller venner. Undersøgelsen kom også til det resultat at 12,1 million amerikanske kvinder er blevet voldtaget mindst én gang i livet. Hovedparten, 62 procent, sagde at de var blevet voldtaget mens de var mindreårige, og 29 procent før de fyldte 11 år.
Paven erklærer at „Yahweh“ er den eneste Gud
„Gud åbenbarer sit navn for menneskeheden.“ Sådan lød en overskrift med fede typer på forsiden af Vatikanavisen L’Osservatore Romano. Ordene var hentet fra en prædiken pave Johannes Paul II havde holdt under et besøg i Skt. Leonard Murialdo-sognet i Rom. „I passagen fra Anden Mosebog fortæller Gud os sit navn,“ indledte paven. Han citerede derpå Anden Mosebog, kapitel 3, vers 13 og 14,a hvor Gud bød Moses fortælle israelitterne: „JEG ER har sendt mig til eder,“ og tilføjede: „Dette ord, ’Jeg er’, som også udtrykkes i navnet Yahweh, viser at Gud er et eksisterende og transcendent væsen . . . Heraf forstår vi at Yahweh er den eneste Gud og ingen anden.“
Hærgende sygdomme
Tidsskriftet Newsweek skriver at „ud af 50 millioner dødsfald årligt [på verdensplan] skyldes de 46,5 millioner sygdom“, og tilføjer: „Infektionssygdomme og parasitære lidelser er de største dræbere (17,5 millioner), efterfulgt af hjertesygdomme, slagtilfælde, andre kredsløbsforstyrrelser (11 millioner) og kræft (5,1 million).“ En rapport fra WHO siger at mere end en milliard mennesker i verden — 1 ud af 5 — er konstant syge. Mange flere, som måske ikke er syge for øjeblikket, er smittet med sygdomme som senere kan bryde ud. Blandt andet er 2 milliarder bærere af hepatitis B-virus, 30 til 40 millioner af HIV-virus og 1,7 millioner har tuberkelbaciller i kroppen.
Intet grundlag for racisme
I kraft af de nyeste fremskridt inden for genetikken er forskere begyndt at få indblik i menneskets genetiske kode. De opdagelser de har gjort, har rokket ved de traditionelle racebegreber, oplyser den franske avis Le Figaro. Trods en tilsyneladende uendelig variation blandt menneskene hvad angår synlige udvortes forskelle i højde, hudfarve og andre træk, er genetikerne nu enige om at hele jordens befolkning uden tvivl har de samme fælles stamforældre og har haft et fælles oprindelsessted, i en ikke så fjern fortid. „Alle pseudobeviser til støtte for racismen er derved imødegået,“ bemærker Le Figaro.
Stille revolution tømmer Quebecs kirker
Ordene „fransk canadier“ og „katolik“ har længe været synonymer i Quebec. Engang var kirken den eneste organiserede institution i det fransk-canadiske samfund, og den var repræsenteret af en sognepræst. Næsten alle gik i kirke. Men „under den stille revolution har quebecerne udviklet en kritisk holdning til kirken,“ skriver Le Journal de Montréal. „På mindre end 15 år har Quebecs kirke mistet det som det har taget den næsten 400 år at opbygge.“ Selv om 80 procent af befolkningen stadig bliver kirkeligt viet og 89 procent af børnene bliver døbt, går højst 30 procent i kirke. „Folk føler sig ikke forpligtede til regelmæssigt at dyrke [deres tro],“ indrømmer præsten André Lamoureux fra ærkebispedømmet Montreal. Ifølge Le Journal de Montréal er kirkens nye rolle af social karakter.
„Øje for øje“
Eftersom forhærdede forbrydere ikke lader sig skræmme af fængselsstraf har dommer Joe B. Brown fra Memphis i Tennessee lagt strategien om når han skal udmåle straf til tyve. Ifølge The Wall Street Journal „indbyder han ofre til at besøge tyvens hus og ’stjæle’ noget tilbage. I en række sager har . . . dommeren oversat den bibelske regel ’øje for øje’ med to vinterfrakker for et guldrolexur eller stereohøjttalere for et par cykler. Hvis tyven har bil kan man også hente den, samt tøj, smykker og andre værdigenstande.“ Dommeren har bestemt at offeret kan blive ved med at opsøge tyvens hjem lige til gælden er betalt, både dag og nat. Der er dog visse betingelser: Vicesheriffen skal med for at sikre sig at de ting der afhentes ikke er tyvekoster.
Skønhed og ernæring
„Hudens næring og fugtighed afhænger af kosten. Den vigtigste skønhedspleje består stadig i at spise rigtigt,“ hævder Ida Caramico, professor i farmakologi ved São Paulos universitet i Brasilien. I henhold til det brasilianske tidsskrift Globo Ciência ældes huden af forurening, giftstoffer i føden, følelsesmæssige problemer, for meget sollys og, ironisk nok, forkert brug af kosmetik. Tidsskriftet anbefaler at man drikker mindst otte glas vand daglig og indtager en kost som indeholder tilstrækkelige mængder frugt, grøntsager og fuldkornsprodukter for at smidiggøre og genopbygge sin hud. Det tilføjer: „Ved ydre pleje kan man forbedre udseendet, men ingen hudplejemidler — naturlige eller kunstige — kan udrette det samme som en god ernæring.“
Mødested for galninge
Den gamle by i Jerusalem tiltrækker ikke blot tusinder af turister men også i snesevis af sindsforvirrede personer som tror at de er bibelske personer eller at de alene har nøglen til verdensfred og må afsløre den ved Jerusalems mure. „Kristne opfatter sig som Jesus eller Jomfru Maria eller, endnu hyppigere, som Johannes Døber, og mister ofte besindelsen på steder der har tilknytning til Jesus, som for eksempel Via Dolorosa eller Gravhaven,“ siger The New York Times. „Jøder er tilbøjelige til at tro at de er Moses, kong David eller andre skikkelser fra Det Gamle Testamente, og går fra forstanden på Oliebjerget eller ved Vestmuren.“ En turist gik for nylig amok i Den Hellige Gravs Kirke, væltede et kors, smadrede nogle lamper og forsøgte at knuse en statue mens han råbte at afgudsdyrkelse er forbudt. Hvert år indlægges der på Kfar Shaul-hospitalet 50 til 200 patienter med det såkaldte Jerusalem-syndrom. Dette syndrom rammer i 4 af 5 tilfælde personer som i forvejen er psykisk syge og rammer dobbelt så mange mænd som kvinder.
Spinder guld på affald
Takket være den moderne teknologi kan et italiensk firma nu udvinde værdifulde metaller af industriaffald. Ifølge avisen Il Messaggero modtager en fabrik i byen Arezzo i Italien affald fra forskellige dele af verden og udvinder heraf guld, sølv og andre værdifulde materialer. De kostbare metaller udvindes blandt andet af fotografisk papir, sølvpapir, mikrochips, kasserede kameraer, computere og andre elektroniske apparater. Il Messaggero oplyser at den pågældende fabrik i Arezzo hvert år i gennemsnit genvinder 120 tons guld, 200 tons sølv, 4 tons palladium, et ton platin, 100 kilo rhodium og små mængder iridium og ruthenium.
Helhedsbillede
Folk i lavindkomstlande er ikke nødvendigvis dårligt stillede. The New York Times oplyser at gennemsnitsindkomsten i Kina kun er på 2000 kroner om året. Et middelklassepar i Guiyang har for eksempel en samlet indtægt på mindre end 240 kroner om måneden — hun er lærer og han er tekniker på en fabrik. Deres reelle månedsindtægt er imidlertid dobbelt så stor, omkring 480 kroner, takket være diverse offentlige tilskud og ydelser, blandt andet fordi de kun har ét barn. Deres indkomst er ganske vist lav, men det er deres udgifter også. De betaler ingen skat, og lægebehandling er gratis. Huslejen er på mindre end 6 kroner om måneden, og varme og elektricitet er gratis. Fødevarepriserne er også forholdsvis lave, de lægger beslag på 210 kroner af deres budget. Andre 110 kroner går til tøjkøb. Dette gør det muligt for parret at opspare knap 60 kroner om måneden — hvilket ikke lyder af så meget. Men til gengæld behøver de ikke frygte for arbejdsløshed; de ved at deres lægebehandling er gratis og at de vil få folkepension når de bliver gamle.
Seksuelt aktive elever
USA’s Center for Sygdomskontrol har i bekymring over spredningen af seksuelt overførte sygdomme og AIDS-risikoen blandt unge ladet foretage en undersøgelse af sundhedstilstanden hos skoleelever i alderen 14 til 18 år i alle 50 stater, foruden på Puerto Rico og Virgin Islands (USA). Resultaterne, som er blevet offentliggjort i år, viser at 54 procent ikke længere er jomfruer. „Vi er særlig bekymrede over stigningen på de enkelte klassetrin,“ siger dr. Lloyd Kolbe, der leder Afdelingen for Børn og Unges Sundhed ved USA’s Center for Sygdomskontrol. Ifølge undersøgelsen har 40 procent af eleverne i 9. skoleår (14 år) haft seksuelt samkvem, 48 procent i 10. skoleår, 57 procent i 11. skoleår, og 72 procent i 12. skoleår. Én ud af 25 elever indrømmer at de har en kønssygdom.
[Fodnote]
a Da. aut.