Nyalaland — et endnu uspoleret paradis
Af Vågn op!-korrespondent i Sydafrika
EN FORFRISKENDE forandring for os otte byboere!
Vi befinder os i Nyalaland — et stort naturområde i den nordlige del af Sydafrikas Kruger National Park. Området har navn efter den smukke nyala-antilope, som ses afbildet her på siden.
Det er aften, og vi sidder omkring et bål og spiser bøffelragout. På den omgivende savanne lever der elefanter, løver, leoparder, bøfler og andre prægtige dyr. Men vi føler os trygge i selskab med to parkbetjente. Vi minder os selv om at her er meget sikrere end i en kriminalitetshærget storby eller på en stærkt befærdet landevej.
„Hørte I dværguglen?“ spørger Kobus Wentzel, den ansvarshavende parkbetjent. Han gentager dygtigt kaldet, prrrrup. „Det er et typisk kald her i området,“ forklarer han. „På vores vandretur i morgen vil jeg pege nogle fugle ud, så måske det ville være en god idé at tage en fuglebog med.“
Nyalaland er også et paradis for botanikeren. Få steder på jorden finder man et så varieret planteliv. Ifølge Illustrated Guide to the Game Parks and Nature Reserves of Southern Africa, udgivet af Reader’s Digest, er „ni af Afrikas vigtigste økosystemer“ repræsenteret i den nordlige del af Kruger National Park. Bogen fortsætter: „Her mødes vådområder og tør savanne, skov og steppe, klipper og dybt sand.“ Cirka 400 kvadratkilometer af dette unikke område er reserveret vandrefolket. Det kaldes Nyalaland. Bortset fra parkforvaltningens folk er det ubeboet, og der er ingen turistveje.
Kobus forsøger at spise sin aftensmad mens han besvarer vore mange spørgsmål. Han har en naturvidenskabelig kandidateksamen fra Pretorias Universitet, hvor han har studeret vildtforvaltning, zoologi og botanik. Vi finder snart ud af at hans viden ikke kun er teoretisk.
„Har du nogen sinde haft farlige sammenstød med vilde dyr?“
„Jeg har været udsat for skinangreb et par gange,“ svarer Kobus, „men jeg har aldrig mødt et dyr der for alvor var ude på at dræbe mig.“
„Hvordan kan du vide at det blot er et skinangreb når en løve angriber?“
„Det kan jeg når dyret løber beslutsomt hen mod mig og så stopper fire-fem meter fra mig,“ svarer han.
Parkbetjente som Kobus optrænes til at bevare hovedet koldt når et dyr angriber. Han forklarer: „De udfordrer én, og man afprøver dyret. En typisk situation kunne være at man møder en hunløve med unger eller en han i brunst. Ved sit skinangreb fortæller dyret at ’man har overskredet grænsen — at man trænger ind på dets enemærker, og at man hellere må se at forsvinde’. I mellemtiden har jeg taget ladegreb på min riffel og er parat. Jeg trækker altid en tænkt linje. Hvis dyret overskrider linjen, er jeg nødt til at skyde. Men min erfaring er at de altid standser før, og jeg har aldrig været nødt til at dræbe et dyr på en tur.“
Kobus er altså tydeligvis ikke ude efter jagttrofæer. Hans respekt for dyrelivet gør ham sympatisk. Det er imidlertid ved at være sent, og i morgen skal vi tidligt op. Efter at have sagt godnat trækker vi os tilbage til fire små bungalower bygget på pæle.
Kvart i fem om morgenen vækker Wilson, lejrens kok, os. Efter at have spist morgenmad kører vi til et sted hvorfra vi kan begynde vores vandring. Vi betragter taknemmeligt den overskyede himmel. En klar sommerdag kan temperaturen nå op over 40 grader.
For nogle af os er det en helt ny fornemmelse. Først er vi lidt nervøse for at støde på en slange eller blive angrebet af et vildt dyr. Men snart viger denne frygt for betagelse over den vældige slette, dækket af grønne træer så langt øjet rækker. Savannen er levende, der høres fuglesang og insektlyde. Det er en lise at indånde den friske luft.
Hyppigt stopper Kobus og hans assistent, Ellion Nkuna, op for at vise os noget interessant, for eksempel en kolonne af hærmyrer eller spor af et dyr. Vi kommer til et træ med et termitbo omkring stammen. „Det er et nyalabærtræ,“ forklarer Kobus. „Man ser dem ofte vokse i termitboer. Termitterne gøder jordbunden, hvilket kommer træet til gode.“
Efter en times tid passerer vi et træ der er væltet af en elefant. „End ikke et kraftigt træ er en hindring for en elefant,“ oplyser Kobus. „Den braser bare lige ind i det. Det gør elefanter ofte. Det lyder måske lidt negativt, men der er også positive aspekter ved det. Om nogle måneder vil dette træ sikkert være gået ud. Mens det rådner udgør det et spisekammer for små organismer og beriger jorden med mineraler.“
„Er det rigtigt,“ indskyder en fra rejseselskabet, „at hvis elefantbestanden ikke holdes nede, vil et område som dette blive forvandlet til græssteppe?“
„Ja, det er rigtigt,“ svarer Kobus. „Der ville ikke være ét træ tilbage. I Kruger Park forsøger vi at holde elefantbestanden på omkring 7500 individer, hvilket, så vidt vi ved, er hvad området kan bære.“
En i gruppen får øje på et tydeligt dyrespor i sandet. Impulsivt udbryder jeg: „Det må være fra en leopard!“
„Nej,“ siger Kobus, „det er en hyæne. Læg mærke til at det er et asymmetrisk, eller aflangt, spor. Man kan også se mærker fra kløer, for hyænen tilhører hundefamilien og kan ikke trække kløerne ind. Hvis man sammenligner dette spor med et kattespor, fra for eksempel en leopard eller en løve, er det nemt at se forskel. Kattens spor er symmetrisk, det vil sige rundt og uden mærker af kløer, eftersom katte trækker kløerne ind. Hvis man ser på den bagerste trædepude er der kun to forhøjninger hos hyænen, mens kattefamilien har en stor trædepude bagerst med tre forhøjninger.“
Nu begynder vi at blive sultne. Vi sætter os derfor på et stort termitbo og indtager det lette mellemmåltid som vi mandfolk har båret i rygsækken. Bagefter går vi over mod en høj som Kobus synes vi skal bestige. Halvvejs oppe gør vi holdt på nogle klipper og nyder det smukke syn af de tætstående buske og træer der strækker sig over en vældig slette til en bjergkæde ude i den fjerne horisont. Kobus minder os om at det område vi betragter er næsten uberørt af det moderne menneske. Men oppe på toppen af bakken ser vi til vores overraskelse noget der ligner en menneskeskabt vej.
„Det er en elefantsti,“ siger Kobus.
Jeg spekulerer på hvordan han kan være sikker på at den er skabt af dyr og ikke af mennesker. Imens disse tanker rumsterer i mit hoved finder den skarptsynede Ellion et bevis. Han samler en gammel stødtand op.
„Den kan være årtier gammel,“ siger Kobus.
„Ja,“ indrømmer jeg, „det lader til at være et bevis for at det er lang tid siden at der har været mennesker forbi her, for de ville næppe lade en så værdifuld genstand ligge.“ Ellion lægger stødtanden i sin rygsæk så han kan aflevere den til administrationen for Kruger Park.
Tiden er fløjet af sted, og det er næsten middag før vi ser landroveren. Vi har været på en 11 kilometer lang rundtur. Da vi kommer tilbage til lejren konstaterer vi at Wilson har lavet middagsmad. Vi sætter den taknemmeligt til livs, og efter et hvil tager vi ud på eftermiddagens vandretur langs Luvuvhufloden.
Her er et enestående landskab, med tæt grøn underskov og store træer, deriblandt morbærfigentræer med deres fascinerende krogede vækst. Efter at have lært de forskellige træers navne og kendetegn, kommer vi forbi en flok bavianer der vagtsomt betragter os bag noget krat. Derefter sætter vi os på en klippe med udsigt over floden.
Mens vi lytter til vandets rislen henleder Ellion vores opmærksomhed på fire nyalahunner der nærmer sig floden bag os. Heldigvis sidder vi i vindretningen, så de får ikke færten af os. Vi betragter disse smukke antiloper mens de nu og da stopper op og spiser blade af en busk. Efter ti minutters tid får en af dem øje på os og udstøder et advarende bjæf. Straks styrter de alle væk.
Imens kommer nogle af de nysgerrige bavianer nærmere, og vi hører et ophidset skrig fra en unge. Måske klapser moderen den af fordi den er kommet for tæt på. Vi kan næsten høre hende sige: ’Du skal ikke vove at komme for tæt på de mennesker igen!’
Det er ved at blive mørkt, og vi må se at komme tilbage til lejren. Efter at vi er kommet hjem begynder det at regne, og vi spiser til aften under en smuk tagkonstruktion med åbne sider. Vi lytter til regnens dæmpede trommen, som indimellem overdøves af savannens lyde. Der er vilde dyr i nabolaget, og talen falder igen på løverne. Vi spørger Kobus hvor mange gange han på sine vandreture har stået ansigt til ansigt med en løve.
„Åh, en 70 gange,“ svarer han.
„Hvad sker der så? Hvad er den almindelige reaktion?“
Kobus svarer: „Almindeligvis er det en overraskelse for begge parter. Man går ind i et område, sådan som vi gjorde i dag, og forventer at se det sædvanlige vildt, og så pludselig ser man få meter foran sig en flok løver der hviler sig i skyggen. De stirrer på en, og man ser at de gør store øjne som om de ikke tror det de ser. Måske bliver mine øjne også større,“ griner Kobus. „Så siger jeg til dem jeg har med: ’Hurtigt, skynd jer! kom og se!’ I det næste øjeblik hører man to eller tre brøl, og så er dyrene væk. De er meget mere bange for os end vi er for dem.
Andre gange løber man ind i en hun med unger, og så er det en anden historie. I stedet for et brøl hører man en lang, truende knurren, og man ser hendes hale vaje fra side til side. Så holder jeg riffelen parat og beder vandrerne om at stå stille. Derefter trækker vi os stille og roligt tilbage, uden at vende ryggen til, idet vore øjne er fæstet på dyret.“
Den følgende morgen vandrer vi gennem den smukke Mashikiripoort — en smal slugt med stejle klippesider. Til sidst når vi en høj med en hule. Før vi klatrer op smider Ellion en sten, der laver en voldsom larm. „Jeg smider stenen,“ forklarer han senere, „for det tilfælde at der skulle være løver eller andre farlige dyr. Det giver dem tid til at flygte.“
„Ellers risikerer man at trænge et farligt dyr op i en krog, og så er man på den,“ forklarer Kobus. Vi når frem til hulen og ser at der på en af væggene er en tegning lavet af en buskmand. Den forestiller en giraf, og Kobus siger at tegningen meget vel kan være to hundrede år gammel.
Under vandreturen ser vi også hjorde af giraffer, gnuer og zebraer. I bil kan man ofte komme på nært hold af disse skabninger, men når man er til fods og vinden blæser imod dem, vil de få færten af én og flygte før man kommer tæt på. Vi hører en hjord zebraer galopere væk i det fjerne, og jeg mindes de sandfærdige ord i Bibelen: „Frygt for jer og skræk for jer skal der være over alle jordens vilde dyr.“ — 1 Mosebog 9:2.
Vi er kommet til at beundre Ellions evne til at opspore dyrene og identificere deres spor. Han er fra Tsonga-folket — et folk der er kendt som dygtige stifindere. Vi taler med ham om det.
„Jeg begyndte at lære det da jeg som lille dreng vogtede kvæg,“ forklarer han.
Senere, under vores sidste vandretur om eftermiddagen, gør Ellion os opmærksomme på lyden af flodheste. Snart kommer vi til et udsigtspunkt over floden. Og ganske rigtigt, der er en flok flodheste i vandet. Mange regner flodhesten for det farligste dyr i Afrika. Men vi har lært at stole på vores forsigtige, erfarne guider. Vi sætter os stille ned på bredden og kigger. Nu og da forsvinder en flodhests hoved under vandet. Pludselig kommer det op igen idet der sprøjter vand ud af de store næsebor. Med ét udstøder flodhestene enstemmigt et fuldtonende grynt og åbner deres vældige gab.
Efter betaget at have betragtet disse udfoldelser i en halv time, tvinger vi os selv til at gå, for mørket er begyndt at falde på. Da vi den aften sidder omkring lejrbålet genoplever vi de mange episoder fra de to forløbne dage. Vi glæder os over at der stadig findes naturskønne, uberørte pletter på jorden. Og med hensyn til fremtiden trøster vi os ved Bibelens løfte om at Gud, før det er for sent, vil gribe ind og redde jorden fra ødelæggelse. Ikke blot Nyalaland men hele jorden vil da få gavn af Guds sikre løfte: „Se! Jeg gør alting nyt.“ — Åbenbaringen 11:18; 21:3-5; Esajas 35:5-7.