„Byen med et talrigt folk“
TOKYO, São Paulo, Lagos, Mexico City og Seoul passer til beskrivelsen, selv om det ikke var dem profeten Jeremias omtalte i Bibelen. Han hentydede til Jerusalem kort efter at byen var blevet ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t. — Klagesangene 1:1.
Med den nuværende verdensbefolkning på omkring fem og en halv milliard er det ikke svært at finde byer med et talrigt folk. Det er tydeligt at tendensen i det forløbne halve århundrede er gået i retning af storbyer. I 1950 havde kun syv bysamfund i verden fem millioner indbyggere, men det skønnes at der ved århundredskiftet i hvert fald vil være 21 byer med over ti millioner indbyggere, iberegnet de 5 byer der er nævnt ovenfor.
Hvordan blev de så store?
Storbyer dannes når folk fra landet flytter ind til byen for at finde arbejde og når byboerne flytter væk fra bykernen for at finde mere rummelige og behagelige omgivelser hvorfra de så tager bil, bus eller tog på arbejde. Disse forstæder udgør, sammen med den indre by, en storby.
Nogle storbyer havde allerede mange indbyggere i deres ’teenageår’. Tenochtitlán — i dag kendt som Mexico City — blev grundlagt omkring 1325. I 1519, da spanierne ankom, havde denne by, der var aztekernes hovedstad, sandsynligvis allerede en befolkning der nærmede sig 300.000.
Andre byer er — ligesom midaldrende folk der tager på jo ældre de bliver — ekspanderet med årene. Seoul, der i 1988 var hjemsted for de olympiske lege, har rødder der går tilbage til førkristen tid. Men alligevel var byens befolkning for omkring 50 år siden kun en tiendedel af hvad den er i dag. Nu bor cirka en fjerdedel af landets 43 millioner indbyggere i denne by.
Ligesom det er tilfældet med Seoul, betyder Tokyo også „hovedstad“. I Tokyos tilfælde betyder det faktisk „østhovedstaden“. Oprindelig hed byen Edo, men navnet blev ændret til Tokyo i 1868 da den fik rang af hovedstad i stedet for byen Kyoto, der lå længere mod vest. Området omkring Edo var allerede beboet i førkristen tid, men grundvolden til den storby den er i dag blev ikke lagt før 1457, da en mægtig kriger byggede en fæstning dér. I løbet af det 17. århundrede blev selve byen grundlagt, og i midten af 1800-tallet havde den en befolkning på over en million. Tokyo er en meget moderne by, og det er blevet sagt at den har flere neonskilte end nogen anden by i verden.
En anden moderne storby der udstråler ungdommelig tiltrækningskraft er São Paulo i Brasilien. Med brede boulevarder og moderne skyskrabere virker den meget ung af sin alder — den blev grundlagt af portugisiske jesuittermissionærer i 1554. I januar i år fejrer indbyggerne — Paulistanos — dens 440. fødselsdag. São Paulo var en forholdsvis lille by indtil 1880, da penge fra Brasiliens nystartede kaffeindustri virkede som en magnet på emigranter fra Europa og senere fra Asien.
Portugiserne havde også en andel i udviklingen af en storby i Nigeria. Lagos var, længe før europæerne ankom i slutningen af det 15. århundrede, beboet af en af Afrikas mest folkerige og urbaniserede tropefolk fra førkolonial tid — yorubaerne. Byen var et kendt slavemarked indtil midten af 1800-tallet. I 1861 blev den indlemmet i Storbritannien, og i 1914 blev den hovedstad i det der dengang var en britisk koloni.
„Ikke længere en fordel at være stor“
Der er fordele ved store byer. Jo større byen er, jo større muligheder har borgerne som regel for at leve et rigt socialt og kulturelt liv. Økonomiske interesser taler også for storbyer eftersom en stor befolkning skaber et større marked og flere arbejdspladser. De økonomiske fordele byerne tilbyder, virker som en kraftig magnet på de mennesker der søger det forjættede land. Men når det ikke lykkes dem at finde et arbejde og de ender med at bo i slumkvarterer hvor de måske må tigge for at overleve, eller når de på grund af boligmangel bliver hjemløse, sætter fortvivlelsen og bitterheden hurtigt ind.
Bladet National Geographic anfører at en by kan blive for stor, når det siger: „Det er ikke mange år siden at byer stolt henledte opmærksomheden på deres vækst. Det var godt at være stor og de største byer pralede af deres position i verden. Men det er ikke længere en fordel at være stor. En by der i dag får betegnelsen ’Verdens største by’, kan sammenlignes med en rask ung mand som får at vide at han har en alvorlig sygdom. Den kan måske kureres, men den kan ikke ignoreres.“
Det er næsten umuligt at hindre mennesker i at stimle sammen i for stort antal i byerne. Derfor forsøger storbyerne at tage udfordringen op ved for eksempel at bygge række efter række med triste, ensartede boligblokke, ved at bygge flere og højere skyskrabere, eller ved at tage helt nye muligheder i anvendelse. Japanske byggefirmaer leger for eksempel med tanken om at bygge enorme underjordiske boligkomplekser hvor millioner kan arbejde, gå på indkøb og endda bo. „En underjordisk by er ikke længere en drøm,“ siger en formand på en byggeplads. „Vi forventer faktisk at gøre drømmen til virkelighed i begyndelsen af det næste århundrede.“
Fysisk set er det heller ikke altid en fordel med storbyer. Katastrofer kan ramme hvor som helst. Men når de rammer byer er tabet af liv og ejendom stort. Et eksempel: Tokyo har været udsat for omfattende katastrofer, både forårsaget af naturen og af mennesker. I 1657 omkom hen ved 100.000 mennesker i en ulyksalig ildebrand; i 1923 omkom et lignende antal i et dødbringende jordskælv og en deraf følgende ildebrand, og ved slutningen af den anden verdenskrig døde omkring en kvart million, sandsynligvis som følge af de massive luftbombardementer.
Verdens problemer afspejles i dens byer — byforurening og trafikkaos. Begge problemer er Mexico City et slående bevis på, og byen blev engang beskrevet som „et konkret eksempel på en bykatastrofe“. Mere end tre millioner biler belaster vejnettet. Disse udsender, sammen med fabrikker der repræsenterer over halvdelen af hele Mexicos industri, dagligt en forureningsdosis som ifølge en undersøgelse fra 1984 „svarer til at man blot ved at trække vejret røg to pakker cigaretter om dagen“.
Mexico City er selvfølgelig ikke noget særtilfælde. Hvilken moderne industrialiseret by kæmper ikke med forurening og trafikproblemer? I Lagos bliver myldretidstrafikken kaldt „gå-langsomt“, hvilket er meget passende. Byen strækker sig over fire hovedøer, og broerne fra fastlandet har ikke kapacitet til det voksende antal biler der klumper sig sammen på vejene, og resultatet er at trafikken næsten går i stå. Bogen 5000 Days to Save the Planet siger: „Vi er nået dertil hvor det næsten er hurtigere at gå.“ Næsten?
Alvorligere problemer
Storbyerne er hjemsøgt af alvorligere problemer. Ud over boligmangel, overfyldte skoler og underbemandede hospitaler, er der også psykologiske aspekter involveret. Dr. Paul Leyhausen, en førende tysk etolog, hævder at „et stort antal neuroser og sociale tilpasningsvanskeligheder, delvis eller fuldstændig, direkte eller indirekte, skyldes overbefolkning“.
Storbyer berøver deres borgere fællesskabsfornemmelsen og forvandler byen til en ansigtsløs masse. Skønt omgivet af hundreder af naboer kan en bybo være ensom og føle en længsel efter venner og selskab som han ikke kan finde nogen steder. Den fremmedgørelse som herved opstår, kan blive farlig når den får multinationale befolkningsgrupper til at opdele sig i racer eller etniske grupper. Økonomisk ulighed eller diskrimination — virkelig eller indbildt — kan føre til katastrofer som dem vi så i Los Angeles i 1992 da det kom til voldelige sammenstød mellem sorte og hvide og mere end 50 blev dræbt og 2000 såret.
Den største fare der er forbundet med bylivet er tendensen til at fortrænge åndelighed. Det er dyrt at leve i byen, så dens beboere kan nemt blive distraheret af livets bekymringer. Ingen andre steder er der så mange ting som så let kan føre folk ud på et sidespor så de tilsidesætter det der har virkelig og varig værdi. Ingen andre steder er mulighederne for underholdning — god, dårlig og uanstændig — så store. Det var en sådan mangel på åndelighed der på Jeremias’ tid førte til ødelæggelsen af Jerusalem, „byen med et talrigt folk“. — Klagesangene 1:1.
Som at reparere en flyvemaskine under flyvning
I betragtning af sådanne overvældende vanskeligheder konkluderer 5000 Days to Save the Planet at „opgaven med at sørge for en rimelig levestandard for nutidens byboere, for slet ikke at tale om fremtidige generationer, synes at skabe uoverstigelige problemer“. Alene det at dække de nuværende krav „er en uacceptabel byrde for miljøet og samfundet“. Og med øje for fremtiden siger den: „At forvente en løsning på disse problemer når byernes befolkningstal er blevet tre gange så store, er ganske enkelt ønsketænkning.“
Der er ingen tvivl om at byerne har problemer. Og storbyerne har, på grund af deres størrelse, endnu flere! Deres sygdomme har bevirket at hele verden ligger for døden. Er der helbredelse i sigte?
Storbyerne påvirker os. Selv småbyer kan påvirke os, nogle på en måde der slet ikke står i forhold til deres størrelse. Eksempler på dette vil blive belyst i næste udgave af bladet.
[Illustration på side 25]
Lagos, fyldt med mennesker